Blodet forlader langsomt mit hoved, mens Zissel Astrid Kjertum-Mohr fortæller, hvad hun gjorde ved chimpansen Dirch.
”Først lagde jeg et snit fra navlen og op til læben og to snit ud til hænderne, og så begyndte jeg ellers bare at tage huden af. Det er sådan en teknik, hvor man skærer, samtidig med at man hiver i huden.”
Videos by VICE
Hun viser et billede på sin telefon, hvor hun står i hvid kittel og er i gang med at befri Dirch for hans sorte pels. Halvdelen af hans lyserøde muskler er allerede blottede. Engang var Dirch førerhan i chimpanseflokken i Givskud Zoo, men han blev aflivet i 2005. 13 år senere, for et par måneder siden, blev hans 60 kilo tunge lig tøet op og lagt på dissektionsbordet i Zoologisk Museums kælder, hvor det blev dissekeret af relativt ukyndige hænder. Nemlig Zissels.
”Så nåede jeg til huden på ansigtet, og den var virkelig svær, for man frysetørrer huden der, hvor den er tyndest, altså omkring øjne og mund, så det føltes ligesom at skære i cement. Der var jeg nødt til at få lidt hjælp, fordi jeg simpelthen ikke var stærk nok.”
For 24-årige Zissel Astrid Kjertum-Mohr var det kulminationen på en tre år lang besættelse af døde dyrs kroppe. For at forstå, hvordan Zissel, der hverken er konservator eller biologistuderende, men radioproducer, endte med at stå i kælderen på Zoologisk Museum og flå i aben Dirchs ansigt, må vi tilbage til en dag i 2015, hvor hun havde fået lov at komme med en kollega på jagt i Jylland.
”De der 20 jægere, de gav ikke en fuck for mig og var sådan: ’Hende der pigen, hun dør, når vi har dræbt et dyr’. Så skød vi en buk, og jeg spurgte, om jeg måtte ‘brække den’, som det hedder, når man skærer bugen op og tager organerne ud,” mens hun taler, fører Zissel en usynlig kniv henover en usynlig død buk og åbner dens brystkasse.
”Jægerne var sådan: ’Jaja, det her bliver sjovt’, og stillede sig rundt om mig med deres øl og grinede.” Zissel havde ikke prøvet det før, men var nysgerrig, så hun begravede hænderne i det varme dyr. Hun fokuserede på at gøre arbejdet godt, mest for dyrets skyld, og forsøgte ikke at tænke for meget over, at det hjerte, hun holdt i sin hånd, havde banket for blot ti minutter siden.
Samtidig med at hun tænke virkelig meget over det.
”Jeg synes, det er ret svært at forstå det der med at være i live. Og så hjælper det bare at se et dyr blive sprættet op.” Zissel har altid haft behov for at få fingrene i tingene for at forstå dem, og ved helt konkret at stikke fingrene ind i et dødt dyr fandt hun en indgang til at forstå det mest mærkværdige af alt.
”Det er jo ikke til at begribe, at vi alle sammen bare er organer, atomer og kød. Men der sker ligesom noget, når man forstår, at hvalens skulderblad er magen til ens eget, og at musklen i abens overarm ligner min, men den ligner også den bøf, jeg spiste i går. At vi er så forbundne.”
Vi befinder os på Zoologisk Museum, blot et par etager over det rum, hvor Zissel dissekerede Dirch. Zissel færdes skræmmende hjemmevant blandt skeletter af kæmpedovendyr og elefantfostre i formaldehyd, og hun ved ikke, om hun må fortælle, hvorfra hun ved, at den udstoppede mammut ikke har pels på bagsiden.
Zissel tager mig hen til et skelettet af en kaskelothval. Hun peger på de knogler, der engang var inde i dens luffe, og ganske rigtigt; der er et skulderblad, en lillebitte overarm, en todelt underarm og en hånd med fem fingre. Som en babyarm med en mandehånd. Tænk engang. Bagerst i hvalens underkrop udpeger hun begejstret to små knogler, som svæver underligt formålsløst rundt et stykke under selve skelettet. ”Det er dens bagben,” forklarer Zissel. ”Det er et levn fra, dengang den var et landdyr. Nu har den ikke noget at bruge dem til mere, men de ligger der stadig.”
Det ved hun, fordi hun har overværet dissektionen af en hval. For efter at have brækket bukken uden at lave nogle synderlige fuck ups (til jægerenes skuffelse og beundring) havde Zissel lyst til at se flere dyr indefra. Så da hun opdagede, at Zoologisk Museum afholder offentlige dissektioner, tog hun alene af sted, og da konservatoren fremviste de her små hjælpeløse hvalbagben, tog det fuldstændig røven på hende. For første gang blev evolutionsteorien håndgribelig.
”Jeg har altid gerne ville forstå evolutionsteorien, men den er helt vildt svær at begribe, synes jeg.” Trangen til at forstå evolutionen stammer i øvrigt fra engang, hvor hun så et interview med Naser Khader, hvor han sagde, at han ikke tror på evolutionsteorien, for hvis den var sand, ville der jo ikke findes aber. ”Intervieweren vendte lidt øjne, men kunne heller ikke selv forklare Naser Khader, hvorfor der findes aber.” Og det kunne Zissel egentlig heller ikke.
