Et vellykket frieri (Billede af Victor Grigas via)
Denne artikel er oprindeligt udgivet af VICE UK
Der findes meget få ting, der er lige så ydmygende som at få et ‘ellers tak’, når man frier. Søg på “failed marriage proposal” på YouTube, og du vil finde et hav af videoer med folk, der bliver skudt ned af deres hjertes udkårne. Jeg kan love dig for, at det gør nas at se på. Af en eller anden grund udspiller ekstremt mange af dem sig i stormagasiner eller til sportskampe. Og når du står der, lammet af afmagt og hjertesorg, så hjælper det ikke ligefrem at blive trøstet af en maskot i et fucking løvekostume.
Videos by VICE
Det er let nok at sidde og grine af knuste hjerter på YouTube, men jeg havde lyst til at finde ud af, hvordan det rent faktisk er at blive afvist af det menneske, man ville have delt sit liv med. Derfor fandt jeg tre folk, der enten har friet og fået et ‘nej’ eller stået for afslaget, og bad dem fortælle mig om oplevelsen.
Navne er blevet ændret
DET AKAVEDE KÆRLIGHEDSARMBÅND
Illustrationer af George Yarnton
Min kæreste og jeg har været sammen i lidt over et år, og jeg har altid gjort det udtrykkeligt klart, at jeg ikke har nogen interesse i at blive gift eller få børn. Jeg er en mand på 29, hun er 25, og det virkede altid som om, hun havde det fint med det. Men i oktober sidste år begyndte hun lidt på at ville bygge rede – hun sagde, at hun elskede mig, og begyndte at snakke om at flytte sammen, hvilket jeg følte var lidt mere, end jeg kunne rumme. Det blussede for alvor op den 29. februar. Det var en søndag eftermiddag, og min kæreste inviterede mig med til sådan en armbåndsworkshop, som hun skulle til. Da jeg ankom til workshoppen, som var fyldt med midaldrende kvinder og nylontråd, sad min kæreste ihærdigt og arbejdede på at lave de her armbånd. Jeg satte mig over for hende, og hun gav mig en kasse ting, så jeg kunne begynde at lave mit eget armbånd. I kassen var der en håndfuld små bogstaver, som man kunne bruge til sit armbånd. Det gik op for mig, at de bogstaver hun havde udvalgt og lagt i min kasse, stavede: “Vil du gifte dig med mig?”
Jeg stirrede lamslået ned i kassen. Jeg ville ikke have, at hun skulle gøre sig selv til grin foran en gruppe kvinder i løse, ankellange nederdele, så jeg begyndte med vilje at komme bogstaverne på tråden i den forkerte rækkefølge. Jeg stavede ord som “ugle” og “ged” i stedet, men hun stoppede mig og brød ud i hysterisk gråd. Hun vidste, at jeg prøvede at undgå samtalen ved bevidst ikke at tage det seriøst.
Det var virkelig ubehageligt. Ikke bare fordi, at hun havde friet til mig, men også fordi det var sket gennem et hjemmelavet armbånd.
Så vi gik en tur, og efter hun var stoppet med at græde, prøvede hun at tørre det af på, at det var den 29., hvilket åbenbart skulle være “den ene dag om året, hvor kvinder må fri til mænd”. Hun sagde, at hvis man siger nej, så skal manden købe kvinden et par silkehandsker. Det lød jo grangiveligt som noget bullshit, men fænomenet har sin egen Wikipedia-side, så hvorfor ikke. Så sagde hun, at det hele var en joke. Men hvis det var en joke kan jeg ikke forstå, hvorfor hun græd så meget. Jeg har altid sagt klart og tydeligt, at jeg aldrig vil giftes; jeg havde forberedt hende på det.
Jeg tog bare hjem efter det skete, fordi jeg skulle på arbejde om morgenen. Vi begyndte at skrive lidt akavet sammen ugen efter. Der gik tre dage, hvor jeg ikke så hende, og der tænkte jeg, at alt var fint, så længe hun ikke sagde noget om det. Det er næsten lige sket, så vi er stadig ved at finde ud af tingene. Hun er virkelig sød, men det er en smule underligt, at det her nu er sket.
For at være helt ærlig, så har jeg levet en ret beskyttet tilværelse indtil nu, så det at skulle afslå et frieri i et lokale fyldt med folkeskolelærere var ret forfærdeligt. Det er nok det værste, jeg nogensinde har været udsat for.
Alex, 29
Læs også på VICE: Sådan slår du op med din kæreste
ET OLYMPISK NEDERLAG
Jeg var ret vild med Tom, da jeg først startede med at se ham. Han var 10 år ældre end mig, dødlækker og havde været en olympisk atlet for det britiske OL-hold. På papiret var han den perfekte mand for mig, men virkeligheden var en helt anden. Selvom han var på et hold, der havde vundet guld til OL, var han blevet skadet lige før det sidste ræs, og han var derfor ikke med, da de fik medaljer. Det øjeblik hjemsøgte ham dag og nat og gav ham kæmpe komplekser, der gjorde, at han konstant havde behov for at være i kontrol og vise sit værd. Efter to år blev vanskelighederne i vores forhold for meget for mig, så jeg besluttede mig for at gøre det forbi.
Noget tid efter sagde min far, at han havde fået en besked fra Tom på Facebook, hvor han skrev, “Jeg skal tale med dig om din datter.” Dagen efter vågnede jeg til et opkald fra Tom, der sagde, at han var i Canterbury. Jeg havde så mange tømmermænd, at jeg ikke helt kunne fatte, hvad han sagde, men jeg forstod på det hele, at han ville have, jeg skulle møde ham ved domkirken. Jeg troede ikke helt på, at han rent faktisk var der, men jeg slæbte mig ud af sengen og tog hen for at møde ham.
