Derfor har du ikke råd til at være ligeglad med Panama-lækket

Denne artikel er oprindeligt udgivet af VICE USA

Panama-lækket er en big deal. De 11,5 millioner lækkede dokumenter giver et detaljeret indblik i advokatfirmaet Mossack Fonsecas indre anliggender. Firmaet er anklaget for at hjælpe narkobaroner, sportsstjerner, økonomiske kriminelle, konger, præsidenter, statsministre, FIFA-chefer, mafiabagmænd, højt profilerede tyve, højtrangerende politikere og mindst en dømt sexforbryder med at hvidvaske penge, begå skattesnyd og undgå retsforfølgelse.

Mossack Fonseca har forbindelser til Brink's-Mat røveriet i London i 1983, – hvor der blev stjålet værdier for cirka 260 millioner kroner – som de britiske medier kaldte for "århundredets forbrydelse." 33 af deres klienter er blevet blacklistet af den amerikanske regering for angiveligt at have samarbejdet med mexicanske narkobaroner, terrororganisationer og "slyngelstater" som Nordkorea og Iran. Lækket har desuden afsløret tråde mellem Vladimir Putin og en hemmelig sum på 13 milliarder kroner. Og så spillede en af advokatfirmaets klienter en central rolle i Watergate-skandalen, mens en anden blev dømt for at torturere og myrde en amerikansk narkobetjent.

Med en historie i den her størrelsesorden – Edward Snowden har kaldt det for "det største læk i datajournalistikkens historie" – kan det være svært at gennemskue præcis, hvad der står på spil. Panama-lækket er uden tvivl en fuldstændig vanvittig sag, men hvad har det med dig at gøre?

Hvis du bor i et af de 200 lande eller territorier, hvor Mossack Fonseca har kunder – og eftersom du læser den her artikel, så gør du formenligt det – så betyder Panama-lækket også noget for dig. De penge, som advokatfirmaet hjælper med at skjule, burde være blevet investeret i dit lands skoler, veje og hospitaler. De kriminelle, som firmaet samarbejder med, står i spidsen for de mest voldelige og ulovlige organisationer, som verden nogensinde har set. De politikere, som har taget imod eller foretaget bestikkelse, snydt i skat og akkumuleret formuer, som overgår enhver fantasi, har indflydelse på, hvordan din verden ser ud.

Kort tid efter, at historien begyndte at rulle, begyndte folk at poste tweets med en ordlyd i retning af: "Surprise, surprise: Rige, magtfulde mennesker er korrupte – hvorfor skal jeg give en fuck?" Øhm, fordi du netop skal give en fuck. Historie om skjulte millionbeløb, korruption, mord og bestikkelse, magt og forræderi er også din historie. Her er historien om, hvordan sagerne blev afsløret, og hvorfor du skal gå op i det.

For lidt over et år siden kontaktede en anonym kilde den tyske avis Süeddeutsche Zeitung (SZ) og tilbød dem en stor mængde interne dokumenter fra Mossack Fonseca, som specialiserer sig i at sælge offshore-selskaber med base i skattely-nationer over hele verden. Kilden bad ikke om økonomisk kompensation. I stedet skrev han i en e-mail til avisen, at han kun havde ét ønske: "At disse forbrydelser bliver offentliggjort."

Over de næste måneder fik SZ næsten 2,6 terrabyte data i deres besiddelse. Avisen delte oplysningerne med International Consortium of Investigative Journalists (ICIJ), hvormed hundredvis af journalister fra mere end 100 medieorganisationer fra 80 forskellige lande fik mulighed for at undersøge dokumenterne. Efter et års research begyndte det at stå klart, hvordan Mossack Fonseca opererer, og journalisterne afslørede så, hvordan et selskab, som aldrig er blevet retsforfulgt før, kan spille en større rolle i korruption, bestikkelse og kriminalitet, end nogen overhovedet kunnet have forestillet sig.

Offshore-selskaber er ikke i sig selv ulovlige. Til gengæld er det ulovligt at bruge dem til at skjule aktiver fra skattemyndighederne, forhindre efterforskning og beskytte kriminelle.

