Artiklen er oprindeligt udgivet af Noisey UK
Kan du huske, da Twitter begyndte at være en ting? Kan du huske, hvor uskyldig verden var? Stephen Fry live-tweetede, da han sad fast i en elevator, og der opstod positive tiltag som #FollowFriday. Det er lidt en anden historie i dag, hva’? Udover et enkelt meme i ny og næ eller Limmy eller en eller andens røvsure mor, der brokker sig over pølsetyveri, så er Twitter-universet en dyb, bakteriefyldt sump. 2018-versionen af Twitter er den digitale pendant til at glo ned i et plastiklokum på Roskilde i flere timer ad gangen, bare med flere racister og folk, der fortæller dig, hvor klam du er.
Videos by VICE
Få britiske grupper har formået at få så meget inspiration ud af at stirre ned i den moderne tilværelses store toiletkumme som Sleaford Mods. Duoen fra Nottingham brillerer ved at fange de bagateller, banaliteter, rædsler, betændte forhold og elendigheder, livet byder på, og synkronisere det til rå og upolerede beats, der veksler mellem kantet post-punk og elektronisk orienteret hiphop. Tag for eksempel deres album fra sidste år, English Tapas, der blandt andet nævner Boris Johnsons ”Mop Top”, det britiske sundhedsvæsens forfald og nedturen for 80’ernes rave-generation.
Tidligere på året udgav bandet den selvbetitlede ep Sleaford Mods, der blandt andet tager sociale medier og internettets anonyme og ansigtsløse kritikere under kærlig behandling. Lyt for eksempel til den seneste single, “Stick In A Five And Go”, hvor bandets sanger, Jason Williamson, fortæller om, hvordan han opsøger en Twitter-troll ude i virkeligheden. “Hello, is that Mr. Twitter–I-I mean Mr. Trees?” “Yeah, who’s that?” “It’s the postman / I’ve got a big package for ya”.
I forbindelse med udgivelsen af den ep, sangen optræder på, har bandet besluttet sig for personligt at levere nogle eksemplarer af pladen. Tre fans venter os – de har fået besked om. at de har vundet lodtrækningen – og et par af dem aner ikke, at vi er på vej. Jason og hans manager, Steve, inviterede os med ud på turen.
Vi er i Jasons hjem i Nottingham, hvor sangeren er i gang med at koge et par æg, mens vi diskuterer, hvor stor sandsynlighed der er for, at dagens plan udarter sig til en Jed Maxwell og Alan Patridge-agtig situation, hvor vi intetanende havner i kløerne på en sindssyg superfan. ”Fuck, mand, forestil dig det en gang,” siger han og rynker bekymret på øjenbrynene.
Vi klemmer os ind på forsædet i en lånt varevogn. Steve finder et klistermærke, som en af hans venner lavede for at overplastre konservative valgplakater med påskriften ”Tory Twat”, og sætter det i forruden. Imens kigger Jason sin telefon igennem og læser med skepsis i stemmen op fra emails, han har modtaget: ”’Glædelig releasedag!’ Hvad betyder det overhovedet? Fuck det, mand!” råber han. Han ser dog ud til at blive lidt gladere, da komikeren Stewart Lee dukker op i hans inbox med en besked om, hvor meget han kan lide ep’en.
Ifølge eget udsagn er Jason typen, der bliver let ophidset, når han interagerer med folk online, og derfor afholder han sig normalt fra at gøre det. ”Det blev for meget,” fortæller han mig. ”Jeg skændtes med folk og var supernegativ, lidt af en cunt. Hvis man opfører sig sådan over for andre på nettet, får man det smidt tilbage i hovedet.” I takt med at bandets stjerne er steget, er antallet af trolls på nettet også blev større, og Jason har generelt været involveret i flere og flere verbale slagsmål. ”De prøver bare at fremprovokere en reaktion,” siger han. ”Og det lykkes sgu også for dem en gang imellem. Folk som siger: ’Det er slut drenge,’ og skider på ens single. Så tænker man selv, at det måske er noget lort, man har lavet. Har vi lavet en lorteplade? Men det har vi ikke, det er bare den person, som er en narrøv. Der er folk, der ser en som en boksebold.”
Men har han så aldrig været fristet til at opsøge en troll i virkeligheden, som i sangen? ”En af mine venner, som er dj, har prøvet det,” siger Jason. ”Hvis folk sagde noget om ham på nettet, opsøgte han vedkommende og var sådan: ’Hvad fanden er det, du går og siger om mig?’ og så var det ligesom slut. Men hvis jeg gjorde det, ville min kone gå fra mig.”
