Måske startede det med, at din ven begyndte at tælle kalorier eller træne mere end sædvanligt. Så kom det dårlige humør og de aflyste aftaler, og nu kan du ikke længere ignorere hverken toiletbesøgende, der efterfølger hvert måltid, eller kiloerne, der er raslet af.
Du ved, at din ven har en spiseforstyrrelse, men aner ikke, hvad du skal stille op. Og du er ikke alene. Landsforeningen mod Spiseforstyrelse og Selvskade anslår, at omkring 75.000 danskere lige nu lever med enten anoreksi, bulimi eller overspisning – og det er blot tre typer af den ret mangfoldige sygdom.
Videos by VICE
Spiseforstyrrelse kommer i mange former, ligesom den er ligeglad med alder, køn og social status. Fælles for alle er, at det foruden at være svært for den syge, også er en hamrende vanskelig situation for pårørende – uanset hvad relationen er.
Vi har spurgt tre forskellige unge danskere, der lider eller har lidt af tre forskellige spiseforstyrelser, hvordan man er en bedst mulig støtte, hvis ens ven bliver ramt.
Ida Martensen, 24, fik spiseforstyrrelse som 16-årig
VICE: Hej Ida, Hvad fejler du?
Ida: Da jeg var 16 år og gik i 1.g, stoppede jeg med at spise og udviklede anoreksi. Dengang blev det hurtigt tydeligt, at jeg var syg, fordi jeg tabte mig så meget, at jeg blev taget ud af skolen og kom i behandling. Jeg gik fra at veje 60 kilo til at veje 44 kilo. Da jeg kom jeg tilbage til gymnasiet i 2.g, skiftede min spiseforstyrrelse karakter til bulimi. Anoreksi handler om at være i kontrol, men jeg havde mistet kontrollen. Jeg prøvede at lade være med at spise, indtil jeg ikke kunne mere, og så lærte jeg mig selv at kaste op.
Ved din omgangskreds, at du har bulimi?
Jeg prøver at være så åben som muligt, men jeg lægger ikke ud med at sige “Hej, jeg hedder Ida, og jeg har bulimi.” Det er svært at være åben, for det er jo skamfuldt, og man går meget alene med det. Jeg har haft venner, der ikke har reageret godt på det, og derfor tænkte jeg længe, at det var det bedste, hvis jeg ikke sagde det til nogen.
Hvordan reagerede dem, der vidste det?
Da folk opdagede, at jeg var syg, var der mange, der bare stoppede med at tage kontakt til mig – sikkert fordi de var berøringsangste. Der var også mange, der talte om det bag min ryg frem for at tale med mig, og det var virkelig ubehageligt. Jeg har haft venner, der var meget overvågende, mistroiske eller ligefrem aggressive i deres måde, at tale til mig på. “Nå, skal du nu på toilettet igen?,” kunne de sige. Der var også nogle, der skældte mig ud, fordi de kunne høre, at jeg kastede op. Det var virkelig grænseoverskridende og ubehageligt. Det er ubehageligt, når folk bare forsvinder, men også når de holder øje. Det er meget de to ting, der er sket.
Hvad er det værste, man kan gøre som ven til en med en spiseforstyrrelse?
Det er helt klart, når folk vil relatere til det. Der er nogen, der kan finde på at sige, at de også hader at være mætte. Eller hvis jeg fortæller, at jeg har haft en rigtig dårlig dag, hvor jeg har kastet virkelig meget op, så kan de finde på at sige, “ej, jeg har også kastet op, fordi jeg er syg, og det gør bare så ondt i halsen.” Det har jeg slet ikke brug for. De har jo ment det godt, for de har ikke vidst, hvordan de skulle håndtere det. Jeg har også oplevet, at venner kommenterede på min krop, og uanset hvor positive, de forsøger at være, er det virkelig ikke rart. Det skal man også prøve at undgå.
Hvordan ville du ønske, at dine venner reagerede?
Der er mange, der reagerer meget voldsomt på det, og jeg forstår godt, at det er voldsomt, men det bedste er dem, der bare siger, at de er kede af at høre det, men som spørger ind. Er du ok? Er det ok, at jeg spørger? Og fortæller mig, at de gerne vil hjælpe mig, hvis jeg vil lade dem gøre det. Det har skabt bedre tillid, og når jeg så selv har været klar, har jeg talt med dem.
Godt råd til en ven?
