Efter at have ødelagt håret med hidsige behandlinger i årtier for at leve op til vestlige skønhedsidealer er mange sorte kvinder og mænd begyndt at stå ved deres naturlige hår. Med kunstudstillinger og gennem popkulturen generobres det naturlige afrohår i håb om at bryde med de stereotyper, der desværre ofte følger med at lade håret stå.
I København kunne man for nylig opleve udstillingen My Black Hair Story organiseret af non-profit-organisationen Unge Formidler Kultur, der arbejder med at forene forskellige kulturer. Udstillingen problematiserer de idealer, unge afrodanskere skal leve op til, og bag den står tre unge kvinder, som selv har krøllet hår. På ærlig og smuk vis hyldes det naturlige hår, og man præsenteres for, hvorfor det kan være svært at elske sit store hår, når man hele tiden møder det glatte, lyse hår i medierne og på gaden. Det er første gang, at sorte mænd og kvinders hår er genstand for en udstilling i Danmark, og interessen var så stor, at udstillingens åbning blev forlænget.
Videos by VICE
På åbningsdagen holdte Carriene Rendbo et oplæg. I 2010 lod hun sit hår vokse ud på naturlig vis efter at have brugt relaxer, et kemisk produkt, der glatter håret, i årevis. Hun ville stå ved sit krøllede hår. Derfor åbnede hun webshoppen I Love Natural Hair, som ikke alene sælger produkter til krøllet hår, men også er en bevægelse, der opfordrer sorte kvinder til at dyrke deres naturlige hår. Dokumentaristen Zena Saro-Wiwa kalder selve handlingen at gro naturligt hår for et stille oprør i den korte dokumentar “Transition”, hvor hun selv klipper sit behandlede hår af, og i takt med, at hendes hår gror ud på ny, bliver klar over, at det er en ny måde at anerkende sig selv på.
Carriene Rendbo fortæller mig, at når man er sort, så er håret politisk, om man vil det eller ej. “Man kan ikke separere en sort person fra deres hår, for det er identitetsskabende. Hår symboliserer ens status og politiske synspunkter, og det gør sig især gældende med sorte mennesker,” siger hun og tilføjer: “Jeg har ikke lyst til at gøre mit hår politisk, men det er det.”
Det kan for eksempel komme til udtryk, når man skal til jobsamtale, hvor man kan føle sig nødsaget til at overveje, hvad ens naturlige hår udstråler. “Da jeg fik naturligt hår, havde jeg boet i Danmark i et par år. Jeg var meget bevidst om, hvilken form for opmærksomhed det ville tiltrække, da jeg skulle til en jobsamtale; ville de mon tænke over, hvordan mit hår sad? I England er det noget, der bliver lagt mærke til,” forklarer Carriene Rendbo, som flyttede til Danmark fra England i 2009.
Selvom popikonet over dem alle, Beyoncé, aktivt har meldt sig under fanerne i Black Lives Matter og flere gange har rystet den amerikanske befolkning – blandt andet under Super Bowl i 2016, hvor hun og hendes dansere optrådte i Black Panthers-inspirerede kostumer, forbliver hendes hår for det meste lyst og glat.
Det modsatte gør sig gældende med søster Solange. I hendes optrædener spiller det naturlige hår en central rolle. I 2016 udkom albummet “A Seat at the Table”, hvor man kan finde nummeret Don’t touch my hair. Albummets cover er et portræt af Solange iført minimal makeup og papillotter i sit naturlige hår. Og siden 2009, hvor Solange groede sit naturlige hår ud, har hun haft fokus på sort identitet i sit virke som kunstner og med sit hår. Hendes tre millioner følgere på Instagram hylder hende for det, og hvis man overværede den forrygende, intense koncert med hende på Roskilde Festival i år, forstod man, at hendes mod til at stå ved sig selv og sit hår, har en enormt betydning for andre sorte personer.
