Denne artikel er oprindeligt udgivet af Noisey USA
Halvfemserne affødte musikalske hæsligheder som “Barbie Girl,” “Who Let the Dogs Out” og “MMMBop,” og ja, det er alle sammen forfærdelige sange. Men nu da vi har snart har lagt to årtier i mellem os og det grunge-helvede 90’erne var, må vi også indrømme, at selv højtelskede sange fra æraen – dem, vi alle er enige om er Officielt Gode Sange™ — heller ikke lyder så godt i dag, som de gjorde dengang. Måske var de i virkeligheden bare ikke gode sange til at begynde med. Måske havde vi for travlt med vores inline-rulleskøjter, hiphopbukser og bøllehatte til at være oprigtigt kritiske over for den musik, vi spillede på vores discman. Når det er sagt, så præsenterer vi her 13 sange fra 90’erne, der er helt uudholdelige i dag. Hvordan ser din liste ud?
Videos by VICE
Radiohead – “Creep” (1993)
Husker du, da Cher tog sin eks-stedbror i at lytte til Radiohead i filmen Clueless og hun valsede ind i køkkenet med kommentaren: “Klynk, klynk, klynk. Hvad er det med unidrenge og tuderock?” Ja, den opsummering sad lige i skabet. Hun talte selvfølgelig om “Fake Plastic Trees,” men “Creep” er ærligt talt en af de værste sange, det band har skrevet. Den er dum og klynkende, og hvis en fyr faktisk brugte replikken “You’re so very special,” så ville man brækker sig på hans Conversesko. Vil du have den perfekte krop? Så let røven og lad være med at være så navlebeskuende i din selvudnævnte outsider-rolle. Tag dig sammen. Det var sangen, der gjorde Oxford-bandet berømt, og de gik siden hen og skrev nogle langt mere overlegne klassikere, men overvej lige det her: Udover, at det er den værste omgang tuderock, så er det også et totalt ripoff af The Hollies’ “The Air That I Breathe,” der faktisk er skrevet af Albert Hammond Sr. (jeps, guitaristen fra The Strokes’ far). Tror du ikke på det? Den her video med en robot forklarer det hele. Hammond Sr. får nu flere knaster i royalties for “Creep”, end Radiohead gør. Cha-ching! —Kim Taylor Bennett
Blink-182 – “All the Small Things” (1999)
Vi har efterhånden lagt nok tid imellem os og udgivelsen af Enema of the State fra 1999, til at vi ikke behøver diskutere, hvorvidt Blink-182’s voldsomme kommercielle succes var med til at slå punken ihjel, så lad os bare indrømme, at det her utroligt barnlige album er ret sjovt. Pladen indeholder et par ørehængere, der aldrig rigtig blev spillet i radioen, som “Don’t Leave Me” og “Mutt” (der til gengæld havnede på American Pie-soundtracket! Perfekt musik at kneppe en tærte til). Men sangen, der skulle nå toppen af hitlisterne, lige da 90’erne blev til 00’erne, var “All the Small Things.” Jeg er for doven til at tjekke, om den nogensinde optrådte som covernummer på en opsamling for børn, men det er fuldstændig umuligt at få den til at lyde mere, som om den er skrevet af flok femårige unger. Lad os se engang på Tom Delonges lyriske udskejelser på nummeret (hans klynkestemme er på sit højeste her): “Late night, come home, work sucks, I know.” Eller “Say it ain’t so, I will not go na na na na na (gange 100.000).” Og det er vel at bemærke en sang, han skrev til sin kone! Jeg prøver ikke at så splid mellem en mand og hans kone, men hvis du tømmer dit hjerte i en sang, og det eneste, der dukker op, er, “na na na na na na,” så skal du nok lige genoverveje forholdet.— Dan Ozzi
Sublime – “What I Got” (1996)
