De farverige lokaler hos Det Islamiske Trossamfund på Nørrebro var torsdag aften fyldt med en blanding af niqabber og hijabber, venstrefløjsagtige dreadlocks, tekstiler og skiltemaling i alverdens farver. Hvad der ellers virker som en umage trio, de muslimske organisationer Kvinder i Dialog og Muslimsk Ungdom samt venstrefløjsaktivisterne fra Party Rebels, havde nemlig i fællesskab inviteret til maskeringsfest.
Der blev forberedt maskeringer og skilte til en stor demonstration mod maskeringsforbuddet, som på onsdag går gennem København.
Videos by VICE
Vi har snakket om det længe. Maskeringsforbuddet, tildækningsforbuddet, burkaforbuddet, burka- og niqabforbuddet… Men snart er det ikke kun snak, snart er det virkelighed.
På onsdag den 1. august træder loven i kraft, og det giver politiet ret til at udstede en bøde på 1000 kroner til kvinder, som tildækker deres ansigt med niqab eller burka – og andre, som bærer en maskering, der ikke er ”anerkendelsesværdig”, som det lyder i lovteksten.
Ifølge lovteksten er det op til politiet at vurdere, hvilke maskeringer der er anerkendelsesværdige, så hvis du cykler på arbejde en kold vinterdag med ansigtet viklet ind i et halstørklæde for at gardere dig mod minusgraderne, kan du kun håbe på, at politiet tolker det som anerkendelsesværdigt. I Østrig, hvor de har indført lignende lovgivning, har der været eksempler på betjente, der har bedt personer fjerne halstørklæder i vinterkulden. Hvordan dansk politi vil håndhæve lovgivningen, må vi bare vente og se.
Vi tog med til maskeringsfest og spurgte kvinderne, hvorfor de demonstrerer på onsdag, og hvordan de har det med at begå civil ulydighed.
Se flere af Marie Hylds billeder fra maskeringsfesten længere nede i artiklen.
Sabina, medlem af Kvinder i Dialog
Broadly: Hvorfor er du her i dag?
Sabina: Jeg er kommet her i dag, fordi jeg synes, at det nye burka- og niqabforbud er yderst diskriminerende og bygger på islamofobi. Derfor er jeg kommet for at vise min støtte, og jeg håber på, jeg kan være med til at gøre en forskel og gøre, at den her demonstration på onsdag bliver en succes.
Deltager du selv i demonstrationen på onsdag?
Ja, det gør jeg.
Hvordan har du det med at begå civil ulydighed på onsdag?
Det har jeg det faktisk helt fint med, selv om jeg synes, det er sørgeligt, at den her dag er kommet, hvor jeg er nødsaget til at gøre det. Men det er, hvad det er. Jeg har ikke lyst til at opgive noget, som jeg identificerer mig selv med, noget, jeg tror på og finder styrke og glæde i, fordi regeringen siger, jeg skal, på grund af ren islamofobi og had.
Har du demonstreret før?
Kun den 31. maj foran Christiansborg. Det var også i forbindelse med niqabforbuddet.
Lovteksten lægger vægt på, at det er vigtigt, at vi som mennesker kan aflæse hinandens følelser og signaler i ansigtet. Hvad tænker du om dét?
Jeg tror på, at kommunikation er mere end bare, hvordan din mund og din næse bevæger sig. Kommunikation er det budskab, vi har, når vi taler. Det er den connection, man får, når du taler med en person, den historie, man skaber sammen, når man kommunikerer med hinanden, det forhold, som man opbygger. Så jeg tror sagtens på, vi kan kommunikere, selv om der er mange ting i mit ansigt, du ikke kan se. Det gør vi på daglig basis. Vi går i skole, på arbejde og har familie, og vi fungerer som helt normale mennesker.
Men det er for eksempel svært for mig at aflæse dig nu. Jeg kan kun se dine øjne. Er der ikke noget om det?
Jeg kan godt forstå, det godt kan være lidt svært i starten – især når vi ikke kender hinanden så godt. Men når vi opbygger et forhold, forsvinder barrieren. Jeg er jeg sikker på, at du kommer til at lære mig at kende på mere, end hvordan jeg ser ud. Du kommer til at lære mig at kende i kraft af min stemme, mit kropssprog. Jeg prøver at udtrykke mig meget mere med mine øjne, min stemme, med mine hænder og så videre.
Hvad håber du, der kommer ud af demonstrationen på onsdag?
Jeg ved snart ikke, hvad jeg håber. Det ideelle, der kunne ske, er, at politiet vender det blinde øjne til og lader os være i fred, så vi kan få lov til at leve med vores niqab på. Vi skal sende et stærkt fælles signal – kvinder, mænd, muslimer og ikke-muslimer – til regeringen om, at vi ikke finder os i diskrimination, uanset om det går ud over muslimer eller andre. Og at vi nægter at bukke under.
