Denne artikel er oprindeligt udgivet af VICE UK
Livet er fyldt med hårde sandheder. En af de hårdeste er, at der er grænser for, hvor længe du kan feste igennem, før din krop pænt beder dig om at tage den med ro. Ligesom du før eller siden vil få så meget ansvar, at det ikke altid er en god ide at bunde fem bajere og tage en bombe emma. Og når du endelig er klar til det ultimative ansvar – at få et barn – må du jo bare håbe på, at din arvemasse ikke er blevet for beskadiget af at indtage coke gennem diverse kropsåbninger. Men hvad nu, hvis du vidste, hvor meget du egentlig smadrer din krop? Det gør du om lidt.
Videos by VICE
Uden at lyde som Daren the Lion, så bad vi to fertilitetseksperter – Ricardo Yazigi fra Shady Grove Fertility Center i Maryland og David Nudell, en urolog fra San Francisco – plus Fernando Caudevilla (også kendt som Dr. X, narkohviskeren) om at forklare, hvordan stoffer påvirker din sædkvalitet. Den overordnede konklusion er, at stort set samtlige af de undersøgte rusmidler forvolder skade på testiklerne og hindrer kroppen i at producere testosteron, som er det centrale stof for hele den mandlige fertilitet.
Under vores research har vi lænet os meget op af en undersøgelse fra 2012 kaldet “The Insults of Illicit Drug Use in Male Fertility” fra American Society of Andrology’s Journal of Andrology, som er tilgængelig her.
Marihuana
Ifølge Sundhedsstyrelsens Forebyggelsespakke mod stoffer fra 2013 er cannabis det hyppigst anvendte narkotikum i Danmark, hvilket betyder, at du nok har alle eller nogle af de følgende problemer med din sædkvalitet.
Cannabinoiderne (cannabissens kemiske forbindelser) syntetisereres faktisk af kroppen, så vores celler har naturlige receptorer for dem. Hvis cannabinoiderne interagerer med cellerne i testiklerne eller selve sæden, kan der opstå uheldige bivirkninger, som virkelig kan ødelægge din dag. Her er, hvad Yazigi siger om den sag:
“Omkring 33 procent af kroniske brugere vil have nedsat sædkvalitet. Der er også belæg for, at bindingen af de aktive stoffer og stofskifteprodukter fra cannabissen til receptorer i selve sæden, også kan føre til nedsat motilitet. Hvad der står mindre klart er påvirkningen på de mere sporadiske brugere. Der er ikke blevet foretaget nogle ordentlige undersøgelser, men den fremherskende teori er, at sædkvaliteten hos disse mænd vil komme sig langt hurtigere ved korte ophør i forbruget, men at de derudover også helt bør undgå cannabisbrug, hvis de aktivt forsøger på at sætte et barn i verden.”
KOKAIN
Coke er selvfølgelig den legendariske “rejsningsdræber”, fordi stoffet forårsager blodkarforsnævring = potensproblemer. Vi spurgte Yazigi, hvorfor vi ikke har mere information omkring kokains effekt på den mandlige forplantningsevne, hvortil han svarede, at resultaterne kan være misvisende, fordi indtagelsen af coke som regel ledsages af andre stoffer som alkohol og cigaretter. Han påpeger også, at man ikke kan få en gruppe mennesker til at tage kokain og derefter bede dem om at parre sig med hinanden. Du ved, rent etisk.
Der er til gengæld blevet foretaget dyreforsøg, der konkluderer, at der findes receptorer for kokain i testiklerne og sæden. “Der foregår noget anatomisk abnormt med testikelvævet – en nedbrydning af antallet af celler,” siger Yazigi. Hans kollega, David Nudell, går et skridt længere og siger, at dyreforsøgene afslører, at der muligvis sker en overførsel af kokain til hunkønnets æg via sæden. “Effekterne af dette fænomen er ukendte, men kunne helt klart resultere i spontane aborter,” konkluderer han.
OPIATER
Med opiater mener vi blandt andet heroin og morfinpræparater som oxycontin og vicodin. Længerevarende brug af opiater kan føre til fertilitetsproblemer grundet hæmningen af hormonet GnRH, der normalt udskilles af hypotalamus. Eller sagt på en anden måde: kroppen producerer ikke de sædceller, der skal til for at lave en baby. Der er også evidens for, at opiatafhængighed kan føre til beskadigelse af DNA’en – og dermed forårsage nedsat fertilitet og spontan abort.
Metamfetamin
Det er ret indlysende, at reproduktion burde være en lav prioritet for dig, hvis du er regelmæssig bruger af metamfetamin. At få lavet dine tænder og tilbagebetale alle de penge, du stjal fra dine forældres pensionsopsparinger, bør rangere højere på din to do-list. Derudover så tag den strikhue af. Det er ikke 2006 mere, og du er ikke Jesse Pinkman. Du er en rigtig person, og du lugter som en en spandfuld våde 50-ører. Hvis du absolut insisterer på at få en unge, skal du forvente direkte skader på den del af testiklerne, hvor sæden lagres og modnes. Det medfører samtidig en nedsættelse af testosteronproduktionen.
LSD
Hvad med at undfange et barn…under et syretrip!? Sikkert ikke en særlig god plan, men der er ingen, der ved det med sikkerhed. Nudell peger på, at der ikke er nogen kendt sammenhæng mellem LSD og forringet sædkvalitet. Dr. X er enig og nævner desuden, at der heller ikke er påvist nogen forbindelse mellem øvrige psykedeliske stoffer som svampe og ketamin og din sædkvalitet.
MDMA/Ecstasy
Hvis du er heldig at få fat i ægte MDMA, og ikke et eller andet fortyndet lort, du har købt af ham gutten bag et pissoir på Roskilde Festival, kommer du stadig til at få problemer med din sæd. Der findes ikke meget forskning i skadevirkninger af MDMA, men Yazigi hævder, at stoffet kan hæmme testosteronproduktionen. “Sædcellernes evne til effektivt at svømme mod ægget bevares, men sædkvaliteten kan risikere at blive nedsat,” siger han. Det betyder naturligvis, at du mindsker dine chancer for faktisk at befrugte nogen. Som med metamfetamin kan MDMA desuden føre til hjertefejl hos barnet.
Hvis du har fordøjet al den information uden dog at få lyst til at holde op med at tage narko, så vil du måske finde dette råd brugbart: ifølge fertilitetslægerne tager det normalt tre stoffri uger, før kroppen har fået genoprettet den normale sædkvalitet. Der er dog ingen garantier, for i visse tilfælde kan der gå helt op til to år, før din sæd er i topform.
Så hvis du planlægger at stifte familie i den nærmeste fremtid, vil din sæd takke dig for at lægge stofferne på hylden et godt stykke tid i forvejen.
Mere om stoffer:
This New Drugs App Can Show You How Much Weed You’ve Smoked
There’s a Black Market for British Heroin Addicts Who Can’t Inject
Myanmar’s Heroin Addicts Are Plagued by Cheap Drugs and Conspiracy Theories