I den politiske arena er Michelle Obama ligeledes et ikon og et stærkt forbillede for mange. Den tidligere førstedame lagde for nylig internettet ned, da hun efter otte år i embedet slog håret ud på en badeferie. Gennem otte år var hendes hår glattet, relaxed og opsat på alverdens måder, og da hun endelig satte håret fri, blev hun hyldet – og satte samtidig gang i en diskussion om, hvorvidt hendes otte år med glat hår var tilpasset et vestligt ideal, som ingen almindelige sorte kvinder kan leve op til.
En ting er, hvad Michelle Obama gjorde i Det Hvide Hus, og hvad søstrene Knowles kan gøre på alverdens scener – men hvordan er det egentlig at have hår, der skiller sig ud i Danmark? Vi har spurgt tre afrodanskere om deres oplevelser med deres hår, og hvad det betyder for deres identitet.
Jennifer Tonndorff, 27, læser kreativ kommunikation
Jeg er mulat. Min far var dansk pilot og mødte min mor i lufthavnen i Caribien. Jeg har altid kaldt mig selv for en halv blyp efter børneserien “Mor, far og Blyp” med Hella Joof. Hun var i mange år mit forbillede, selvom hun er meget ældre end mig, men hun var den eneste kendte, jeg kunne relatere til, og som udstrålede, at hun var lige så dansk, som jeg altid har følt mig. Jeg minder allermest om min far og alt, hvad jeg gør, er dansk. Men jeg er altid blevet gjort opmærksom på, at jeg ikke ser dansk ud. Folk vil altid spørge, hvor jeg kommer fra. Når jeg svarer Østerbro, spørger de: Hvor er du rigtig fra?
Mine forældre blev skilt, da jeg var lille. Da jeg var barn, gik min mor meget op i, at mit hår sad flot. Så jeg havde altid en flot frisure. Det var smertefuldt at få det sat, men så kom min far og holdte mig i hånden. For min mor er flot hår en vigtig værdi. Ligesom at være velopdragen. Da jeg var lille, kunne de andre børn finde på at spørge, om man godt kunne rede mit hår. Det var lidt mærkeligt, for selvfølgelig kan man det, og jeg kom jo med nye frisurer hver uge.
Jeg har prøvet det meste med mit hår. Da jeg blev teenager, fik jeg det også glattet med relaxer. Det er virkelig usundt. Men det syntes min mor, jeg skulle. Jeg tror ikke, hun tænkte, at jeg skulle ligne mine klassekammerater, men mere at det var pænt og signalerede, at jeg var blevet voksen.
Problemet dengang var, at jeg ikke vidste særlig meget om at pleje det. For eksempel har relaxed hår ikke godt af klorvand eller at blive vasket for ofte. Når jeg ser billeder fra den periode, kan jeg godt se, at mit hår ikke er specielt flot eller sundt, men jeg kunne ikke helt finde ud af det.
Hvis du synes, det er slemt at få bleget sit hår, så gang det med 10. Det er virkelig ikke særlig lækkert. Relaxer suger livet ud af håret, og det er nærmest sådan en hø-agtig fornemmelse, og håret bliver virkelig tyndt. Det er kun flot første gang, hvis ikke man er virkelig god til at pleje det.
I forbindelse med jobsamtaler eller første dag i en ny skole har jeg altid tænkt meget over mit hår. Det fylder meget, og det giver lidt samme opmærksomhed, som hvis du havde en hanekam – til trods for, at det bare er løst hår. Det er, som om mit naturlige hår er et statement, selvom det jo bare er løst hår. Jeg har tænkt meget over, om det er mig eller omgivelserne, der tillægger det den mening. De fleste synes egentlig bare, det er spændende.
Jeg har lige fået praktikplads hos IKEA Creative Hub i Malmø. Til samtalen havde jeg fletninger, og det var bevidst. Jeg skrev også på mit cv, at det var noget, jeg gik i op. Ligesom mit tøj, så afspejler det, hvem jeg gerne vil ses som. Jeg tillægger uden tvivl mit hår meget identitet, og ligesom hvis du har noget tøj, der ikke sidder godt, så kan jeg også være utilpas med mit hår.
