Jeg er notorisk doven, så jeg gik til life coach for at få styr på mit liv

Jeg er notorisk doven. Faktisk bliver den her artikel skrevet under min dyne.
Når jeg ikke hænger ud på byens bodegaer, tilrøgede spillesteder og seneste pop-up tacoshops, så ligger jeg for det meste hér, i mit halvandenmands-helle, hvor alt er blødt og rart og trygt, og hvor MacBooken stadig kan balancere på min topmave, når der skal arbejdes.

Problemet med det er, at ens selvdisciplin bliver presset til det yderste, når man gør sin seng til sin arbejdsplads: Eftermiddagslure, Netflix og tømmermænd som følge af hverdagsdruk er alt sammen noget, der bidrager til, at jeg ikke får nok fra hånden i mit virke som freelancejournalist. Og med supplerende dagpenge, der er ved at slippe op, skal der ske noget. Men hvad?

Måske kan en life coach hjælpe mig med at finde svaret: Du ved, en person, der tager penge for at lytte på mine first world problems, og som bruger forskellige fikse new age-metoder til at finde ud af, hvordan jeg ændrer mine mønstre og kort sagt hjælper mig til at blive en bedre udgave af mig selv. Men jeg er sgu lidt skeptisk – vi lever i en tid, hvor alle kan få diagnosen "særligt sensitiv", hvor barselsmødre afstresser ved at farvelægge blomster i malerbøger, og hvor alle, der har en computer og et par tusind på kontoen, kan uddanne sig til life coach ved at gennemgå et 14-dages onlinekursus. Det er i hvert fald mine fordomme.

Men hvad nu, hvis life coaching rent faktisk kan give mig det nødvendige spark bagi, så jeg får ro, balance og overskud på kontoen? Hvad nu, hvis skidtet rent faktisk virker?

Den første life coach, jeg har en aftale med, hedder Lone Zanchetta Klercke, og hun har kontor både i Jylland og København. Jeg har på forhånd aftalt med mig selv at styre uden om de førnævnte onlinekursister, og sådan en er Lone bestemt heller ikke – hun har diplom på, at hun har brugt flere år på at uddanne sig til certificeret mastercoach og mindfulness-instruktør, og hun har, siger hun, mange hundrede coachingsessioner bag sig.

En tirsdag eftermiddag slår jeg dynen til side, skifter sweatpants ud med almindeligt mennesketøj og hopper på cyklen mod Frederiksberg. Lidt nervøs, men også spændt på at finde ud af, om Lone kan blive min redningskvinde.

Det mentale fitnesscenter
Lone tager imod mig i et lækkert kontorfællesskab i en baggård på Frederiksberg. Hun er en skarptskåren kommunikationstype med sortindfattede briller, og hun tager 2000 kroner for halvanden times coaching. Jeg havde lidt forestillet mig en eller anden kone i løse gevandter med rav om halsen og Crocs-sandaler på fødderne, men Lone overrasker med sit CBS-look, og så er der mellemnavnet, "Zanchetta" som lugter lidt af numerologi.

Lone tegner på en tavle, mens vi afdækker mine personlighedstræk. Hun fortæller mig, at hjernen er kroppens største muskel, så jeg skal ind i mit mentale fitnesscenter og pumpe (h)jern – for det, vi giver mental opmærksomhed, vokser sig større, siger hun. Jeg krummer lidt tæer over billedsproget, men forsøger at fastholde det åbne sind, jeg gik ind i seancen med. Vi får hurtigt afdækket, at jeg er typen, der nyder, før jeg yder. Vi kommer frem til, mit nye mantra skal være, at "jeg skal yde, før jeg må nyde". Det virker plausibelt. Lones metafor er en elefant, man skal spise i små bidder – jeg lapper det i mig. Mit mål er flere penge, mit skrækscenarie er at sidde bag kassen i Netto. For at nå mit mål kommer vi frem til, at jeg skal skabe struktur i min hverdag ved at bruge min kontorplads (for sådan en har jeg sgu) tre dage om ugen og sidde hjemme og arbejde de resterende to dage. Og så ville det optimale selvfølgelig være at skrive en bestseller i bedste Jussi Adler-stil. Ud over det vil Lone Klercke have mig til at meditere 15 minutter dagligt for at – get this – blive mere opmærksom på min opmærksomhed. Jeg får en lydfil med hjem, hvor Lones stemme skal guide mig gennem meditationen.

