Denne artikel er oprindeligt udgivet af VICE UK
Britney Spears var på en måde min introduktion til porno. Jeg gik i folkeskole, da min klassekammerat – med al den selvretfærdige afsky, som kun teenagetøser kan formå – viste os, at hun havde fundet sin brors hemmelige mappe med billeder: Af Britneys professionelle ansigt fyldt med følelser klistret på professionelle nøgne kvinder. Det var forvirrende allerede dengang. Havde Britney ikke givet os alt, da hun sang “Hit me baby one more time” iklædt stumpet skolepigekostume? Var det ikke rigeligt til at tilfredsstille teenagedrengenes fantasier?
Videos by VICE
Det er 16 år siden i dag. Nu virker min venindens brors hjemmelavede Britney-porno som en slags allegori for alle de mange måder, vi brugte og misbrugte USA’s første popprinsesse. Det er en fortælling, der kan læses ud af hendes optrædener ved de sidste to årtiers VMAs – og det ved Britney godt. På søndag, forud for lanceringen af Glory, hendes niende studiealbum, skal hun igen optræde til VMA – ni år efter den katastrofale optræden, der blev startskuddet til hendes meget offentlige sammenbrud. I en teaser-video, der blev udsendt i sidste uge, dukker hun kun op i en perfekt formuleret voiceover: “VMA giver dig ikke bare en scene, de giver dig en historie, en måde at tage en brøkdel af et sekund og få det til at leve for evigt. Før du ved af det, er det historie. Før du ved af det, er det Britney, bitch.”
Den nye Britney, som fortæller dig, at du skal “work, bitch” (som hun gjorde på sin kapitalistiske hymne af samme navn fra 2013 ved hjælp af en bizar britisk accent, der var halvt Posh Spice, halvt Dick Van Dyke) har ikke helt formået at toppe sin tidligere inkarnation. Selv før billederne af hende med tunge øjne, vilde grimasser og en skaldet isse dukkede op i 2007, havde hendes sange nogle budskaber, der inviterede til en foruroligende form for udnyttelse. Jeg kan huske en af mine venners mor, en britisk kvinde, der voksede op under rødstrømperne, der var ved at få kaffen i den gale hals og spruttede af arrigskab og mistro, da en stemme i radioen sang: “I was born to make you happy.”
Det var 1999. I 2001 var de sukkersøde følelser i Born to Make You Happy blevet mindre føjelige – lige så underdanige, men mere æggende. I’m a Slave 4 U med sit Neptunes-beat og glissando-vokal er sammen med den intense Toxic en af Britneys bedste. I 2001 gik hun på scenen til VMA og snoede sig med en levende, hvid pyton rundt om skuldrene i en optræden, der vidt og bredt betragtes som “ikonisk.” Den blev en del af VMAs historie, og det ved Britney godt.
Ordet “ikonisk” dukkede op igen for Britney to år senere. I dag, i en tid, hvor det er tilladt at gifte sig med én af samme køn, kan man godt løfte et øjenbryn over den politik – eller måske mangel derpå – der ligger bag, at to tilsyneladende heteroseksuelle kvinder kysser hinanden foran rullende kameraer. Men i 2003 snavede Madonna Britney, og det blev taget imod som en popsensation. Prikken over i’et var, da kameraet klippede til en tydeligt overrasket Justin Timberlake, Britneys eksmand.
Hun optrådte ikke til VMA igen før 2007, og på det tidspunkt var det lidt, som om pytonen Banana havde kvalt alt liv ud af hende, og vi så ikke den smidige, sexede danser fra Baby One More Time eller Oops I Did It Again, men den samme kvindes dårligt sminkede lig. I hendes daværende single Gimme More lød det, “Feels like the crowd is saying / Gimme, gimme more,” hvilket desværre var meget langt fra virkeligheden.
At se en desorienteret og forvirret Britney vælte rundt og mime gjorde ikke, at man havde lyst til at lægge en slange om skuldrene på hende, men i stedet hellere en dejlig, varm cardigan – og så ville man sætte hende i en sofa, lave en kop te til hende og fortælle hende, at det hele nok skulle gå, og at hun ikke behøvede at gøre alt det her. Verden var selvfølgelig en del ondere indstillet. New York Times klagede for eksempel således: “Hun skuffede ikke, hun var forfærdelig. Tydeligt nervøs vaklede hun rundt på scenen, dansede forsøgsvis og gjorde absolut intet, der hverken lød som eller lignede live-sang.” Selv Whoopi Goldberg, der ikke ligefrem er kendt for at være et røvhul, sagde på tv, at “hun ligner en, der er ligeglad. Hun ligner en dårlig stripper.”
I 2007 ville vi have trukket på skuldrene af det. I 2016 er vi mere oplyste og følsomme omkring psykisk sygdom og vores kendissers menneskelige sider.
I de følgende måneder mistede Britney forældremyndigheden over sine børn, blev indlagt på en psykiatrisk afdeling og fik sin far James Spears og advokat Andrew Wallet som værger. De bestemmer stadig over hendes formue. Som en omfattende artikel i New York Times kunne fortælle, er den slags ordninger normalt forbeholdt de ældre, handikappede eller sindssyge.
I dag stråler hendes Instagram med veltrænede muskler, halvtomme og søde inspirerende citater og det, hun sikkert selv ville kalde positiv energi. Men beslutninger om hendes eget liv, i hvert fald i forhold til helbred og økonomi, er stadig ikke noget, hun er herre over. I 2007 ville vi have trukket på skuldrene af det. I 2016 er vi mere oplyste og følsomme omkring psykisk sygdom og vores kendissers menneskelige sider. Britney selv, som Forbes udråbte til at være den femte bedst betalte kvindelige musiker i 2015, har lært at kalde os for “bitch” på et tidspunkt, hvor det ord har mindre at gøre med at undertrykke kvindelige kunstnere, end at selvsamme kunstnere generobrer ordet og gør det til deres eget.
Sådan gik det til, at vi står her – ni år efter hendes seneste VMA-optræden – og hendes optræden på søndag kommer midt i en voksende sympati for Britney. Måske kan hun endelig få lidt “glory”. Chris Crocker, hvor end han er (ham der blev meget pludseligt og meget kortvarigt berømt på YouTube for at tude ind i kameraet og hulke, at vi skulle lade Britney være) har fået sit ønske opfyldt. Måske elsker vi hende, fordi hun har været så grueligt meget igennem, og fordi hendes sårbarhed er så gennemsigtig. Eller måske elsker vi hende, fordi hun var billedet på vores ungdom, og det vil hun altid være. Eller også elsker vi hende, fordi vi er blevet ældre, og Beyoncé – gudindeforælder til os alle – har lært os, at vi skal behandle popstjerner ordentligt. De er ikke vores slaver. De er ikke født til at gøre os glade. Når vi skader dem, skader vi os selv.
Læs mere på VICE:
Mød manden der lever af at sælge sexvideoer med Hollywoodstjerner