Jeg oplever nogle gange ældre damer, der rører ved mit hår, men jeg kan godt unde dem det. De er ikke vokset op i et multikulturelt samfund.
De sociale medier har betydet meget for mig og mit hår. Det er ellers ikke noget, jeg har brugt specielt meget, men på Instagram kan jeg få inspiration og se tutorials til, hvad jeg kan gøre med mit hår. I mangel af at være en del af et mørkt community i Danmark, så kan jeg være det på Instagram. Det giver mig et selvtillidsboost. Jeg kan godt føle mig ekskluderet, når jeg for eksempel ikke kan købe produkter til mit hår i Matas. Det er diskriminerende. I Matas kan du købe serum til dine øjenvipper, men ikke noget til mit hår.
Min frisør valgte at blive frisør, fordi hun ikke kunne blive klippet nogen steder. Hvis man gerne vil have sådan almindelig dansk frisør-vibe, så er der ingen steder at gå hen med krøllet hår. Det er ligesom med Instagram med hende, fordi min horisont om mulighederne med mit hår udvides, fordi hun specialiseret sig i krøllet hår.
Prince Henry, 23, læser sociologi
Engang sad jeg på Islands Brygge og spiste en is. Så kom der to piger hen og sagde: “Flot hår”. Det er en klassisk situation, og jeg ved, hvad der skal ske. De ville gerne røre det, men jeg sagde nej og måtte flytte mit hoved flere gange, fordi de forsøgte at røre ved det. De stoppede ikke. Jeg kan huske, at jeg tænkte, om jeg skulle give dem lov for at få fred. Da de havde rørt det, lavede de en sejrsdans.
Folk tror nærmest ikke på det, når jeg siger det. Det er en svær ting at tale om, fordi det er så langt ude. Danmark er jo mit hjem, jeg er ikke turist. Jeg tænker over det, når jeg bevæger mig rundt i byen.
Jeg var 4 år, da jeg kom til Danmark. Der startede jeg i dansk børnehave, hvor jeg lærte dansk. Pædagogerne sagde, at jeg skulle begynde til dans for at lære sproget og få venner. Så det gjorde jeg. Efter tre måneder kunne jeg sproget og var sindssygt god til dans. Jeg tænkte ikke så meget over mit hår, da jeg var lille. Dengang ville folk gerne røre ved det og var interesserede i det, og jeg syntes bare det var fedt, fordi det gjorde mig populær og gav mig opmærksomhed.
I gymnasiet havde jeg en masse forskellige frisurer; jeg havde corn rows, jeg var skaldet, havde afro og hanekam. Hver gang jeg fik nyt hår, havde alle en holdning til det, som de tilkendegav, uanset om de kunne lide det eller ej.
Da jeg blev teenager, begyndte jeg at lægge mærke til, at mine klassekammerater, der alle var etniske danskere, var meget fascinerede af mit hår og gerne ville røre og lege med det. For første gang sagde jeg nej til det, og så plagede de om at få lov.
Nogle gange føler jeg, at jeg er reduceret til “ham med håret”. Jeg oplever, at folk gerne vil tale om mig, men ikke med mig. Jeg er et godt samtaleemne. Folk kan finde på at tage fat i mit hår uden at spørge. Hvis de spørger, om de må røre, og jeg siger nej, spørger de hvorfor. Det er ligesom, jeg skal forsvare, hvorfor fremmede mennesker ikke må træde ind i min intimsfære. Det er et problem, synes jeg. Det er en kropsdel. Jeg oplever, at når folk først har overtrådt en grænse ved at spørge, om de må røre mit hår, så bliver andre grænser nemmere at overtræde.
Fordi jeg er mand, er der en tendens til, at folk siger, jeg skal tage det som en kompliment. Jeg tror, det kan være svært at forstå, at det faktisk også er grænseoverskridende, også selvom jeg ikke føler mig truet. Allerhelst skal jeg sige tak for opmærksomheden.