Da jeg går ud af baggården på Frederiksberg, har jeg helt røde kinder og sveder på ryggen. Lone har givet mig topkarakter som coachee. Jeg var meget åben og lydhør. Jeg er helt pumped på cykelturen hjem – snakker sågar i telefon med en veninde, der er nyuddannet coach, og fortæller om, hvor vild en oplevelse det var. Hold da kæft, hvor skal jeg bare nakke en masse freelanceopgaver og sidde røven af led på den kontorplads…

Dagen efter kommer jeg sgu ikke lige på kontoret alligevel. Og jeg får heller ikke mediteret… måske i morgen. Allerede ved første sætning, "sæt dig godt til rette og luk øjnene", zoner jeg helt ud og kan ikke tænke på andet end Rasmus Botoft og Den Lille Gumbas. Jeg tror, jeg har været så opsat på at lægge mine fordomme fra mig, så de kom tilbage tifold, da jeg kom hjem i min lejlighed, hvor den virkelige verden, i hvert fald min, befinder sig: Der, hvor der ikke er smarte tavler med mentale fitnesscentre og spiselige elefanter, men hvor der er bløde puder, et fyldt køleskab og roomies, man kan køkkenryge med.

U-vendingen
Den efterfølgende uge har jeg en aftale hos Lis Petersson, der blev uddannet coach, længe før folk i Danmark anede, hvad den titel dækker over. Jeg har stadig ikke været på kontorpladsen men i stedet formået at sluge abnorme mængder af The Voice Australias blind auditions, sæson seks er trods alt lige gået i gang down under. Det er derfor uden videre entusiasme, at jeg får nosset mig op i cykelsadlen og hen til Lis Peterssons kontorfællesskab på grænsen mellem Nørrebro og Østerbro.

Lis' lokale er lidt mindre prangende end Lones. Hun tager da også kun beskedne 900 kroner plus moms for en times coaching. Hvor Lone var typen, man bare ved er A-menneske og ivrig hatha yoga-dyrker, virker Lis mere chilleren. Vi joker med, at vi begge er lidt tykke i det, og snakker om, at hendes mand forresten også er journalist.

Tavlen kommer også frem hos Lis, men det er også det eneste, hende og Lone har til fælles. Hos Lis skal jeg afdække mine identitetstræk, så vi kan finde frem til, hvorfor fanden jeg ikke gider at stå op og gå på arbejde ligesom almindelige mennesker. Lis fokuserer mere på min personlighed end på mit mål. Og vi mennesker elsker jo at snakke om os selv, så jeg sluger det råt: Jeg vægter min frihed og mine sociale relationer højt og er meget lidt autoritetstro. Og så lægger Lis mærke til, at jeg bliver fjern og fortabt i blikket, når ord som "struktur" og "skal" bliver en del af snakken.

Lis får romantiseret journalistbranchen og gør mig opmærksom på, at jeg passer perfekt ind. Som hun siger: "Journalister er jo sådan nogle kunstnertyper, der ryger og drikker for meget, og som har nogle mystiske arbejdstider. Det er jo lige dig". Jeg bliver helt varm om hjertet og mærker pludselig et åndsfællesskab med Ulla Terkelsen og de andre hårdtarbejdende stjerner i branchen. Lis og jeg kommer frem til, at jeg skal droppe min kontorplads og illusionen om en struktureret arbejdsdag, i stedet skal jeg, groft sagt, "bare" være lidt bedre til at lande freelanceopgaver og ellers gøre, som jeg plejer. Købt!

Jeg cykler fornøjet hjem fra Lis og lægger mig under dynen. De store dollars skal nok komme i morgen. Jeg er jo sådan en kunstnertypejournalist. Morgenen efter sker der ikke det store. Jeg ryger måske lidt flere smøger, end jeg plejer, for det er jo en del af min identitet. Og så opsiger jeg min kontorplads, som jeg alligevel kun havde brugt én gang på tre måneder.

Så hvad fik jeg ud af mine to sessioner med life coaching? Tjoeh. Jeg lærte ikke noget udpræget nyt. De ting, jeg snakkede med Lone og Lis om, vidste jeg jo godt i forvejen – men det er da meget lækkert at sidde og snakke om ens mere eller mindre ubetydelige problemer og få nogle skulderklap af en fremmed. Og nu ved jeg jo heller ikke, om de to sessioner havde udviklet sig til et højere stadie af mindfulness og selvindsigt, hvis jeg havde fortsat i et længere forløb.

Hvis jeg havde det plus på kontoen, som jeg efterlyser, ville jeg da klart gå til life coach en gang om ugen for at få boostet selvværdet og få det mentale spark i røven, som Lone og Lis snakker om. Jeg har lært om mig selv, at meditation i hvert fald IKKE er vejen frem for mig. Til gengæld sparer jeg de penge, jeg brugte på min kontorplads. Jeg har også fået landet nogle flere freelancejobs i løbet af mine to uger som coachee, end jeg normalt ville have fået. Sammentræf? I think so.