Det er rodet og kompliceret, men sådan her fungerer det:

Et individ betaler Mossack Fonseca (oftest gennem en mellemmand, som han eller hun er tæt med) for at oprette et "skuffeselskab" – som på papiret er en fungerende virksomhed, men i virkeligheden bare bruges til at lagre en helvedes masse penge, i form af kontanter eller bundet i markedsandele. Mossack Fonseca opretter skuffeselskabet i lande som Panama (hvor selskabet selv har base), på De Britiske Jomfruøer eller et andet "skattely" – et land eller område hvor ejerne af et selskab kan forblive anonyme, og hvor deres hjemland (som typisk ikke kender til selskabets eksistens) ikke kan opkræve skat af det.

Lad os sige, at en politiker tjener 700.000 om året og af en eller grund – gennem bestikkelse, forretningsaftaler og alle mulige tvivlsomme anliggender – også tjener op mod 10 millioner på andre måder. Hvis han eller hun sætter pengene i et offshore-skuffeselskab, kan han eller hun have adgang til pengene uden at betale skat af dem. Selv hvis skuffeselskabet bliver opdaget, kan de ikke forbindes direkte til politikeren, fordi selskabet teknisk set er ejet af nogen andre – en stand-in ejer, som er udpeget af Mossack Fonseca til at drive selskabet på papiret, men som i virkeligheden ikke ejer noget som helst. For at flytte pengene rundt lader selskabet som om, at de indgår forretningsaftaler: Panama-lækket har afsløret tusindvis af falske aktiehandler, indbetalinger i millionklassen for "konsultation" og kæmpe udbetalinger som "kompensation" for afbrudte transaktioner.

"Det her er ikke handel," udtalte pengehvidvasknings-eksperten Andrew Mitchell QC til BBC Panorama. "Det er skabelsen af en illusion om handler, for kontinuerligt at kunne flytte og skjule aktiver."

Lad os starte med den helt store: Vladimir Putin.

Hans barndomsven, Sergei Roldugin - en cellist i verdensklasse og gudfader for Putins førstfødte datter - står noteret som ejeren af en række offshore-selskaber. De lækkede dokumenter afslører, at selskaberne er sat op af Mossack Fonseca og har modtaget talrige indbetalinger på ubestemmelige millionbeløb. Men det viser sig, at pengene rent faktisk ikke går til Roldugin. I stedet mener ICIJ, at de går til Putins tætteste kompagnoner - og måske endda til Putin selv.

Måden det fungerer på er ret indviklet. Jeg tror bedst, det kan forklares gennem et helt utroligt eksempel, som ICIJ fremhævede:

Den 10. februar, 2011 lånte det anonyme selskab Sandalwood Continental Ltd. på de Britiske Jomfruøer $200 millioner (1,3 milliarder kroner) til et lige så skyggefuldt selskab med base på Cypern, der hed Horwich Trading Ltd.

Dagen efter tildelte Sandalwood rettighederne til at opkræve afbetaling på lånet, med renter, til Ove Financial Corp.; et mystisk firma også fra de Britiske Jomfruøer.

De rettigheder betalte Ove $1 (6,5 kroner) for.

Men papirsporet stoppede ikke der.

Samme dag videregav Ove sine rettigheder til at opkræve på lånet til et firma i Panama, der hedder Media Overseas.

Det kostede også kun $1.

På papiret havde lånet krydset tre lande, to banker og fire firmaer på kun 24 timer, hvilket havde gjort pengene næsten fuldstændigt umulige at spore. Bank Rossiya, der har base i Sankt Petersborg, og hvis formand er blevet omtalt som en af Putins "kasseassistenter", oprettede Sandalwood Continental og styrede pengestrømmen.

International Media Overseas, hvor rettighederne til renteopkrævningen på de 1,3 milliarder kroner landede, var på papiret styret af en af Putins ældste venner: Sergei Roldugin.

Pointen er: Denne person har ekstremt tætte bånd til Vladimir Putin, og han har lige byttet $200 millioner for $1. Det er blot en af mange transaktioner, som ICIJ gravede sig frem til i Mossack Fonsecas filer, - hvor det samlede beløb minimum udgør $2 milliarder (13 milliarder kroner) - der involverer selskaber eller individer, der er "ubehageligt tætte" på Putin. Som ICIJ belyser, kan pengene sagtens skifte ejer i al hemmelighed, hvis de bruges til at bestikke den russiske regering for ressourcer eller store kontrakter. Med andre ord: korruption.

