Denne artikel er oprindeligt udgivet af VICE USA
Seksuelt misbrug af børn er formentlig det værste, man kan blive anklaget for i vores samfund. Hadet til dem, som udfører den slags misbrug, er så stærkt, at de moralske værdier, som vi ellers betragter som hellige, lynhurtigt erstattes af behovet for at fordømme. For eksempel blev en 44-årig, handicappet mand brændt ihjel af beboerne i et lejlighedskompleks i Brighton, England, fordi han var anklaget for at være pædofil. Han viste sig at være uskyldig.
Videos by VICE
Pædofili kan være exceptionelt svært at leve med for dem, som ikke har begået en forbrydelse, men som må forlige sig med at have en identitet, som de fleste mennesker betragter som monstrøs. For mange pædofile er den realitet en kilde til svær depression.
“Når jeg hører andre pædofile fortælle mig, at de er bare forholdsvis lykkelige i livet, så har jeg nogle gange lyst til at spørge dem, hvilken fucking planet, de bor på,” fortæller Brett (hvilket ikke er hans rigtige navn), en 40-årig landskabsarkitekt, som bor med sine forældre i forstæderne til en større by i USA og har kæmpet med depression siden begyndelsen af sine teenageår, da han indså, at han var tiltrukket af børn. “Hvordan i alverden kan nogen leve med den her forbandelse hver eneste dag, og ikke have lyst til at kaste sig ud fra den nærmeste bro hele tiden?”
Og den lykkelige pædofil er også en minoritet. En undersøgelse af pædofile sexforbrydere fra University of Minnesota fra 1999 viste, at 76 procent havde lidt af svære depressioner i deres liv, og at yderligere ni procent havde symptomer på mild depression.
“Når man har en seksuel orientering, som er så stigmatiseret som pædofili, så er der ingen steder at gå hen, og der er ikke rigtig nogen at snakke om det med,” fortæller Professor Michael Miner – en af forskerne bag undersøgelsen. “Derfor sygner man ofte hen i isolation, som helt sikkert kan gøre en deprimeret.”
Todd Nickerson er en 42-årig pædofil fra Tennessee. Han kæmpede med at acceptere sin seksuelle identitet, hvilket forårsagede mange års ødelæggende depression. “Når jeg ser tilbage på det nu, synes jeg at det er utroligt, at jeg aldrig nåede til et punkt, hvor jeg tog en pistol og gjorde en ende på det,” fortalte han mig. “Der var dage, hvor jeg stod op, og hvor det var det eneste jeg kunne tænke på. Jeg sagde til mig selv, ‘Jeg vil dø, jeg vil bare dø.’ Hele dagen, flere dage i træk.”
Todd Nickersons depression blev værre, da han i starten af 20’erne gjorde den fejltagelse, at fortælle sin fætter om sin tiltrækning af små piger.
“Måske var det et udtryk for bevidst selvsabotage, fordi jeg vidste, at min fætter ville fortælle det videre,” fortalte han. “Jeg bor i en lille by i syden, så jeg tror, at hele byen vidste det. Jeg kunne ikke gå udenfor. Jeg havde angst over det hele tiden, og jeg havde ikke lyst til at forlade mit værelse.”
Todd Nickerson er selverklæret pædofil, men han insisterer på, at han aldrig har handlet på sin tiltrækning, og han står fast på, at enhver seksuel kontakt mellem voksne og børn er misbrug. Eftersom de fleste pædofile holder deres seksualitet hemmelig, er det umuligt at vide, hvor mange der findes, men der er i hvert fald nok til, at der findes et online forum kaldet Virtuous Pedophiles, for dem som anerkender deres seksuelle orientering uden at føre den ud i livet.
En af skaberne af Virtuous Pedophiles, som bruger pseudonymet Ethan Edwards, fortæller, at depression er så udbredt, at de har en løbende måling af selvmordstanker blandt medlemmerne. Selvom han anerkendte, at resultaterne ikke er videnskabelige, så er de ikke desto mindre rystende: Næsten 90 procent svarer, at de har overvejet selvmord, mens 20 procent svarer, at de har forsøgt selvmord.
60-årige Ethan Edwards, som fortæller at han var middelaldrende, før han indså, at han var pædofil, forklarer, at der er en række tilbagevendende årsager til medlemmernes depression. “Nogen hader bare bevidstheden om selve tiltrækningen. Nogen hader at skulle holde det hemmeligt. Nogen hader, at de er nødt til at være single, og nogle er bekymrede for, om de kunne komme til at misbruge et barn. Jeg tror, at mange er bange for at komme til at downloade børneporno, hvilket man kan føle en meget stærk trang til.”
