Vi spurgte en ekspert, hvorfor vi elsker at se kæmpestore bumser blive presset ud

Der var en periode, hvor Aphinya Jatuparisakul var ved at blive bekymret for sig selv. Når hun vågnede om morgenen i sin lejlighed på Amager, var det første, hun gjorde, at gå ind på YouTube og finde en af de utallige videoer med den hvidkitlede dermatolog Dr. Pimple Popper. Så lå hun og vågnede op til synet af Pimple Poppers hænder, der med kirurgisk præcision klemte en hær af hudorme, prikkede hul i en gigantisk bums eller bortoperere en cyste.

”Jeg kan bedst lide de videoer, hvor hun har visir på i tilfælde af, at bumserne sprøjter,” fortæller 25-årige Aphinya, der faldt over Dr. Pimple Poppers videoer for tre år siden. Inden det havde hun set diverse hjemmevideoer af folk, der for eksempel fik trukket ekstremt lange indgroede hår ud af nakken. ”Men på trods af, at jeg var fascineret af de her videoer, så var der noget, jeg manglede. For de her menneskers omgivelser var altid utrolig uhygiejniske, og folk gik alt for meget amok og råbte ’Oh my God!’ Så en dag faldt jeg over Dr. Pimple Popper. Det var simpelthen Eldorado. Her var det, jeg ledte efter – super nasty content i rene hygiejniske omgivelser.”

Videos by VICE

Da Aphinyas Dr. Pimple Popper-begejstring var på sit højeste, så hun videoerne “nærmest hele tiden”, men nu er hun nede på kun at se dem et par gange om dagen.

Aphinya er langt fra den eneste, som holder af Dr. Pimple Popper, hvis rigtige navn er Sandra Lee. Knap fire millioner mennesker abonnerer på hendes YouTube-kanal, hvor hun giver indblik i sit daglige arbejde som dermatolog. Sammenlagt er hendes videoer blevet set over 2,1 milliarder gange. Hun har lavet sin egen serie af hudprodukter, et brætspil(!), og i sidste uge havde hun premiere på sit eget tv-program på TLC. Hvis du tvivler på hendes popularitet, så prøv at spørge ud i et hvilket som helst menneskefyldt lokale, om nogle af de tilstedeværende ser Dr. Pimple Popper. (Her på kontoret sad den nærmeste fan eksempelvis to meter væk. Hans yndlingsvideo er i øvrigt af en gammel mand, der får trukket stenhårde hudorme ud af ansigtet ligesom teltpløkker.)

Men hvorfor er der så mange, som frivilligt opsøger at se videoer, som andre dårligt nok kan tåle at høre om?

Anders Ruby er forsker ved Institut for Vild Analyse i Aarhus og medforfatter til bogen DET ÆKLE. ”Det mest basale, vi kan sige om det ækle, er, at vi har et ambivalent forhold til det. Prutter lugter afskyeligt, men vi er alligevel nødt til at lugte til dem, ligesom vi også lige er nødt til at kigge ned i toilettet, inden vi skyller ud. Det ækle er ekstremt frastødende og samtidig meget tiltrækkende.”

Ifølge moderne evolutionsteori burde et fænomen som Dr. Pimple Popper egentlig ikke finde sted. De ækle ting er nemlig noget, vi mennesker instinktivt burde afsky, fordi det kan gøre os syge – ting som lig, lort og diverse andre former for ildelugtende og potentielt smittefarlige kropsvæsker.

”Men den holder bare ikke,” siger Anders Ruby. “For det underlige ved det ækle er jo den indbyggede tvetydighed, at lige præcis de ting synes at sætte ekstraordinært meget gang i fantasien.”

At bumser sætter gang i fantasien ved de fleste; når man sidder i bussen og betragter sin medpassagers perfekte bums, der er lige på bristepunktet, kan vi ikke lade være med at forestille os, hvordan det mon ville føles at trykke på den. Vil den eksplodere og sprøjte ud over det hele? Eller vil indholdet mere være som en tyk orm? Hvad end du finder tanken afskyelig eller tiltrækkende, kan du garanteret ikke sige dig fri for at have haft den.