Vi holder ind ved det første hus på turen i Nottingham. Det skulle være en overraskelse, at vi kommer på besøg, men der er ingen hjemme. Samme gælder næste stop. ”Normale mennesker er på arbejde nu, er de ikke?” siger Jason. ”De ligger ikke og roder rundt i en varevogn med en stak plader.” Da vi nærmer os det første hus, hvor de godt ved, at vi kommer, og taler om alle de rædsler, vi potentielt udsætter os selv for, spørger jeg Jason, om han har dårlige erfaringer med fans. ”Der var en, som sendte mig et billede med posten,” husker han. ”Det forestillede et kæmpestort, brugt barberblad med blod på – indrammet – akkompagneret af Watership Down på DVD. Jeg kan huske, at jeg åbnede pakken og var sådan: ’Hvad fanden i helvede er det her?’” Han ser stadig forbløffet ud, da han genfortæller historien.
Han husker også en anden gang. ”Der var en, som stak en demo gennem brevsprækken med en besked om, at jeg skulle aflevere den personligt til Iggy Pop [som er stor fan af Sleaford Mods]. Jeg smed det ud. Det blev jeg pissesur over.” Generelt er bandets fans rimeligt fornuftige mennesker, selv om de har det med at komme op at toppes. ”Vi har to forskellige fanklubber, som bliver ved at skændes med hinanden,” siger Jason. ”De har flere fraktioner end ISIS,” tilføjer Steve.
Vi ankommer til Ninas hus, og hun inviterer os ind til kaffe. Der hænger Sleaford Mods-plakater på væggen i køkkenet, men hun har tydeligvis ingen planer om at holde os fanget. Jason signerer pladen, bøger og t-shirts, og vi kører videre mod Lincoln.
”Det er en lorteby,” siger Jason. ”Vi spillede engang i kælder her, og de havde oversolgt koncerten helt vildt. Hvis der var opstået ildebrand, var folk omkommet. Scenen bestod af paller, og koncerten blev afbrudt tre gange. Der var slagsmål blandt publikum, promoteren lignede Nikki Sixx, og han var allerede pissefuld, da vi dukkede op. Det var ikke fedt.”
Vi ankommer til Alex’ hjem, og efter der er blevet skrevet et par autografer, sætter vi os tilbage i varevognen og havner hurtigt i myldretidstrafik. Vi holder ind og spiser frokost, forfærdelige sandwiches og salater fra en benzinstation. Det er svært at holde sig sund, når man er på turné, og det var tiltrængt, da Jason lagde sprut og stoffer på hylden.
”Det var uundgåeligt,” siger han. ”Det var ret hardcore til sidst, fordi jeg ikke kunne stole på mig selv længere. Jeg købte alt for mange stoffer og kunne aldrig sove, og så skulle jeg optræde foran et publikum, der havde betalt for at se mig spille”. Lidt efter begynder han at tænke på det næste stop på ruten. ”Hvad hvis vi dukker op, og de bare har linet bajere og speed op?”
På vej til Sheffield kaster Jason sig ud i en længere svada om alle de bands, han hader. Der ingen af os, der kan lide Slaves, Blossoms og Cabbage, men meningerne er delte, når det kommer til Idles, som jeg personligt godt kan lide, mens Steve og Jason er imod dem. Herefter fortæller de om nogle af de mere uventede fans af Sleaford Mods som Boy George og countrysangeren Keith Urban. ”Der var også ham fyren fra Right Said Fred, men så gik han helt Brexit-bananas,” fortæller Jason. ”Jeg holdt op med at følge ham”.
Vi kører ind i Sheffield, hvor Paul inviterer os indenfor. Han tilbyder os forskellige drikkevarer og småkager og spørger, om han skal bestille pizza fra Dominos, og om han skal skrue op for varmen. Han virker sød, og han er tydeligvis glad for besøget. ”Det er helt surrealistisk,” bliver han ved med at gentage, mens vi sidder og kæler med hans hund, Rocky. Paul stråler. Det er en stor oplevelse for ham. Det er også en forfriskende afveksling for Jason. ”Det er rart, når man møder mennesker i virkeligheden og bliver mindet om, at det ikke er alle folk, der er røvhuller ligesom online.”
Da vi er på vej ud igen, undskylder Jason for det, han fejlagtigt tror, har været en kedelig dag, hvor vi har kørt rundt i timevis og lyttet til ham brokke sig over trolls, andre bands og musikindustrien. ”Fucking hell, du ville garanteret ønske, det hele havde været lidt mere Happy Mondays, ikke? Vi lidt mere… Miserable Wednesdays”.
