Jeg kom ind på kunstakademiet med en lillebitte film, jeg havde klippet sammen af gamle hjemmevideoer fra min barndom. Tallene 5. 1. 2000 knitrer nede i venstre hjørne, og det var 10-årige Kim, der i sin tid gik rundt og filmede rummene i sit barndomshjem. Der sker egentlig ikke så meget i videoen: man ser det kedelige hverdagsliv hos en dansk provinsfamilie, mine forældre får eftermiddagskaffe i stuen med de syrede egetræsmøbler, jeg leger med min lillesøster Emilie, vi ser til vores ensomme dværghamster i buret, vi får aftensmad. Men alle klippene har noget sort over sig. Der er noget uhyggeligt ulmende over alt i huset, selvom der ikke sker noget. Min far var alkoholiker. Han var meget syg og begyndte i takt med, at jeg blev ældre, at drikke sig mere og mere i forfald. Han var ved at tage min familie med i faldet.
“I videoen… hvorfor laver din far pludseligt et kryds med underarmene ud foran sit ansigt?” spurgte en mand mig fra den store cirkel af mennesker, der skulle bedømme mit værk til optagelsesprøven. Og det er rigtigt, i videoen laver min far et stort kryds til mig henne fra sofaen. Jeg forklarede, at han nok ville have mig til at stoppe med at filme, men at han ellers begyndte mere og mere at lave mærkelige håndtegn til min familie i stedet for at tale, når han var fuld. Krydset foran sit ansigt brugte han tit, og for mig er det blevet et slags symbol for ham. Kort tid efter fik jeg en mail om, at jeg var blevet optaget på akademiet.
Videos by VICE
I 2010 blev min far fundet i en opgang i Slagelse. Han var slået ihjel. Det chokerede os alle dybt. Vi var overbeviste om, at det var hans lever, som ville tage livet af ham. Min familie og jeg vidste fra anden hånd, at han var blevet smidt ud af sit hus langt ude på landet, fordi han var stoppet med at betale sine regninger. Han gik hvileløst rundt i Slagelse, og så endte han med at blive slået ihjel. Mine storesøstre Ida og Maria tog sammen med mig hen til Riget for at identificere hans lig. Der stod ‘Genkendelse’ på døren, og mit hjerte røg op i halsen. Han lå pakket ind i hvide lagener, så man kun kunne se ansigtet. Der var tændt små fyrfadslys. “Det er ham!” udbrød Ida, og de skyndte sig begge ud i det tilstødende rum. Men jeg blev stående og kiggede på ham.
Ansigtet så skævt ud. Venstre side af panden bulede mærkeligt ud, og han havde et kæmpe sæbeøje. Det må have gjort ondt. Mange af øjenvipperne manglede, og øjenlågene så ud som om de var limet sammen. Munden var stor og lukket. Overlæben gled lidt ud over underlæben, som lavede han en ppff-lyd. Sådan en lyd lavede han tit, når han sad i sofaen spritstiv og faldt i søvn. Han lignede en headbanger i slowmotion, sådan som han sad og nikkede med hovedet, ensom i sin egen rus. Jeg overvejede, om jeg skulle mærke ham en sidste gang, nu hvor det ville være min allersidste chance for det. Skulle jeg ae ham på kinden eller på øret? Jeg turde ikke. Jeg var bange for, at min berøring ville ophæve hans dødsforbandelse, og at han ville springe op fra briksen og hvæse af mig.
Billedet er ligeledes et screenshot fra forfatterens film ‘Ode’.
Vi mødte manden, der slog min far ihjel, under retssagerne det efterfølgende år. Han kom gående med en betjent på hver side af sine store arme. Hvid hættetrøje og grim tatovering i nakken. Han så dum ud – og det var han også. Retspsykiaterne beskrev ham som sinke. Da han på et tidspunkt skulle beskrive trappen i sin opgang som stejl, kunne han ikke finde ordet og sagde “uhyggelig” i stedet for. “Trappen var… du ved, uhyggelig.” “Du mener stejl?”, nikkede forsvarsadvokaten. “Ja.” Så kom der gennemgående beskrivelser af min fars skader. Anklageren remsede op fra en lilla mappe: svær venstresidig traume, ribbensbrud, kvæstningsblødninger, bløddelshævelser, næsebrud – det blev ved og ved. Det var så uvirkeligt. Jeg fik så ondt af min far, og det føltes næsten lige så uvirkeligt.