Glem al den sædvanlige kritik – alle de sanselige minder om lugten af gammelt bongvand, synerne af hackysacke, der dovent flyver gennem luften, alle smykkerne med hampblade på. Læg en dæmper på alle fyrene med omvendte baseballkasketter på, der står og fortæller smagløse jokes, koret af piger med dreadlocks, der advarer dig om hormonstoffer i fødevarer, de selvtilfredse bros, der siger du bare skal chille ud. Ignorer det faktum, at den her bøvs af en sang er lyden af en million pikhoveder, der udtrykker deres allerdybeste tanker. Det er zombie-udgaven af fyren til enhver fest med en akustisk guitar, det absolutte højdepunkt i trenden med at lægge uforklarlige scratch-segmenter på sange, der ikke har brug for det. For slet ikke tale om, at det er hvidt reggaeband. Men selv fraregnet alle de røvhulsagtige markører, så er “What I got” stadigvæk en sang, der skurer i ørene. Det lyder som en dårlig lejrbålssang – en af de lejligheder, hvor en fyr slår takten an på guitarkassen. Guitaren slasker dovent afsted, hvilket gør sangens eneste tilnærmelsesvist seje linje, “I can play the guitar like a motherfucking riot,” til en joke. Teksten er også totalt undergravende andre steder. Traditionel reggae ser kærlighed som en revolutionær handling. Her ligger det et sted imellem at opfordre til konformitet (“I don’t get angry at the bills I have to pay”; “love’s what I got / don’t start a riot”) og bundløs nihilisme. På den ene side er “What I Got” en formens triumf, en sang, der er lige så doven og uambitiøs som den livsstil, den hylder. Men det er på samme tid den største synd: Hvor vover den her sang at få dovenskab til at lyde så ulideligt?—Kyle Kramer
Metallica – “Fuel” (1997)
Jeg var ni år gammel i 1997 og lige meget, hvad jeg gjorde, så kunne jeg ikke undslippe den her forpulede sang. Den kørte konstant på radioen – blastede ud af min mors skodhøjtalere i hendes gamle Jeep eller som pausemelodi i et Bocephus-maraton i min fars pickup. Et par år senere blev det den officielle NASCAR-sang, og derfor var den helt uundgåelig hjemme hos os. Den der åbningssalve – hvor James Hetfield bjæffer en masse vrøvl, der rimer – ligger til grund for tilblivelsen af tusindvis af memes og cementerede sangens position som kronjuvelen på toppen af den mødding, der er Reload. Der var kun gået ti år siden …And Justice for All, og se nu, hvor galt det var gået. Det var selvfølgelig før Lulu, men stadigvæk. Kongerne var allerede faldet, men for helvede altså; selv Avril Lavigne har lavet et cover af det lortenummer. Hendes version var noget slapt pis og bestemt ikke bedre end originalen, men den var heller ikke markant dårligere.—Kim Kelly
Sir Mix-a-Lot – “Baby Got Back” (1992)
Da Nicki Minaj udgav “Anaconda” i 2014, var folk skuffede over, at sangen ikke levede op til den utroligt høje standard, som albumcoveret satte. Personligt var jeg skuffet over, at den genoplivede en af de mest forfærdelige sange fra 90’erne: “Baby Got Back.” Jeg er godt klar over, at det er en kampsang, der sætter fokus på, at kvinder ikke skal eller kan leve op til de idealer, som modemagasinerne sætter, men det er også helt objektivt set en dårlig sang, der skader mere, end den gavner. Det kan godt være, at Drake foretrækker BBW-kvinder nu, men Sir Mix-a-Lot ville have kvinder med en stor røv og en smal talje. Så mens sangen gør op med skønhedsidealer, så sætter den altså også en ny standard for, hvordan kvinder skal se ud – en teknik, der senere nåede sit højdepunkt med andet vers af Nellys “Ride Wit Me.” Så ja, Sir Mix-a-Lot, det kan godt være du forudså den store røvs genkomst i popkulturen tilbage i 90’erne, men det var sket alligevel. Store røve er fantastiske, og hvis en aldrende rapper ikke havde påpeget det, så er jeg sikker på, en anden havde gjort det.— Slava Pastuk
Smash Mouth – “All Star” (1999)
Smash Mouth er en plet på menneskeheden. Det, der skulle have været en sang om at være tro mod sig selv, at hylde den, den man er, blev i stedet det eneste argument, vi skal bruge for at bandlyse ska-pop for evigt. Det er et godt argument for aldrig at lytte til musik igen. Det er et godt argument for at lukke San Jose og måske hele Californien. Faktisk, så burde alt musik slettes som straf for, at vi tillod den sang at eksistere.
