Fire år tidligere, tidligt i december 2011, i Marburg: Dmitrij er 20 år gammel. Det sner udenfor, men indenfor på klinikken er der ingen årstider. Dmitrij venter i et rum alene, og han er stadig udmattet efter den MR-skanning, han lige har været igennem. Han har ligget i maskinens beigefarvede rør i næsten en halv time. Det tager kun lægen et par sekunder at stille diagnosen."Hej. Jeg hedder Dmitrij Panov, og jeg skal snart dø. Det lyder mærkeligt, men sådan er det."
Dmitrij tog et semester fri fra universitetet. I begyndelsen fik han strålebehandling hver sjette uge. Til sidst var det kun en gang hver anden måned. Han forsøgte altid at stille lægen et spørgsmål. Lægerne havde ikke så meget tid til ham. Nogle gange spurgte lægen ham, hvordan han havde det."I de følgende dage lærte jeg om fordelene ved stærk bedøvelse (dagdrømmene) og et kateter (toiletbesøg er for pøblen), og jeg tog mine første skridt for anden gang i livet, før jeg kravlede ud i verden igen efter ti dage. Så var der strålingen (meh) og kemoen (ja, ja), og i flere år var det hele godt. Det ville ikke have været så slemt, hvis det hele var sluttet der."
Efter at have været fri for kræft i to år, holdt Dmitrij op med at bekymre sig om det. Men man kan først officielt kalde sig kræftfri efter fem år.Han vendte tilbage til sin uddannelse og mødtes med sine venner for at spille computerspil. Han så massevis af film, medvirkede i et teaterstykke på universitetet som skuespiller, og besejrede edderkoppe-parasitten Ghomas fra The Legend of Zelda. Han diskuterede film på forummet Moviepilot og mødtes med nogle af brugerne derindefra i virkeligheden. Fælleskaberne var altid meget vigtige for ham. Da han blev syg, spredte nyheden sig hurtigt via Facebook. Folk der kendte ham fra internettet, som han kun havde chattet med, begyndte at ringe til ham. Dmitrij havde 680 DVD-film. Han elskede Kill Bill, Moonrise Kingdom, og Garon Tsuchiyas sydkoreanske klassiker Oldboy. Når han på en dag er død, vil disse film tilhøre en anden. Han har allerede bestemt, at en af dem, han bor sammen med, må arve hans køkkengrej.I april 2015, et år før han officielt vil blive erklæret rask, er han tilbage hos lægen. Diagnosen: et tilbagefald - samme svulst på samme sted. Endnu en operation efterfulgt af stråling og kemoterapi. Nedtællingen på de fem år starter forfra. Han skal igen have foretaget en MR-skanning hver sjette uge."Cisplatin NC 0,5 mg/ml - et eller andet medicin for større svulster og metastase, som jeg ikke kan huske."
Han kalder sin online-dagbog "At dø med swag". Han skriver et nyt opslag hver fjerde dag. Han vil gerne vise, at det uhelbredelige, det uundgåelige, ikke er så slemt. Han vil gerne efterlade sig noget.Dmitrij har et medulloblastom i stadie fire. De kaldes som regel "børnetumorer", fordi det som oftest er unge mennesker, der rammes af dem. Der findes næsten ikke noget forskning, der omhandler unge voksne som Dmitrij. Tumoren sidder på lillehjernen. "Når den er stor, forhindrer den kroppen i at dræne rygmarvsvæske, eller også ligger den pres på den optiske hjernebark. Den kan påvirke balanceevnen og så videre," siger Dmitrij. Lægerne er tvunget til at eksperimentere. Dmitrij vil gerne være stærk. Han siger, at han har det okay."Hej. Jeg hedder Dmitrij Panov, og jeg skal snart dø. Det lyder mærkeligt, men sådan er det."
"Følelsen af at jeg aldrig slipper ud af den her klinik, vokser sig lige så langsomt større og større. Der er for mange forskellige måder, det kan blive værre på. Har jeg accepteret det? Ikke endnu. Det, der er virkelig irriterende, er, at lægerne (som sædvanligt) tvinger dig til at vente på dem. Rygsmerterne og smerten i benene og røven bliver ved med at vende tilbage - og droppet drypper bare videre. Ja, det kunne være værre. Jeg har ikke lyst til at beskrive min reaktion, når det engang sker." (29. april, 2016)
Han kommer på en genoptræningsklinik, ikke hospice, fordi han dør ikke lige med det samme. Han vil ikke have at vide, hvor lang tid han har tilbage. Hvad skræmmer ham? Ikke døden. Der er dem, der dør, når de er 100 - ulykkelige. Han når ikke at runde de 30. "Men mit liv var fuldendt," siger han. Han kommer ikke til at savne noget. Han har ikke noget ønske om at rejse verden rundt. Der er et par ting, der irriterer ham: At han aldrig har været på den kinesiske buffetrestaurant, der ligger lige rundt om hjørnet. For slet ikke at tale om alle de spil, der ikke er kommet ud endnu."De ting, der var vigtige for mig tidligere, er jeg ligeglad med nu: min uddannelse. Sex." (July 2016, "Ask Me Anything" på Reddit)
Bas Zwesten, maj 2016: En solrig dag i Hessen. Folk på genoptræningsklinikken går ture i den nærliggende park. De ligger sig i græsset. Dmitrij er fanget på sit værelse på den neurologiske afdeling, og han kan næsten ikke bevæge sig. Klinikken har to fløje: En for dem, der har psykiske problemer og en for dem, der skal genvinde deres fysiske kræfter. Han er ikke helt sikker på, hvilken fløj han passer ind på."Sidste gang skrev jeg, at jeg ikke rigtig er bange for at dø. Måske burde jeg have sagt 'bange for at være død'. Der er stadig noget liv tilbage, når man ligger og dør, og jeg tror, at jeg er bange for det liv." (11. maj, 2016)
Dmitrij har været hjemme igen siden den 9. juni, 2016. Når han dør vil Sabine skulle lave hans sidste blogopslag for ham.Læs mere fra VICE:Verdens fedeste sted at døJeg prøvede at forstå, hvorfor min ultraliberale ven hader velfærdsstatenDustin fra 'Stranger Things' fortæller om Pokémon og livet med en kronisk sygdom"Morgen/middag var nok den mest intense smerte i mit liv. Det har været okay i omkring en time (jeg fik feber på grund af paracetamolen). Det er langt fra optimalt, men jeg kan dog sidde, og jeg er ikke tvunget til at skrige af smerte konstant. Sådan her bliver tingene forhåbentligt ved med at være. For det første vil jeg virkelig gerne ud herfra, og for det andet ved jeg ikke, om jeg kan klare det igen." (4. juni, 2016)