Hvert år er der den der ene dag på Roskilde, hvor koryfæerne spiller. Den ene dag, der kalder på et helt bestemt segment: Fædrene, mødrene, onklerne og tanterne, der kommer på festival på en endagsbillet. De var der til Bruce Springsteen, de var der til Neil Young, de var der i allerhøjeste grad til Paul McCartney, og i år er det en fredag med både Nick Cave og David Byrne på programmet, der er den store endagsbilletdag.
Friske ude af badet og festivalsmarte i tøjet indfinder endagsbilletterne sig på festivalpladsen. Der bliver købt kolde drinks og spist middag i Foodcourt, inden de i virkelig god tid sætter sig i medbragte campingstole foran Orange Scene for at vente på en legende, de forelskede sig i for flere årtier siden. Mens de venter, drikker de flere kolde i solen og kigger på beskidte festivalgængere, der snart har været på festival en uge og næsten ikke kan se ud af øjnene længere.
Videos by VICE
Det kan skabe situationer som den, der fandt sted foran Orange Scene i 2015, hvor en forsamling Paul McCartney-fans i campingstole, der skulle have en god plads foran hegnet, var det primære publikum til Nicki Minaj (der findes ikke noget mere antiklimatisk end at forsøge at twerke til “Anaconda”, mens alle omkring en insisterer på at blive siddende i deres stole og drikke en kold fadøl mere). Men i år har jeg sat mig for at udfordre i hvert fald én af endagsbilletternes musikalske horisont.
Her kommer Søren Hansen ind i billedet. Han er 66 år og er taget på Roskilde på en fredagsbillet. Jeg mødes med ham i en bar ved Pavilion-scenen.
“Har I Classic?” spørger Søren. Det har de desværre ikke, så han tager en almindelig Tuborg i stedet. I 1984 var Søren på Roskilde Festival for første gang, og derefter var han afsted hvert år indtil 2000. I 2007 genoptog han traditionen, selv om der bliver færre og færre navne på plakaten, som han gider at høre. “Engang var der kun rock. I dag er programmet bredere, men jeg synes stadig, det er pengene værd,” siger han. Og i år var det oplagt at gå efter fredag, hvor han både kan opleve Nick Cave og David Byrne.
“Nick Cave har jeg hørt meget, og det er blevet en tradition at se ham, når han kommer til Danmark og spiller. Jeg har set ham tre-fire gange – også i gamle dage. Han er en af de hårde, gode sangskrivere i generationen efter min egen,” siger Søren.
For at se, om jeg kan udvide Sørens musikalske horisont, når nu han er på en festival, der sætter en dyd i at blande legendariske navne med yngre talenter, har jeg overtalt ham til at tage med til noget af det på programmet, der ligger længst fra Byrnes og Caves trygge, gamle hits: Den britiske rapper Nines fra Londons undergrundsscene, der rapper om det brutale liv på gaden i Harlesden.
“Skal vi gå over og se på det?” spørger jeg og peger over mod Apolllo-scenen.
“Ja, lad os høre noget killer rap fra London,” siger Søren og afslører, at han har læst lidt op, siden vi aftalte at se Nines sammen. “Jeg har kun hørt et par numre på YouTube, men jeg synes nu ikke, der er så meget ‘killer’ over ham,” siger Søren.
“Du lyder ikke umiddelbart imponeret?” siger jeg.
“Nej, det kan i hvert fald ikke skræmme mig – højst røvkede mig,” svarer Søren tørt.
Hiphop er ikke lige Sørens genre. Det fanger ham ikke rigtigt. “Jeg ved ikke hvorfor, men der er noget ved det, der irriterer mig. Der er bare meget hiphop, jeg ikke gider høre, og slet ikke nogle af de der amerikanske idioter. Jeg ved godt, jeg går glip af en masse store hiphop-navne, men jeg orker ikke det cirkus, som der var til Eminem med 100.000 mennesker ved Orange.” I stedet er Sørens speciale ifølge ham selv mere “rock, indie-rock og blues og alt det indimellem.”
Da Nines går på, melder Søren ud, at hvis de unge går amok om lidt, så rykker han lidt tilbage. Så vildt går det nu ikke for sig. Det eftermiddagssløve publikum nøjes med at nikke i takt og smide et par hænder i vejret, for at bekræfte deres tilstedeværelse.
“Hvorfor har han rygsæk på?” spørger Søren. Jeg må indrømme, at jeg ikke ved det, men svarer, at han måske er på vej et sted hen.
Efter et enkelt nummer synes Søren stadig ikke, der er meget killer over Nines, men at det tværtimod er meget fredelig hiphop.
“Det mest irriterende ved at se hiphop live er, at man ikke kan høre, hvad de siger,” råber Søren mig i øret henover andet nummer.
“Hvad tror du, han rapper om?” råber jeg tilbage.
“Vel noget om det hårde miljø i London, men jeg må hellere gå hjem og tjekke op på det. Han siger mest bare ‘YIR!‘“
Søren vipper lidt med foden og tager et billede af scenen med sin telefon. 20 minutter inde i koncerten tjekker han, hvad klokken er. Publikum omkring os er ungt og smart med undtagelse af et par enkelte andre, der også ser ud til, at de bare var nysgerrige.
Efter en halv time smutter vi videre.
Vi finder en bænk lidt for tæt på et træ, der utvivlsomt er et par stykker, der har tisset op ad. “Nå, Hvad synes du, så om koncerten?” spørger jeg Søren.
“Det var småkedelig, men jeg tror også, det skyldes, at jeg ikke kender musikken. Der er jo ikke så meget andet i det, så man bliver jo nødt til at forstå, hvad han siger, for at det giver mening, og jeg fanger altså højst en tredjedel.”
Klokken 22 spiller Nick Cave, og inden da skal Søren også forbi enten Minds of 99 eller Fleet Foxes, men faktisk er det David Byrne, han glæder sig allermest til. “Jeg har en meget lang historie med Talking Heads,” siger Søren og fortæller, at da Talking Heads lavede pladen Stop Making Sense, blev den tilhørende koncertfilm vist på Kultorvet inde på Café Klaptræet hver eneste i aften i en lang periode. “Så hvis vi gik og kedede os dengang, kunne vi altid lige smutte derind og se film. Så drak vi sort guld, og så Stop Making Sense.“
Søren var ikke imponeret over Nines, men han fortryder ikke sit valg om at bruge en halv time af sin endagsbillet på britisk rap foran Apollo. “Det generede mig ikke det mindste. Det var en Roskilde-oplevelse, og det er altid godt at høre noget nyt,” siger han.
Det er rigtigt, Søren. Må dit åbne sind brede sig til campingstolene foran Orange.
