Denne artikel er oprindeligt udgivet af Noisey USA
Der følger mange stærke konnotationer med ordet “Woodstock”. Det er en begivenhed, der har brændt sig ind i den kollektive bevidsthed, hvis man er gammel nok til at huske det. Det vil sige, man er gammel nok til at huske Poul Nyrup Rasmussen, men ikke gammel nok til at have stemt på ham ved et valg. Mere end bare en begivenhed så er Woodstock en ideologi, en samling billeder ætset ind på nethinden: Jimi Hendrix, grynede billeder i sort-hvid af folk, der vælter rundt og prøver på at danse på en sådan meget 60’er-agtig facon, et helt overflødighedshorn af grimme bukser. Den slags. Det oprindelige Woodstock, der blev lanceret som en hyldestfestival til musik og fred blev afholdt på en mark i staten New York og var dybest set både begyndelsen og enden på efterkrigstidens modkultur i USA. Der skete sikkert en helt masse forfærdeligt lort, uden folk hørte om det, men man associerer primært Woodstock ’69 med LSD, fred og kærlighed. Det er et perfekt billede på den midlertidige fred, der herskede mellem mordet på John F. Kennedy og Rolling Stones tragiske koncert ved Altamont i Californien. Det var selvfølgelig også, før halvdelen af musikerne på plakaten døde af overdoser.
Videos by VICE
Et af de billeder, der dukker op fra hukommelsens arkivskab, når man tænker på Woodstock, er billedet af Kid Rock, der flyver rundt på scenen udklædt som en alfons fra en blaxploitation film, inden han kaster sig ud i en særdeles overbærende udgave af “Bawitdaba”. Men det er faktisk præcis, sådan det udspillede sig til Woodstock ’99, der måske er bedre kendt som den mest sindssyge udgave af Woodstock nogensinde – måske den mest sindssyge festival overhovedet.
Woodstock ’99 var endnu forsøg (efter Woodstock ’79, ’89 og ’94) på at finde magien og energien fra den oprindelige festival i 1969. På karakteristisk vis afspejlede lineuppet tidens mest prominente figurer på populærmusikkens hylde, og i 1999 betød det blandt andre Creed, Insane Clown Posse og Cyclefly. I stedet for en gammel gård blev festivalen afholdt på en nedlagt militærbase, hvor alle træerne var fældet til fordel for asfalt og beton. Verne Troyer var mc lørdag aften. En happening med stearinlys under Red Hot Chili Peppers’ koncert udviklede sig til adskillige ildebrande, som Anthony Kiedis senere har sammenlignet med en scene fra Apocalypse Now. Pizza var absurd dyr. Det var meningen, at man skulle fejre 30-års-jubilæet for ”peace, love, and happiness,” men i stedet blev festivalen udråbt, som ”den dag 90’erne døde.”
Jeg synes, det er lidt uretfærdigt. Hvis Woodstock ’69 var kulminationen på efterkrigstidens modkulturelle tidsånd, så er Woodstock ’99 kulminationen på Generation X’s udskejelser. Peace, love, happiness; optøjer, ildebrand og massiv tv-dækning. Grateful Dead, Janis Joplin, Jefferson Airplane; Limp Bizkit, Kid Rock, Korn. Forstår du, hvad jeg mener? Det er det samme. Med tiden tror jeg, vi vil forstå, at 90’erne var det værste årti nogensinde, men indtil da kan vi i det mindste blive enige om, at selv om Woodstock ’99 ikke formåede at fejre den ånd, som Woodstock ’69 hyldes for, så lykkedes det den i hvert fald på samme måde som forgængeren at afspejle det samfund og den tid, den er et produkt af. Det var en helt forfærdelig tid.
Lad os se på nogle af koncerter, fordi hold da kæft, mand!
KID ROCK
Som tidligere nævnt så var Kid Rock ”in the house.” Det var faktisk i hans storhedstid som ”rap-rocker”. Hans optræden kommer lige efter udgivelsen af “Devil Without a Cause” og lige før “Cowboy”. Han modtog for nylig dobbelt-platin, hvilket helt sikkert er noget, man lige skal huske på, når han – iført pelsfrakke, høj hat og stok – indtager scenen sådan her:
Så annoncerer han sig selv with at råbe sit navn, mens han ligesom danser rundt som en høne og gejler stemningen op:
Det sker alt sammen, lige inden han opfordrer flere tusinde hvide fans til at ”hoppe i pitten og prøve at elske nogen”. Resultatet er imidlertid, at folk smider tøjet og begynder at rundsmadre hinanden. Den her koncert burde være fast pensum for samtlige politiske kommentatorer i USA, for når man har set det her, er det umuligt at påstå, at man ikke så Trumps valgsejr i den mørke horisont.
LIMP BIZKIT
Hvad er det ved rapmetal, der gør, at a) kunstnere føler, der er behov for at indlede hvert nummer med en tale, og b) får kvinder til at smide toppen? Er Limp Bizkit sexet? Findes der mennesker, der knalder til Limp Bizkit? Videre.
Er det her ikke DEN MEST LIMP BIZKIT-AGTIGE LIMP BIZKIT-KONCERT, LIMP BIZKIT NOGENSINDE HAR SPILLET? Folk crowdsurfer på spånplader, de har revet ud af scenebeklædningen og senere sætter ild til. Fred Durst brokker sig over mikrofonen. Hans vokallevering i versene lyder bogstaveligt som min mor, der gør grin med rap, da jeg lige havde opdaget The Chronic som teenager. På et tidspunkt går det op for Fred, at der hersker en temmelig destruktiv stemning i pitten, som han ikke har lyst til at tage ansvar for, men samtidigt heller ikke gider italesætte direkte, så derfor opfordrer han publikum til at finde de ”positive vibes” til ære for seerne hjemme i stuerne, mens han skøjter henover scenen med hånden i vejret. I dag ved vi, at hele situationen allerede var løbet løbsk. Volden var brudt ud, og adskillige kvinder blev udsat for sexovergreb. Tårnet, som MoreMusic sendte fra, blev smadret, og 10.000 mennesker havde brug for lægehjælp henover festivalen. Ja, 90’erne var et superfedt årti, folkens!!! Ironisk distance er bare det bedste.
LIT
Vi har haft Lit under kærlig behandling før. Det lader til, at 1999 var det største år for Amerikas mest oprigtige pop-punk band. Til Woodstock havde A. Jay Popoff valgt at lægge sin karakteristiske hvide vest på hylden og optrådte i stedet i bar mave. Nummeret i videoen åbner han ved at køre Pete Townsend-vindmøller på sin luftguitar, hvorefter han sætter en stor, fed streg under, hvorfor det kun er folk med ”Parental Advisory”-t-shirts, der er med til den her koncert, da han ændrer teksten til: “kick the living FUCK outta me!” Opfør dig nu ordentlig.
BUCKCHERRY
Jeg er så glad for, at jeg ikke var teenager i 1999, for jeg havde helt sikkert være nede med den her sleske, californiske udgave af Ville Valo med ordet ”CHAOS” tatoveret over maven. Han ligner også helt afgjort typen, der har den der oppustelige, grønne alien hængende i soveværelset. Det giver god mening, at Buckcherry i sin tid turnerede med Papa Roach og Avenged Sevenfold, fordi, tjah… bare se engang. De har en meget særpræget From First to Last via AFI via Velvet Revolver-stil kørende, og jeg ved faktiske ikke helt, hvad jeg skal stille op med dem. Det tror jeg heller ikke, publikum til Woodstock gjorde. Det er jo egentlig lidt interessant. Måske er Buckcherry i virkeligheden… gode?
EVERCLEAR
Det, du er vidne til her, er fem fuldvoksne mænd iført hvide skjorter uden ærmer, sorte slips og meget uheldig ansigtsbehåring, der optræder med en rigtig røvfuld Amerikansk Rock (der lyder overraskende meget som ”Yakkity Yak”.) ”Det er ligesom at være i paradis!” siger sangeren Art Alexakis uden skyggen af ironi, som om han står og reklamerer for radiobilerne i et provinstivoli. ”Se alle pigerne i bikinier!” Jeps. Fedt. Han følger op med en række desperate og tiggende opfordringer til publikum om, at ”komme med mig hjem,” som var han en nyskilt far, der i en kæmpe brandert står og skriger uden for et værtshus efter alle kvinder, der går forbi.
Jeg ville ønske, jeg var død.
CREED
I det mindste er der NOGEN, som holder rock’n’roll-arven i live til den her gudsforladte festival. Det skal selvfølgelig være den Grammy-vindende frontman fra Creed, Scott Stapp, der dukker op til en #altfestival iført en stor hvid skjorte, enorme cowboybukser og en Charles Manson-agtig frisure. Hvis du ikke lige var klar over det (støvlen op på forstærkeren er et godt tegn), så er Scott Stapp kommet for at levere en gang frisk omgang kristen rock, og hele hans image er baseret på hans religiøst betonede oprigtighed – og publikum, der alle har taget tøj på, er vilde med det. De kaster med toiletpapir! Scott Stapp kaster håret rundt, som var det en hestemanke! Han bukker sig forover med den ene hånd på ryggen ligesom din chef, der har et hobbyband og virkelig giver den hele armen til karaoke! Jeg har faktisk lidt ondt af Creed. De ligner et band, der skulle have redet højt på grungebølgen, men de kom lidt for sent, og nu er der et eller andet underligt blødt or sårbart ved dem, der minder om ham fyren i klassen, der lyttede til Mudhoney, men hang ud med sine forældre hver weekend. Derfor havnede Creed i samme bås, som alle nu-metallerne og tilbragte højdepunktet på deres karriere i selskab med bands som Bush og Godsmack.
RED HOT CHILI PEPPERS
RHCP går på scenen lige omkring det tidspunkt, hvor hele festivalen bryder ud i lys lue, og det er ret overraskende, for det er en temmelig chill koncert, de spiller. Det er ikke ligefrem en musikalsk anledning at bedrive pyromani til. Det mest overraskende er dog, at kvinder vælger at vise brysterne (igen) til en sang, der handler om ensomhed og stofmisbrug. Det er knap så overraskende at se fyren, der står og stirrer på føromtalte bryster med hånden på hjertet, som om han sværger troskab til sin egen ulækre stil.
Billedet af en splitternøgen Flea og en John Frusciante, iført en t-shirt og en langærmet trøje, mens de sidste toner af ”Under The Bridge” ringer ud, og et enormt bål brænder i horisonten, er virkelig temmelig dommedagsagtigt. Det er, som om det forgangne år ikke er sket. Anthony Kiedis har afbleget hår, Chad Smith sidder gudhjælpemig og ryger. Folk klapper helt vildt, da der bryder brand ud foran scenen. En hel flok mennesker fik livsvarige ar på sjælen efter voldelige overfald, men det eneste, vi ser, er en folkemængde, der jubler af dødsforagt og rendyrket nihilisme. Det her er for evigt det mest symbolske billede på 90’erne. Så kan Bret Easton Ellis skrive alle de bøger, han vil.
KORN
Alle folk i det her publikum har børn i dag.
