”Jeg trængte ind i hende bagfra. Det var uhøfligt. Vi skiftede ikke position. 5-7 minutter. Hun sagde, at hun ikke havde lyst, men hun gjorde sig tilgængelig.” Sådan skal Cristiano Ronaldo angiveligt have forklaret sin advokat, hvad der foregik mellem ham og Kathryn Mayorga tilbage i 2009. Til advokatens spørgsmål om, hvorvidt Kathryn Mayorga gjorde modstand, svarede Ronaldo: ”Hun blev ved med at sige: ’Nej’. ’Lad være.’ ’Jeg er ikke som de andre.’ Jeg undskyldte bagefter.”
Det er det anerkendte tyske tidsskrift Der Spiegel, der gennem de sidste par uger har afdækket den anklage om voldtægt, som Kathryn Mayorgas sagsøger Cristiano Ronaldo for at have begået mod hende, og netop det her dokument (som Spiegel har lækket, og ingen indtil videre har hævdet er falskt) er særligt interessant, fordi det må siges at være et temmelig tungtvejende bevis på, at Ronaldo godt vidste, at Kathryn Mayorga ikke var interesseret i at have sex med ham den nat på hotellet i Las Vegas, sådan som han ellers siden har forklaret. Og i går kom det så frem, at endnu en kvinde hævder at være blevet seksuelt forulempet af fodboldspilleren.
Videos by VICE
En af de danskere, som har fulgt Ronaldo i mange år, er 20-årige Haider Mahmood. Han synes, det er svært at vurdere, om Ronaldo er skyldig eller ej, men det betyder egentlig heller ikke så meget for hans opfattelse af sit idol. ”Jeg vil nok miste lidt respekt, hvis det viser sig, at han er skyldig. Så skal han have sin straf, og når har fået sin straf, kan respekten måske komme lidt op igen. Men ellers fokuserer og tænker jeg mere resultaterne på banen.” Haider Mahmood lægger, ligesom mange andre af Ronaldos 300 millioner følgere på sociale medier, stor vægt på, at det er længe siden, voldtægten skulle have fundet sted. ”Jeg synes, det er latterligt, at kvinderne først står frem så mange år efter. Det er jo ikke et nyt fænomen, men det er da trættende, at det skal tage så meget fokus.”
I en Instagramvideo fra i søndags, som nu er forsvundet, kalder Ronaldo beskyldningerne mod ham for “fake news”. Men i modsætning til, hvad Cristiano Ronaldo og hans advokater prøver at give indtryk af disse dage, så er Der Spiegel alt andet end et sladderblad. Et helt hold af faktatjekkere og journalister har arbejdet over et år på den her afsløring og er i besiddelse af Kathryn Mayorgas opkald til alarmcentralen, dokumenterne fra den retsmedicinske undersøgelse samt interne dokumenter og sms’er, som er sendt frem og tilbage mellem Ronaldo og hans advokater i forbindelse med, at ham og Kathryn Mayorgas indgik et forlig i 2009. Her modtog Kathryn Mayorga cirka 2,4 millioner kroner for at holde mund. Der svarer i øvrigt til, hvad Ronaldo på daværende tidspunkt tjente om ugen i Real Madrid.
Men selvom anklagerne er alvorlige og velunderbyggede fortsætter Ronaldos karriere ind til videre upåvirket, og man kan stadig læse nyheder på diverse sportssider, som ikke nævner med et ord, at han p.t. efterforskes for voldtægtsanklager.
“Fodboldverdenen er på mange måder bare en virkelig mærkelig verden. Det er lidt en parallelvirkelighed – som om det, der sker inde på banen, er helt løsrevet fra alt andet,” siger Asker Hedegaard Boye, der er journalist og skriver om fodbold i Weekendavisen.
Da Harvey Weinstein blev anklaget for voldtægt for præcis et år siden, gik der ikke mange dage, før han blev suspenderet, offentligt fordømt og samarbejdspartnerne begyndte at flygte. Ind til videre har Ronaldos sponsorer ikke trukket sig. Nike har udtrykt bekymring og sagt, at de følger sagen nøje, det samme gør det danske undertøjsfirma JBS, der betegner situationen som “træls, og endelig har spilfirmaet EA faktisk valgt at fjerne det coverbillede af Ronaldo, de har haft på sociale medier i forbindelse med markedsføringen af FIFA 19. Men hans klub, Juventus, har skrevet, at de stadig står bag deres “great champion”, og det samme gør hans fans tilsyneladende. Det skyldes ifølge Asker Hedegaard Boye, at der er nogle helt afgørende forskelle på stjerner fra for eksempel filmbranchen og fodboldverdenen.
“I fodboldverdenen har folk enormt svært ved at adskille deres personlige tilhørsforhold fra sådan en sag her,” siger Asker Hedegaard Boye. “Da Harvey Weinstein blev anklaget, var der jo ingen, der sagde: ’Du har produceret Pulp Fiction, det er en super god film, så jeg tror, du er uskyldig,’ men der er fodboldverdenen bare præget af en ekstrem grad af stammementalitet, hvor folks vurdering af en person afhænger af, om de kan lide den klub, han spiller for, eller ej.” Derudover adskiller fodbold sig fra andre brancher på grund af den meget udtalte machokultur. ”Det er virkelig mandens blik og mandens perspektiv, der dominerer i fodbold.”