Kaoutar Elhamss
Broadly: Hvorfor er du her i dag?
Kaoutar: Jeg mener, det er en ret for de her kvinder at kunne gå klædt, som de vil, ligesom det er en ret for folk, som går klædt i rigtigt lidt tøj. Bare fordi det ikke påvirker mig direkte, betyder det ikke, at man ikke dukker op. Ligesom jeg ville ønske, folk dukkede op, hvis jeg mistede en ret, så dukker jeg selvfølgelig op for dem.
Kommer du til demoen på onsdag?
Ja, det gør jeg, og jeg tager maskering på, for ellers synes jeg ikke, det giver mening. Det er jo et maskebal, og som de også sagde til sidste demonstration, så skal man vise en form for modstand, når man mener, det undergraver vores rettigheder, så giver det ikke et stærkt nok signal.
Hvordan har du det med at begå civil ulydighed på onsdag?
Det er netop civil ulydighed, der er behov for. Det er det, der kræves, hvis vi skal sende det rette signal. Jeg ser ikke nogen af de andre, som dukker op, som hverken kriminelle eller ulydige borgere, men det, vi gør, er blot at sige fra, når det demokratiske samfund ikke opfører sig demokratisk ved at gå efter vores fundamentale rettigheder.
Har du demonstreret før?
Ja. Jeg demonstrerede allerede i 3. klasse, hvis min lærer placerede os i et ærgerligt klasselokale. Når der har været demonstrationer mod nedskæringer på uddannelsesområdet, har jeg også været på barrikaderne.
Lovteksten lægger vægt på, at det er vigtigt, at vi som mennesker kan aflæse hinandens følelser og signaler i ansigtet. Hvad tænker du om dét?
Jeg kan godt forstå pointen, men jeg mener ikke, der skal lovgives imod dét. Det er en personlig og individuel ting, om folk føler behov for at se på min næse eller mund, når vi snakker. Hvis man prøver at snakke med de her kvinder, så kan man høre på deres toneleje, hvilket humør de er i, man kan se på deres øjne, når de smiler, man kan se deres kropssprog. Fordi de netop godt ved, de er en minoritet, giver de også meget mere energi og kropssprog, end andre måske ville gøre – netop for at undgå, at folk føler, de ikke kan aflæse dem.
Hvad håber du, der kommer ud af demonstrationen på onsdag?
Jeg håber, at magthaverne indser, at det er helt fundamentale rettigheder, de tager fra os. Og jeg håber, der er en bred opbakning, for det handler ikke om de her mellem 110-150 kvinder, som går med det. Det handler også om, at vi er imod, at politiet får myndighed til at kriminalisere en kvinde for at se ud, som hun gør.
Er det ikke noget kvindeundertrykkende ved, at kvinder skal dække noget af det mest personlige, vi har – ansigtet – væk?
Jeg synes, at den diskurs er undertrykkende. Der er ingen, der kan fortælle mig, om jeg er undertrykt. Jeg fortæller dem, om jeg er undertrykt. Jeg er godt træt af den konklusion, og jeg opfordrer magthaverne til at spørge mig, om jeg undertrykt i stedet for at bestemme, at jeg er det. Vi har nok sprog til selv at råbe op.
Shasha Andersen, talsperson for Party Rebels
Broadly: Hvorfor er Party Rebels her i dag?
Shasha: Vi er her, fordi det er en forberedelsesworkshop til demonstrationen den 1. august. Idéen er, man kan komme og lave nogle skilte og maskeringer og møde dem, man skal demonstrere med. Så kan man mingle lidt, så man føler sig tryggere på dagen.
Hvad håber I på, at der sker på onsdag?
Drømmescenariet er, at de fjerner loven, at de kan se, modstanden er så stor, at de giver op på den. Jeg håber også, at vi lykkes med at demonstrere, at det for politiet også er en virkelig svær lov at håndhæve, hvilket også kunne få dem til at give op.
Hvordan har I det med at begå civil ulydighed på onsdag?
Vi kommer jo fra det venstreorienterede miljø, så civil ulydighed er ikke en unormal ting. Det har vi i Party Rebels også erfaringer med. Men vi tror også, der dukker mange op til demonstrationen, som ikke er vant til det, eller som ingen planer har om at gøre det. Vi håber selvfølgelig, at så mange som muligt vil gøre det.
Hvorfor kan I ikke nøjes med dialog?
Fordi det nogle gange kan være lidt svært at komme i dialog med politikerne, og det her er en ret klassisk måde at komme i dialog med dem. Politikerne beslutter noget, og så er der en stor mængde mennesker, der går på gaden i uenighed. Det er på sin vis også en slags dialog. Vi tror på, at direkte aktion sender et stærkt signal – at man dukker op fysisk og virkelig viser, der er modstand mod loven.