Det kommer an på, om du ved, at det her sker, eller om du tror det. Har man en mistanke, så var det for mig fint, at folk spurgte, om alt var okay. Ikke alt for konkret, for det var meget ubehageligt, når folk spurgte mig direkte, om jeg lige havde kastet op. Det er ekstremt svært og skamfuldt at tale om, og det tager lang tid, før man kan det. Det bedste er at lytte, være nysgerrig og stille spørgsmål. Men på en rolig og god måde. Faktisk tror jeg, at det bedste er at sige: “Jeg er her, og du må altid ringe.” For det er rart at vide, selvom man ikke altid gør det.
Asger Brodtkorb, 25, fik spiseforstyrrelse som 17-årig
VICE: Hej Asger. Hvad har du fejlet?
Asger: Jeg har haft ortoreksi, hvilket kort beskrevet er afhængighed af træning og kost. Jeg spiste nærmest kun broccoli og kylling og mistede kontrollen i sådan grad, at jeg enten blev væk fra selskaber eller medbragte min egen mad. Det startede, da jeg var 17. Jeg kom i behandling, da jeg var 20. I dag er jeg 25 år og så rask, jeg kan blive. Men mekanismerne vil altid være der, og jeg skal passe på med at kaste mig ud i noget, der kan være afhængighedsskabende og skade mig på sigt. Om det er slankekur eller gambling er faktisk underordnet.
Vidste dine venner, at du var syg?
Ja og nej. Ortoreksien begyndte egentlig med en positiv forandring. Før drak jeg for meget, lavede for lidt og var ikke altid lige rar at være sammen med. Så da jeg begyndte at træne og omlægge min kost, syntes folk bare, at det var godt for mig. Og da sygdommen tog til, isolerede jeg mig ret meget, så de havde ikke et indblik i, hvordan jeg havde det. Men da jeg startede i behandling og indså, hvor syg jeg var, var jeg meget åben om det – også overfor mine venner.
Hvordan reagerede de?
Der var et par stykker, som trak sig med tiden, men de fleste var virkelig støttende. De ville gerne tale om det og spurgte konkret ind for at prøve at forstå mig. De var nysgerrige på, hvordan behandlingen fungerede, og om jeg spiste og sådan. Det var virkelig rart. Men problemerne opstod, når der var alkohol indblandet. Så kom de dumme spørgsmål, som “kan du ikke bare spise” eller “hvorfor drikker du ikke bare?”
Hvordan havde du det med det?
Det der ord, bare, det er simpelthen så sårende, fordi det bliver tydeligt, at dem, du taler med, ikke accepterer, at sygdommen gør, at du ikke selv er herre over dine handlinger. Nej, jeg kan ikke bare spise, det er jo kernen af min sygdom. Så jeg holdt op med at være sammen med dem, når de drak, og begyndte i stedet at se folk til kaffe eller tage hjem fra festerne, før folk blev fulde.
Hvad kan man så sige og gøre som ven?
En af de ting, der var vigtigt for mig, var, at mine venner behandlede mig, som de altid havde gjort. Når man lider af en spiseforstyrrelse, bruger man enormt meget energi på ikke at være sig selv. Det er sygdommens natur. Derfor handler det som ven om at finde ind til den rigtige person. Tal om fortiden og gode minder. Joke, som I plejede at gøre, og den slags.
Så man skal ikke tale om sygdom?
Jo, selvfølgelig skal man det. Man skal bare ikke agere hverken psykolog eller behandler – det har man psykologer og behandlere til. Men samtidig skal det ikke være sådan, at sygdommen bliver tabu – man skal kunne tale om det, men det skal være neutralt og støttende. Sådan var det i hvert fald for mig. Folk kunne godt udtrykke deres bekymring, men jeg stejlede og trak mig, hvis de lavede aggressive angreb som pludselig at sige: “du er syg“.
For mig var det dog samtidig vigtigt at få at vide, der skulle gøres noget, så man skal heller ikke please sygdommen. Jeg havde f.eks. godt af at blive gjort opmærksom på, at det ikke er sundt at træne og spise på den måde.
Men det er en virkelig svær balancegang – og det er uden tvivl en sindssygt hård opgave at være ven, så man skal ikke føle sig svag eller dum, hvis man ikke kan holde til det.
Hvad skal man lade være med at gøre?
Man skal aldrig sige noget ved spisebordet. Det havde i hvert fald helt modsat effekt på mig. De gange, nogen kommenterede på spisningen eller opfordrede mig til at smage på maden, føltes det belærende og sårende. Når man er syg, synes man jo selv, man har ret, og hvis man føler, ens venner overvåger en, holder man bare op med at se dem. Sygdommen kommer altid først – det er dens natur. Og det er ikke ens venner, der kan gøre en rask – det skal man have professionel hjælp til, og før man kan tage imod det, skal man selv have erkendt, den er gal.
