Denne artikel er oprindeligt udgivet af VICE Tyskland
Klokken er seks om aftenen, da jeg møder den tyske forretningsmand Michael* på en parkeringsplads ved et torv i München.
Videos by VICE
Michael er ikke hans rigtige navn. Han vil ikke forbindes til den her artikel, for han orker ikke at blive udsat for mere negativ presse. Vi skal besøge hans kongerige, som ligger skjult under vores fødder, fire meter under parkeringspladsen – et underjordisk palads udstyret med glinsende lysekroner og pompøse rokokomøbler.
Michaels projekt er en privat gentlemen’s club ved navn Contenance Club. Stedet åbnede i december 2017, og indtil videre afholder de kun private arrangementer, men Michael håber, at de kan tiltrække nok nye medlemmer til, at de kan have åbent dagligt.
Selvom “contenance” er et gammelt fransk udtryk for mådehold og beherskelse, er Michaels visioner det modsatte. Han vil have, at hans klub skal være et iøjnefaldende og pågående fristed, hvor magtfulde og rige mænd kan socialisere, mens de er omringet af smukke kvinder, som ifølge husets regler ikke må tale, med mindre de får besked på det.
I det 17.århundrede begyndte private klubber, hvor rige mænd kunne netværke, at dukke op i London. Men det koncept blev aldrig rigtig populært i Tyskland. Der findes dog private medlemsklubber for mænd, men de sælger sig ikke på at være smarte party-grotter for velhavende mænd, og det er derfor, at Michaels idé har fået så meget negativ medieomtale og offentlig vrede, da den åbnede – og derfor, at vi bliver nødt til at undersøge, om den reaktion er rimelig eller ej.
Lidt over seks træder Michael ud af en hvid dør og møder mig på parkeringspladsen. Han er klædt helt i sort – et rimelig stilet look, men hans øjne ser trætte ud. Han bliver fulgt af sin event manager, der er en mørkhåret kvinde midt i 20’erne, som ikke vil give mig sit navn.
Efter lidt høflig smalltalk bliver jeg ført ind på klubben. Det første jeg ser er en gigantisk lysekrone, der hænger ned fra loftet. Langs den ene væg i salen står en blå sofa med ”Beluga” syet ind i stoffet med guldbogstaver. ”Det er en slags kaviar,” forklarer Michael, fordi han går ud fra, at jeg ikke ved det, mens vi går ned ad nogle flere trapper. “2300 kroner for 100 gram,” fortsætter han. ”Jeg har fået alt for meget – jeg kan slet ikke spise det længere.”
Under den store sal ligger en kælder med fire lokaler med bare mursten og vælvet loft. Michael har tænkt sig at omdanne det område til en bar, der serverer østers og Kobe-kød. ”Kobe-kød smager vanvittigt,” siger Michael. ”Kødet bliver masseret og kælet for hele dagen.”
Gigantiske malerier hænger på væggene – billeder af nøgne engle, den sidste nadver, og et af en kvinde, der har en firkant, mens hun hænger frit i luften. Michael siger, at hvert maleri tager omkring tre måneder at lave, og at de alle sammen er lavet af en kunststuderende.
Det eneste, jeg ved om Michael, er, at han er 63 år gammel og født i München. ”Jeg har ikke lyst til opmærksomhed længere,” siger han. Samfundets opfattelse af at han er venner med de ”rige, berømte og smukke” er til gengæld en identitet, han har det rigtig godt med. Han name-dropper konstant tyske rockstjerner, skuespillere og kendisser – for eksempel da han fortæller, at han engang advarede den berømte tennisspiller Boris Becker mod sin første kone.
Michael sætter sig på sofaen, i det der skal være klubbens cigarrum, og det vil samtidig være her, hvor man kan se fodboldkampe. Indtil videre bliver det brugt til opbevaring af det, der ligner vores største lager af guldfarvede sofaer. Han læner sig tilbage og forklarer, at han ikke har investeret nogle af sine egne penge i klubben. Hovedinvestoren bag Contenance Club er en af hans venner, og så har Michael sørget for at få en række sponsorater med champagne- og vodkaproducenter.
Han tager gerne æren for konceptet og designet i klubben. ”Jeg havde ikke brug for en indretningsartiktekt,” siger han stolt. ”Jeg har drømt om det her sted i fem år.”
Michael vil ikke sige, hvor mange medlemmer klubben har indtil videre, men han påstår, at de behandler omkring to anmodninger om medlemskab om dagen. Han kan blandt andet blære sig med, at en kendt fodboldspillers søn bad om et medlemskab for nylig. Hvis han bliver godkendt, skal han betale et sted mellem 60.000 og seks millioner kroner om året. ”For seks millioner bliver du hentet i et privatfly fra et hvilket som helst sted i Europa,” lover Michael.
Forskellen på de forskellige priskategorier er ret simpel: Jo mindre du betaler, jo længere tid i forvejen skal du reservere en plads, for at komme ind på en given aften. Ifølge Michael kan rige mænd ikke lide at vente, så han mener, at de altid vil være villige til at betale lidt ekstra. ”Normale mennesker” er der ikke adgang for, forklarer han. ”De brokker sig for meget. Jeg vil ikke have gæster, som bare sidder ovre i hjørnet hele aftenen og drikker cola og surmuler.”
Michaels mystiske event manager står for at hyre de kvinder, der skal arbejde i klubben. En tysk tabloidavis offentliggjorde for nylig de krav, de har til potentielle kvindelige ansatte: De skal være over 170 centimeter høje, under 35 år, ikke veje mere end 60 kilo og være single.
Ifølge Michael er det kun retningslinjer. ”Jeg vejer for eksempel mere end 60 kilo,” siger hans kollega. ”Kvinder, der arbejder her, skal bare være elegante,” fortsætter Michael, ”og sexede.”
For nylig var der en model, der sagde nej til et job på Contenance Club. ”Hun havde ikke lyst til at arbejde for 1500 kroner per aften,” siger Michael, tydelig chokeret. Han er overbevist om, at alle kvinder drømmer om dyre sko og Gucci-håndtasker, og den nemmeste vej til den slags, er en rig mand. ”90 procent af alle kvinder prostituerer sig selv på den ene eller den anden måde,” forklarer han.
Men han har alligevel behov for at tilføje, at det ikke er en sexklub. ”Se dig omkring – der er ingen senge. Vi har piger ansat til at spionere på de andre piger og sikre os, at ingen af dem tilbyder sig til mændene. Hvis de gør det alligevel, bliver de fyret. For at være helt sikker, har vi en vigtig regel: Kvinder har ikke lov til at starte samtaler med mænd. Men ærlig talt, så tror jeg ikke den regel er nødvendig, for jeg tror ikke, der er nogle normale kvinder, der ville gøre det alligevel.” Til gengæld for deres stumhed vil de kvindelige ansatte få et sikkert arbejdsmiljø, hvor vagter altid sørger for, at de mandlige gæster ikke bliver for nærgående.
Michaels yndlingsrum er det bayerske kammer. På en glassøjle står en byste af Ludwig d. 2. af Bayern – den ”gale konge” som byggede det spøjse Neuschwanstein Castle i det 19. Århundrede. Michael siger, han er ligeglad med, om folk synes, hans indretning er tåkrummende. ”To millioner mennesker besøger Neuschwanstein Slot årligt,” siger han. “Er de alle sammen røvhuller?”
Contenance Club er ikke Neuschwanstein—det er mest bare en grotte fyldt med falsk guld og glitter—men sammenligningen har vundet klangbund i Michaels hoved. ”Jeg er monarkist,” siger han og begynder at beskrive, hvor smukt et andet af Kong Ludwigs slotte var, Schloss Herrenchiemsee, med sine nedsunkne borde, rebgange og overpyntede lofter. ”Jeg er også en drømmer og en galning,” proklamerer han stolt.
Han sætter noget musik på. Det er “Also Sprach Zarathustra” af Richard Strauss. Zarathustra var en iransk filosof fra det sjette århundrede, som ifølge Nietzsche kom ned fra bjerget for at lære folk, at der var mere ophøjede mål i livet.
Bagefter er det Andrea Bocellis tur. Michael begynder at synge med. Hans arme er hævet over hovedet, som om han optræder for et publikum, selvom det kun er mig og hans event manager. Det varer ikke længe, før han ikke synger mere, men bare skriger tilfældige ting ind over musikken. Jeg spørger, hvad der er galt. ”Ærlig talt, så kan jeg bare godt lide at forvirre folk,” siger han. ”Jeg vil gerne give folk følelsen af, at alt kan ske, hvornår det skal være.”
Det er tydeligt, at Michael gerne vil associeres med det smukke, det eksklusive og det glamourøse, men langt hen af vejen virker det til, at han har misforstået, hvad det drejer sig om. Stedet virker, som om det er taget ud af en glemt tid, hvor mænd med hans syn på verden aldrig blev betvivlet, og kvinder var objekter, som man skulle åbne døren for, men ikke tage så alvorligt, at man havde en rigtig samtale med dem.
For nylig lavede Michael en Instagram. ”Det er bare billeder af halvnøgne damer, der tager selfies,” siger han hånligt. ”Men hvis mænd gik hen til den slags damer på gaden, og inviterede dem med hjem, eller gav dem et kompliment ville de sige ’sådan er jeg ikke’.” I en verden, hvor kvinder har forvirrende ting som ”magt over deres krop” virker Contenance Club som det perfekte gemmested.
Michael har slukket for musikken. Han får pludselig travlt – en anden journalist er her for at tage billeder af ”det hemmeligste sted i München.” Han følger mig med op til parkeringpladsen. Jeg spørger, om han har tiltro til, at det kommer til at gå godt. ”Selvfølgelig,” siger han. ”Men lige meget hvad, kommer vi til at have det sjovt.”
