Sidst du så din ven, var til hans mors begravelse. Siden har du ikke hørt fra ham. Du har sendt flere sms’er, men han svarer ikke. Du har haft lyst til at ringe, men har været bange for at presse på. Måske har han brug for plads? Normalt ville du bare dukke op ved hans hoveddør, men kan du tillade dig det nu? Andres sorg kan være hamrende svær at håndtere.
Sådan havde jeg det i hvert fald, da min bedste veninde mistede sin far. Og selv om jeg gjorde og gør alt, hvad jeg kan, for at være der for hende, er det umuligt for mig ikke at føle mig totalt utilstrækkelig. Nok primært fordi jeg er det. Jeg kan ikke fjerne hendes sorg, men måske kan jeg alligevel gøre noget?
Videos by VICE
Jeg har kontaktet tre af de 6000 unge danskere, der hvert år mister en mor eller far, og spurgt dem, hvordan man undgår at være en lorteven til en, der mister en forælder.
Maja Von Bülow, 29, har mistet sin mor
VICE: Hej Maja. Din mor er død. Hvordan skete det?
Maja Von Bülow: Min mor døde af kræft, da jeg var 15. Os børn vidste hverken, at hun havde kræft, eller at det ikke kunne helbredes, før tre uger inden hun døde. Så for os var det meget pludseligt.
Talte du med dine venner om det?
Jeg fortalte dem, hun skulle dø, men de forstod ikke, at det var nu og ikke om ti år. Den aften, hun døde, ringede jeg til mine tætteste venner. De blev kede af det og græd, men derfra kunne vi ikke rigtig tale om det. Det var svært, for jeg ville egentlig bare gerne være sammen med dem, men jeg kunne ikke holde ud, at vi ikke talte om min mor. Næsten ingen spurgte mig, hvordan jeg havde det. Hvis de endelig spurgte, og jeg svarede, at jeg havde det ad helvede til, døde samtalen. Og så begyndte folk at undgå mig.
Hvor længe varede det?
Det startede efter begravelsen. Alle mødte op, og det var virkelig dejligt, men bagefter stoppede kontakten. Jeg følte en forventning om, at vi skulle begynde at leve igen. Men jeg var ødelagt. Jeg kunne blive vred over, at solen skinnede og få lyst til at skubbe fremmede af cyklen og råbe: Verden er slet ikke er så fed, som du tror. Jeg kunne ikke klare, at alt bare fortsatte.
Hvordan håndterede du, at dine venner ikke kunne være der?
Jeg blev vred. Jeg kunne ikke forstå dem. Jeg troede, at de ikke syntes, det var en big deal, at min mor var død. Og jeg kunne slet ikke klare, hvis de brokkede sig over småproblemer som arbejde eller irriterende forældre. Hvordan kan I sidde og sige det, når min mor er død? Hvorfor spørger I ikke ind til det?
Så du talte slet ikke med dine venner?
Der var én. Hun gik i min parallelklasse, og jeg brød mig faktisk ikke om hende inden. Men hun kom til begravelsen og efterlod et brev, hvor hun skrev, at hun var ked af det på mine vegne og slet ikke kunne sætte sig ind i, hvordan jeg måtte have det, men at jeg måtte sige til, hvis jeg havde brug for noget. Så jeg endte faktisk med at ringe til hende og sige: “Min mor er død, jeg har det forfærdeligt og har lyst til at drikke mig fuld.” I dag er hun min bedste veninde.
Har du genoptaget kontakten til de andre?
Ja, det kom glidende, da jeg fik det hele på afstand. I dag taler vi tit om min mor. For eksempel under mine graviditeter, hvor jeg syntes, det var så uretfærdigt, hun ikke var der. Hun var jordemoder og burde have taget imod begge mine piger. Men det kan også være mindre ting, som hvis vi hører en sang, der også blev spillet til hendes begravelse. Så sender de mig et smil eller et fingerkys.
Ved de godt, du følte dig svigtet dengang?
Det ved jeg faktisk ikke. Jeg har aldrig spurgt dem, så det tror jeg måske ikke. Men det kunne være spændende at finde ud af.
Har du et råd til, hvordan man er en god ven til en, der mister?
Det er altid bedre at sige noget end ikke at sige noget. Hvis man ikke ved, hvad man skal sige, må man sige dét. Hvis jeg græder, når folk spørger ind til det, er det, fordi jeg er ked af, min mor er død, ikke fordi jeg bliver ked af noget, der bliver sagt. Og man er aldrig til besvær, for hvis dem, der mister, ikke vil snakke, siger de jo bare det, og så ses man en anden dag. Det eneste, der kan gøre situationen værre, er at blive efterladt og ignoreret.
Mikkel Ayi Okine, 25, har mistet sin far
VICE: Hej Mikkel. Hvordan døde din far?
Mikkel Ayi Okine: Jeg ved faktisk ikke, hvordan han døde. Jeg var 19, og han havde været syg med svær depression i en del år, så jeg havde på en måde forberedt mig på, at han ikke ville blive gammel. Han er oprindeligt fra Ghana, og efter en meget depressiv periode og et ophold på den lukkede flyttede han tilbage til Ghana. Der var han indlagt flere gange, men hvad der endeligt slog ham ihjel, ved vi ikke. Måske havde han bare haft det skidt så længe, at der bare ikke var mere tilbage at helbrede?