Hvad så, når man er rask, er der noget, man som ven skal være opmærksom på på den anden side af sygdommen?
Man skal selvfølgelig altid være opmærksom på sine venners trivsel, og sygdommen har jo været en stor del af mit liv, så man må meget gerne tale om den og spørge ind. Men man skal stadig passe på med ikke at overvåge. Jeg kan stadig mærke, at jeg passer på, hvad jeg viser. Jeg siger sjældent, hvis jeg i en periode træner hveranden dag, ligesom jeg godt kan føle mig beklemt, hvis jeg ikke har lyst til at drikke mere end en enkelt øl – fordi jeg bliver bange for, hvad folk tænker.
Sara Petersen,*24, fik spiseforstyrrelse som 21-årig
VICE: Hej Sara. Kan du helt kort fortælle om din sygdom?
Sara: Jeg har haft anoreksi. Det startede, da min kæreste gik fra mig for tre år siden, og eskalerede over et år, hvor det blev værre og værre. Jeg kom i behandling for to år siden, hvor jeg vejede 48 kilo og var 175 høj. I dag vil jeg sige, jeg er ude på den anden side.
Vidste dine venner, du var syg?
Til sidst gjorde de, fordi det var så tydeligt. Anoreksi er jo ikke en sygdom, der er let at skjule, når den først tager fat. Så det første år gemte jeg det nogenlunde, men da jeg kom hjem efter en længere rejse, brød min søster grædende sammen, da hun så mig i lufthavnen, fordi jeg var så tynd. Og det kunne mine venner jo også se.
Talte I om det?
Jeg ved, at mine veninder snakkede meget sammen om det. Og talte om, hvad de kunne gøre. Men ellers var det faktisk tit mig selv, der tog det op, fordi jeg kunne se, de blev forskrækkede, når de så mig. Så sagde jeg bare, at jeg godt vidste, den var gal, og at der var styr på det.
Hvordan reagerede de?
Først blev de meget lettede over, jeg selv sagde det, fordi de havde været så bekymrede for mig. Nogle græd, og så krammede vi rigtig meget. Men jeg kom i behandling ret kort tid efter, jeg vendte hjem fra rejsen, så jeg kunne altid berolige dem med det. Også selv om jeg stadig var meget syg.
Det gjorde, at der var rum til, at vi også kunne være normale sammen. Hvis vi f.eks. var ude og spise, bestilte jeg aldrig mad selv. Men når min veninde så var mæt, kastede jeg mig over hendes rester – og jeg hørte aldrig for det. De var meget omsorgsfulde, samtidig med de godt vidste, de ikke kunne helbrede mig. Men set i bakspejlet kunne vi nok alle sammen have haft godt at at tale lidt mere om det, selv om alt ikke skulle handle om sygdommen.
Har du et godt råd til, hvad man kan stille op som ven i den situation?
For mig var det afgørende, at mine venner talte til mig, som de altid har gjort. Det hjalp mig sindssygt meget, at de ikke forandrede deres måde at opføre sig på. Så det, synes jeg, man skal prøve at huske, ligesom man meget gerne må spørge nysgerrigt ind, uden det bliver anklagende.
Men samtidig skal man huske, at sygdommen er snu og f.eks. får en til at lyve meget, hvilket gør det svært at have en ærlig samtale. Hvis nogen spurgte mig, om jeg havde spist, kunne jeg jo aldrig drømme om at sige, nej, og jeg planlægger at spise en agurk til aftensmad, selv om det var sandheden. Og det bliver man nok nødt at acceptere som ven, selvom det er svært.
Er der noget, man skal lade være med?
Man skal ikke prøve at redde den syge, for det kan man ikke. I virkeligheden kan man ikke stille så meget andet op end at være der. Det var i hvert fald min oplevelse.
Min mor var rigtig god til at fylde mit køleskab med grøntsager og alt det, der var en chance for, jeg ville spise. Men hun tjekkede aldrig op på, om jeg spiste det eller ej. Og det gav en enorm tryghed, at hun ikke overvågede eller pressede mig, og det gjorde faktisk, at jeg fik lidt mad i mig – og det var ikke sket, hvis hun havde prøvet at fede mig op med pasta og fløde. Så ikke leg behandler, men forsøg at skabe et trygt og kærligt rum.
*Sara Petersen er ikke kildens rigtige navn, da hun ønsker at være anonym, fordi hun ikke har fortalt til alle i sin omgangskreds, at hun har været syg, og det er kort tid siden, hun for alvor følte sig ovenpå igen. Redaktionen kender hendes identitet.