Anders Ruby kan ikke selv lide at se Dr. Pimple Poppers videoer, men han er begejstret over, at de findes. Han mener, at en del af forklaringen på, hvorfor folk finder dem tilfredsstillende at se, hænger sammen med den græske filosof Aristoteles tanker om katarsis, nemlig at man ved at se andre overvinde en eller anden form for lidelse, selv opnår en følelse af at komme renset ud på den anden side. Det er også derfor, at vi holder af at se film. Og man må i høj grad sige, at Dr. Pimple Poppers videoer følger den samme opbygning som en god spændingsfilm.

”Vi starter med det inficerede; noget betændt eller byldeformet, under huden. Du kan se, at huden er helt spændt og ophobet, og gennem hele videoen bygger den spænding sig op for til sidst at forløses. Bagefter er der renhed – vi er nu kommet af med det betændte og problematiske.”

Den forklaring passer egentlig meget godt på Aphinya, der føler, at hun får et skud dopamin, når hun ser videoerne. En følelse af velvære. Derfor sætter hun Dr. Pimple Popper på, når hun skal slappe af. Engang, da hun skulle interviewes i Aftenshowet, sad hun ude backstage og så bumsevideoer for at få styr på nerverne, inden hun skulle i live tv. Min kollega fortæller også, at han ser videoerne, lige inden han skal sove. Der er noget beroligende ved at se Dr. Pimple Poppers rolige, kliniske håndtering af folks problemhud.

“Mennesker er nogle meget mærkelige nydelsesfulde dyr,” som Anders Ruby siger. ”For vi har at gøre med en nydelse, der knytter sig til selve afskyen. Når man ser en mand nede i Netto, som har en stor bums, så sætter det gang i fantasien. I Netto er jeg selvfølgelig nødt til at opføre mig borgerligt og gå den anden vej, men der hjemme kan jeg gennem de her videoer få afløb for min fantasi om, hvad der mon gemmer sig inden under den andens hud.”

Aphinya fantaserer altid om, hvad folk har under huden, når hun møder dem i bussen eller i Netto. Og selv om hun ofte bruger udtrykket “klamt”, når hun snakker om sin begejstring for bumser i alle afskygninger, så synes hun egentlig ikke, at bumsevideoerne er ulækre.

“Altså menneskekroppen er jo generelt super ulækker, men at se nogle få klemt noget ud af huden, synes jeg egentlig er mere fascinerende end ulækkert.” Hun presser ikke bumser på sig selv, da hun på grund sin mørke hud får meget synlige ar. Men hun dagdrømmer ofte om at få en stor bums et diskret sted på kroppen, som hun kan gå amok på. Hendes kæreste har foræret hende en bumsepressertang som en romantisk gestus, men har hun aldrig fået brugt den, da hans hud “desværre er provokerende ren.” Så hun nøjes med den fiktive slags.

Måske er du en af dem, der ligesom Aphinya nyder at se eksploderende bumser. Eller også har du det, som jeg selv og Anders Ruby, super stramt over de her videoer, og kan slet ikke holde ud at kigge på dem. Men så har du sikkert noget andet ækelt, du nyder. Eller måske ved du bare ikke endnu, at du faktisk nyder en god bumsevideo.

“For ikke nok med, at vi ikke kan blive enige med hinanden om det her, vi kan sgu heller ikke blive enige med os selv,” siger Anders Ruby. “Jeg har ikke lyst til at gå på YouTube og søge på Dr. Pimple Poppers videoer, men hvis der pludselig kører en video på en andens telefon, så er det jo ikke, fordi jeg er afklaret med min nydelse i den forstand, at jeg bare kigger væk. Jeg kigger med hånden foran øjnene. Ligesom hvis man kører forbi et trafikuheld – der er jo ikke noget sted i mit rationelle sind, hvor jeg har lyst til at se det. Men det at være et menneske betyder, at jeg ikke er i øjenhøjde med min nydelse – at den ligesom nyder bag om ryggen på mig. Og pludselig fanger jeg sig selv i at sidde og kigge på sidemandens telefon.”

Hvis du er i tvivl, kan du finde ud af, hvor grænsen mellem din nydelse og afsky går ved at se med her: