Denne artikel er oprindeligt udgivet af Noisey USA
Hvor var du, da Beyoncé spillede på Coachella 2018? Måske er du en af dem, der stod og ventede foran scenen hele dagen og så småt var begyndt at bekymre dig over, om du havde spildt din tid, for så at blive rørt af stjernens skygge, mens hun bevægede sig ned ad catwalken under ”Partition”. Måske sad du og streamede koncerten i din stue og skreg og græd glædestårer, da silhuetten af Destiny’s Child tonede frem på scenen. Eller måske stod du med bare fødder i det californiske støv, langt fra alle dine venner, på vej op ad bakken sammen med rundt regnet 100.000 andre festivalgæster, som også var desperate for at se Beyoncé. Det var i hvert fald der, jeg var lige inden den længe ventede åbningskoncert, der sparkede lørdag aften på Coachella i gang.
Videos by VICE
Barfodet, alene og uden mobildækning – det var ikke ligefrem sådan, jeg havde planlagt at se Beyoncé-koncerten. Ligesom enhver anden discipel af Queen Bey havde jeg brugt hele dagen på at forberede mig på koncerten – jeg havde sovet længe, drukket masser af vand, koordineret pelsfrakker med pigerne og strakt ud til tonerne af Lemonade på repeat.
I timen op til koncerten er hele slænget samlet. Vi drikker et par øl, diskuterer Haims relevans og planlægger, hvor vi skal stå til koncerten. Men så falder det hele selvfølgelig fra hinanden. Vi bliver overrumplet af folk, der vælter ud fra det levende Instagram-feed bedre kendt som VIP-området. Jeg drejer om et hjørne, og pludselig går stroppen på min sandal i stykker. Jeg kan ikke gøre andet end tage sandalerne af, men da jeg først kommer på fode igen, er alle min veninder væk – strømmen i menneskehavet har fejet dem med sig. På bare to minutter går jeg fra at have styr på det hele til at være hende festivaltøsen, der vader rundt i skidtet uden sko på.
Så går Beyoncé på scenen. Det er et øjeblik, der har været under opsejling gennem to år. Hun nedstiger fra en citrongul pyramide lavet af messing. Kronen på hendes hoved svajer i den brise, der altid dukker op, når hun gør sit guddommelige indtog på en scene. Bag hende blafrer kappen med det broderede navn Nefertiti, den store ægyptiske dronning, der revolutionerede landet og indførte tilbedelsen af én gud og én gud alene, nemlig solen. Der er et helt hav af mennesker på scenen: dansere, sangere, musikere. Henover de næste to timer og 30 minutter leverer de den bedste koncert i Coachellas historie.
Blæserstykket i ”Crazy in Love” annoncerer dronningens indtog, mens jeg står bagerst i en folkemængde, der fuldstændig blokerer mit udsyn. Det er dér, det går op for mig, at det er ligemeget, hvor man er, eller hvem man er sammen med. Selv hvis man ikke står ved hovedscenen – selv hvis man ikke er på Coachella – så er man med til Beyoncés koncert.
Hele showet begyndte egentlig for to år siden, født ud af et at livets små tilfældigheder, da Beyoncé udskød sin koncert, fordi hun var højgravid – faktisk ventede hun tvillinger. Enhver anden kvinde, især en kvinde med en anden hudfarve end hvid, ville blive fyret på stedet for at misse et så karrieredefinerende øjeblik. Hun glippede chancen. En anden ville tage hendes sted. Men Beyoncé tvang os til at vente på hende og havde dermed den luksus, at hun kunne bruge et helt år på at planlægge sit comeback. Hun var 100 procent klar over, hvor stor en mulighed det var.
”Jeg blev gravid, og tak Gud for det,” siger hun hen mod slutningen af koncerten. ”Jeg fik tid til at forestille mig alt det her.”
Hvad hun helt præcis havde forestillet sig, var et meget omdiskuteret emne i dagene op til koncerten. Jeg har ladet mig fortælle, at hun ankom til festivalen med 33 lastbiler, havde hyret 100 dansere, indskrænket gæstelisten til de mest eftertragtede gæstepladser til kun at rumme hendes egne folk og tilbragt ugen op til showet med at svæve over pladsen, mens hun telepatisk kontrollerede hele opsætningen. Det meste af det er sandt.
Beyoncé gør en storslået entre, hun skifter fra kappe til shorts og en pailletudsmykket hoodie, pelsstøvler og lækkert hår og kaster sig straks ud i musikalske highlights fra Lemonade og Beyoncé. Personligt sidder jeg ned på jorden, mens en fyr, som jeg senere finder ud af har givet Bey og Jay en guidet rundvisning af festivalpladsen, lapper mine sandaler sammen med tape. Det er det tætteste, jeg har været på Beyoncé hele aftenen. ”Formation” kalder på mig i det fjerne. Jeg kommer på fødderne igen og begynder at løbe.
