Denne artikel er oprindeligt udgivet af BROADLY USA
Baretten: Grim eller bare misforstået? Det spørgsmål sad jeg og funderede over, da jeg forleden sad hos frisøren og bladrede gennem damebladene, mens damen tavst glattede mit hår ud (ligesom gode engangsknald skal en frisør være helt stille og ferm på fingrene).
Videos by VICE
Der var baretter over alt! Her optræder Bella Hadid i en Azzedine Alaïa-model på forsiden af Elles juniudgave, og her ser man den britiske grimestjerne Skepta, stylet af Katie England, iført sin på forsiden af Another Man. Til modeugen i Paris sendte Diors kreative chef samtlige modeller ned af catwalken med Stephen Jones-designede læderbaretter, og hun er faktisk lidt sent til festen – Guccis Alessandro Michele debuterede i 2015 med en alpehue i kirsebærrøde, teal og gulbrune farver.
Som med alt andet var Rihanna den første til at trække en baret ned over ørene, før det overhovedet blev en trend. Hun var iklædt en rød Halfman-baret fra VFILES i maj 2015, hele to år inden hun dukkede op på forreste række med en på til Diors efterårsshow i 2017, der gav hende look, som Vogue har beskrevet som “et jernhårdt ensemble, der vækker minder om den stil de Sorte Pantere kørte.”
Baretten er simpelthen gået hen og blevet 2017’s officielle hovedbeklædning. Har baretten derfor også – ligesom 2016s yndlingsaccessory, chokeren – udsigt til at gå i glemmebogen efter forstadsmødre og Forever 21-tweens har approprieret den?
En del af barettens popularitet lige nu skyldes helt sikkert, at det er en doven måde at signalere et eller andet tilhørsforhold til eller sympati med politisk aktivisme og modkultur. Hvis du går rundt i baret, tror folk, du er på vej til demo, også selvom din mest potente protestaktion indtil videre var, da du sprang over køen, da den nye H&M åbnede. T-shirts med feministiske slogans – der ganske ofte er lavet af fattige kvinder i den tredje verden, der arbejder under slavelignende forhold – er der mange, der er blevet trætte af, men baretten bærer stadigvæk nogle semiautentiske konnotationer af politisk aktivisme. Kunstnere, aktivister og guerillasoldater over alt i verden har taget den til sig. Fra Che Guevara til Basquiat.
“Baretten har på mange måder transcenderet sit uniforme ophav og er blevet et symbol på kreativ uafhængighed – tænk bare på Basquiat – og aktivisme,” siger trendforsker og modedesigner Geraldine Wharry. Hun henviser blandt andet til de Sorte Pantere. “Kvinder i alle aldre kan gå med baret og på en måde signalere, at de er del af en hær, at de er krigere, der gør oprør mod sexisme og uretfærdighed i samfundet. Dior sendte et klart signal med læderbaretten. Det er en direkte reference til de Sorte Pantere, og den passer perfekt til brandet og dets franske rødder.”
Min egen erfaring siger mig, at kvinder, der typisk går med baret, er typer, der gerne vil være lidt edgy. Hvis en BDSM-agtig læderchoker fortæller verden, at du er klar til at knalde på en plasticindpakket seng i en fugtig kælder, så siger baretten, at du er typen, der spiser en halv croissant ad gangen og ryger Mistral.
“Jeg føler mig sexet, når jeg har baret på – som om jeg er en fransk New Wave-heltinde i stil med Anna Karina,” forklarer redaktør på Dazed, Claire Marie Healy. Hun fortæller, at hun fik sin første baret som teenager, men går stadig med en, fordi det også hjælper på stilen, når “man har et stort hoved.”
Ligesom rød eyeliner eller Hawaii-pizza, kan baretter også dele vandene. “Jeg ser forfærdelig ud i en baret,” siger min kollega på Broadly, Callie Beusman. “Jeg købte engang en i en brandert, og det var den største fejl nogensinde.”
Socialmedia-redaktør på i-D, Róisín Lanigan, er ikke enig. “Jeg synes, 2017 er en ret grå og hård verden, og sådan en kæk baret kan altid løfte stemningen lidt.”
Another Mans digitale redaktør, Ted Stansfield, er en af de eneste, jeg har snakket med, der var ambivalent i sin holdning. “Jeg ved ikke helt, hvad jeg synes om baretter,” skriver han til mig på Twitter. “I en Louis Vuitton-kontekst kan de se gode ud til mænd eller på en Margot Tenenbaum-agtig måde til kvinder. Men ofte får de dig til at ligne en førsteårsstuderende på litteraturvidenskab/wannabe digter/pseudointellektuel-kliche.”
Han fortsætter: “Konklusionen er, at man skal gøre, som man vil, men vær varsom.”
På en måde er man heldig, hvis man har hovedet til at danne sig en klar holdning til, hvordan man ser ud i baret – de er nemlig ret små! Og jeg har et kæmpestort hoved.
Baret eller ej? Jeg aner det ikke. Jeg har stadig ikke fundet en, jeg kan passe.