Da jeg kom ned til domkirken, stod Tom og ventede udenfor med en flaske champagne og en masse blomster. Før jeg kunne nå at sige noget, gik han ned på ét knæ og friede til mig. Han gav mig en halskæde – ikke en ring, en halskæde. Pludselig blev vi omringet af en flok turister, der stormede mod os og begyndte at tage billeder af ham på knæ, og mig der så ud som om, jeg skulle til at kaste alt det op, som jeg havde spist aftenen før. Jeg følte mig ydmyget. Jeg bad ham om at rejse sig fra jorden, så jeg kunne forklare ham (foran en gruppe japanske turister vel at mærke), at vi ikke var sammen længere og på ingen måde skulle giftes. Tom havde overbevist sig selv om, at alle vores problemer ville fordufte, hvis han friede til mig.
Emma, 25
KNÆKLYS, UDSLÆT OG DØDE KATTE
Første gang jeg mødte Claire var på en natklub i London, der hedder KOKO. Den aften vi mødtes, havde hun en selvlysende bh på, og jeg havde en t-shirt med en alien på. Så slemt som det måske lyder, så spurgte hun, om hun måtte låne et af mine knæklys. Det var sådan, vi mødtes.
Da jeg friede, havde Claire og jeg været sammen i seks år. Vi var lige flyttet sammen, da hun begyndte at sige, at hun følte sig fanget i sit arbejde og gerne ville væk. I sand middelklasse-stil fandt hun en reklame i rejsesektionen af The Guardian, der fortalte, at man kunne betale 9.250 kroner for at komme ud og sejle i et år. Det var vanvittigt. De lærer dig at sejle og sørger for kost og logi for under 10 klik. Hun var besat af tanken om at komme afsted. Jeg tror, at hun troede sejlturen ville løse alle hendes problemer. Jeg var betydeligt mere vattet på det tidspunkt, og jeg lod som om, jeg havde det helt fint med, at hun tog ud for at leve på en båd i et år. Jeg var naturligvis sønderknust indeni, men jeg kunne ikke tage med hende, fordi jeg lige havde fået nyt arbejde.
Mens hun var afsted, Skypede vi kun en sjældent, fordi hun bogstaveligt talt var ude på havet midt i ingenting. Hver gang vi snakkede, virkede hun mindre og mindre interesseret i at komme tilbage. På grund af hendes manglende interesse blev jeg mere og mere fikseret på ideen om, at den eneste måde at få hende tilbage på var at gifte mig med hende. Det blev en besættelse for mig, så jeg købte en flybillet til Tahiti for at mødes med hende.
I ugerne op til min rejse begyndte hendes kat, som hun havde haft siden, hun var barn, og som jeg passede, mens hun var væk, at dø. Jeg tænkte, holy fuck, katten kan ikke dø, mens hun er væk – så gifter hun sig aldrig med mig! Så jeg måtte medicinere katten i ugevis, og det kostede kassen, fordi jeg ikke havde nogen forsikring. Til sidst sagde dyrelægen, at det ville komme til at koste over 13.000 kroner at redde katten, og så mange penge kunne jeg på ingen måde bruge – jeg havde jo fyret alle mine penge af på flybilletten. Så jeg fik katten aflivet – hvilket forresten også koster penge. Jeg valgte at begrave den i en massegrav, fordi det var gratis. Det var virkelig slemt.
Dagen efter katten døde, hoppede jeg på flyet til Tahiti, men det var voldsomt forsinket. Jeg begyndte at få sådan noget stress-relateret udslæt, og pludselig havde jeg det over hele kroppen. Så missede jeg det fly, som jeg skulle videre med fra Paris, så jeg måtte overnatte på et nederen et skodhotel.
Jeg kom endeligt frem og mødte Claire i lufthavnen. Hun så fantastisk ud: solbrun hud og muslingeskaller i håret. Modsat hende var jeg bleg, havde udslæt over det hele og havde tabt mig 2-3 kg på grund af stress. Den aften overbeviste jeg mig selv om, at jeg var nødt til at prøve at fri til Claire. Vi mødtes til en neon rave-fest, og jeg købte over 2.000 knæklys – knæklys, der fik mig stoppet i tolden – som jeg brugte til at lave et kæmpe hjerte i sandet.
Jeg tog Claire med udenfor, så hun kunne se min knæklys-kærlighedserklæring, men hun havde luret, hvad der foregik, og stoppede mig før jeg kunne sige noget. Så fyrede hun sådan en lang monolog af om, hvordan det ikke var så godt mellem os, og at hun ikke var sikker på vores fremtid. I det øjeblik var jeg fuldstændig knust.
Jeg sad på Tahiti og tudbrølede. Så tænkte jeg, fuck det her, nu vil jeg have det sjovt. Men det viste sig, at vi var fanget på øen i to uger mere, fordi flypersonalet strejkede. Det var sindssygt akavet. Vi løb tør for penge, så vi måtte bo i en lillebitte kabine på den der fucking båd, som hun havde sejlet rundt i. Efter en uge indrømmede hun, at hun havde knaldet med en anden på båden siden starten af turen.
Ben, 29
Mere fra VICE:
Se hvordan 12 parforhold forandrede sig på billeder taget over tre årtier