Beyoncé tager gudskelov sin tid. Modsat koncerterne på hendes sidste turné har hun skrottet de 30 sekunder lange hit-medleys til fordel for fulde versioner af numrene og krydrer sin optræden med referencer til Kendrick, Sister Nancy, J Balvin, Juvenile og Nina Simone. Hun serverer lettere chopped and screwed versioner af feministbangere som “Formation,” “Diva” og “Baby Boy” – der understreges af en flåde af backingdansere i citronfarvede trikoter, hvis vrikkende hofter bærer forestillingen frem. Bey penetrerer os med sit falkeblik, hopper op på en kran og knejser nu over publikums hoveder, hvorefter hun ifører sig et dominatrixkostume i sort vinyl. Kvinderne ved siden af mig går helt amok. Jeg tænker på en samtale med nogle mandlige venner tidligere, som snakkede om, at de ikke forstår hendes appel. ”Måske er hendes musik lidt ligesom, hvad rap er for os,” siger en af dem, og det kan der godt være noget om. Beyoncé repræsenterer den samme energi på feminin form, som rap gør for den maskuline. Den indgyder, selvtillid, solidaritet og swagger for alle dem, der i en historisk kontekst har manglet det.
Chimamanda Ngozi Adichies røst runger over højtalerne:
Kvinder får at vide, at de skal gøre sig små.
Vi siger til piger, at de skal være ambitiøse, men ikke for ambitiøse.
Du skal sigte efter succes, men ikke for meget succes – ellers ser mænd dig bare som en trussel.
Vi lærer piger, at de ikke må være seksuelle væsner, ligesom drenge må.
Henover de næste to timer tager Beyoncé os med på en rejse til New Orleans (“Crazy in Love”), til USA (“Lift Every Voice and Sing”), i operaen (“I Care”), til skoleårene (“Soulja”), dybt ned i hjertesorgerne (“Me, Myself, and I”) og hele vejen op ad hitlisterne (“Single Ladies”). Det er et skelsættende øjeblik, en koncert, som sent vil blive glemt, og som lader til at betyde lige så meget for hende, som den gør for os. Hun takker os for at lade hende være den første sorte kvinde til at stå øverst på plakaten til Coachella. Hun takker alle de kvinder, der har banet vejen for hende. Det er en ren familieaffære. De eneste gæster på scenen er hendes mand, hendes søster og de to kvinder, hun grundlagde sin succes med, Kelly Rowland og Michelle Williams. Det er en påmindelse om, at musik ikke handler om trends eller genrer, men om hvor du er fra, og hvad du har oplevet.
I de euforiske timer efter koncerten møder jeg en håndfuld mennesker, som er kritiske ovenpå forestillingen. Jeg får at vide, at Queen Bey er for bombastisk, for overgearet; jeg tænker på dem, der bevæger sig væk fra koncerten, mens trommerne gjalder og fyrværkeriet sprudler på himlen over os – en afslutning, der overhovedet ikke kan opsummere den storslåede begivenhed, der lige har fundet sted. Det var bare for meget for nogle folk. Det var for ekstra. Men det er hele pointen: du kan ikke nogen anden mulighed end at lytte til hende.
Min anti-bombastiske ven fortæller mig, at han foretrækker et mere subtilt udtryk. Men det kan Beyoncé også levere – måden, hun ryster fingeren i takt med hi-hatten på ”Partition”, dansernes afmålte bevægelser under Nina Simones version af ”Strange Fruit”.
Beyoncé får tit skudt i skoene, at hun er for perfekt, hun er overeksponeret, et poleret produkt, der lider under den forfladigende betegnelse ”popstjerne”. ”Det var bare for meget, som om nogen prøvede at sælge mig noget,” siger en person i min lejr morgenen efter koncerten.
Man kan helt sikkert kritisere Beyoncés særlige form for kapitalistisk feminisme. Men den svære sandhed at sluge er, at den kulturelle omkalfatring, hun forestår, kun kan finde sted i det store rampelys. Beyoncé er skinnende lys for enhver person, der er blevet marginaliseret (måske bortset fra stakkels Eminem, som sikkert vandrer rundt ved en tankstation et sted i ørkenen lige nu). Det er ikke Coachella, der er blevet en popfestival, det er et fokus på en stemme, som aldrig har fået plads i offentligheden før – for alle de unge mennesker, der streamer koncerten, fordi de ikke har råd til at købe billet til festivalen, for dem, der bor langt ude på landet og kun har adgang til popkultur i den lokale Urban Outfitters, for dem, der for første gang føler sig repræsenterede i mediebilledet. Det føltes næsten som en prisuddeling – en for alle os, der aldrig får en pris. Det var musikkens største aften.
