Vi gik på opdagelse i Wu-Tangs fotoarkiv

Denne artikel er oprindeligt udgivet af VICE Frankrig

I 1993 så Enter the Wu-Tang (36 Chambers) dagens lys for første gang. Den britiske fotograf Eddie Otchere mødte Wu-Tang Clan omtrent samtidig, kun få timer før deres første koncert i Storbritannien. Han tilbragte et par timer med dem og blev øjeblikkeligt fascineret af gruppen i en sådan grad, at han hyppigt vendte tilbage til sine billeder af dem i løbet af de efterfølgende år.

Videos by VICE

Eddies billeder er nogle af de smukkeste, der overhovedet findes af the Wu, og de er taget på det tidspunkt, hvor gruppen var på toppen af deres karriere. Jeg tog en snak med ham, om hvordan det hele udspillede sig dengang.

VICE: Hej Eddie. Hvor og hvornår begyndte du at tage billeder af Wu-Tang Clan?
Eddie Otchere: Jeg fotograferede dem med jævne mellemrum i 90’erne og i starten af nullerne. Jeg tog de første billeder i 1993, måske 1994. Det var omkring det tidspunkt, hvor de spillede deres første koncert i Storbritannien, efter de havde udgivet Enter the Wu-Tang (36 Chambers). Jeg havde hørt, at hvert medlem af klanen ville ankomme i eget fly. Jeg tog ned til RCA-pladeselskabet i London, der håndterede Louds line-up, og stødte bogstaveligt talt ind i dem udenfor.

Cool. Og de var med det samme helt okay med, at du tog billeder af dem?
Vi snakkede lidt frem og tilbage og kom ret godt ud af det sammen, så de lukkede mig ind i deres bus og lod mig komme med til Kentish Town Forum for at tage billeder af dem til lydprøven. Men det der skete var, at der slet ikke var nogen lydprøve – de stod bare og chillede og røg udenfor, mens de smed sten efter forbipasserende tog. U-God øvede sig på sin tiger style.

Det lykkedes mig i hvert fald at fotografere hele Wu med undtagelse af RZA og Ol’ Dirty. Jeg tror ikke rigtig Cappadonna var medlem på det tidspunkt, så jeg vidste bare, at jeg skulle nå at fange de 9 MCs. Da dagen var omme havde jeg skudt 7. Senere samme aften bar jeg vidne til det smukke kaos, som var koncerten.

Men du endte med at tage billeder af Ol’ Dirty Bastard.
Ja, men det skete først et par år efter i 1997. Det var lige omkring den tid, hvor Forever blev udgivet, og jeg tog nye billeder af Method Man, U-God og deres producer DJ Mathematics. De kom på forsiden af Time Out London i den uge. Sonny Takhar, der var Wu-Tangs product manager på det tidspunkt, sørgede for, at pladen ramte nummer 1 – han betalte alle de rigtige mennesker for at gøre deres del, og det gjorde de. Jeg havde også håbet på at fange RZA til det fotoshoot, men han dukkede ikke op. Så fantastisk som det endte med at se ud, kunne jeg stadig ikke sige, at jeg havde indfanget Wu-Tang i sin helhed.

Men det gjorde du senere.
Ja, jeg mødte RZA i 1998 og Cappadonna fire år efter det. Så det tog mig fra 1993 til 2002 at fotografere de ti MC’s.

Kan du fortælle mig mere om billedet af RZA, der er klædt ud som superhelt
RZA mødte op til shootet som sin karakter Bobby Digital. For at være helt ærlig var jeg kæmpe fan af Kool Keith på det tidspunkt, og jeg følte, at RZAs karakter kom for tæt på Keiths alter ego. Jeg tror han fik rigtig god respons på Robbie Analogue. I hvert fald skabte RZA en hel superhelt-karakter med et enkelt kostume, og på den måde kunne han udvide hiphoppens kulturelle landskab. På samme måde kunne jeg godt tænke mig at bringe hiphop-kulturen ind i kunstens verden.

Hvor intens vil du sige, din Wu-Tang fanatisme er?
Jeg samler på musik – især musik på vinyl. Omkring halvdelen af min samling er moderne, og halvdelen er klassisk. I 1990’erne var jeg fuldstændigt opslugt af hiphop. Samme dag som Wu udgav Enter The Wu-Tang (36 Chambers), udgav A Tribe Called Quest Midnight Marauders, og selvom de to plader er vidt forskellige, er det interessant at se, hvor meget indflydelse Wu har. Hiphoppens guldalder er interessant, fordi den samlede så mange forskellige slags musik under ét banner.

Fortæl mig om billedet af Method Man.
Method Man havde altid noget i ærmet. Den dag havde han også en masse idéer og ville bare gerne vise mig et nyt trick. Han videreudviklede det så til sin Bring the Pain-video.

Hvem kom du bedst ud af det sammen med?
Method Man er den, der giver mest af sig selv. Selv når han er i dårligt humør, skinner hans personlighed igennem. Ol’ Dirty var sjovest, selvom hans humor var af den tragikomiske slags. Ghost er også fantastisk – en blanding af ODB og Meth. De er alle sammen fantastiske mennesker. Selv når jeg tænker på dem nu, virker de som en slags guder.

Hvordan har du det med at se billederne igennem nu, næsten tyve år senere?
Det får mig til at tænke på min oprindelige plan for de her billeder, som var at skabe en ny retning inden for hiphop fotokunst. Jeg bliver også mindet om de politiske nuancer i vores samfund; hvordan de her mænd opfattes som en trussel i nogle nabolag og som helte i andre. De er mænd, hvis kreativitet og fritidsbeskæftigelser er blevet kriminaliserede og dæmoniserede, men de er også en inspirationskilde for generationer.

Se flere af Eddies billeder på hans hjemmeside.