Kender du det, når du aldrig kan drikke en bestemt form for sprut igen, fordi du havde én fuldstændig forfærdelig oplevelse med netop den drikkevare for over et årti siden? Selvfølgelig gør du det. Og selvfølgelig kender du også musikkens svar på at være permanent færdig med tequila. Langt de fleste af os har den dér ene Celine Dion-sang, der minder os om et forfærdeligt break-up eller en anden nedtur-relateret sang, som vi helst gerne vil være fri for nogensinde at høre igen.
Fordi julen er hjerternes fest, valgte vi at rive nogle af de smertefulde minder frem hos vores venner og kollegaer ved at spørge ind til, hvad det egentlig er for nogle traumatiserende historier, der ligger til grund for deres absolutte hadenumre. Det viste sig, at der er mange forskellige måder at udvikle playliste-PTSD på:
Videos by VICE
Neil Young – “Old Man”
Jeg havde engang en sambo med en ekstremt snæver musiksmag. Det var ikke, fordi han var særligt kræsen, han havde det bare med at høre de samme to-tre numre om og om igen. Det var især Bob Dylan og Tom Waits, og så satte han altid Neil Youngs “Old Man” på, når han havde piger på besøg. For nogle år siden var jeg inde til en intimkoncert med Neil Young i Los Angeles. Det var bare Neil, hans orgel og hans samling af smukke, akustiske guitarer. Det var en meget særlig og fantastisk unik oplevelse. Billetterne kostede en arm og ben, men da Neil endelig fyrede op under “Old Man”, var det eneste, jeg kunne høre for mit indre øre, lyden af min gamle sambo, der lå og bollede inde ved siden af.—Theis Duelund
Gorillaz feat. Andre 3000 – “Do Ya Thing”
Under mine sidste eksamener i 3.G fandt jeg det sygeste nummer til at dulme nervøsiteten på cykelturen til gymnasiet. Jeg skamhørte det på repeat, de 15 minutter cykelturen tog. Hver eneste eksamen var jeg sikker på et 12-tal og gik altid ud med karakteren 4. Når nummeret dukker op, føler jeg mig en smule uintelligent. Det må være Gorillaz’ skyld, at jeg aldrig kommer ind på medicin.—Amanda Hjernø
Nickelback – “How You Remind Me”
Da jeg gik i 5. klasse, havde vi et stereoanlæg fra Aldi i klasseværelset. Ideen var, at en demokratisk proces skulle afgøre, hvad vi skulle høre i frikvarterene. Da Nickelback hittede med “How You Remind Me”, var jeg den eneste, der absolut ikke kunne udstå den, og derfor blev den spillet på repeat hvert eneste frikvarter. Det var naturligvis det rene helvede. Folk var rimelig ligeglade med, at jeg skabte mig og sagde, at det var lort. Indtil jeg en dag tog min taske og gik hjem fra skole i protest. Min lærer ringede til min mor og sagde, at man ikke måtte gå hjem fra skole, bare fordi man ikke brød sig om musikken i frikvarteret. Besynderligt nok svarede min mor, at jeg havde problemer med ørerne, og at der var visse toner, som jeg bare ikke kunne klare. Det førte til, at min lærer nedlagde et evigt forbud mod at spille Nickelback i frikvarterne. Det hjalp. Sangen giver mig stadig voldsomt ubehag, og jeg ville aldrig frivilligt udsætte mig selv eller andre for den pinsel, det er at høre den.—Nicoline Larsen
BFL – “Stadig Brian”
Den her sang er de sidste timer søndag morgen på Roskilde Festival 2017. Den her sang er en uges grov fest-comedown. Den her sang er togturen hjem til København i en togkupé fyldt med sjæleløse menneskekroppe med sorte øjne og mudrede sko. Jeg skal aldrig høre den her sang igen.—Ida Maj Eriksen
Los Lobos – “La Bamba”
Jeg drak mig blackoutstiv i whisky til det her nummer i et sommerhus på Sydsjælland. Senere samme nat ramte vi byen, hvor jeg gled og flækkede anklen tre steder, mens byens unge stimlede sammen om mig og tog billeder med deres mobiler. Nummerets hysteriske melodi minder mig om timerne op til, at jeg invaliderede mig selv i et par måneder.—Lars Jellestad
Lars Lilholt – “Kald Det Kærlighed”
