Tori Black ligger nøgen på ryggen på en sofa. Hendes ben er spredte. Hun er spærret inde i hvad der ligner et impromptu omklædningsrum flankeret af hvide gardiner og 44 kameraer, der alle er rettet mod hendes skræv.
“Skal jeg posere med min vagina på nogen særlig måde?” spørger hun.
Videos by VICE
“Et øjeblik,” råber nogen off-stage. “Kan du sprede benene lidt mere?”
“De her skamlæber er ikke til at styre!” råber Black. Et lille hold af mænd sidder bag en række skærme på den anden side af gardinet og scanner resultatet af Blacks arbejde.
Vi er i et faldefærdigt industridistrikt uden for Toronto, i hvad der udefra ligner en forladt bygning. Det var en gang en kirke, men nu huser bygningen Holodexxx – et firma der laver virtual reality porno.
Black er her for at lave sin virtuelle avatar. Det endelige produkt vil optræde i et frækt videospil, hvor spillere kan “udleve deres seksuelle fantasier.” Selvom Black ikke laver porno længere, så er hun stadig et af de mest kendte navne i branchen. I dag udødeliggør hun sit 27-årige jeg foran de mange kameraer.
Blacks næse er så tilstoppet, at hun næsten ikke kan trække vejret. Og alligevel rører det hende ikke at være det eneste nøgne menneske i rummet, selvom hun er omringet af både Holodexxx folkene og et kamerahold fra VICE. Nogle af os prøver virkeligt hårdt på ikke at stirre på hendes blottede skamlæber, men jeg har på fornemmelsen, at hun i sidste ende er ret ligeglad.
“Folk spørger mig altid, ‘Hvordan kan du være så afslappet med at være nøgen?’” siger hun, som om hun kan læse mine akavede tanker.
“Altså,” siger hun og kigger på et ikkeeksisterende ur på sit håndled, “Jeg har jo været nøgen i omkring et årti nu. Derfor.”
Hun poserer i alle de sexstillinger, man kan forestille sig. Hun sætter sig på hug. Hun stikker røven frem og ser sig frækt over skulderen med en finger i munden. Hun lægger sig på alle fire og rører ved sin booty.
Black er ikke den første pornostjerne, der er blevet genfødt i den virtuelle verden. Folk bruger allerede VR-teknologi til seksuelle formål. VICE lavede en dokumentar om det i 2014. Men som med alle andre nye former for teknologi rejser brugen af VR nogle spørgsmål: Hvad med samtykke? Bliver virkelighedens grænser respekteret i de virtuelle universer? Hvilke implikationer har det for intimiteten mennesker imellem? Hvad sker der med en avatar, hvis systemet bliver hacket? Og er det lige meget?
Til at starte med kan vi lige gennemgå, hvordan spillet virker. Man tager sit VR-headset på, som for eksempel det fra Avegant Glyph eller den Facebookejede Oculus Rift, der ikke billiger brugen af voksenindhold på deres system, men alligevel ikke blokerer det. Lige nu fungerer spillet på den måde, at spilleren har to controllere, der fungerer som hænder, så vedkommende kan interagere med skuespillerne i spillet. Med tiden vil teledildonik også blive en del af det.
Skuespillerne bliver en del af spillet ved først at blive affotograferet i et specialbygget “bur” med 112 kameraer. Billederne bruges så til at lave en 3D-version af performeren, der kan bruges i spillet.
Ifølge Holodexxx holdet vil virtual reality snart være ligeså allestedsnærværende som mobiltelefonen, men det er stadig uklart præcis hvornår, det kommer til at ske. Én ansat siger om 10 år, en anden gætter på 20.
Hvem er spillet lavet til?
Mændene bag selskabet er Morgan Young, Craig Alguire og Chris Abell. De har arbejdet på Holodexxx i omkring otte måneder. Young og Alguire har erfaring med videospil, mens Abell har arbejdet med film. De har alle sagt deres arbejde op for at arbejde fuldtid med VR-porno.
De har lært det hurtigt. De giver klare instrukser: “Okay, trutmund om 3, 2, 1!” er en af den slags ting, som Abell kan finde på at råbe omme bag sin monitor.
Han har skrevet det cirka 200 linjer lange manuskript, der indeholder en del instruktioner, som kvinder bruger, når de vil have deres partner til at komme. Det gælder blandt andet fraser som “hårdere” og “hurtigere” og “knep mig.”