Det er svært at føle sympati for nogen, som er deprimerede, fordi de tilbageholder en lyst til at se børneporno, men selv dem, som arbejder med seksuelt misbrugte børn, lægger vægt på vigtigheden af at skelne mellem pædofilt begær og pædofile handlinger.
“Pædofili dækker over en stærk seksuel tiltrækning til præpubertære børn,” fortæller Dr. Ryan T. Shields, som er assisterende forsker ved Moore Center for the Prevention of Child Sexual Abuse ved John Hopkins University i Baltimore. “Mange mennesker, som begår sexovergreb mod børn, er ikke pædofile – de er situationsbestemte lovovertrædere, som egentlig er mere tiltrukket af deres jævnaldrende. På samme måde er der mange pædofile, som aldrig handler på deres tiltrækning, fordi de ikke vil skade børn.”
Disse nuancer bliver dog ofte overset af medierne, som for det meste sætter lighedstegn mellem en pædofil og en person, som har begået seksuelle overgreb mod børn. I virkeligheden er det ikke alle pædofile, der misbruger børn, og ikke alle der begår seksuelle overgreb mod børn, der er egentlige pædofile, ifølge Dr. Shields.
“Når vi antager, at det kun er ‘uhyrer’ eller vildt fremmede, der er i stand til at skade vores børn, så bliver vi blinde for og kan heller ikke handle på, at der måske er noget galt i vores egne sociale omgangskredse, fordi ingen tror, at deres venner, familie eller partnere er ‘uhyrer’, og derfor kunne de umuligt prøve at udnytte et barn til sex,” fortæller Dr. Shields.
“Men i virkeligheden,” tilføjer han, “bliver de fleste overgreb begået af en voksen, som barnet kender. Faktisk bliver halvdelen af overgrebene begået af andre børn.”
Idéen om “den pædofile som et monster” har også været med til at opildne til den slags selvtægt, som kan have forfærdelige følgevirkninger, selv hvis det ikke går så galt som den gruopvækkende vold i Brighton.
I 2013 blev den 48-årige Steven Rudderham anklaget for at være pædofil i et opslag på Facebook. Det er uklart, hvad der førte til anklagen (Rudderham var ikke tidligere blevet straffet for en sexforbrydelse, og ingen havde meldt ham til politiet), men opslaget, hvori han blev kaldt “en klam stodder”, blev delt hundredevis af gange, og Rudderham begyndte at modtage dødstrusler. Tre dage senere hængte han sig.
Højdepunktet, eller lavpunktet afhængigt af hvordan man ser på det, for selvtægt kom med NBC’s program To Catch a Predator, som kørte i tre år indtil 2007 og viste, hvordan mænd, som søgte sex med børn, blev afsløret på TV. (Programmet blev lanceret igen sidste år og hedder nu Hansen vs. Predator.)
Mænd blev lokket fra online chatsider hen til et sted, hvor de blev konfronteret af programmets vært Chris Hansen. I 2006 tog programmets hold sammen med politiet ud til Louis Conradt, en assisterende distriktsadvokat, som var anklaget for at lokke unge drenge på nettet til sex. Efter et SWAT-hold havde brudt døren ind til hans hus i Texas, skød Louis Conradt sig selv i hovedet.
Der er mange mennesker derude, som gerne vil tegne et billede af pædofile som tikkende bomber. Jeg har været åben omkring det i ti år, og jeg har aldrig misbrugt et barn. – Todd Nickerson
En stor del af undersøgelserne bag programmet To Catch a Predator blev udført af frivillige fra Perverted Justice, en online gruppe, som har gjort det til deres mission at afsløre pædofile. Todd Nickerson kom i gruppens søgelys efter at være stået frem som pædofil på et online forum for pædofile.
“De ringede til mig på mit arbejde og fik mig fyret,” fortalte han mig. “Så var der nogen i byen, der fandt ud af det, printede min biografi ud fra hjemmesiden og delte den rundt i byen. Min fars chef fandt ud af det, og så blev han fyret. Min far blev vred på mig og smed mig ud af huset.”
Todd Nickerson forlod byen og flyttede ind hos en ven i Michigan. Hans depression blev værre, og han begyndte at se en psykolog. Indtil da havde han undgået terapi af frygt for at terapeuten ville være juridisk forpligtet til at rapportere det til myndighederne, hvis han fortalte om sin seksuelle præference. Denne psykolog rapporterede ham dog ikke, men fortalte ham helt ærligt, at hun ikke kunne hjælpe ham, eftersom det var hans seksualitet, og at det formentlig ikke ville komme til at ændre sig.