Men der er også en del af forklaringen, som handler om, at Ronaldo bare er så stor, at han nærmest er urørlig. “Hvis man skal være rigtig kynisk, kan man sige, at jo større spilleren er, jo mindre betyder den her slags anklager for hans karriere, fordi klubberne godt ved, at der er en stor fanbase.” Og hvad fodboldspillere angår, bliver de ikke større end Ronaldo. “Han er et af de mest berømte mennesker i verden og befinder sig kommercielt i en liga for sig – ikke bare i fodboldens verden, men hele sportsverdenen,” siger Asker Hedegaard Boye.
En anden af Ronaldos danske fans er 26-årige Oliver Bonnevie. “Ronaldo er selvskabt. Han er eksemplet på, hvor vild man kan blive, hvis man har et sindssygt drive.” Oliver Bonnevie har fulgt Ronaldo siden han startede med at spille i Manchester United i 2003, og hans første tanke, da han læste om anklagerne, var ifølge ham selv, ret kynisk. “Da jeg læste, at de allerede havde indgået et forlig på næsten 400.000 dollars, tænkte jeg, at der nok var nogle griske advokater, der havde set en mulighed for at hente nogle flere penge i forbindelse med MeToo.”
Oliver Bonnevie er egentlig ikke i tvivl om, at Ronaldo er skyldig i anklagerne og bør dømmes, men det ændrer ikke på hans syn på ham som fodboldspiller. “Som atleter er de deres præstationer. De er en del af helheden, holdet. Det synes jeg ikke, der bliver ændret på, fordi han har været et svin uden for banen.” Oliver Bonnevie er dog ikke overrasket over anklagerne mod Ronaldo, højest at de er sluppet ud. ”Fodboldspillere laver simpelthen så meget lort. Det virker til, at den der syge machokultur, som det viste sig, eksisterede i filmverdenen, findes gange tusind i fodboldverdenen.”
Cristiano Ronaldos er nemlig langt fra den eneste fodboldspiller, der har været indblandet i den her slags skandaler. I 2014 blev de to franske stjernespiller Franck Ribery og Karim Benzema anklaget for at have betalt for sex med en mindreårig sexarbejder. Ribery indrømmede, at han havde “fået sexarbejderen i fødselsdagsgave”, da han fyldte 26, men afviste samtidig, at han vidste, at hun var under 18. Benzema benægtede helt at have haft sex med hende. De to spillere kunne være endt med tre år i fængsel, men endte i stedet med at blive frifundet, fordi der ikke var nok beviser for, at de vidste, at hun var mindreårig. Sagen fik en del opmærksomhed, og de to spillere blev endda kritiseret af den daværende franske præsident Nicolas Sarkozy, men kritikken drev hurtigt over, og Ribery blev efterfølgende kåret som årets tredjebedste spiller ved uddeling af årets Ballon d’or.
Et andet eksempel er den tidligere engelske spiller og ungdomstræner i Chelsea, Graham Rix, der blev dømt til 12 måneders fængsel for at have sex med en 15-årig, men endte med kun at afsone seks måneder for derefter at ryge direkte tilbage i trænerrollen i Chelsea, der havde holdt hans stilling ledig, indtil han kom tilbage, da de ikke mente, at han skulle dømmes yderligere for “et øjebliks svaghed”.
Der findes dog ikke særlig mange eksempler på fodboldstjerner, der er blevet anklaget for decideret voldtægt. Det mener Asker Hedegaard Boye dog næppe skyldes, at det ikke finder sted. “Der er virkelig mange rigtig trælse typer i fodbold, og det er egentlig mærkelig, at der ikke er flere kvinder, der er stået frem med den her slags fortællinger i kølvandet på MeToo, for jeg er desværre helt sikker på, at det finder sted på rimelig regelmæssigt basis, hvis man ser ud over hele Europa.”
Nu vil den nærmeste fremtid så vise, om den her sag rent faktisk får konsekvenser for Ronaldo. Asker Hedegaard Boye vurderer, at det hele kommer til at stå og falde på, hvorvidt sagen rent faktisk kommer for en domstol. Kathryn Mayorga har indledt et civilt søgsmål, hvilket ikke kan føre til fængsel, så det vil kun komme på tale, hvis den lokale anklagemyndighed vælger at stille Ronaldo for retten. Så det hele kan stadig nå at gå i sig selv igen.
“Jeg er så pessimistisk at tro, at så længe, der ikke indledes en retssag, så vil Ronaldos klub, fans og sponsorer blive ved med at stå bag ham, og jeg vil blive rigtig, rigtig overrasket, hvis Nike om 14 dage melder ud, at Ronaldo ikke længere er deres frontfigur,” siger Asker Hedegaard Boye.
De kommende uger vil altså vise, om Ronaldo vitterligt er urørlig. Vi følger – ligesom Ronaldos sponsorer – sagen meget nøje.