Replikkerne fik mig til overveje, hvem spillet egentligt er lavet til. Indtil videre er alle skuespillerne kvinder af almindelig kropsbygning. De har mange forskellige etniciteter, men har alle klassiske pornokroppe. Lige nu kan deres avatar redigeres, så de får større bryster eller numser, men der kan ikke pilles for meget ved proportionerne uden, at det går ud over realismen. Én enkelt mand er også blevet scannet ind, men jeg spørger holdet, om der kommer til at være et større fokus på at underholde kvinder, og om overvægtige, homoseksuelle og transpersoner også vil blive scannet.
Young siger, at det er vigtigt at repræsentere alle kropstyper, køn og seksuelle orienteringer, efterhånden som spillet udvikler sig.
“Lige nu har vi muligheden for potentielt at nulstille, hvordan industrien udvikler sig,” siger han. “Vi er tre unge gutter. Vi har ikke lyst til at fremstå chauvinistiske. Vi arbejder meget bevidst på at sikre os, at alle bliver repræsenteret ligeligt.”
Young siger, at det er en god måde, hvorpå folk kan tage mere kontrol over deres identitet.
“Jeg tror nærmest, at det bliver en renæssance. Folk kommer til at kunne udforske deres seksualitet på måder, de aldrig før har kunnet.”
“[Du kan] vælge den krop du vil, det køn du vil, den race du vil og være dig selv og udforske din seksualitet. Det er fantastisk: det er derfor, vi er til.”
Abell tilføjer, at dem der lider af seksuelle blokeringer, måske kan overkomme dem i det relativt sikre virtuelle landskab. Hvis nogen for eksempel vil eksperimentere med gruppesex, men ikke tør, eller er gamle og ikke har haft sex, så kan de prøve det i spillet først.
Mens spillet måske kan hjælpe et individ med at anerkende sig selv, kan det også styrke eksisterende forhold. Spil som dette kan for eksempel tilføje en helt ny dimension til langdistance forhold. Med teledildonik kan folk tilfredsstille hinanden på afstand.
Etikken i det virtuelle
Selvom VR porno har sine fordele – blandt andet “sikker” udforskning af uafdækkede seksuelle lyster, muligheden for langdistancesex via teledildonik med mere – rejser det også visse etiske dilemmaer. Hvordan sikrer man, at pornoskuespillerens grænser ikke bliver overskredet i den virtuelle verden? Hvor vigtigt er det? Hvad sker der, hvis nogen hacker spillet og får kontrol over nogens avatar? Hvad med virtuel voldtægt?
Holodexxx siger, at spørgsmålet om hacking er en risiko, som alle i industrien bliver nødt til at løbe.
“Det er noget, vi ikke kan gøre så meget ved,” siger Young. “Der er ikke så meget, en lille start-up kan gøre for at undgå det.” Han fortæller, at de vil tage rimelige forholdsregler for at beskytte dem selv (og avatarerne), men i det lange løb er det et sats for alle.
Young forklarer desuden, at skuespillernes virkelige grænser vil blive respekteret i spillet (selvom de prøver at ansætte folk ud fra deres åbenhed over for at tage del i en bred vifte af seksuelle situationer).
“Vi har at gøre med gengivelsen af nogen, og det er ikke længere bare en skitse af, hvordan personen ser ud. Det er virkelig dem. Det er fotorealistisk… der er et menneske bag avataren.” Derfor vil han sikre sig, at alle har det godt med det. Det betyder, at hvis skuespilleren ikke vil udføre en specifik seksuel handling i virkeligheden, så vil det heller ikke være muligt at gøre det i spillet.
Indtil videre er firmaet ikke stødt på nogen udfordringer, hvad det angår.
Jeg spørger Black, om hun synes, at hendes seksuelle grænser i den virkelige verden også bør gælde i den virtuelle.
“Jeg er ligeglad med, hvad min avatar gør,” siger hun, “for min avatar er jo ikke den, jeg er. Så det er fint. Alle de ting som jeg ikke går med til i virkeligheden… bare gør det med min avatar, og så kan I være sådan, ‘Hey se! Hun gjorde det’ […] Det har ikke overskredet nogen af mine personlige grænser, for det hele foregår i computeren… Jeg er fuldstændig koblet fra det.”
Hun fortæller, at VR-porno er en verden, der skal udforskes, og at dem som er utilpasse ved tanken om det manglende samtykke, bare skal lade være med at gøre det. Men hvis VR-porno er fremtiden, hvad skal mennesker så lave, spørger jeg? Hendes svar? “Find en ny karriere.”
Det er et kontant svar, men Black har måske ret i, at det formentlig er den eneste mulighed for at sikre total kontrol.
Jeg er dog stadig lidt bekymret for det etiske i det her. Derfor kontakter jeg Sonya Barnett – en seksualundervisningslærer og feministisk aktivist som også laver porno – for at høre, om hvad hun tænker om de eventuelle, etiske problemer. Hun svarer, at hun ikke er sikker på, at der findes en måde at sikre, at virkelighedens grænser også bliver overholdt i den virtuelle verden.