Da jeg gik i gymnasiet, havde mine venner lokket mig med på kanotur ved Skanderborg. Hele dagen gik med at ryge bong og drikke Breezers, mens vi prøvede at ro os op ad Gudenåen. En aften spillede Lars Lilholt koncert ved den campingplads, vi boede på. Jeg var alt for blæst til at kunne overskue at forlade mine venner og finde mit telt på egen hånd, så jeg endte med at stå midt i et kaos af folk, der skrålede med på “Kald Det Kærlighed”. Lige siden er angsten vendt tilbage, hver gang folk har spillet noget med Lilholt i mit nærvær. Mine venner tager stadig på den samme tur hvert år.—Sandra Vinge Jensen
Dire Straits – “Walk of Life”
Dire Straits er soundtracket til min barndom i 80’erne. Kassettebåndet med live-pladen Alchemy blev spillet i smadder på min gule, vandtætte Walkman under bilferier til Frankrig, ”Money for Nothing” var det første nummer, mine kammerater og jeg forsøgte os med i skolens øvelokale, og så snart jeg hører hammondintroen til ”Walk of Life”, kaster jeg stadig lidt op i munden. Det her ulidelige happy-go-lucky nummer med det klappe-fløjte-venlige omkvæd var på fast rotation til samtlige af mine forældres fester, hvilket naturligt nok blev definitionen på uncool for mig. Nummeret er lig med dårlige tyske dåseøl og ens far, der danser rundt under teltpresenningen til vejfest. Det er oplevelser, som aldrig kan slettes fra nethinden. Ligesom hammond-riffs og Mark Knopflers røde pandebånd.”—Lars Hinnerskov
Ten Walls – ”Walking with Elephants”
Da jeg stod på Berlin Festival i 2015 og hørte Ten Walls, mens vi ventede på Underworld, blev jeg blæst bagover. Det var tech-house af allerhøjeste kvalitet, og jeg stod med store øjne, mens jeg blev suget ind i en verden af dyster ekstase. En måned senere skrev den litauiske musiker et Facebookopslag, hvor han sammenlignede homoseksuelle med pædofile. Nu kan jeg ikke høre hans tracks uden at få en klam bismag af homofobi og had i munden.—Kristian Ejlebæk Nielsen
DJ Satomi – “Castles in the Sky”
Der er ikke nogen, der er født med god musiksmag. Og hvis der er, er det de der genetisk perfekte, hipster-børn, hvis opvækst ligner et levende Pinterest-board, mens deres forældre giver dem navne som Chesterfield eller Maxian og giver dem beret eller fedora på, fra de er fire år gamle. For langt de fleste af os betyder det, at vi må mange tåkrummende, formative faser igennem, før vi når frem til et forsvarligt udseende og nogenlunde acceptable playlistevalg. DJ Satomis obskure, skamløst smølfestemmede technobanger “Castles in the Sky” var temasangen, da jeg som 15-årig skrabede den absolutte bund af min popdrengfase i provinsen. I en skamfuld tåge af Cult Shakere, Puch Maxier, print t-shirts, hvide Energie-jeans og falske Gucci-bælter transporterer den japanske kampsportsspilsmenu-agtige intro mig direkte tilbage til teenageangst og stilforvirring, som jeg aldrig nogensinde har brug for at opleve igen. Jeg havde endda en tilhørende dans. Så tak, DJ Satomi, hvor end du er. Du har hjulpet mig med at blive til den, jeg er i dag. Nu må du gerne fucke af. For evigt.—Alfred Maddox
R. Kelly – “Ignition (Remix)”
Jeg kan hvert ord til den her gudsforladte sang. Hvert. Eneste. Ord. Jeg har sunget karaoke-versionen til min fødselsdag for nogle år siden. Og jeg kan alt for tydeligt huske, hvordan jeg var overbevist om, at det her måtte være verdens bedste sang, da jeg hørte den for første gang i 2004. Men åbenbart har jeg et mætningspunkt for dansevenlige og iørefaldende R’n’B-sange og især dansevenlige R’n’B-sange fremført af skumle fyre, hvis seksuelle tendenser har scoret flere forsider gennem det sidste årti end deres musikkarriere. Efter at have bounce, bounce, bouncet over københavnske dansegulve i årevis, udviklede jeg en mere eller mindre konstant Kellz-kvalme, lidt i stil med den man ville have over gigt i håndleddet eller en irriterende svoger. Men sidste søm i kisten blev eftertrykkeligt hamret i, da endnu en sag om R. Kellys status som en form for sexkult-leder for unge piger begyndte at rulle tidligere i år. Nu vil jeg egentlig bare gerne være fri for at høre noget som helst om hans ‘key’. Og hvis ‘ignition’, han skulle have lyst til at stikke den i. Det er nok nu, Robert.—Lasse Cato
