Herlufsholm er skolen for de riges dumme børn, lød rygtet engang. Og det var der måske noget om. Fordommene om skolen er mange, men er det bare misundelse, eller er der rent faktisk noget at komme efter?
“ Mange journalister vil fortælle “den rigtige” historie om skolen“, skriver tidligere rektor på Herlufsholm, Klaus Eusebius Jakobsen, i sin nye bog En dans med eliten, der lige er udkommet. Jeg har læst bogen, der på mig virker som en blanding af en reklame for Herlufsholm og faglitteratur om kostskoler.
Videos by VICE
Det er i hvert fald ikke den anekdotefyldte afsløringsbog, som jeg havde håbet på, men det var måske også for meget forlangt, når den er skrevet af manden, som har været rektor på skolen fra 1992 til 2016. Det er trods alt hans eftermæle, vi taler om. Jeg har aftalt at interviewe forfatteren, men inden vi mødes, vil jeg se, om jeg kan komme nærmere “den rigtige” historie.
Det viser sig at være mere end almindeligt svært. Det er, som om der eksisterer en uskreven regel blandt herlovianerne om, at man ikke udtaler sig til pressen, og da slet ikke, hvis man har noget grimt at sige om skolen. Det er der nu ikke mange, der har.
Gennem Facebook har jeg taget kontakt til en masse tidligere elever og forældre. Langt de fleste ønskede ikke at lade sig citere i artiklen, mange sagde dog, at Eusebius har gjort det godt, og de giver ham ret i det, han selv skriver i bogen: At han i løbet af de 23 år, han var rektor, har fået flere elever til skolen, skaffet flere penge til skolen og løftet det faglige niveau for skolen.
“Jeg tror, at der er så mange dårlige associationer knyttet til Herlufsholm, fordi man gerne vil have, at elitens børn, klarer sig dårligt,” siger 29-årige Rachid Moutiq. Men hvor mange af forestillingerne, der er sande, viser sig svært at finde ud af.
“Der er lidt et princip om, at man ikke taler med medierne, medmindre der er tale om en positiv historie,” siger Rachid, der er den eneste af de tidligere elever, jeg kontakter, som har lyst til at sige noget til citat.
Rachid startede som elev på Herlufsholm i 2001. Først som dagelev, siden som kostelev. Rachids far er ufaglært, og hans mor er pædagog, så dér adskilte han sig fra de fleste af sine kammerater, hvis forældre var direktørdøtre og godsejersønner eller med andre ord – pisserige. Det skabte dog aldrig problemer for ham, siger han og kalder skolen for et “rummeligt sted”. Hans foragt for autoriteter var til gengæld et problem.
“Man rejser sig op for lærerne, inden de går ind, og man kalder de fleste af dem ved efternavn. Det brød jeg mig ikke om. Jeg havde også et sammenstød med en lærer, der fysisk afholdt mig fra at gå i en situation, og det følte jeg dengang som et overgreb.”
En ældre elev havde bedt Rachid om at blive i sit frikvarter for at rydde op. Han mente det var uretfærdig og ville gå. Det var her, at læreren holdt ham fast. Ifølge Rachid er det altså ikke kun lærerne, der fungerede som autoriteter. Også nogle elever udfyldte rollen.
“Jeg oplevede ikke at blive ydmyget af ældre elever, men jeg oplevede, at man skulle have respekt for en præfekt (udvalgt ældre elev red.). Ældre elever var autoriteter, og det kunne være dybt ubehageligt”.
Tilbage i 2004 skrev en tidligere elev, Kasper Fogh, et læserbrev i Information, hvor han kalder skolen for “en koncentrationslejr for velhavendes dysfunktionelle børn”, og så skriver han, “at man i Danmarks velhavermiljø betragter Herlufsholm som en resocialiseringsanstalt for de mest mislykkede børn”.
Kasper Foghs oplevelser er fra inden, at Klaus Eusebius Jakobsen kom til som rektor. Både ved at tale med tidligere elever og ved at læse bogen, er det tydeligt, at der var et før og et efter Klaus Eusebius Jakobsen. Han afskaffede blandt andet udvalgte ældre elevers ret til fysisk at straffe yngre elever, så det var slut med at skubbe tegnestifter på et stengulv med næsetippen.
Hvis “den rigtige” historie om Herlufsholm er den, der indeholder de grimme anekdoter, findes den måske slet ikke længere. Men det virker til, at der stadig gemmer sig et eller andet.