“Selvom jeg har lyst til at sige, at der bør være en kontrol med, om nogen skaber en avatar af dig / en pornostjerne / en kendt person / en nabo – eller misbruger en, der allerede eksisterer,” fortæller hun, “så gør folk det jo allerede med virtuelle væsner: De fantaserer om andre mennesker hele tiden, uanset om de ser en pornoscene på repeat eller onanerer til blade, billeder eller dukker.”
Mens nogle virtuelle miljøer udøver egenkontrol af uetisk opførsel via rapportering, så er det næsten umuligt i en VR-verden baseret på privatforbrug. Barnett forklarer, at ideelt set kunne man bruge algoritmer til at forhindre misbrugen – eller skabelsen – af andre menneskers avatarer, men hun er ikke overbevist om, at det er muligt, eller at det ville udrydde det uetiske brug.
“Det er også problematisk, at det påhviler den person, som vil forhindre misbruget af deres billede, som så skal lave restriktioner, for at de algoritmer virker. Det er ligesom at putte et ‘udgivelsesforbud’ på sit billede.”
Barnett remser sine øvrige spørgsmål op:
“[Hvis] en person bruger eller misbruger en avatar privat, hvor stor fare er den virkelige person så i? Kan et virtuelt miljø blive et trygt sted for folk, som vil udleve deres værste fantasier? Et lignende spørgsmål rejser sig i forbindelse med pædofiles brug af animeret eller illustreret indhold i stedet for billeder af rigtige børn, eller dem som har voldtægtsfantasier. Volder det nogen skade, hvis ingen virkelig personer bliver udsat for overgreb?”
Indtil videre er svarene uklare for alle involverede parter.
Nervøse semi-maskinstormere som mig har udtrykt forargelse over den mulige konsekvens, når det kommer til virkelig, menneskelig intimitet. Hvis folk kan bruge et spil til at “knalde” kendte pornostjerner med kroppe som betragtes som “perfekte” efter vestlige skønhedsidealer, gider man så stadig besvære sig med at søge en forbindelse til andre mennesker af kød og blod?
På det her tidspunkt i udviklingen er Barnet ikke bekymret for, at VR-verdenen kan erstatte behovet for virkelig, fysisk intimitet. Men for mennesker, som ikke har adgang til en partner af kød og blod, så er “en virtuel partner i manges tilfælde bedre, end slet ingen partner,” fortæller hun.
Young mener, at spillet vil supplere og ikke udhule intimiteten i mellem mennesker. Folk havde de samme argumenter, da mobiltelefonen og internettet kom frem, fortæller han. Han ser i højere grad VR som en forlængelse af sociale medier.
“Jeg ser ikke [eksperimenter med VR] som en kortsigtet dille, som man kun bruger alene derhjemme. Jeg tror, at det her bliver en vedvarende online, multiplayer oplevelse. Man logger bare ind, og så er det dét her folk kommer til at bruge deres tid på.”
Med andre ord, hvorfor ikke have et virtuelt orgie med folk, man selv vælger, i steder for at glo på en passiv 2D-version?
Fremtiden
Til trods for folks bange anelser så fortæller Young, at VR allerede er “for stort til at kunne fejle.”
Han regner med, at teknologien vil være helt almindeligt udstyr i stuerne omkring 2018. Han forudser, at folk kommer til at bruge headsettet ikke bare til underholdning derhjemme, men også “udenfor og i offentlig transport, i takt med at headsettet bliver tyndere, mere ergonomisk og mere kraftfuldt. Det bliver ligesom at gå med solbriller. Man træder ud i verden, og så er man måske i en virtuel verden.”
Jeg fortæller ham, at det giver mig myrekryb, når jeg forestiller mig folk, der vader rundt med deres tossebriller og lever i en verden, hvor de dybest set er på virtuel syre. Hvad kan vi se, hvis vi ikke er til stede i den fysiske verden? Hvordan undgår man at blive kørt ned af en bil eller noget?
Jeg spørger, hvordan han kan tage hele den tanke så roligt. Han siger, at det bare er “endnu en måde at regulere menneskets kontaktmuligheder.”
Det beroliger mig en smule, men efter det 12-timer lange fotoshoot, lige da jeg er begyndt at tænke, at den her teknologi måske ikke er så slem, tilføjer han henkastet:
“Sig farvel til virkeligheden, som du kender den.”
Mere om fremtidens erotik:
Cam Girls hacker dildoer for at få virtuel sex til at føles ægte
Fremtiden er her – folk har sex på hoverboards
Fra Motherboard: Vi prøvede den første ‘tube’-side for VR porno