Jeg har prøvet rigtig meget med mit hår. Mit hår er nemt at pleje. Det er ret tidløst. Det er noget, man også havde i 80’erne og 90’erne, men det er stadig meget specielt. Jeg har det for min egen skyld, og jeg synes, det er flot. En klar inspiration er Will Smith fra Fresh Prince of Bel Air.
Jeg bruger en afrokam. Tit bliver jeg spurgt om, hvordan mit hår sidder om morgenen. Så plejer jeg at svare, at “man kan se, hvilken side jeg har sovet på”.
Jihaan Yussuf, 21, arbejder som front manager på Lê Lê
Jeg gik i en almindelig folkeskole, men jeg blev drillet ret meget. De andre børn sagde, at jeg var beskidt og kaldte mig n-ordet. I 2. klasse kaldte en af de store drenge mig n-ordet, og jeg fortalte det til min klasselærer, fordi jeg blev ked af det. Så sagde hun: “Jamen, Jihaan, du er jo neger”.
Så kom jeg i en somalisk friskole, hvor jeg lignende alle de andre børn. Alle pigerne gik med tørklæde. Det gik jeg også med i nogle år, men det var, som om jeg slet ikke passede ind, fordi jeg var meget mere dansk end de andre. Der var ikke særlig mange somaliske familier i Herlev på det tidspunkt, så det var sket helt automatisk.
I de år, hvor jeg gik med tørklæde, spurgte min far, om jeg havde lyst til det, og det ville jeg gerne, fordi jeg syntes, at alt med Somalia var spændende. Jeg var 8. Efter to år kom jeg tilbage til den danske folkeskole i Herlev, og så smed jeg tørklædet.
I 5. klasse skulle vi til Bornholm. På den tur begyndte min klasse at kalde mig Krøllebølle. Derefter begyndte jeg at glatte mit hår hver dag for at skjule mine krøller. Jeg brugte relaxer.
Da jeg var omkring 15 år, blev jeg meget bevidst om mine krøller. Jeg kan huske første dag, hvor jeg havde naturlige krøller. Jeg var vildt nervøs for, om folk ville kigge, men jeg var også stolt over det, fordi jeg syntes, det var flot. Det var der heldigvis også mange andre, der syntes. Det var ligesom, at mit forhold til mit hår ændrede sig der.
I modsætning til andre afrikanske lande, så er fletninger og extentions ikke en typisk del af den somaliske kultur. Men så så jeg en musikvideo med Solange, hvor hun havde fletninger ned til numsen. Sådan nogle virkelige lange braids. Dem ville jeg have. Så tog jeg ned i en afrosolon i Istedgade og fik det lavet. Jeg brugte al min løn fra mit fritidsjob i Fakta på det. 2500 kroner kostede det. Det var alt for meget, fortalte en af mine veninder mig bagefter, men det vidste jeg ikke. Det er den eneste gang, jeg har betalt for det. De fleste har mødre, som kan lave det, men det kan min mor ikke, så nu har jeg lært mig selv at lave dem gennem YouTube.
Hår betyder bare meget for sorte i Vesten. Afrikansk hår er politisk. Det er en stillingtagen at have sit eget hår og ikke havde paryk eller relaxer i for at leve op til hvide skønhedsidealer. Når man som sort kvinde har naturligt hår, bliver det et standpunkt, fordi man har fået at vide, at som sort kvinde er man grim, hvis man er for mørk eller har for mange krøller.
Når jeg tænker tilbage, selvom jeg ikke er så gammel, så er der sket virkelig meget. Engang så man kun sorte med glat hår. Det gør man ikke længere. Sorte i USA har meget indflydelse på sorte i resten af Vesten. Det gør virkelig meget.
Mange har meninger om Michelle Obama, fordi hun aldrig har haft naturligt hår. Jeg synes selvfølgelig, det er fedest at have mine egne krøller, men jeg vil ikke dømme, hvordan andre har det. Man behøver jo ikke at have det på en bestemt måde. Man skal ikke dømme folk, der relaxer deres hår. Det er en måde at politisere kroppen, som jeg ikke synes er ok.
LÆS MERE FRA BROADLY