Vidste du, at hele 13 personer kan sige, at de har spillet i Smash Mouth? Tretten personer. Det er en sang, der optrådte i ikke én, men to film i 2001. Sangen er med i Shrek. Dane Cook optræder i videoen. Dane fucking Cook. Helt ærligt, mand!—Annalise Domenighini
Lou Bega – “Mambo No. 5” (1999)
Modsat andre sange, der optræder på den her liste, som bare er almindeligt dårlige sange, så er den tyske mambosanger Lou Begas hit fra sidst i 90’erne, “Mambo No. 5”, det værste nummer skrevet i menneskehedens historie. Den er tidligere erklæret blandt de mest irriterende singler nogensinde, og den er så dårlig, at selv et børnecover af sangen ikke har ændret markant på kvaliteten. Men det mest foruroligende ved “Mambo” er, at den har holdt ved i snart to årtier. Den har levet som en virus, der finder en ny vært, gennem reklamer og pauser i sportskampe over årene, og minder os konstant om, at den bare ikke vil dø. På trods af det, så elsker jeg den stadig. Jeg ejer originalversionen, Disney-remixet, og har anført i talløse diskussioner om, at den har inspireret DMXs “What These B**ches Want.” Efter jeg så videoen for første gang i lang tid, har jeg gået og ævlet om, hvor fremragende babynavne “Monica, Erica, Rita og Tina” er, før det er gået op for mig, hvad der foregår.—Jabbari Weekes
R.E.M. – “Everybody Hurts” (1992)
R.E.M. er måske et af indierockens største bands. Og ja, okay, den her sang har sikkert hjulpet en masse folk igennem nogle hårde perioder i deres liv. Men hvis du undrer dig over, hvorfor folk sender dig mærkelige blikke over din supercoole, alternative musiksmag, der viser folk, hvor dyb du er, og hvor langt fra mainstremspektrummet du ligger, så er svaret: Den her sang. Lyt nu lige til det der klynk! Det er ulideligt. Det lyder, som om nogens sjæl bliver skyllet ud i lokummet. Det lyder som et nuttet kæledyr – en kanin, en gris, en kat, hvad end der gør dig glad – der bliver stranguleret. Og hvor kommer teksten fra? Det er, som om vores ven Michael synger fra en selvhjælpsbog. Det virker lidt usandsynligt, at man skulle få det bedre af at høre de her ord for fuld tryk. For at citere en af verdens anden store lyrikere, Buddha, så er al liv lidelse. Men Buddha vidste, at der var en vej til oplysning. R.E.M. er bare vejen til et Garden State-soundtrack og samtlige nasale, triste sange, der fulgte den.—Kyle Kramer
The Verve – “Bitter Sweet Symphony” (1997)
Britpop er uden tvivl musikkens ækvivalent til et slapt håndtryk, men det lykkedes stadigvæk The Verve at gøre det håndtryk slappere og klammere. Igennem de sidste to årtier har The Verves “Bitter Sweet Symphony” ageret lillebror i diverse reklamefilm til britpoppens irriterende flagskib “Wonderwall” og den ene sang, hvor ham fra Blur siger “Woo hoo.” For hver reklame for Mercedes eller Volkswagen, som Oasis har optrådt i, får The Verve et 15 sekunders onlinespot for Nissan. Det sørgeligste er, at hver gang Richard Ashcroft får royalties for gruppens eneste hit, skal han straks sende en del af pengene videre til Keith Richards. Ashcroft har aldrig betalt regningen, når Liam Gallagher har inviteret ham på middag. Men sådan går det, når det eneste, man har præsteret, er, at sample strygerne fra en Rolling Stones-sang for derefter at markedsføre sit eget remix gennem en elendig 90’er film.—John Hill