Til demonstrationerne mod maskeringsforbuddet dukker der mange hvide, venstreorienterede op. Kan dem, som bliver ramt, ikke tale deres egen sag?
Jo. Det gør de også. Det er jo derfor, vi er her i dag. Vi har et samarbejde med Kvinder i Dialog, som er den største organisation for kvinder i niqab og burka. De taler deres egen sag, men vores rolle i Party Rebels er mest at sørge for de praktiske rammer for en god demonstration, fordi vi har mere erfaring med direkte aktioner. Rent lavpraktisk er der også det i det, at loven rammer omkring 150 mennesker, og det er ikke nok til at yde modstand mod denne her lov. Men vi lytter meget nøje til deres ønsker, for vi er klar over, at loven rammer dem og ikke os.
Berivan Bicen
Broadly: Hvorfor er du her i dag?
Berivan: Jeg er her for at stille nogle spørgsmål, som jeg rigtig gerne vil have svar på – ikke så meget om selve demonstrationen på onsdag. Mine spørgsmål handler burka og niqab. Jeg har læst koranen, hvor burka og niqab ikke rigtigt er nævnt ligesom tørklæde, og derfor er jeg nysgerrig på, hvorfor kvinderne egentlig bærer det. Det er noget, jeg har tænkt over længe. Jeg er selv muslim, men synes aldrig, jeg har fået svar på det.
Hvad tænker du om maskeringsforbuddet?
Jeg forstår det fra begge sider, både fra politikernes og kvinderne, som bliver ramt. Jeg kan godt forstå, at det kan gøre folk utrygge, at man ikke kan se, hvem der er bag sløret. Samtidig forstår jeg godt modstanden, for det svarer jo lidt til, at andre – politikere eller dig for eksempel – fortæller mig, at jeg ikke må have kjole på. Jeg kan sagtens se, det er et problem, at nogle bestemmer, hvordan man går klædt.
I dag bliver der lavet maskeringer, som folk kan tage på, når lovgivningen træder i kraft den 1. august. Hvad tænker du om det?
Jeg synes, det er forfærdeligt, at de kan ende med at få en bøde for at møde op, som de er.
Kunne du finde på at dukke op i maskering til demonstrationen?
Ja, det tror jeg – for at vise min støtte til kvinderne. Jeg er egentlig ikke helt sikker på, om jeg gør det. Det er også noget af det, jeg er kommet for at blive mere afklaret omkring. Men jeg synes, det giver god mening at vise, at der er andre end niqabklædte kvinder selv, som mener, loven er grænseoverskridende.
Miriam, medlem af Kvinder i Dialog
Broadly: Hvorfor er du her i dag?
Miriam: Jeg er her, fordi det her er en lov, hvor vi bør vise vores utilfredshed. Det første, jeg tænker, er, at de starter med at fjerne retten til at bære niqab, men hvad bliver det næste? Det tør jeg næsten ikke forestille mig. Det er grænseoverskridende, at mine rettigheder bliver taget fra mig, fordi jeg ikke kan få lov til at bestemme, hvordan jeg vil gå klædt. Jeg synes, det er sygt, vi i 2018 har politikere, som kan bestemme, hvordan mennesker skal gå klædt.
Hvordan har du det med at begå civil ulydighed?
Jeg har rigtigt mange blandede følelser. Jeg er rigtigt ked af det, samtidig med jeg synes, det er en meget uretfærdig lov. Den giver slet ingen mening. “Det er paradoksalt, at vi bliver gjort til de kriminelle, når virkeligheden er, at det er os, som bliver undertrykt med den her lov. Men jeg ser ikke mig selv som kriminel fra på onsdag af.
Har du demonstreret før?
Ja, for omkring syv måneder siden – også mod forbuddet. Men det er forholdsvis nyt for mig at demonstrere. Jeg har det fint med, jeg skal ud at demonstrere, men det er selvfølgelig ærgerligt, det skal være på denne her baggrund.
Lovteksten lægger vægt på, at det er vigtigt, at vi som mennesker kan aflæse hinandens følelser og signaler i ansigtet. Hvad tænker du om dét?
Nu har jeg selv et arbejder, hvor meget kommunikation foregår telefonisk, så det har aldrig været et problem, at folk ikke kan se mig, og jeg ikke kan se dem. Med andre mennesker, som jeg møder fysisk, kan de stadig aflæse mig ud fra min måde at tale på, om man er glad, sur eller ked af det. Når jeg har niqab på, gør jeg ekstra meget ud af at kommunikere på andre måder, så jeg har aldrig oplevet det som en udfordring at kommunikere med omverdenen.