“.. indimellem har jeg fundet spor, der viser, at der har foregået noget, som ikke tåler dagens lys”, skriver Eusebius i sin bog. Men hvilke spor, der er tale om, og hvad der er foregået, lader han stå hen i det uvisse.
VICE: Da du kom til som rektor, gjorde du det til et fast udtryk at sige, at Herlufsholm ikke uddanner for eliten men til eliten. Hvem er eliten egentlig?
Klaus Eusebius Jakobsen: Uanset hvad, så er det næsten umuligt at definere eliten, men på min gamle skole var eliten den socioøkonomiske elite. Den del af befolkningen der havde så meget overskud, at de havde råd til at sende deres børn afsted. Groft sagt.
Hvad koster det da at gå på Herlufsholm?
Alene i kontingent koster det i runde tal omkring 125.00 kroner om året at være kostelev, 50.000 kroner om året at være dagelev og 200.000 kroner, hvis du skal have IB (International Baccalaureate – international uddannelse red.). Jeg har tre børn, og jeg havde ikke haft råd til det. Det er ikke almindelige mennesker, der har råd til det. Det er folk, der enten tjener så meget, at det ikke spiller nogen rolle, eller også betaler deres firmaer eller organisationer for dem. Det er næsten dobbelt så dyrt på tilsvarende skoler i udlandet, så når vi sagde til dem med udenlandske adresser, at prisen er 125.000 kroner om året, så sagde de “Nå, det er da billigt”.
(Ud over kontingent er der også udgifter til for eksempel den udførlige skoleuniform eleverne er pålagt at bære. Til sammenligning ligger danske danske privatskoler typisk på mellem 1000 og 2000 kroner om måneden ifølge Borger.dk. Det bliver altså et sted mellem 12- og 24.000 kroner årligt. De fleste private gymnasier ligger på mellem 1500 og 1700 kroner om året., red.)
Det lyder ret dyrt, hvem har råd til det?
Det er den gamle del af den gamle overklasse. Det er meget ofte familier, der bor i Jylland med store godser, dem vi kalder for landadelen, det er gamle penge. Og så er der nyrige og folk, der har tjent penge meget hurtigt, som måske ser nogle muligheder i, at deres børn får et netværk på Herlufsholm, de ikke havde fået ellers.
Er det bedre at have gamle penge end nye penge?
Lidt groft sagt kan man sige, at dem, der kommer af de gamle familier, de har en opdragelse med sig, de ved, hvordan man skal opføre sig. De har aldrig behov for at markere sig, de hviler i sig selv. Og der er nogle, og jeg siger kun nogle, af de nyrige, der kan have en tendens til lige at betale en flaske af det og det, og “jeg betaler med mit kort”.
Kan man sikre sine børn en plads i eliten ved at indskrive dem på Herlufsholm?
Nej. Det kunne man måske tidligere, det kan man ikke mere. Det er ikke nok bare at råbe Herlufsholm, og så åbner alle døre sig. Men det man får, det er, at man virkelig kommer ind i et netværk, som for mange tilfælde er et netværk for resten af livet.
Da Kasper Fogh skrev sit læserbrev i Information i 2004, gav du ham en offentlig undskyldning, selvom du ikke var rektor, da han var elev. Hvorfor?
Hans kritik var jo før min tid. Men det udviklede sig på en måde, som jeg synes var ualmindeligt tåbeligt. Jeg sagde undskyld af hensyn til skolen, fordi den var udsat for et angreb, og det var ikke noget, der stemte med skolen på det tidspunkt. Så jeg ville lukke sagen, men den kørte videre. Det generede mig meget, men jeg følte mig ikke angrebet. Jeg vidste, at vi var på rette vej. Det tager mange år at ændre på de normer.
Jeg har talt med en tidligere elev, Rachid Moutiq, han siger, at han tror, at der er knyttet så mange dårlige associationer til Herlufsholm, fordi “man gerne vil have, at elitens børn, klarer sig dårligt.” Er det rigtigt?
På et tidspunkt troede jeg, at jeg kunne få alle til at synes om Herlufsholm. Men det er ligegyldigt, hvad man siger, så vil der hos nogle mennesker altid sidde en automatisk skepsis. Det man i virkeligheden oplever, når der sker noget, som ikke er i orden, det er, at folk synes, det er meget interessant, at dem, der skulle opføre sig ordentligt, ikke kan opføre sig ordentligt. Man godter sig lidt over, at de har trådt ved siden af. Min oplevelse er, at vi har oplevet meget, som også foregår andre steder, hvor det aldrig kommer ud for skolens mure. Jeg tror ikke, at misundelig kan undgå at spille ind. Eleverne har det så godt, at folk ikke kan forstå, hvorfor de ikke kan opføre sig ordentligt.
