Artiklen er oprindeligt udgivet af Noisey USA
I ved godt, hvad cd’er er, ikke? Store, skinnende skiver med hul i midten, tyndere end en frisbee, der lignede futuristiske rumskibe, da de først kom på markedet i 1982? De er en let genkendelig ting, i hvert fald hvis man tilhører den generation, som er vokset op med dem som det dominerende musikformat. Hvilket du helt sikkert gjorde, hvis du er født i 80’erne eller 90’erne. Du har garanteret gloet hylderne igennem i en pladeforretning, bøvlet med at få indlægget ud af coveret og bekymret dig over, om du fik en ridset skive tilbage, når du lånte den ud til venner.
Videos by VICE
Måske – ligesom din første pille, dit første knald eller din første ven – husker du den første cd, du købte, før alle andre fik fat i den. De seje vil nok sige, at de fyrede børneopsparingen af på en eller anden Rolling Stone-godkendt legende, men i virkeligheden har det nok bare været en ganske almindelig, mainstream popplade – den slags, som ekspedienten i High Fidelity ville se ned på dig for at købe. Jeg er ret sikker på, at min første cd var med Spice Girls, mest fordi det er den eneste cd-single, jeg stadig har, og som jeg stadigvæk elsker, fordi Spice Girls er legendariske, og de gjorde St Pancras Hotel berømt.
Men det her er fremtiden. Alt har forandret sig. Telefoner kan alt i dag, dyre sko ligner astronautstøvler, robotter kan date. Og så er cd’en død og borte – det har den været i mange år. Det konkluderede vi faktisk allerede i 2014 i en UnDEersØGENDE artikel med titlen ‘Is There Anything, at all, in the World, We Can Use CDs For?’ Få måneder senere stoppede Apple med at producere iPod Classic og et endegyldigt punktum blev sat: cd’ens æra var et overstået kapitel.
Det har jeg sådan set forliget mig med for længst. Hvad skal jeg bruge cd’er til? De hører til fordums smukke minder og vores kulturelle losseplads (vi skal jo også tænke på miljøet). Men i den her uge gik to tweets viralt, da et par teenagere indrømmede, at de ikke vidste, hvordan cd’er fungerer, eller hvad pointen med dem er. Det har vækket en eksistentiel krise til live i mig, som sikkert er på linje med den ældre generations forargelse over unge, der ikke anede, hvad de skulle stille op med vinyler. Med andre ord: jeg er gammel som støv.
Se, bevismateriale a)
Og bevismateriale b)
Her står vi simpelthen med to unge mennesker, som undrer sig over, hvordan livet så ud, før streamingtjenester overtog verdensherredømmet; hvordan fik man brændt musik på en cd, og hvordan sælger man singler? Og selv om jeg ikke normalt er meget for at hoppe på en historie fra de sociale medier, så er de her to teenageres spørgsmål et godt tegn på, hvor meget tingene har ændret sig over de sidste ti år.
For det første brænder folk ikke cd’er længere: de laver playlister i stedet (du kan blive min følger nummer 623 her), eller også lader de andre lave playlister. Det er 1) en gammel nyhed og 2) en fin udvikling, tror jeg. Ja, det personlige touch er selvfølgelig fraværende, når man laver en playliste til en anden – til gengæld sidder du ikke og får sprittusch udover det hele – men det er okay: du kan vælge og vrage fra hele verdens musikbibliotek. Det er slut med at sidde hele natten og finde en fil på Limewire, som ikke smadrer din computer – processen er vandtæt og effektiv i dag. Så har det også den fordel, at du kan dele din musiksmag med den brede offentlighed, og følelsen af sejr hver gang du får en ny følger, hvis du går op i den slags.
Jeg er her ikke for at promovere streamingtjenesterne – det klarer Drake fint. De har selvfølgelig del i at dræbe singlen i klassisk forstand: som en A-side og en B-side, som man først købte på vinyl, og senere på cd. Men den gradvise afvikling skyldes helt sikkert downloads. Og i dag lader det til, at flere kunstnere igen er nede med at udgive B-side-tracks (Beach House har lige udgivet en i den her uge, Arctic Monkeys har en på vej). Derfor, nerd alert, B-sider lever stadigvæk – i hvert fald i en vis grad.
Det, der til gengæld har ændret sig, er måden, man markedsfører singler på. Hvis en kunstner har et hit i radioen, behøver du ikke længere købe hele pladen for at høre lige præcis det nummer. Det er endnu en gang en sejr for miljøet. Det har muligvis også en effekt på musikindustrien som helhed. Taget i betragtning hvor mange nye tracks der udkommer hver dag, er det blevet svært at skabe noget af længerevarende værdi. Et nummer, som for ti år siden toppede på hitlisterne i månedsvis, ryger i dag måske af playlisterne efter en uge.
Men omvendt klarer musikindustrien sig godt. Tallene viser, at omsætningen i branchen stiger med flere milliarder. Så godt er det ikke gået i årevis. Konklusionen må være, at selv om musikindustrien er et edderkoppespind at navigere i, er det måske ikke helt forfærdeligt, at et par teenagere ikke ved, hvad en cd er. Eller hvordan singler sælges. Det er bare tegn på, at vi lever i en ny æra. Fremtiden er her. Eller som @greatvaluetrash så flot udtrykker det: “yes y’all old. you mad about it.”
