Denne artikel er oprindeligt udgivet af VICE Canada
Til at begynde med lignede filmen præcis det, den Nordkoreanske regering ville have: Et smukt, propagandistisk glansbillede, der viser hårdtarbejdende nordkoreanere, som lever i fred og harmoni.
Videos by VICE
Men det var ikke Vitaly Manskys vision for dokumentarenUnder the Sun,der udkommer senere på måneden. Instruktøren, der er født og opvokset i Sovjetunionen, har brugt to år på at forhandle sig adgang til det isolerede land, så han kunne lave en dokumentar, der giver alle os andre mulighed for at få et glimt af hverdagen i en almindelig nordkoreansk familie.
I stedet fandt han hurtigt ud af, at ikke alene ville regeringen skrive hele manuskriptet – et hold af offentligt ansatte ville også bestemme, hvor og hvem han måtte filme og overvåge hver eneste scene.
“Vi har filmet forskellige steder, men vi havde aldrig forestillet os, at de ville udøve så meget kontrol,” siger tyskeren Simone Baumann, som er en af filmens producere.
Filmen følger den otte-årige Zin-mi og hendes forældre, mens hun forbereder sig på at blive medlem af den nordkoreanske stats børneunion. Regeringens kontrol med filmen var total, så Mansky måtte tænke ud af boksen.
Han lod kameraerne køre mellem hver scene, så han fangede embedsmændene, når de kom frem og begyndte at redigere hans film. Og på den måde faldt maskerne.
“Det sætter virkelig spørgsmålstegn ved andre dokumentarer, som de påstår blev lavet uden nogen indblanding overhovedet,” siger journalist og professor Robert Boynton. “Jeg er ikke sikker på, at jeg tror på det længere.” Han interviewede Mansky flere gange ved hjælp af en oversætter fra The New York Times, og han har interviewet adskillige nordkoreanske afhoppere til sin bog om landets bortførelse af japanske borgere The Invitation Only Zone.
I filmen dukker regeringens bodyguards op i familiens lejlighed. De er på morens fabrik for at sikre, at arbejderne opfører sig så muntert og kollegialt, som de bør. Og da en nordkoreansk veteran glemmer at nævne børneunionen i en tale i et lokale fyldt med studerende, træder embedsmændene til for at udfylde den tåkrummende tavshed. Til tider er det virkelig komisk.
På den anden side er det også overraskende uhyggeligt at se mænd klædt i sort træde ind i billedet – midt i familiens ydmyge lejlighed – for at fortælle dem, hvordan de skal spise deres aftensmad.
Scenen ligger i starten af filmen, og den giver os en fornemmelse af, hvad der er i vente: Et skræmmende, tragisk og fascinerende portræt af livet under Big Brother Kim.
Trods Manskys baggrund og hans erfaring med at filme i afgrænsede miljøer var der flere ting, der overraskede ham. “Han havde aldrig været et sted, hvor børn ikke kigger på kameraet,” siger Boynton. “Der var nogle få korte øjeblikke, hvor et barn rakte tunge. Men det chokerede ham, hvor kontrollerede de var.”
For at få optagelserne i kassen brugte Mansky nogle ret simple kneb: “Det var ikke mere avanceret end, at nordkoreanere åbenbart ikke vidste, at nogle kameraer stadig kan optage, selvom den lille, røde lampe ikke lyser,” siger Boynton. “De regnede med, at de kunne overvåge det på den måde, men det kunne de ikke.”
Mansky skulle stadig overdrage alt, han havde filmet hver dag, så det kunne blive godkendt. Vagterne var bare ikke klar over, at kameraet optog det hele på to memorycards. Holdet afleverede det ene og beholdt det andet. Embedsmændene slettede det, de ikke brød sig om og anede intet om kopierne.
Mansky gik endda så langt som at hyre en russisk ekspert i koreansk og oplære hende til at være filmens lydmand, så hun kunne fortæller ham, hvad regeringens mænd diskuterede omkring dem. “Hun var vores spion,” fortalte han Boynton.
Sådan følger vi Zin-mis indoktrinering gennem skole, familieliv og danseundervisning, mens hendes forældres kollegaer er tvunget til at lykønske dem med deres datters succes.
Nordkorea endte med at lugte lunten, da filmen begyndte at få opmærksomhed på festivaler rundt omkring. Regimet indgav en officiel klage til den russiske regering, som havde været med til at finansiere filmen. Men selv under pres nægtede Mansky at fjerne Ruslands navn fra filmen.
Kritikere – herunder en tidligere russisk kulturminister – har sagt, at udgivelsen af dokumentaren bringer familien i fare. Men Boynton påstår, at Mansky var “meget bekymret for familien.”
“Han redigerede den med deres beskyttelse for øje,” og han brugte kun scener, der ikke fik dem til at fremstå i et negativt lys, siger Boynton.
“Det er svært for Nordkorea at dømme dem,” siger Baumann. “Embedsmændene satte pris på deres arbejde. Alt var som det skulle være. Moderen sagde i et interview, at det var hendes datters første skuespillerjob, og at hun havde klaret det så flot.”
Siden filmen er kommet ud, er Zin-mi blevet lidt af en berømthed i landet. Nordkoreanske medier påstår, at hun er blevet set give Kim Jong-Un blomster efter Arbejderpartiets 7. kongres i maj.
Hvad angår vagternes skæbne, fortalte Mansky, at han ikke var bekymret. “De er en del af propagandaapparatet,” fortæller Boynton. “Folk i Nordkorea straffes og belønnes konstant. Jeg tror ikke, de bliver smidt i en gulag og sulter ihjel.”
Andre, såsom den canadiske menneskerettighedsorganisationen JAYU, har stillet spørgsmålstegn ved filmens betydning, hvis den bare viser os “det vi allerede ved” om Nordkorea.
Men den tanke afviser Boynton. “Det vi ved, bliver konstant skrællet væk. Det er som en russisk babushka-dukke. Du åbner den, og der er endnu en, og endnu en.”
Boynton mener, at filmen er det tætteste, vi nogensinde er kommet på at få at vide, hvad der foregår i Nordkorea. “Den er så vanvittig præcis i sin skildring, at man ikke kan lade være med at betvivle alle tidligere fremstillinger af Nordkorea,” siger han. “Graden af manipulerende kunstgreb, pragtudfoldelser og skuespil er overvældende. Mansky er den første, der rigtigt har forstået det. Virkeligheden er en uvirkelighed.”
Mere om diktaturstaten fra VICE-gemmerne:
En måned efter atomprøvesprængningen gør Nordkorea klar til opsendelsen af en satellit
Dansk Nordkorea-beundrer har sendt en fødselsdagshilsen til Kim Jong-un
Afsløring: Nordkoreanske tvangsarbejdere slider sig ihjel i Polen
