Nationalretten. Du har hørt om den, ikke? I Danmark ophøjer vi hvad som helst til ”national”. Nationalfuglen, for eksempel. Nationalpattedyret – det er et egern. Et nationalæble har vi sågar også. Og vi har naturligvis også en nationalret. Sådan en ret, der rigtigt indfanger danskhed, tradition og kultur. En ret, der når du hører den nævnt eller ser den på et menukort, hensætter dig til en bølgende kornmark, stokroser, heste på en eng og bunkers ved Vesterhavet.
Frikadeller. Flæskesteg. Fiskefilet. Sådan noget. Sådan noget, der fik gutterne fra Huset på Christianshavn til at fråde af glæde i snapsen nede i Rottehullet. Sådan noget Morten Korchs hjemstavnsromantiske bestsellere duftede af, sådan noget spidserne fra Dansk Folkeparti spiser, når de lader sig forevige til valgplakater, hvor de lover, at de er så danske som Tordenskjold. Som så vidst var fra Norge.
Videos by VICE
I Danmark hedder nationalretten stegt flæsk med persillesovs. Smag lidt på den. Stegt flæsk. Med persillesovs. Der var en afstemning og alt muligt. Det var vilde tider. Der blev stemt mere end 60.000 gange, og 27.893 af stemmerne gik til stegt flæsk. Det er næsten halvedelen. Smørrebrød blev nummer to. Og af de otte retter, der kunne stemmes på, var de fem med gris.
Nu er der nogle statistiktyper, der har kigget på en ny fremskrivning og hældt benzin på danskhedsbålet. De påpeger, at i år 2060 vil ikkevestlige indvandrere og deres efterkommere udgøre 13,1 procent af befolkningen (i dag er det 8,5 procent), og så bliver der snakket om, at vores kerneværdier (læs:flæsk) kommer under pres. Sikke noget. En professor fra Aalborg Universitet udtalte til B.T, at det hele egentligt ville være noget lettere, hvis shawarma var nationalretten. For så kunne vi slippe for alt det svineri.
Men altså, nationalretten er blevet defineret som noget, der gør, at vi føler os danske, når vi propper det i munden. Om vi så mener det alvorligt eller ej, det der med at være danske, og uanset om vi ellers kan enes om hvad, der er dansk. Det er rart at have noget fælles, en lim til at binde os sammen, når nu den brune sovs, der driver ned ad hagen, ikke er lim nok.
Der er naturligvis folk, der ikke bryder sig om gris, lige meget hvor danske de så i øvrigt er. Det kan være, de har bestået danskhedstesten, men de har jo ikke bestået den officielle dansktest: den med flæsket. Stegt flæsk med persillesovs. Den man skal spise uden at kny, hvis man vil være med i hulen.
For inde i hulen spiser vi gris, og der har vi selv lavet reglerne. En af reglerne er, at vi steger grisens flæsk helt, helt ihjel. Tørt og branket. Og så bruger vi det træagtige stykke brændte gris til at skovle en undersaltet hvid sovs op med. En hvid sovs vi med vanlig sans for æstetik i det danske landkøkken har peppet op med persille, så den bliver søsygegrøn. Dertil spiser vi naturligvis kogte kartofler. Wauw. Hvordan helvede er det opstået? Jeg forstår egentligt godt hvorfor, det er blevet den danske nationalret, for der er da ingen udlænding med respekt for sig selv, der kunne drømme om at sætte det der til livs. End ikke af høflighed. End ikke for et statsborgerskab.
Så måske har den her forsker ret. Måske er det kebabben/shawarmen/kødrullen/sølvpikken, der burde være vores nationalret. Retten, der forener os. Den graver ingen grøfter, den kan alle sgu spise. Selv når den er halvsløj, er den bedre end kremeret gris. Hvad? Nå, vegetarerne og veganerne, siger du? De må stemme på falafel. Nationalfalafel. Held og lykke med det. Lad os lave en ny afstemning. Der er så mange gode overskrifter og så mange hadske kommentarer på de sociale medier i sådan et projekt.
Hvad hedder fødevareministeren i øjeblikket? Det er også lige meget. Vi holder en afstemning lige her. Shawarma vinder, og vi går på gaden og fejrer. Skal vi sige lørdag morgen kl 03.30 på Nørrebrogade?