Talte du med dine venner om det?
Min mor og jeg holdt en ceremoni for min far, hvor vi spillede ghanesisk musik og drak gin og holdt taler. En del af mine venner deltog. Det var utrolig rart. Også fordi vi så havde noget håndgribeligt at gå ud fra bagefter. Drengegrupper kan godt have en tendens til ikke rigtig at tale om de svære ting, men det hjalp mig, at vi kunne tale ud fra den begivenhed. Ellers kan det godt blive sådan noget: “Du er ked af det — så må vi hellere få dig op i gear.” Og det er ikke godt for nogen.
Men I får talt om det?
Der kan gå lang tid imellem, men samtidig kan der også gå tid, hvor jeg ikke tænker på ham. Det kan være svært at bringe på banen selv, og nogle gange skal der ret meget til, før drenge fornemmer, de skal spørge ind. Min historie er lang og indviklet, og jeg kan godt føle, at jeg stjæler folks tid, når jeg går i gang. Jeg har fundet en balance, hvor situationen bestemmer, hvor meget jeg fortæller. Især i nye relationer. Hvis vi sidder til en fest, og jeg har det fint, kan jeg godt finde på at sige: “Den historie er simpelthen så lang, du får den en anden dag.” Andre gange fortæller jeg alt.
Det lyder, som om dine venner har været ret gode. Har du et råd til, hvordan andre kan gøre dem kunsten efter?
Hvis man er det mindste i tvivl, om ens ven har brug for støtte, skal man reagere og stille op. Det er ikke nogen lille ting at miste en forældre, og det skal man huske som ven — uanset hvordan personen lader til at have det. Og det vigtigste er ikke, om man forstår smerten, for det gør man ikke. Slet ikke, hvis man ikke selv har prøvet det. Men man kan lytte og spørge ind. Og så skal man acceptere den følelse eller reaktion, ens ven nu engang har.
Er der noget, man virkelig skal lade være med at gøre?
Man skal ikke prøve at kloge sig på, hvordan den anden har det. For mig har det fungeret godt, når folk har sagt: “Jeg ved godt, jeg ikke kan sætte mig ind i, hvordan det er at være dig, men jeg vil lytte, og jeg vil være der.” Så får man fornemmelsen af at kunne tale lige ud af posen uden at skulle overbevise nogen om noget.
Julie Hammerich Sander, 26, har mistet sin stedmor, far og bror
VICE: Hej Julie. Du har mistet både din stedmor, din far og din bror. Hvordan skete det?
Julie Hammerich Sander: Min stedmor døde af kræft, da jeg var 22, min far begik selvmord, da jeg 23, og så døde min storebror faktisk af kræft året efter.
Shit, nogle frygtelige år. Har du talt med dine venner om det?
Jeg prøver generelt at være åben om det og selv bringe det på banen. Med min stedmor var det nemmere, fordi hun havde været syg i 14 år, og vi vidste, det ville ske. Men min fars død var et kæmpe chok, og det gjorde det svært.
Hvordan reagerede vennegruppen?
I starten var de meget på mig og skrev og ringede. Men det var, som om der var en udløbsdato. Måske troede de, jeg fik det bedre, da dødsfaldene ikke længere var en nyhed, og de kunne se, jeg klarede studie og arbejde og alt det der. Men selv om jeg kan grine og hygge mig den ene aften, kan jeg stadig være ødelagt den næste. Jeg tror ikke, folk forstår, at sorg ikke er noget, der går over.
Hvordan har du det med det?
Jeg har ondt af vennegruppen, for jeg er meget svær. Det ene øjeblik bringer jeg det på banen og fortæller løs — det næste bliver jeg irriteret, fordi de ikke spørger ind. Og så kan jeg blive trodsig, når de brokker sig over småting, selv om jeg godt ved, det ikke er fair. Der er også situationer, hvor jeg bliver vred. For eksempel hvis vi sidder til en middag, og en siger: ‘Ej, tænk, hvis man mistede sin søster. Jeg ved seriøst ikke, hvad jeg skulle gøre.’ Og så sidder jeg og tænker, det skete for mig for to år siden.
Har du et råd til, hvordan man skal reagere, hvis ens ven mister en forælder?
Jeg tror ikke, man skal være bange for, at man gør den anden person ked af det ved at sige noget forkert. Jeg kan i hvert fald ikke blive mere ked af det, end jeg er i forvejen. Og hvis jeg ikke vil snakke om det, siger jeg det. Men sorg kommer i mange afskygninger, og jeg er selv nervøs for, hvordan jeg kommer til at være, når rollerne bliver byttet rundt. Det er et utaknemmeligt job at være ven til en, der har mistet.
Er der noget, man virkelig ikke skal gøre?
Lad være med at sige, du kender det, hvis du har mistet en oldemor eller hund. Det er ikke det samme — også selv om det er det værste, du har oplevet i dit liv. Og så er det også misforstået, at du hjælper ved at skrive ting som: ‘Sig til, hvis jeg kan gøre noget.’ For når man er i sorg, siger man ikke til. Skriv i stedet: ‘Jeg ved godt, du ikke kan overskue at ses, men hvad hvis jeg kommer og henter dig, og så går vi en lille tur.’ Det er håndgribeligt og meget nemmere at tage imod.
