Har du nogensinde midt i en samtale taget dig selv i bare at stirre tomt på personen, du snakker med, mens du undrer dig over, hvorfor du reelt stadig bruger din kostbare tid her på jorden sammen med det her menneske? Måske er det din kæreste, som du nok i virkeligheden har været sammen med lidt for længe – eller den der ven, du har, der aldrig snakker om andet end jeres “gode gamle RuneScape-dage” og ting, han laver, når han er sammen med sin fætter. Har du det nogensinde sådan med din playliste? Ja, vi lever i en tid, hvor vi bliver velsignet med mere ny musik end nogensinde før på flere og lettere tilgængelige platforme, end hvad der før har været muligt – hvilket til gengæld også betyder, at meget ny musik er skabt til at blive placeret i let kategoriserbare og playlistevenlige genrer. Men Værket er ikke som andre bands.
For det første har de en mand på fløjte som fast inventar. Og ikke en hvilken som helst mand – Andreas Trap-Jensen er lige kommet ind på musikkonservatoriet i Skt. Petersborg i Rusland. “Hvis han var startet for 200 år siden, var han gået i parallelklasse med Pyotr Tchaikovsky,” siger hans bandkammerat, guitarist Anders M. Jørgensen (der også spiller en smule saxofon i Værket, såvel som guitar i metalbandet Slægt), da vi får fat i ham til en snak om det nye album, og hvad Værket egentlig går ud på. I deres pressemateriale beskrives Værket som et “boyband extraordinaire”. Boyband-delen kan diskuteres, men ekstraordinære er de uden tvivl. Kort beskrevet er Værket en slags instrumental Justice League. Deres lyd, der er præget af konstante temposkift i ekstremt lange numre, kan bedst beskrives som lyden af at smadre jazzet lounge og fløjtemusik sammen med episk, eventyrlig heltemusik og flambere det hele med sortmetal.
Videos by VICE
Udover Anders og Andreas består den 20-22-årige seksmandsgruppe med base i København af bassist Mikkel Schultz, forsanger Jakob Emil Lamdahl (Marching Church, Gäy), Adam Nielsen på trommer (der også er trommeslager i Slægt og i øvrigt lillebror til Iceages Dan Nielsen) og Peter Tange, der spiller orgel. Sidste lørdag udgav Værket deres andet album, Young Again, der er mastereret af ingen andre end Flemming Rasmussen og er den første udgivelse fra bandet siden 2016-debutpladen, Jealousy Hits. Selv om deres udgivelsesfrekvens har været sporadisk, er de svære at glemme igen, når man først har hørt dem eller oplevet dem live.
Young Again er kun tre numre lang – “CCTV of a Boy”, “Green Knight” og titelnummeret – men alligevel er det andet album fra det progressive danske rockband næsten 40 minutter langt. Til tider lyder det som noget, en keltisk hær kunne marchere i krig til – men trods sit instrumentelle, analoge udgangspunkt, er det stadig tydeligt, at bandet har sit udspring i den digitale tidsalder; som for eksempel når Battle-melodien fra de gamle Pokémon Red- og Blue-spil på et tidspunkt emuleres i “CCTV of a Boy” – med guitar-riffs (omkring 02:40 inde).
Vi fik fat i Anders M. Jørgensen, mens han var på rustur, til en snak om Værkets seneste værk. Scroll videre for at høre Young Again og læse, hvad han havde at sige.
Noisey: Hey Anders – lad os starte med det største spørgsmål, jeg har: Hvordan er jeres fløjtespiller kommet ind på det russiske musikkonservatorium?
Anders M. Jørgensen: Han har på en eller anden måde smuglet sig ind i konservatorie-miljøet i Rusland. Nu går han der så, hvilket er helt vildt sejt. Hans far er fra Rusland, men Andreas er pæredansk. Hvis man vil spille klassisk tværfløjte, så er det jo stedet at gøre det. Han er herhjemme nu på ferie, men skal ellers bo der i seks år, hvor han har udrejseforbud de første måneder. Han må godt tage ud, men så kan han ikke komme tilbage igen. Man skal inviteres, hvis man skal ind i Rusland, og hans skole gider ikke de der administrative ting. Men på grund af korruption kan han godt betale 1.000 kroner eller sådan noget, og så komme hjem og vende.
Okay klart, den stemning. Vildt nok. Har I ellers alle sammen base her i landet?
Vi er alle sammen ret enige om, at det ikke er Værket, hvis Andreas ikke er med. Vi var tre, der startede det: mig, ham og Mikkel. Det er et band, der er baseret 100 procent på passion og på, at vi var nogle gutter, der havde det grineren sammen. Derfor er det svært at udskifte ham, eller bare fortsætte uden.
Okay. Var det før, du havde noget med Slægt at gøre, hvor du også spiller sammen med jeres trommeslager Adam?
