Denne artikel er oprindeligt udgivet af Noisey UK
I Lizzy Goodmans Meet Me in the Bathroom, der fortæller historien om 00’ernes rockscene i New York, fortæller Yeah Yeah Yeahs daværende manager Asif Ahmed, at bandet i en periode havde tilnavnet “No No Nos”. De takkede nej til at optræde på Saturday Night Live, nej til forsiden af Vanity Fair, nej til [indsæt vilkårligt brand]. Men “nej” er ikke altid ensbetydende med stjernenykker eller temperamentsfulde personligheder. Det kan også være en overlevelsesstrategi.
Videos by VICE
Det måske allervigtigste “nej” var det, forsangeren Karen O ytrerede i august 2002, otte måneder før debutpladen Fever to Tell udkom. Hun følte sig overvældet – den voldsomme opmærksomhed bandet havde fået, især i Storbritannien, havde skabt en masse stress. Bandet havde ikke formået at gøre indspilningen til pladen færdig og skulle optræde ved den prestigefyldte Reading Festival og en masse andre steder i landet. Men Karen sagde nej. Hun aflyste det hele, hvad der bestemt ikke faldt i god jord i første omgang hos trommeslager Brian Chase og guitarist Nick Zinner. Hun var til dels bekymret for sit helbred, men følte også et behov for at bevare kontrollen og kreativ frihed i forbindelse med udformningen af pladen. Det skulle være en plade, der viste bandets lidenskab, glæde og humor – en plade, de kunne stå inde for.
I den her uge er det 15 år siden, Fever to Tell udkom. Henover 37 perfekt eksekverede minutter præsenterer den et musikalsk monument til både hedonisme og sjælelighed. Det er også en modig plade. Bandet valgte for eksempel at undlade at bruge numre fra deres ikoniske ep fra 2011, et DIY-punket, sonisk raserianfald, der sørgede for bandets gennembrud. I kølvandet på ep’en kom så Fever to Tell, der overgik fansenes forventningerne og samtidig stak en sok i munden på kritikerne, der beskyldte bandet for at være mere image end substans. // It’s our time, sweet babe / to break on through / it’s the year to be hated //, synger Karen henover debut-ep’ens sidste track. Den profetiske provokation skulle ende med at blive en sejrserklæring.
Ligesom mange af de andre amerikanske bands, der dukkede op mellem 2001 og 2003 – The Strokes, The White Stripes, Interpol og senere The Killers og Kings of Leon – grundlagde Yeah Yeah Yeahs også deres succes uden for New York, nemlig i Storbritannien. Det er svært at sige helt præcis hvorfor, men mainstreamlyttere i Storbritannien har altid været glade for indierock. Måske var – er – det, fordi landet altid har været drevet af en glubsk festkultur, som den sveddryppende rockmusik fra USA passede fremragende ind i. Det kan også være, fordi briterne var mere villige til at hoppe på nye bølger, som magasinerne NME og det nu nedlagte Melody Maker præsenterede dem for. Under alle omstændigheder var britpoppen en saga blot i år 2000. USA importerede nu popkunstnere, der var glattere end ål fra Storbritannien blandt andet i form af Starsailor, Travis og Coldplay. Bemeldte bands fremstod unægteligt som kedeligere end kedelig i kølvandet på den musikalske eksplosion, som NME døbte The New Rock Revolution. Men selv om Yeah Yeah Yeahs’ historie for altid vil være tæt knyttet til deres kolleger på scenen, forbliver de outsidere i midten af bevægelsen.
Engang, til en af de tidlige Strokes-koncerter, stod Karen O og tænkte: “Okay, det her er altså konkurrenterne,” fortalte hun mig i 2015, da jeg interviewede hende til en Noisey-historie om Julian Casablancas og The Voidz. Da Yeah Yeah Yeahs for første gang skulle åbne for The White Stripes til en koncert i 2000 (efter kun at have øvet med Brian Chase en enkelt gang) var de helt væk på en cocktail af adrenalin og tequila, men dukkede ikke desto mindre op med en intention om at blæse publikum omkuld. Men det var ikke kun The Strokes, de skulle konkurrere med, det var alle drengegrupperne, som Yeah Yeah Yeahs var diametrale modsætninger til.
For det første så de ud, som om de var med i helt forskellige bander – Nick, lille, bleg som et lig og med kulsort hår, Brian, som Karen engang døbte Dorkasaurus Rex, og Karen selv, en levende tornado i hullede strømpebukser og den karakteristiske læbestift smurt udover hele munden. Modsat deres kolleger på scenen var Yeah Yeah Yeahs koncerter altid præget af kaos. Nick og Brian udgjorde tyngden, mens Karen hærgede henover scenen – det spjættende højre ben, måden hun strakte ledningen til mikrofonen ud mellem nævnerne, eller når hun bøjede sig bagover og sendte en kaskade af øl (og senere champagne) op i luften som en brandhane. Det er alle sammen stage-moves, der går tilbage til ikoner som Jagger, Iggy og Siouxie Sioux, men alligevel formåede Karen O at gøre dem til helt sine egne. Hun var ikke bare bandets stemme, hele hendes krop var det instrument, som udtrykte følelserne bag musikken.
