‘Vice City’-synthrock møder beskidt syrepop på danske Moon Mountains nye ep

Der udkommer et fuckton af musik i 2018. Og trods de lydorkaner, #newmusicfriday er blevet til, er meget af det faktisk ret godt. Men i en streamingkultur hvor alt er kategoriseret og genrekurateret til OCD-lignende højder, bliver det sværere og sværere at falde over noget, der faktisk kan overraske. Heldigvis har “psych” – en overdådig tag-selv-buffet af alt fra syrestøjet melankoli til garagerock til synthet punkpop – alle dage været et godt sted at gå på jagt efter noget, der ikke giver en fuck for genrekonventioner. Og det er præcis, hvad københavnske Moon Mountain leverer på High-heeled Man in Female Low Tide, deres første ep siden 2014.

“Pop, psych, rock – vi går meget i forskellige retninger uden at være skizofrene,” siger forsangerinde Mona Selma Linderoth til Noisey. “Folk vil gerne finde en boks, det kan passe ned i. ‘Hvad kan jeg kalde det? Hvad for nogle referencer er der i jeres musik?’ Det, synes jeg, man hører så meget, men jeg vil helst ikke vide på forhånd, hvor jeg bevæger mig hen, når jeg laver musik. Det giver ikke mening for mig. Vores ep er grim og støjet, men lækker. Det, synes jeg, at København har brug for.”

Videos by VICE

På fem tracks bevæger den københavnske kvintet sig fra behageligt støjende, Vice City-agtig synthrock (“YOU”), gennem syre-dryppende, beskidte guitar-riffs i et bombardement af pop-rocket nostalgi (“Never Again“) til all-out intensitet i en kaskade af tunge synthbølger på “11 Days”. En fin overgang til “Banshee”, et dystert hyl af en beskidt syrebanger, der ville gå fint til grynede billeder af en, der får halspulsåren penetreret med en stilet (indsæt gerne et andet Death Proof-agtigt opgør med klimatisk kvindeligt heltemod, hvis det blev for groft/specifikt til dig).

“Man kan selv lægge i den, hvad man vil,” siger Mona om ep’ens titel, High-heeled Man in Female Low Tide. “‘Low tide’ er det, man kommer fra – alt det lort, der er i bagagen. Som den højhælede mand jokker rundt i. Helt grundlæggende drejer hele ep’en sig om kærlighed, død og forliste forhold. Jeg kunne godt tænke mig at spille den for David Bowie. Så skulle han sidde og sige: ‘Hvad er det for noget lort, det kunne jeg gøre bedre.’ Eller give et skulderklap. Det fedeste ville selvfølgelig være, hvis han stillede sig op og bare begyndte at danse.”

Den støjende, fem-track-stærke ep High-heeled Man in Female Low Tide rammer streamingtjenesterne i morgen, men indtil da kan du høre den lige her:

https://w.soundcloud.com/player/?url=https%3A//api.soundcloud.com/playlists/459026841%3Fsecret_token%3Ds-FpaPl&color=%23ff5500&auto_play=false&hide_related=false&show_comments=true&show_user=true&show_reposts=false&show_teaser=true&visual=true

Moon Mountain skriver allerede nu på nye numre – fang dem live, når de headliner på Loppen den 19. april.