Men her, en opsprættet buk, en hval, en gris, en polarræv og en chimpanse senere, tror hun godt, at hun ville være i stand til at forklare Naser Khader evolutionsteorien.
For tiden arbejder Zissel på at få lov til at følge de konservatorstuderendes undervisning, når hun engang får ferie fra sit arbejde på Radio24syv. Det er ikke, fordi hun går med en drøm om selv at læse til konservator, for det første droppede hun ud af 3.G, fordi hun ikke er god til at studere, for det andet elsker hun sit arbejde. Men hun får de her besættelser. I folkeskolen havde hun en periode, hvor hun var besat af snegle. Primært, hvordan de parrede sig. For tiden er det så at dissekere dyr. Og her er det heldigt, at hun har det job, hun har. For det var nemlig i sin egenskab af producer på Anders Lund Madsens radioprogram Fedeabes Fyraften, at hun fik mulighed for at dissekere Dirch.
”Jeg var til en dissektion af en polarræv, hvor konservatoren, Abdi, sagde i en bisætning: ’Jeg har i øvrigt 14 chimpanser liggende i min fryser’. Men kommunikationsafdelingen ville ikke give ham lov til at dissekere dem offentligt, fordi de er for menneskelige.” Selv om Zissel var tilbøjelig til at give kommunikationsfolkene ret i, at det måske var lige vildt nok at dissekere et dyr, som deler 98 procent af sin DNA med mennesker, spurgte hun alligevel Anders Lund Madsen, om ikke det kunne være sjovt at dissekere en abe i programmet. Det syntes han, at det kunne.
Om morgenen for optagelsen mødte Zissel ind på Zoologisk Museum, og Abdi tog hende med ned i rummet, hvor Dirch lå. Hans arme og ben var trukket op til brystet, og de åbne øjne stirrede op i loftet.
“Der havde jeg det sgu rimelig stramt, for jeg var bange for, at den ville vågne. Så kiggede Abdi på mig og sagde: ’Ja, hvis den vågnede nu, så ville den splitte os ad’.” Selvom de egentlig havde aftalt, at det var Anders Lund Madsen, der skulle skære i Dirch, lå det lidt i luften, at det nok var Zissel, der ville ende med at gøre det. Men lige pludselig føltes tanken meget grænseoverskridende. “Så jeg løb ud og købte colaer, tyggegummi og kiks i panik, fordi jeg tænkte, at der nok var nogen, der ville besvime. Muligvis mig.”
Men det gjorde hun ikke. Ligesom med bukken koncentrerede hun sig om at gøre arbejdet godt. ”For abens skyld, og fordi jeg ikke ville ødelægge skindet.”
Zissel kan skære ansigtet af en abe og holde et varmt hjortehjerte i hånden, men da hun besøgte Medicinsk Museion, hvor det er menneskekroppe, der er stillet til skue, var hun tæt på at besvime. Hun kom også kun fem minutter ind i en BBC-dokumentar, hvor en overvægtig kvinde bliver dissekeret.
”Det er slet ikke der, min interesse ligger. Måske er det, fordi jeg forstår menneskekroppen, da jeg selv har en. Men jeg forstår ikke, hvordan det er at være en hval.” Hun holder en kort tænkepause. ”Men jeg vil rigtig gerne forstå, hvordan det er at være hval.”
Eller måske hænger det sammen med hendes angst for at dø. Hun kan ikke holde ud at se gyserfilm, og hun hader at følge dækningen af mordsager, fordi hun er bange for selv at blive slået ihjel.
”Jeg har virkelig meget dødsangst, og jeg tror faktisk, det her er en måde at behandle den på. Der var en biolog til dissektionen af hvalen, som sagde, at det selvfølgelig er vildt trist, når hvaler strander og dør, men alle hvaler skal dø. Sådan er det bare. Døden og livet bliver ligesom mere håndgribelige og okay, når man dissekerer dyr.”
Hvis man drømmer om selv at få dissektion som hobby, hvad enten det er for at kurere sin dødsangst eller få en indgang til at forstå evolutionsteorien, anbefaler Zissel på det kraftigste, at man tager til offentlige dyredissektioner. “Man skal bare være klar på, at man skal i bad bagefter, for det lugter ikke så godt, og så vil jeg sige; tag noget sukker med i tilfælde af, at du får det dårligt.”
Hun går ikke selv rundt og skærer i roadkill, det, synes hun, er ”for psyko”, men hvis det er den vej, man vælger at gå, har hun endnu et godt råd. ”Det er underligt at have hånden inde i noget, som er varmt og lige har været levende. Der er det dejligere med sådan en som Dirch, der er kold. Det er helt klart mit tip, hvis man finder en død kat på vejen og tænker, at den skal man have med hjem og dissekere – smid den lige i fryseren først.”