Blur – “Song 2”
Blur skulle efter sigende også have gode (“gode”) sange, men de vil for altid være kendt som bandet, der “skrev den der ‘woo hoo’-sang,” og det er lige præcis, hvad de fortjener for at udsætte os for den. Sangen skulle oprindeligt være en parodi på grunge-bølgen, men i forsøget på at gøre nar af noget, de syntes var lamt, lykkedes det i stedet Blur at skabe et musikalsk monster, der er ti gange værre end en hel bataljon af ud-cokede Eddie Veddere. Ja, den er fængende, men det er syfilis også, og bare se, hvordan det gik for Hitler.
Woo Hoo-sangen går fortsat sin sejrsgang, hvor mange andre af 90’ernes engangshits enten er gået i glemmebogen eller røget på en Buzzfeed-liste. Så længe bilfabrikanter har lov til at lave reklamefilm om folk, der tager lån i huset for at købe en gigantisk pickup truck, så får den her sang lov til at leve, og Blur bliver rigere, og den eksistentielle angsts ulidelige smerte tager til i styrke. Når jeg lytter til sangen, bliver jeg direkte vred, men også forvirret. Hvad fanden er I så glade for, Blur? I er briter.—Kim Kelly
Primus – “Wynona’s Big Brown Beaver” (1995)
Hvis man bare så bort fra, at den her sang lyder som en musiklærer, der blærer sig over for en flok skæve teenagere, og at vokalen lyder, som om den er sakset fra “Cotton Eyed Joe”, og brugen af vendingen “big brown beaver,” og de tre minutter den sagtens kunne undvære, og det faktum, at det føles, som om du er til en byfest, hvor publikum udelukkende består af sexforbrydere, så kan det faktisk godt være en udmærket sang!—Dan Ozzi
Nirvana – “Smells Like Teen Spirit” (1991)
Hold kæft, hvor den her sang dårlig. Hvorfor? For det første er der tonsvis af andre Nirvana-sange, der er langt bedre end “Smells Like Teen Spirit.” Dem har jeg ikke tænkt mig nævne, for selv om du sikkert har ejet et par Converse All-Stars med teksten fra Kurts selvmordsbrev påtrykt i tusch, så kan du garanteret ikke nævne andre Nirvana-sange (udover “Learn to Fly” selvfølgelig.) Hvad der er mere irriterende er, at den her sang ofte rangeres som en af de bedste nogensinde, hvilket er lidt underligt, når man tager i betragtning, at det er fire akkorder og en tekst, der ikke giver nogen mening. Folk elsker at snakke om, hvor vilde de er med Kurts budskab—men hvad er det for et budskab? ” Hello! How low! Mosquitos!” Nice. Det, at Nirvana har nået toppen af den alternative bunke lort, vi kender som midten af 90’erne (beklager R.E.M.) og anses for at være en vigtig repræsentant for den generation, har to årsager: Bandets videoer ligner noget, der er lavet med et Instagram-filter, og Kurt Cobain tog sit eget liv, og vi elsker alle sammen en poetisk fortælling, også selv om den har rødder i personlig tragedie og selvhad, der muligvis kunne have været forhindret (er helt vild med dokumentaren dog!) Til personen, der synes, det her er verdens bedste sang: Vi har fattet det, bro. Du er alternativ.—Eric Sundermann