Det undrer mig, at det kun er så få af de elever, jeg har kontaktet, det ville tale med mig. Det fik mig til at tænke på, at du i bogen har skrevet “De gamle elever er trofaste overfor skolen. En gang Herlufsholm altid Herlufsholm”.
Det er måske lige præcis det, de er, trofaste.
Så tænker man jo, der må være noget, de gemmer over.
Ja, jeg ville også som journalist tænke, her er noget. Men at tale med pressen har været et af de firkantede dekreter fra min side af. Jeg sagde, “på den her skole, er der kun én der udtaler sig, og det er mig”. Der var mange elever og andre, der udtalte sig, da jeg kom til – og det gav problemer. Det kan godt være sådan noget, der stadigvæk ligger i dem. Ligesom når jeg ser tidligere elever, der gemmer cigaretten bag ryggen, selvom de er voksne mænd nu.
I bogen skriver du om en skitur, der blev blæst ud af proportioner og en puttefest (fest for 1.g’ere red.), der heller ikke forløb så heldigt. Men du går ikke ind i det og fortæller, hvad der egentlig skete. Det virker til, at du glider af på det?
Mine børn sagde det samme, som det du siger. Jeg vil ikke sige, at jeg glider af, men jeg har et andet tidsperspektiv end dig. Selv mange mange år efter knivstiksagen, mødte jeg folk, der spurgte til det. Den sag fyldte så meget i bevidstheden, at vi måske gjorde, hvad vi kunne for ikke tale om den. Jeg skriver et sted, at da vi indførte IB på skolen var det for at skabe en ny dagsorden, så folk ikke blev ved at med at tale om, hvad der skete.
På en måde opfatter jeg det lidt som om, at du bidrager til mystificering af det? Altså hvad skete der på den skitur?
Jeg ved det ikke, for jeg var ikke med, men de skrev meget om i avisen, hvor forfærdeligt vores elever havde opført sig. De havde drukket, brækket sig og været oppe og slås. Meget banalt og minder meget om hvordan unge opfører sig i dag, men det her er altså 20 år siden. Og knivstiksagen handler om en elev eller en person, der mobbede en af lærerne. Han stak en kniv ind i lærernes dæk, og så kom vægteren, og så blev han stukket i ryggen. Vi kunne ikke finde ud af, hvem det var. Efter lang tid blev en elev sigtet, og så blev han efter en lang retssag frifundet.
Det skulle du da bare have skrevet i bogen så?
Jeg er ikke sikker på, at jeg havde lyst til at skrive det. Jeg synes, at det ville tage fokus væk fra det centrale. Jeg er ikke ude på at skrive en anekdotebog. Selvom der er masser af anekdoter i den, så var det jo ikke det, jeg ville. Men jeg tager den til mig. I min næste bog skal jeg nok være lidt mere præcis.
Den eneste sag, jeg kan huske, er den der voldtægtssag der har været. Det undrer mig, at du ikke kommer ind på det i bogen.
Det gør jeg, jeg skriver om det i bogen.
Ja i en kvart sætning eller sådan noget. Men ikke noget om..
Hvorfor skulle jeg gøre det? For at sælge bogen bedre?
Nej, men når det ikke bliver nævnt, så tænker jeg, hvorfor bliver det ikke det?
Der er jo mange ting, der ikke bliver nævnt. Det er jo et valg, en prioritering. Men det er ikke for at skjule noget.
En anden tidligere elev, jeg talte med, siger, at den nye rektor er konservativ, og han frygter, at noget af det, du har bidraget til, vil forsvinde med ham. Hvad tænker du om det?
Det har jeg ingen kommentarer til, da jeg ikke vil udtale mig om noget, jeg ikke ved noget om.
Både i 2004 og i 2012 lavede journalisten Anders Agger en serie af dokumentarudsendelser fra Herlufsholm. De solgte skolen godt, skriver Eusebius i sin bog og fortsætter; “Og så glædede jeg mig desuden over, at der også er noget, der ikke kom frem, for der skal være noget tilbage som er skjult og mystisk“. Den glæde kan han fortsat have.
