Vi talte med vestjyden, der har fået en sildemad i tysk Playboy

Når horder af tyske læsere i disse dage finder vej til banegårdskiosker for at anskaffe sig det seneste nummer af Playboy, vil der måske nok være en enkelt eller to, der bliver skuffede, når de bladrer om på side 18. Her er hverken letpåklædte damer, “stilikoner” eller interviews med fodboldspillere. I stedet finder man en kok fra Vestjylland og et svulstigt stykke smørebrød.

Den danske kok René Beck-Hansen gik i sommer fra at være køkkenchef i Tårnet på Christiansborg til at være køkkenchef på restaurant Sæson i den tyske hovedstad Berlin. Sæson har til huse i stueetagen på Hotel Lulu Guldsmeden, og det er herfra, at René forsøger, at starte en tysk smørrebrødsrevolution.

Videos by VICE

Men hvordan i alverden ender en 30-årig vestjyde og en dansk sildemad i tysk Playboy? Vi ringede til René for at høre mere om mandeblade, smørrebrød og berlinertendenser.

René Beck-Hansen. Billede af Victoria Lagos.

MUNCHIES: Hej René. Hvordan endte din sildemad i tysk Playboy?
René Beck-Hansen:
Det er egentlig en lidt kedelig historie. Playboy kontaktede os, fordi de ville have lidt sundere mad i magasinet, end de plejer. Så i stedet for lyst brød og friture, ville de gerne have smørrebrød.

Jeg gik i dialog med Playboy og foreslog nogle forskellige madder og endte med et stykke smørrebrød med syltet sild på smurt rugbrød. Med æggesalat, ristet boghvede, semitørrede tomater, kapers og dild. Jeg syntes bare, at sildemaden var en god repræsentant for det nordiske køkken.

Sildemaden. Billede af Victoria Lagos.

Hvad er tysk Playboy for et magasin?
I det nummer, jeg er med i, er der to artikler, hvor brysterne får frit spil. Derudover er det et rimeligt sobert mandeblad.

Hvad er Sæson for en restaurant?
Tanken er, at vi vil lave nordiskinspireret mad, med lokale og økologiske råvarer. Vi serverer blandt andet tatar med sennep, rødbeder og solbær. Vi har en dessert der består af en karamelliseret æblekompot med is og så forskellige slags smørrebrød. Vi ser ikke os selv som en hotel-restaurant, for det er ikke nødvendigvis altid særligt interessante. Vi vil hellere se os selv som en restaurant, der tilfældigvis ligger i et hotel. Det er vores mål, at Sæson får sit eget liv. Og derfor er det virkelig vigtigt for os, at folk i lokalområdet får øjnene op for os og finder vej herhen.

Er nordisk mad populært i Berlin?
Der er ikke så mange nordiske restauranter i Berlin. Og der er kun to steder, der serverer smørrebrød. Det er os, og så Esben Grundtvig fra Rødder. Vi har sparret en del med hinanden for at finde ud af, hvad det er for noget smørrebrød, berlinerne vil have. Byen er 10-15 år bagefter København i forhold til fokus på økologi og lokale råvarer, men berlinerne er særligt langt fremme i forhold til at spise grønt. Her er en ret stor vegansk-vegetarisk bølge, så vi prøver på, at inkludere en del grøntsager i vore retter. Men der er altså også rigtig mange, der bare efterspørger kød og kartofler.

Hvordan har de så taget imod jeres smørrebrød?
Vi er inspireret af den moderne smørrebrødsbølge, der raser i Danmark. Men det må heller ikke blive alt for avanceret. Prisen må ikke være, så den skræmmer folk væk. Vores kartoffel mad koster fem euro (cirka 35 kroner). Nogle kan godt være lidt skeptiske, men når de først har fået smagt på maden, er de som regel positive. På sigt må vi jo håbe, at folk tager smørrebrødet til sig, så det bliver mere normalt.

Tatar med rødbeder og solbær. Billede af Victoria Lagos.

Men så er det jo godt med mere omtale …
Jeg syntes, at det var lidt af en bedrift at en kraftig rødhåret vestjyde som mig kunne komme i Playboy. Men vi har ikke fået så meget ud af det, udover at vi har haft det sindssygt sjovt over det.

Hvad med din familie, hvordan har de reageret?
Da jeg fortalte det til min mor, bad hun mig straks om at købe et eksemplar af magasinet til hende. Der svarede jeg, at det nok var første gang, at en mor har bedt sin søn om at købe et Playboy-magasin til hende.

Tak for snakken, René.