Denne artikel er oprindeligt udgivet af VICE UK
I over ti år har Gazastriben været under en brutal, middelalderlig belejring. Efter palæstinenserne i 2006 valgte en Hamasledet regering, besatte Israel området med det erklærede formål at føre ”økonomisk krig”. Tanken var, at man ville blokere for al økonomisk aktivitet i Gaza og på den måde vende befolkningen mod den nyvalgte regering.
Videos by VICE
Israel begrænsede import til Gazastriben til det absolutte minimum, mens eksport stort set blev forbudt. På samme tid reducerede man kraftigt antallet af udrejsetilladelser for folk i Gaza. I takt med at økonomien blev kvalt, faldt levestandarden drastisk, og palæstinenserne i Gaza – som er omringet af Israel på den ene side og Middelhavet på den anden – blev forhindret i at flygte. Gaza blev, med den tidligere britiske premierminister David Camerons ord, omdannet til en ”fangelejr”.
Gaza er et af de mest tætbefolkede områder på kloden. Cirka to millioner mennesker lever på den smalle stribe af land langs Middelhavskysten. Over 70 procent af befolkningen i Gaza er flygtninge – mennesker, der i 1948 blev smidt ud af deres hjem og deres efterkommere. Tirsdag d. 15. maj markerer halvfjerdsårsjubilæet for palæstinensernes tab, og begyndelsen på det mareridt, befolkningen fortsat lever under. Over halvdelen af befolkningen i Gaza er børn under 18 år. Det er en virkelighed, som vi bliver nødt til at italesætte fremfor at tale udenom. De lidelser, som Israel og landets allierede udsætter folket i Gaza for, er lidelser, som primært rammer børn.
I 2015 lå antallet af personer, der levede under fattigdomsgrænsen i Gaza på 39 procent til trods for, at 80 procent af befolkningen modtager humanitær hjælp. Samtidigt steg arbejdsløsheden til 43 procent. Arbejdsløshed blandt unge ligger på hele 60 procent og er den højeste i hele regionen. I 2008-2009 og i 2014 slog storstilede militærangreb foretaget af Israel mere end 2.500 mennesker ihjel – i altovervejende grad civile, herunder 900 børn – mens 24.000 hjem blev jævnet med jorden. Området er ikke længere i stand til at understøtte en befolkning af Gazastribens størrelse. Seksoghalvfems procent af drikkevandet i Gaza er forurenet, og områdets eneste tilbageværende vandforsyning er på grænsen til også at blive forurenet. FN advarede i 2015 om, at Gaza i 2020 kan ende med at være ”ubeboeligt”. Lederen af det israelske militærs efterretningstjeneste var enig i den vurdering, mens en opdateret FN-rapport fra juli 2017 vurderer, at den tidslinje er optimistisk.
Henover de sidste syv uger har folket i Gaza samlet sig i tusindtal for at protestere mod den skæbne, som verdenssamfundet, velvidende situationens alvor, har overladt dem til. Som FN’s vurdering viser, så kæmper palæstinenserne i Gaza ikke bare for deres rettigheder, men for deres overlevelse. The Great Return March, som den er blevet kendt, har i altovervejende grad været ikkevoldelig. Man har hovedsageligt organiseret fredelige demonstrationer, forsamlinger og sit-ins. Selv om Israel har gjort sit for at fremprovokere voldelige reaktioner, så er ikke en eneste raket blevet affyret mod Israel af Hamas eller andre palæstinensiske fraktioner under protesterne. Til trods for at Israel desperat har forsøgt at fremstille demonstrationerne som en militær trussel mod landet, så er ikke en eneste israelsk borger omkommet.
Det samme gælder ikke i Gaza. I forbindelse med det, Amnesty International kalder for et ”morderisk angreb” mod ”demonstranter, der ikke udgør en trussel,” har israelske tropper per 10. maj dræbt 40 palæstinensere, herunder fem børn, og såret 6.800, hvoraf 2.000 er såret ved skudild. I de fleste dødstilfælde, som Amnesty International har undersøgt, er ofrene skudt i overkroppen – hovedet og brystet – mens enkelte var skudt ned bagfra. Mandag blev 58 (et tal, der muligvis er steget siden denne artikel blev skrevet) palæstinensere angiveligt dræbt, mens 900 er såret – 450 af dem ved skudild – i forbindelse med en demonstration imod flytningen af USA’s ambassade fra Tel Aviv til Jerusalem. Demonstranternes fortsatte brug af ikkevoldelige midler overfor en militær maskine, der gerne tyer til vold, viser folket i Gazas enorme mod og sammenhold.
Israels massakre er hverken et uheld eller resultat af individuelle soldaters ageren. Da, som den israelske menneskerettighedsorganisation B’Tselem rapporterer, ”soldater – herunder snigskytter – skød i timevis mod demonstranter”, handlede de på officielle ordrer. Aftenen inden den første planlagte demonstration oplyste den israelske militærledelse, at man havde indsat 100 snigskytter langs grænsen. ”De har ordre til at bruge magt,” advarede han. Israels forsvarsminister erklærede, at ”enhver, som nærmer sig hegnet, sætter sit liv på spil” og sagde andetsteds, at ”der er ingen uskyldige i Gaza”. ”Israelske soldater er ikke alene skyldige i overdreven magtanvendelse,” konkluderer Human Rights Watch. ”De agerede tilsyneladende på direkte ordrer, som sikrede en blodig konfrontation med de palæstinensiske demonstranter.”
Med afsæt i, hvad man må formode er en slags PR-manual for autoritære regimer, har Israel retfærdiggjort sig med, at man handler i selvforsvar. Men ifølge international lovgivning, så har landet ikke ret til at bruge vold for at opretholde en ulovlig og direkte kriminel besættelse. Internationale menneskerettighedsorganisationer har enstemmigt fordømt belejringen af Gaza som en ”kollektiv straf” (Røde Kors), som opretholdes ”i strid med internationale love” (Amnesty International). En forespørgsel forfattet af en dommer i New York på vegne af FN’s menneskerettighedsråd kræver, at Gazablokaden løftes ”omgående og uden betingelser”, et krav, der i april i år blev gentaget af en overvældende majoritet blandt Europa-Parlamentets medlemmer.
Konkrete politiske alternativer til magtanvendelsen står også Israel til rådighed. For eksempel foreslår FN’s særlige koordinator for fred i Mellemøsten: ”Hold op med at skyde på børn”. Hamas har i årevis forsøgt at gøre det klart for Israel, at man fra palæstinensisk side ønsker en varig våbenhvile, som kan føre til en ende på belejringen af Gazastriben. ”Kravene og betingelserne er aldrig diskuteret,” rapporterer en korrespondent for det israelske militær, ”da Israel nægter at tale med Hamas.” Videre kan Israel også vælge at gå med til en tostatsløsning, som der er bred konsensus om i verdenssamfundet, for at gøre en ende på volden. Så længe Israel nægter at tage initiativ i nogen af de retninger, kan landet ikke påstå, at volden i Gaza, og på resten af Vestbredden for den sags skyld, er selvforsvar. Det kaos, som hersker i Gaza på nuværende tidspunkt, er udløst for at opretholde en ulovlig besættelse af området.
The Great Return March kulminerer i dag i en stortanlagt ”fangeflugt” på Nakba-dag. Helt op til 100.000 mennesker vil mødes og gå ubevæbnede og i samlet flok mod grænsehegnet. Her vil mange formodentlig forsøge at bryde gennem hegnet, så de for et kort øjeblik kan opleve friheden igen, selv om det kan koste dem livet. Det israelske militær forbereder sig på at indsætte 11 bataljoner langs hegnet. Hvis hændelserne fra de foregående fredage gentager sig, vil tusindvis af ubevæbnede demonstranter blive skudt, såret og dræbt. Hvis verdenssamfundet retter sin opmærksomhed andetsteds – for eksempel mod åbningen af den amerikanske ambassade i Jerusalem – kan Gaza gå hen og blive et blodbad.
Palæstinensere får ofte formaninger om værdien af Gandhis passive modstand smidt i hovedet. Den nuværende indsats i Gaza vil uden tvivl blive set som en prøveklud for, hvor langt man kommer med en ikkevoldelig tilgang. Hvorvidt demonstrationen har succes eller ej, vil sætte standarden for fremtidige initiativer i forhold til at ende besættelsen. Men som en overskrift i The Guardian gør det klart, gælder det, at “Palestinian non-violence requires global non-silence“. Folket i Gazas fremtid afhænger af, at vi viser dem, at deres ikkevoldelige strategi bærer frugt. Hvis demonstrationerne mødes med sympatireaktioner i udlandet, kan Israel tvinges til at ændre sin adfærd i Gaza, og så kan regionen gå en lysere fremtid i møde. Det er svært at forudsige, hvor meget pres der skal til for at få Israel til at ændre kurs. Et er dog klart: Når folket i Gaza forsøger at bryde ud af deres fangelejr, har de kun ét håb at klynge sig til, mens snigskytterne tager sigte. Det håb er os.