Det viser sig, at FIFA er endnu mere fucked end først antaget - og Mossack Fonseca er involveret. Fire af de 16 embedsmænd fra fodboldforbundet, der er blevet anklaget for korruption i USA, brugte Mossack Fonseca til at oprette offshore-selskaber. Et medlem af FIFA's Independent Ethics Committee, Pedro Damiani, arbejdede for syv Fonseca-selskaber, der har bånd til FIFA's tidligere vicepræsident, Eugenio Figueredo - ham, der blev sigtet for bedrag, svindel og hvidvaskning i maj sidste år. Derudover er det nu ret tydeligt, at Damiani må have vist, at Hugo og Mariano Jinkis - far-søn duoen, der angiveligt bestak FIFA-embedsmænd med flere millioner for at få tv-rettighederne til de latinamerikanske kampe - havde gang i noget snavs. Damiani undersøges nu internt af netop det etiske udvalg, som han er med til at drive.

Islands statsminister, der kom til magten efter flere store banker i hans land gik konkurs, har efterfølgende vist sig faktisk at eje et offshore-selskab (også opsat af Mossack Fonseca), der havde store andele i netop selvsamme banker. Jeg siger 'faktisk', fordi han siden har solgt resten til sin kone, selvom han engang selv ejede halvdelen af firmaet. For $1. Selvom det er uklart, om det islandske statsoverhoved Sigmundur Gunnlaugsson gjorde noget ulovligt, så var han sammen med sin regering med til at forhandle om de forlig, der blev indgået med netop de banker, som han havde andel i. Efter Panama-lækket har set dagens lys, er han blevet bedt om at træde tilbage.

Alle de store skandaler, som de lækkede dokumenter har tvunget frem i lyset, er lige så svære at forstå som hele Putin-balladen. Hvis du er interesseret i at grave dybere i beviserne bag alle de individuelle skandaler, så kan jeg varmt anbefale ICIJs hjemmeside.

Jeg kunne bruge lang tid på at gennemgå de forskellige skandaler - afdække tvivlsomme finansaffærer hos alle fra den pakistanske premierminister, det saudiarabiske kongehus, Aserbajdsjans præsidents børn, sønnen af den tidligere ægyptiske præsident Hosni Mubarak og otte medlemmer af Politburo til Kinas lovgivende forsamling og ja, selveste Jackie Chan - men for nu tror jeg, det er nok at kende omfanget.

Panama-lækket afslørede i alt 61 familiemedlemmer og samarbejdspartnere af statsministre, præsidenter eller konger, der har gjort brug af Mossack Fonseca. Selskabet har hjulpet med at skjule milliarder for regeringer over hele verden - milliarder, der ellers ville være underlagt beskatning. MF har drevet forretning med folk, der har plyndret millioner fra en bistandspulje, der skulle være gået til enker og forældreløse. Og det er noget, der er foregået i 40 år uden at blive opdaget - indtil den kilde tog kontakt til Süeddeutsche Zeitung.

Vi bliver alle sammen bombarderet med kvalmende mængder indhold hver eneste dag. I alle vores vågne øjeblikke, kæmper hundredevis af reklamer om vores opmærksomhed på busstoppestedet, på din smartphone og i dit fjernsyn. Om vi så havde hele livet til det, ville vi ikke kunne lytte til alt det musik, der er blevet udgivet bare i løbet af det sidste halve år. Vi står i overskrifter til halsen, og de fleste af os er ganske enkelt overvældede af den mængde nyheder, vi har adgang til. I en tid, hvor information er så let tilgængeligt, kan det være udmattende at tilegne sig det hele.

Panama-lækket er ikke en nem nyhedshistorie at forstå – den er nok i virkeligheden sværere at forstå end nogen anden historie, du vil støde på i løbet af det næste årti. Det vil tage lang tid at rede alle trådene ud - de mange medier, der dækker historien, har ikke engang nået at læse alle de dokumenter, som de har fået stukket i hænderne. Men det er en historie, der er værd at bruge tid på. Fordi i modsætning til så meget andet, som du læser i løbet af dagen, så er det faktisk en historie, der har betydning for dig.

Mere fra VICE:

Derfor giver det ikke mening at arbejde

Bør du investere i Grækenlands økonomiske nedtur?

Billeder af rige mennesker, der har det fedt over at være rige