Nej, det var i 2014 om sommeren. Alle var ude og rejse på det tidspunkt, Adam for eksempel, så Slægt spillede ikke rigtigt. Andreas, der spiller fløjte i Værket, spillede faktisk bas i Slægt på det tidspunkt. Vi havde længe gået og snakket om, at vi ville lave det her all-star band. Alle de allerbedste skulle spille deres bedste instrument. Så tog Mikkel og Andreas og jeg ned i et øvelokale, vi havde i Rantzausgade. Eller…vi havde det faktisk ikke rigtig. Folk var ret sure over, at vi var dernede. Det var Reveries øvelokale, Andreas og Adams gamle dødsmetalband. Vi drak en masse piverter og havde det ekstremt fedt nede i øvelokalet. Dagen efter kom Peter derned. Jeg havde sådan en lille synthesizer, som han brugte orgellyden på. Og så lød det bare helt vildt fedt. Jeg har kassettebånd derhjemme med øveoptagelser fra den tid – og det lyder rimelig lortet. Men dengang synes vi bare, at det lød helt vildt fedt. Jeg kan huske, at jeg spillede det for min mor, og hun bare syntes, det var det fedeste. Vi var meget stolte af det, og det er vi også den dag i dag.
Hvordan vil du beskrive Værkets lyd?
Jeg vil helst bare beskrive det som rockmusik. Fordi det er jo straight up rockmusik: guitar, trommer… Vi kommer alle sammen fra meget forskellige baggrunde inden for musik, men det hele bunder ud i rytmisk musik. Man kan meget tydeligt høre, at vi har en relation til metal. Måske prøver vi at slippe lidt væk fra det. Men samtidig kan vi ikke undgå at komme i nærheden af det. Da vi startede bandet, havde vi det alle sammen meget vildt over prog rock fra 70’erne. Vi hørte rigtig meget King Crimson, og gør det stadig den dag i dag. Nu har vi fået en kæmpe åbenbaring i forhold til italiensk prog rock fra 70’erne. Banco del Mutuo Soccorso – sygt fedt band. Museo Rosenbach – måske det absolut fedeste.
Okay, så prog rock møder black metal møder…tværfløjte. Og saxofoner.
Det er lyden af os seks gutter, der kan noget individuelt. Og jeg synes, man kan høre individualismen i musikken. Hvor det sammen bliver til en form for enhed, der fremstår forholdsvis unik. Ikke for at spille smart, men jeg er ret imponeret over det. Fordi det lyder ikke som noget andet.
Hvad skulle Værket lægge soundtrack til, hvis I helt selv kunne vælge mellem film, spil, serier og så videre?
Hvis alle de fede filminstruktører gik sammen om at lave en sygt fed film – Tarantino, David Lynch, George Lucas og ham, der lavede Apocalypse Now (Francis Ford Coppola, red.) – hvis alle de gutter gik sammen og lavede en film, så ville Værket stå klar med et soundtrack. Så kunne de nærmest bare lægge vores plade henover.
Helt sikkert. Hvorfor hedder I ‘Værket’, egentlig?
Vi fik en idé om, at vi skulle lave den her sang, der skulle være et rock-opus; det store værk. Den kaldte vi for ‘Værket’. Det endte med at blive den sang, der hedder “Last Confessions” fra den første plade. Når vi så skulle ned og øve var det: “Skal vi tage ned og øve værket i dag?” Så prøvede vi med alle mulige underlige navne – men blev ved med at kalde det for værket. Så til sidst blev vi bare Værket.
Cool. I er ret teatralske i jeres liveoptrædener. Sidst vi så jer, tror jeg nok, at der blev hevet en stige med på scenen og gjort forskellige ting med den. Hvordan kan det være?
Nåh ja. Det er ikke rigtig noget, vi har tænkt over – det sker på stedet. Den stige der, på Bremen…jeg tror bare, der lige var en stige. Det var vist primært Jakob Emils idé. Vi har også en ting med stearinlys. En stor del af det er bare, at vi er så mange mennesker oppe på scenen, der spiller alle de her forskellige instrumenter, og derfor kan det virke lidt stort og voldsomt.
Hvordan er stemningen typisk, inden I skal på scenen?
Som den ville være, hvis vi ikke skulle på scenen. Stille og rolig. Ikke noget med at lave holdkrammere eller et eller andet pjat. Vi chiller. Vi har det fucking dejligt. Jeg ved ikke, om det er lidt jantelovsagtigt, men i Slægt og Værket har vi det lidt sådan: slap nu af.
Klart. Vi troede næsten, at I var gået i opløsning, og så kommer der lige pludselig det her album. Hvad er jeres status som band nu, i forhold til at Andreas flytter til Rusland?
Det er meget spændende. Det får du at se.
Så Young Again er ikke det sidste, vi kommer til at høre fra Værket?
Det kan du bare holde øje med. Jeg tror, det er svært at sige for at være helt ærlig. Da vi startede bandet, var vi 18 år og fattede ikke en dart omkring, hvad der foregik. Nu er vi blevet lidt ældre og har alle sammen fået gang i nogle ting, der er spændende. Jeg er selv lige startet på rytmisk musikkonservatorium. Andreas er startet på konservatoriet i Skt. Petersborg, Mikkel skal starte på japansk på KU, Peter læser til pædagog lærer, Jakob Emil vil gerne være popstjerne, og Adam vil bare gerne have det svedigt. Alle har ligesom deres individuelle planer, men så har vi det her forum, der er Værket, hvor vi kan være sammen om noget. Så det kommer lidt ved lejlighed. Det er et projekt, man ikke rigtig kan lure. Måske fortsætter vi. Måske er vores ambitioner at være det største band i verden. Men måske stopper vi. Måske vil vi bare gerne være så obskure som muligt. Jeg tror bare gerne, jeg vil have, at Værket bliver ved med at være det, som vi sammen gerne vil have, det skal være. Du ved lige så meget om det, som jeg gør.
Tak for snakken, Anders.