Lige meget om det var amerikanere, der måbende så til, mens den eksplosive trio optrådte på Maxwell’s i Hoboken, New Jersey, eller 21-årige mig, der så dem under det røde stroboskoplys på Londons legendariske natklub Trash – eller kort tid efter udgivelsen af Fever to Tell, hvor de var begyndt at spille for et par tusinde mennesker ad gangen, og Karen var klædt ud i en Christian Joy-designet kjole – så var oplevelsen til deres koncerter altid en, der inspirerede folk til at glemme frygten og dyrke friheden. Den aften på Trash, hvor jeg så dem, spillede de kun tre numre. Lyden var helt forfærdelig, og det var svært at se ret meget andet end Karens handskeklædte hånd over hovederne på publikum og en gang imellem det sorte, grydeklippede hår, men alligevel gik folk derfra badet i hinandens sved med en følelse af at have suget bandets fremmede og livsbekræftende energi til sig. For mange piger dengang (og i dag) var Karen O et symbol på femininitet og ubegrænsede muligheder. Man behøvede ikke være smuk og konventionel. Man kunne være et vrag, akavet og usammenhængende, og det var pissesjovt.
Fever to Tell, der udkom i foråret 2003, røg ind på en 13. plads på den britiske hitliste. Det er først og fremmest en plade, der førte folk til dansegulvet: “Date with the Night” med sit forvrængede, gyngende riff og ramlende beat på hi-hatten var et tegn til at gå amok. Den storslåede “Y Control” lød som et smadret mashup af 2ManyDJs og koklokkeentusiasterne The Rapture og LCD Soundsystem. Med tydelig inspiration fra de amerikanske pionerer kom briterne – Franz Ferdinand, Arctic Monkeys og The Libertines – op af stolen og accepterede udfordringen. På “Black Tongue” leverer Karen O sin fandenivoldske energi // We’re high in the back room / gonna have a pack soon / with this you will regret / just let it be //, en tekst, der opsummerer tidsånden.
Der gik lidt længere tid, før pladen slog igennem i USA. Den nåede ikke ind på top-40, men så ramte videoen til “Maps” MTV som en komet og smed Fever to Tell ind i Grammy-komiteens søgelys (de to følgende plader fik også anerkendende nik ved uddelingerne). I dag har pladen solgt mere end en million eksemplarer på verdensplan. Skal man se på den lydmæssige side, er “Maps” stadigvæk pladens kronjuvel, fordi den er ladet med en slående relevans, der måske har været fraværende på andre sange. Teksten er skrevet til Karen O’s ekskæreste, Angus Andrew fra Liars, og den emmer af irrationelle følelser, som man er besat af, når man er i starten af tyverne og lige har slået op. Det er en kærlighed, der gør, at man forsvinder, når man ikke er sammen med den, man elsker, en kærlighed, der vender vrangen ud på en, når det er slut – det hele er indkapslet i sangens søde, skrøbelige linje: // Wait, they don’t love you like I love you //. Den slår stadig en helt ud, når man hører den i dag.
Pladen markerede også begyndelsen på en ny æra i musikken, hvor genreskellene blev udvisket: Svenske popsnedkere som Max Martin og Dr Luke – der skrev Kelly Clarksons megahit “Since U Been Gone” – stjal en guitarsekvens fra “Maps” 18 måneder senere, men det afholdt os ikke fra at danse til den alligevel. Sammen med “Maps” var det sangene med et blødere udtryk – “Modern Romance” og “Poor Song” – der gjorde Fever to Tell storslået. Det er svært at stå på scenen aften efter aften og optræde med sin egen sårbarhed i front.
At se bandet opføre hele pladen sidste år i Brooklyns King’s Theater var en fremragende påmindelse om Yeah Yeah Yeahs’ anarkistiske ånd, men det viste også, hvor langt bandet er kommet. Hvor størstedelen er deres samtidige er forfaldet til rock-klicheer – hvad end de er imploderet i druk og stofmisbrug, forventningspres eller interne stridigheder – så har Yeah Yeah Yeahs bevaret roen, og det har betydet konstant kreativ udvikling. De har endnu ikke udgivet en plade, der ikke holder standarden.
Da rockens nye revolution brød gennem lydmuren i 2001, repræsenterede de nye bands først og fremmest en følelse af spænding. I USA var der ingen, der troede på, at de ville slå bredt igennem. Limp Bizkit var stadig store. Man regnede ikke med, at en folk spinkle og følsomme indierockere kunne ryste dem af tronen. Det var primært en bevægelse, man fornemmede på små klubber i New York. Der var også en forundring over, at Storbritannien tilsyneladende gik helt amok over nogle typer, man lige så godt kunne støde på i baren på East Villages Black & White. Det var først, da The Strokes spillede Letterman og SNL, at fans i USA fornemmede, at deres lille lukkede scene havde fået vokseværk.
I sidste ende var det The Killers og Kings of Leon, der skulle komme til at stå øverst på plakaten til store stadionkoncerter. Det var “Seven Nation Army”, der blev et internationalt hit til sportsarrangementer (og så sent som sidste år brugte Jeremy Corbyn den i forbindelse med en stor tale). Yeah Yeah Yeahs fik aldrig den helt store kommercielle succes, men ligesom Bowie eller Debbie Harry før dem, så har de efterladt et uudsletteligt aftryk på popkulturen. Karen O’s læbestift og fandenivoldskhed er ætset ind i musik af Grimes, Gaga, Sleigh Bells, selv Alice Glass.
Hvis en plade er et øjebliksbillede, så fanger Yeah Yeah Yeahs’ debutalbum et tidspunkt i livet, hvor verden er en legeplads fuld af muligheder. Det er samtidig det tidspunkt, hvor beslutninger lader til at have voldsomme konsekvenser for ens liv, og selv om man stadig er ung og usårlig, så er det alligevel angstfremkaldende. Fever to Tell er knyttet sammen af lige dele angst, sårbarhed og rå seksuel energi. Og da Yeah Yeah Yeahs tog en pause for at få vejret, gjorde de det med den samme stædige overbevisning, der kendetegnede deres rå musikalske output.