Under en frokostpause blev jeg siddende i salen for mig selv. Jeg skyndte mig at tage et kig i den lilla mappe. Jeg var nødt til at se det med mine egne øjne. Havde det været en anden fra min familie, en jeg elskede, ville det have forholdt sig anderledes. Jeg ville være brudt totalt sammen af det. Men fordi det netop var ham, manden der har gjort mig så meget ondt, kunne jeg opretholde en kølig beskyttende fernis om mine følelser, og jeg var i stand til at se på billederne. Der lå han så, ligesom de havde beskrevet det. I sit eget blod i opgangen med tøjet revet lidt itu. Han havde sandaler på. Ved sin buksekant lå hans blodige højre hånd med en guldring på. Ansigtet var rundt og rødt som en kvast tomat. Og der var obduktionsbilleder. Den åbnede krop. Et billede af hans kraniekuppel taget af hovedet som et låg, så hjernen fik lov at fortælle, hvordan den blev smadret. Små pile af blå tusch pegede på blodansamlingerne.
Da jeg lukkede mappen i, vidste jeg, at dens billeder gemte på den historie, jeg var nødt til at fortælle. Mit forfærdelige liv med min far som jeg ville lave om til kunst. Jeg begyndte at optræde som Kim Kim med sange blandt andet omkring mine minder om ham. Men de hjemsøgende billeder af hans lig lå hele tiden i baghovedet. Jeg vidste, at de ventede på mig.
Der gik noget tid, og så skete der noget mærkeligt, som jeg stadigvæk ikke helt ved, hvordan jeg skal forholde mig til. Jeg var taget til en klarsynsdemonstration på Amager. Det foregik i et stort spiritist-hus, og clairvoyanten var kommet langvejs fra (et big shot inden for feltet åbenbart), men jeg var kommet forbi mere eller mindre tilfældigt og mest for sjov. Salen var fyldt op med mennesker, og jeg sad gemt væk i midten og lyttede på, mens mediet sad i en stor sølvstol med zebraprint og begyndte at få kontakt med ånder. Hun fik flere folk til at græde, når hun hævdede at have fået kontakt med deres afdøde kære, fordi hun beskrev detaljerede ting Åndernes Magt-style.
“Now is there a daughter who’s lost her father? Someone in this area of the room,” pegede hun lidt væk fra mig. Jeg overvejede ikke mig selv og tænkte end ikke på min egen far. Ingen gav lyd fra sig. Mediet spurgte dernæst, om det kunne lyde bekendt for nogen, hvis denne mand muligvis var uelsket, og at folk ved hans dødsfald kunne have sagt “so what.” Hun løftede sine hænder ud til siden. Jeg rækkede tøvende min hånd i vejret. “Try and say yes,” sagde hun og pegede på mig. Jeg gav et rustent yes. “Oh, I thought it was a daughter!” Hendes øjne var rare og meget blå, og de zoomede sig ligesom ind i mit blik, men jeg forsøgte at forholde mig helt neutral i min udstråling, så hun ikke fik hints fra mit kropssprog. Hun gjorde dernæst noget, jeg aldrig glemmer. Hun løftede sine underarme op og lavede et stort kryds foran sit ansigt. Han står og gør sådan her, sagde hun. Jeg var dybt chokeret.
Forfatterens barndomshjem.
Clairvoyanten sagde, at han drak forfærdelig meget, for hun kunne smage alkoholen, og hun syntes, at han lugtede grimt af vin. Jeg tænkte tilbage på hjemmebryggeriet, min far havde lavet nede i vores kælder. Efter mine forældres bageri gik fallit, begyndte han på sin nye hobby: hjemmelavet vin. Der stod mindst 15 kæmpe vinbowler rundt omkring og gærede med den mest sprittede “hvidvin”, man kunne forestille sig. Bowlerne lavede boblelyde som et Frankenstein-laboratorium.
Nu begyndte alle minderne at springe frem fra skyggerne. Jeg så min lille barnekrop hoppe på en hoppepude på en ferietur. Kraven på min bluse sad rundt om hovedet, og jeg legede at have langt hår, der blafrede smukt i vinden ligesom mine søstres. Han flåede mig pludseligt ned og hvæsede, at der kom spøgelser om natten og åd mig, hvis jeg nogensinde gjorde sådan noget igen. Så det gjorde jeg aldrig igen. (I stedet har jeg i dag rigtigt langt hår, der næsten når ned til røven.)