Hvordan i alverden kan nogen leve med den her forbandelse hver eneste dag, og ikke have lyst til at kaste sig ud fra den nærmeste bro hver dag? – Brett
Selvom nogen ikke kan se det forkerte i at retsforfølge nogen, som ikke har begået en forbrydelse, men som har en seksualitet, som de ikke har valgt eller ønsker, så er der gode grunde til at være imod den her slags selvtægt. Professor Michael Miner fra University of Minnesota har studeret børn, som misbruger andre børn seksuelt. Han konkluderede, at det oftest er individer, som har været socialt isoleret under opvæksten, og at den isolation “har større sandsynlighed for at forårsage sexforbrydelser mod børn end andre former for kriminalitet.”
“Jo mindre de har at miste, jo mindre tilbøjelige er de til at rette sig efter sociale konventioner. Det vil umiddelbart være til samfundets fordel, at individer som har tilbøjelighed til at skeje ud på en eller anden afvigende måde får bedre kontakt til sociale institutioner, sociale normer og et større socialt engagement. Det ville være et beskyttende tiltag,” fortalte professor Miner mig.
At skubbe pædofile længere ud i isolation ved at retsforfølge dem ved hver en mulighed kan meget vel øge risikoen for, at de begår overgreb. At distancere pædofile fra samfundet kan også føre til ekstreme tilfælde, som for eksempel Tom O’Carroll, en britisk pædofili-aktivist, som i 1980’erne stod i spidsen for en berygtet bevægelse ved navn Paedophile Information Exchange, som søgte at få afskaffet samtykkeloven fuldstændigt. Tom O’Carroll, som siden er blevet fængslet for besiddelse af børneporno, indrømmer på sin blog, at hans synspunkter er i strid med den gængse opfattelse af “børns seksuelle selvbestemmelse.”
Selvom Brett er selvidentificeret pædofil, så har han intet til overs “udover foragt og afsky” for folk som Tom O’Carroll, som inden for pædofilimiljøet kaldes for “pro-contacters.”
“Det er delvist på grund af den gruppe, at der så mange, der ikke vil lytte til mig eller andre pædofile ligesom mig,” fortalte han mig.
Da depressionen var på sit værste, følte Todd Nickerson, at han blev skubbet hen imod “pro-contact” holdningen på et forum for pædofile. Han beskrev dem som værende “ligesom en sekt” domineret af få indflydelsesrige admins.
“Det er både fordelen og ulempen ved internettet,” fortæller Professor Miner. “Det giver isolerede mennesker mulighed for at række ud og danne et fællesskab med ligesindede. Problemet er, at de måske kommer i kontakt med nogen, som påvirker dem på en negativ måde.”
Todd Nickerson fortalte, at han til sidst forlod forummet, og efterhånden som han kom i bedring for sin depression, kunne han “se tingene som de er, og ikke som jeg ønsker, at de skal være.”
Det var på cirka samme tidspunkt, at han opdagede Virtuous Pedophiles, som han vurderer, har været med til at redde hans liv. Ligesom Brett er han nu admin på siden og er dedikeret til at hjælpe andre ikke-overgribende pædofile til at finde en måde at leve med sig selv på i en verden, som stadig betragter deres eksistens som uberettiget.
“Der er mange mennesker derude, som gerne vil tegne et billede af pædofile som tikkende bomber, men hvis man tænker på den måde, kan det blive en selvforstærkende effekt,” fortæller Todd Nickerson. “Men jeg er et eksempel på, at det ikke behøver at være sådan. Jeg har været åben omkring det i ti år, og jeg har aldrig misbrugt et barn.”
Selvom de fleste af os med rette forfærdes af Tom O’Carrolls overbevisninger, så er det værd at overveje, hvordan det er endt sådan. Han fortalte mig, at han “accepterede den generelle opfattelse af, at pædofili nødvendigvis er skadeligt,” da han var yngre.
“Med en sørgelig fremtid i sigte, og ingenting at tilbyde en familie, samfundet eller mig selv, så prøvede jeg at begå selvmord,” fortalte Tom O’Carroll. “Hvis jeg havde fået noget medfølende hjælp før, jeg nåede dertil, så ville mit liv have taget en, i de fleste øjnes, bedre drejning, hvor jeg ikke ville være ligeså konfronterende, og havde arbejde med samfundet og ikke imod det.”
Mere fra VICE:
Mød den homoseksuelle muslim, der gik undercover i Mekka
Her er de løgne, som sexarbejdere fortæller deres forældre og venner
