Stoya er pornoskuespiller, forfatter og mester i at tage bukser af. Hendes tekster er udgivet i The Guardian, New York Times og The New Inquiry. Hun har en blog, der hedder Graphicdescriptions.com, og anbefaler i øvrigt, at du undlader med at google hende, mens du er på arbejde. Den nedenstående artikel er et uddrag fra bogen Coming Out Like a Porn Star. Du kan læse mere om bogen og bestille den på comingoutlikeapornstar.com.
Murphys lov for upassende adfærd dikterer, at hvis du gør det til en vane at tage tøjet af offentligt, så vil alle i din familie (inklusiv dem, som deler lige så få gener med dig, som en chimpanse gør med en ti-armet blæksprutte) på en eller anden måde finde ud af det.
Videos by VICE
Min bedstemor er en meget klog kvinde, og jeg havde været professionelt nøgen i tre år og stadig undgået spørgsmålet om, hvad jeg lavede. Jeg ville egentligt gerne fortælle hende det, inden hun selv fandt ud af det, men jeg blev ved med at tænke, at jeg først ville gøre det, når jeg var klar til det. Og “klar” blev til stadighed defineret ved ikke at være lige nu.
Så jeg blev taget på sengen, da hun ringede og sagde, “Din mor siger, at du er en slags model. Jeg ved ikke rigtig, hvad det betyder, for hvis du var model, ville hun jo bare sige, at du var model, og det er du da ikke høj nok til. Ikke for noget, min skat, men hvad får du tiden til at gå med?”
Læs også: Min mor og jeg laver porno sammen
Jeg ville ønske, at jeg havde vendt denne uundgåelige situation med min mor, eller at jeg havde en legitim grund til at smække røret på. Mit ellers altid knasende mobilsignal var for en gangs skyld krystalklart. Jeg gik i panik. Hvad hvis hun fik et hjerteanfald af nyheden om min pornokarriere? Hvad hvis hun slog hånden af mig? Og endnu vigtigere: Hvordan skulle jeg forklare, hvad en pornoskuespiller laver i dag til en kvinde, som ikke engang kan finde ud af at bruge en mobiltelefon?
“Øhm, kan du huske Bettie Page og pinup? Det jeg laver, er lidt ligesom pinup bare lidt mere eksplicit. Altså, uden tøj på.”
“Åh! Så du er….helt bar….i bladene?” Enten hallucinerede jeg, eller også blev det spørgsmål leveret i en positiv tone.
“Tjo. Popkulturen er nok lidt mere edgy i dag, end den var i 1950’erne, så jeg har jo i virkeligheden sex med folk, og så kommer det ud på DVD og sådan.”
“I rigtige levende billeder! Kan du lide det?”
“Jeg synes det er sjovt. Og det er altid interessant. Jeg gør kun ting, jeg har lyst til og med folk, jeg har lyst til at gøre det med. Det fungerer godt.”
“Jamen, det er vel nok dejligt alt sammen, og jeg er glad for at høre, at du laver noget, du kan lide.”
Siden samtalen gik over al forventning, tænkte jeg, at vi lige så godt kunne få det hele på bordet.
“Der er også noget andet, jeg nok burde sige, mens vi er ved det.”
“Ååh?”
Udover at være meget klog så er min bedstemor også en utroligt ekspressiv kvinde. Man plejer at sige, at 93 procent af kommunikation er nonverbal, men i min bedstemors tilfælde er måske 99 procent ren intonation. Der er et eller andet ved den måde, hun trækker vokalerne ud på, som gør dem til et helt eventyr i sig selv. Lige præcis det her “ååh” var startet et godt stykke ude i ‘nysgerrighedsland’, havde passeret ‘hvad-bliver-snart-det-næste bjergene’ og var ankommet til ‘venter-tålmodigt-på-at-høre-mere-strup’.
“Jeg bruger dit navn som kunstnernavn, eller, jeg bruger i hvert fald den amerikanske forkortelse. Sagen er, at jeg bruger en del af dit navn som mit kunstnernavn.”
“Vera? Det er da ikke særlig sexet.”
“Nej. Jeg mener, jeg tror godt at Vera kunne markedsføres, især nu hvor neoburlesque er så in. Det er Stoya, jeg bruger.”
“Åh? Åh.” Det første åh var overrasket, men det andet lød knap så begejstret. Jeg forestillede mig, at jeg stirrede ned i et bundløst hul, fyldt med åh-åh. Jeg overvejede, om hun kunne høre mit hjerte banke gennem telefonen. Min venstre hånd pillede nervøst ved syningerne i min skjorte, og det gik op for mig, at det måske var mig, der ville få et hjerteanfald. Jeg ville under ingen omstændigheder dø uden en sidste cigaret, så jeg tændte en og åndede ind og ud, og ind og ud igen. Til sidst kunne jeg ikke holde stilheden ud mere.
“Bedste?”
“Jeg tænkte bare lige. Jeg håber ikke, at der er nogen af mændene på plejehjemmet, som forveksler os og prøver at nedlægge mig med fødderne over hovedet. Så smidig er jeg slet ikke længere.”
Det viste sig, at hun havde haft tre kærester, siden hendes seneste mand døde. Så mange mænd kræver det åbenbart at holde trit med hende. Min store afsløring endte med at være en joke, for selvom promiskuiteten måske har sprunget en generation over, så ligger den helt sikkert i familien.
