Sex

10 spørgsmål du altid har haft lyst til at stille et par, som ikke havde sex før ægteskabet

Denne artikel er oprindeligt udgivet af VICE Alperne

Sarah på 21 og Stefan på 25 er studerende fra Graz i Østrig, som besluttede sig for at vente med at have sex, til de var blevet gift – og rent faktisk holdt deres løfte. De fandt sammen i 2013, og havde først sex efter brylluppet i sommeren 2015. Jeg tog en snak med dem om kærlighed, grænserne for nærhed og et øjebliks svaghed.

Videos by VICE

VICE: Hvordan mødte I hinanden?
Sarah: Vi har faktisk kendt hinanden næsten hele vores liv.

Stefan: Vi er stødt ind i hinanden til arrangementer i kirken, siden vi var små. Vi havde været sammen i halvandet år, før vi blev gift.

Sarah: Vi har begge været i andre forhold, før vi endte sammen. Sidst vi begge var single, var der bare noget, der faldt på plads.

Hvorfor besluttede I jer for at vente med at have sex?
Stefan: Vores syn på kærlighed og forhold er virkelig påvirket af vores religiøse overbevisning. Selvfølgelig talte vi ikke om ægteskab i starten. Men vi vidste alligevel godt, at hvis forholdet skulle fungere, var det næste skridt at blive gift.

Sarah: I starten fyldte ægteskab ikke særlig meget for mig. Men vi snakkede da om det, før vi gjorde det officielt, at vi var sammen, ligesom vi diskuterede fysisk samkvem. Vi har altid været enige om at vente med sex, til vi var gift.

Stefan: Generelt er det min tro og biblen, der guider mig, når jeg skal tage vigtige beslutninger. Jeg er overbevist om, at sex hører ægteskabet til, og jeg synes, det er endnu mere særligt på den måde. Sex er noget, vi kun deler med hinanden.

Sarah: Jeg synes også, det er fornuftigt at vente. På den måde kan man koncentrere sig om forholdet, om at opbygge tillid og lære hinanden rigtig godt at kende, før man bliver intime.

Havde I sex med andre, før I endte sammen?
Sarah: Nej. Vores ekskærester var også mennesker, som ville vente til ægteskabet. Så vi mistede vores mødom til hinanden.

Sov I nogle gange sammen, inden I blev gift?
Stefan: Sarah sov hos mig et par gange, men vi sov altid i hvert sit værelse. I starten af vores forhold snakkede vi om, hvor grænserne gik, og der besluttede vi også at holde os fra at kysse. Vi gav hinanden små kys på kinden eller på panden, men aldrig et rigtigt tungekys.

Hvorfor gjorde I det?
Stefan: Vi besluttede os for at vente med at kysse, fordi vi var bange for at det ville forlede os til at gå længere. Kys er stærke, og det ene kan føre til det andet, og det ville vi gerne undgå.

Hvordan var jeres forhold anderledes end et venskab, før I blev gift?
Stefan: Udover at vi aldrig blev så fysisk intime, som andre par gør, vil jeg mene, at vores forhold var ligesom alle andres: Vi var forelskede, brugte rigtig meget tid sammen og talte om alt. Jeg fortæller Sarah ting, som ingen andre ved. Sarah er den vigtigste person, jeg kender, og hun er den, der ved mest om mig. Men vi viste også vores kærlighed fysisk.

Dette par er ikke Stefan og Sarah. Billede fra Wyatt Fisher via Flickr

Hvordan udtrykte I jeres kærlighed fysisk før ægteskabet?
Sarah: Ligesom alle andre par gør. Vi puttede, vi holdt i hånd, vi lænede os op ad hinanden, vi krammede, vi aede hinanden på ryggen – den slags.

Stefan: Vi kyssede bare ikke og havde ikke samleje. Derudover var vi ligesom alle andre forelskede par.

Oplevede I en gang imellem et øjebliks svaghed?
Stefan: Ikke rigtig, men det var kun, fordi vi sov hver for sig. Det ville have været meget svært, hvis vi lå i den samme seng.

Sarah: Der var alligevel et par gange, hvor du virkelig gerne ville kysse.

Stefan: (Griner) Det er måske rigtigt nok. Jeg kan ikke huske det mere. Men vi var aldrig svage som sådan.

Hvordan var den første gang så? Gik I hele vejen på jeres bryllupsnat?
Stefan: Det kom lidt i etaper. Vi kyssede for første gang på rådhuset. Det var to dage før kirkebrylluppet.

Sarah: Ja, de to dage var meget spændende.

Stefan: På vores bryllupsnat var vi så trætte, at der ikke rigtig skete noget. Men det gjorde der næste dag. Vi så begge to sex som noget, man skulle lære – især fordi man skal finde ud af, hvad den anden godt kan lide.

Sarah: Jeg tror nu, vi gjorde det på en fornuftig måde. Vi talte om sex, udvekslede ideer og læste om det på forhånd. Man hører fra mange, at første gang ikke altid er super godt. Det sænkede vores forventninger, så vi var mere afslappede. Vi vidste, at lige meget hvad der skete første gang, ville vi arbejde sammen for, at det skulle blive godt. Og vi fortryder ikke, at vi ventede. Hvis jeg kunne gøre det om, ville jeg gøre det hele på samme måde. Jeg ville ikke ændre noget som helst.

Hvorfor blev I gift i så ung en alder? Var det bare for, at I kunne have sex så hurtigt som muligt?
Sarah: Da først det gik op for os, at vores forhold gik i den rigtige retning, gav det god mening at tage det næste skridt og blive gift.

Stefan: Vi ved godt, at vi blev gift tidligere end gennemsnittet, men vi synes, det var det rette tidspunkt. Der var ingen grund til at vente. Vi vidste, hvad vi havde brug for om hinanden.

Læs mere på VICE:

Sådan får man sex til at fungere i et parforhold, hvor kun den ene er kinky

Sådan er det at være i et sexløst forhold

Folk i parforhold fortæller om deres single-fantasier