Der var en kæmpe kløft mellem os. Jeg tror, han var skuffet over ikke at få den søn, han håbede på. Han piskede mig engang med noget tyndt reb, sparkede mig mens jeg lå på gulvet og hev mig op i kraven, så jeg ikke kunne få luft. Alle hans børn gik ham på nerverne, og jeg husker hans ofte skulende ansigt, når jeg sad ved min mor. Som var han et forsømt barn, der fik taget sin mor fra sig. Hvis han ville sige noget til sine børn under middagen, der altid føltes som et begravelsesselskab, talte han gennem min mor: “Birte, sig til Maria, at hun skal stoppe med at ryge cigaretter, når hun er på besøg.”
Mine forældre kunne have nogle rædselsfulde skænderier. Når de begyndte på det, havde jeg en følelse af, at alt var ved at slutte, at min verden faldt fra hinanden, hvilket den også gjorde. Jeg skreg og hylede meget af angst som lille. Der var dengang i køkkenet, hvor jeg hørte buret med vores kanariefugle vælte ud over gulvet og låget fra ovnen blev flået op. Når man skriger angstskrig, føles det som en kniv, der dolker dig i maven. En af de værste episoder var, da min far hev min mor i anklerne, så hun faldt hele vejen ned af vores kældertrappe. Smadrede tallerkner, smadrede franske døre, mig der ringer 112. Hvis politiet kom, kunne han finde på at sige, at min mor var ved at tage livet af ham, fordi hun ikke ville lave mad til ham.
Forfatteren som barn.
Jeg tror, at min mor var så lammet af al det kaos, at hun slet ikke kunne høre alarmklokkerne ringe. Vi gik gennem alt for mange sorte år, hvor hun kæmpede en sej solokamp for at ændre ham til det bedre. Men han slog os alle mere og mere i stykker. Min mor havde den umulige idé, at hun kunne redde ham – den største og nok mest almindelige løgn alkoholikerens partner fortæller sig selv. Men til sidst brændte det håb også ud, og hun gik langt om længe fra ham. Vi flyttede hen til en lille lejlighed, og min far flyttede ud i et sørgeligt hus på landet. Vores liv med ham sluttede der, men han hjemsøgte vores sind konstant. Efter hans død var vi frie, men vi var egentlig ikke frie, og vi kæmpede med skænderier nu mellem hinanden og alle vores tunge følelser. En alkoholikerramt familie er virkelig en brændemærket familie. Man kan ikke vaske ar væk.
Clairvoyanten stod stadig og talte til mig, og jeg forsøgte at høre efter. Hun begyndte nu at beskrive ham som en intelligent mand. “His mind was very deep,” men han kunne åbenbart ikke rumme det. Han ødelagde sit liv. Ja, sagde jeg. Jeg forestillede mig hans smadrede hjerne og al den elektricitet, de tanker, følelser og stød, som er gået igennem den. Jeg tænkte på, om han var ligeså følsom og kreativ inderst inde ligesom mig, men bare endte med at blive totalspoleret, revet itu og sat sammen på en skæv og forket måde. Han kom aldrig til at skrive med sin venstre hånd. Som lille fik han sat en dåse på den og blev tvunget til at skrive med den højre. Helt fra starten af gik det ham skævt. Jeg begyndte at forestille mig ham som et dybt menneske. Jeg tænkte, at han var nødt til at være dyb for at kunne falde så dybt ned i afgrunden. Til sidst sagde hun, at han forsøgte at danne en bro mellem os, hvis jeg ville tillade det. At han var ked af alle de ting, han havde gjort, og at han ikke bebrejdede mig, hvis jeg ikke ville tilgive ham. For han vidste godt, at han ikke fortjente det. Og for første gang i mit liv kunne jeg konstatere mig enig i noget med min far.
Min storesøster Maria har et minde om mig, som altid har skræmt mig lidt. Hun finder mig i vores hunds kurv. Jeg er fire år gammel og hulker “jeg er fortabt.” Det er lidt et uhyggeligt billede, for hvor tit hører man lige en lille unge slynge sådan et ord ud? Men det er måske netop min styrke, som har reddet mig. Jeg kan ikke huske, at jeg lå i hundekurven, men jeg kan tydeligt huske følelsen af at være fortabt. En episode som den er en del af min dna. Men jeg har simpelhen nægtet at lade det blive fortællingen om mig.
Kim har behandlet livet med sin far og hans efterfølgende død i kunstfilmen ‘ODE.’ I filmen optræder han sammen med sin familie og genskaber bl.a. farens obduktionsbilleder. Ifølge Kim er filmen en måde at opnå traumebefrielse gennem hævn frem for tilgivelse.
