Denne artikel er oprindeligt udgivet af Noisey UK
Det er ingen hemmelighed, at Alex Turner de sidste år har hjemsøgt LA’s gader og stræder, hvor han har rystet sine lange lokker i takt med hvert skridt, han har taget i sine luksuriøse læderstøvler. Vi har set ham hænge ud og hamre martinier med makkeren Miles Kane, vi har hørt hans accent udvikle sig fra nordengelsk til cowboy, vi har set ham levere en stram karaokeversion af Elton Johns ”Tiny Dancer” sammen med stjerner som Lana Del Rey. Vi har været igennem det hele, vi har ventet i spænding, og vi er imponerede. Vi tager hatten af for Dem, hr. Turner. De har vundet.
Videos by VICE
Kan du huske dengang, Joaquin Phoenix kortvarigt var rapper, og det hele endte med bare at være et performancekunst-agtigt projekt, som kulminerede i en film med titlen I’m Still Here? Det er lidt sådan, det nye Artic Monkeys-album, der udkommer den 11. april, føles. Det er i hvert fald vores indtryk baseret på en kombination af nylige optrædener, en rigid, journalistisk deduktionsproces fra vores side af og et nyt bandbillede – som du kan se herunder – af den type, man kun offentliggør, hvis: a) man sender postkort fra en ferie med sin sekt, eller b) man gør klar til at annoncere et nyt album, der er baseret på den type sofistikerede konceptkunst, man kun kan lave, når man flytter til LA i en årrække, mister forstanden og senere genfinder den for så til sidst at skrive en plade om det.
Se lige de intense blikke, de skarpe kindben og bruddet med den fjerde væg (man kan jo se lærredet i baggrunden! Hvor er det bare LA!) Albummet – der hedder Tranquility Base Hotel & Casino – kan ikke være andet end et konceptalbum, og hvis det ikke er tilfældet, så står den for vores regning. Skyd os, hæng os fra en lygtepæl, kør os over med din bil. Livet er trods alt en cirkel, alle veje fører til Rom, woah woah we’re living on a prayer (Jon Bon Jovi, 1986) og så videre. Derfor kan vi konkludere, at Tranquility Base Hotel & Casino er det logiske produkt af Alex Turners tankeeksperiment (læs: hans hverdag) i Los Angeles. Det bliver fandeme storslået. Her er alle de beskidte detaljer, som vi har direkte fra troværdig kilde (vores egen forunderlige fantasi):
Star Treatment
Hvis åbningssangen ikke bare er en stor riff-hyldest til blowjobs og kokain af 1970-standard, hvorfor så overhovedet have en åbner? Ligesom Jarvis Cocker var det før ham, så er Alex Turner fremragende til at skrive slibrige sange på en måde, der gør materialet både uendeligt appellerende og totalt fjollet på samme tid. Albummet er opkaldt efter et hotel, og der ikke bare én, men hele to rullekraver med på pressebilledet. Hvor meget mere LA kan vi som lyttere forlange, at bandet klemmer ned i den her plade?
One Point Perspective
Hvis man går ud fra, at Tranquility Base Hotel & Casino rent faktisk figurerer tekstmæssigt på albummet, så kan det her sagtens være sangen, hvor vi introduceres for beboerne. Det er lidt ligesom en filmmontage på musikalsk form, der viser hver en dyster afkrog af hotellet frem for lytteren. Det er et metaforisk univers, hvor Alex Turners evne som formidler og storyteller kommer til sin ret.
American Sports
Spoiler: den her sang handler overhovedet ikke om ”American Sports”. Den handler om hjertesorger, tab og dagligdags-nihilisme i LA. Turner tackler sit dårlige humør ved at se lidt baseball i flimmeren, når verden bliver for nedtur. Vi er så sikre på den her forudsigelse, at vi villige til at sætte penge på den.
Tranquility Base Hotel & Casino
Albummets titelnummer har bare at være en ti-minutter lang, super-episk fortælling om kærlighed, tab og alle de mange skæbner, der kolliderer på Tranquility Base Hotel & Casino. Giv os drama, giv os stærke karakterer, giv os sæbeopera på sangform. Bandet, der har har haft talent for historiefortælling, siden de skrev sange om at slås på bagsædet af en taxa, kan om nogen levere netop det.
Golden Trunks
En meget nøgtern gennemgang af badeulykke, går vi ud fra?
Four Out of Five
Det her er helt sikkert kærlighedssangen, og den handler helt sikkert om en kvinde, der bare bliver henvist til som hotelreceptionist.
The World’s First Ever Monster Truck Front Flip
Okay, lad os lige slå én ting fast først: det her er en vanvittig god titel. Det er umuligt ikke at være vildt spændt på at høre den her sang. Og med alle de forventninger der skal indfries, ender det helt sikkert med at blive et instrumentalt nummer. Når det er sagt, så kan jeg ikke komme i tanke om noget, jeg hellere vil lytte til, end Alex Turner der laver spoken word om et monstertruck-rally. Vi krydser fingre!
Science Fiction
”Blah blah, et eller andet om LA og futurisme, og jeg er herre-fremmedgjort”
She Looks Like Fun
Helt sikkert pladens ”Arabella”-øjeblik.
Batphone
Af en eller anden grund lugter det her langt væk af riffness.
The Ultracheese
Så er vi nået til vejs ende. Den store finale. Det handler formodentlig ikke om ost, men måske om konceptet ”at være CHEESY”, hvilket passer meget godt, når man tager i betragtning, at det her er et album, der handler om at være en britisk rockstjerne i LA, der fører en dekadent og følelsestom tilværelse under de svajende palmer og den evigt bagende sol. Perfekt.
