Denne artikel er oprindeligt udgivet af VICE USA.
Jeg lod en lysekrone falde ned i hovedet på ham. Jeg kunne ikke lade være. Jeg vidste, at der ville være nogle utilsigtede skader. De tre andre mennesker, de var bare uskyldige modefans, der var kommet for at se Sanguine-showet, og alligevel ville de også dø i “uheldet”. Men det skulle gøres. Han hang bare ud i baren, intetanende, direkte under den enorme masse af krystal og metal, der snart ville blive hans undergang. Det var så saftig en mulighed, at den nærmest skreg mig i ansigtet.
Videos by VICE
Jeg tøvede, bare lige i et par sekunder. Kunne jeg gøre det her? Kunne jeg, i form af Hitman-seriens ikoniske Agent 47, tage uskyldige liv for at gennemføre mit endelige mål: at dræbe Viktor Novikov? Selvom han udadtil lod til at være den ærbødige vært for alle festdeltagerne på Palais De Walewska i Paris, der var kommet for at se de nyeste design på catwalken, kendte jeg sandheden. Sammen med sin partner, den tidligere supermodel Dahlia Margolis, var han manden bag spionnetværket IAGO, der solgte statslige hemmeligheder til højest bydende. Han var nødt til at blive elimineret. Dette var øjeblikket.
Han var allerede sluppet fra mig én gang. Jeg havde lokket ham væk fra festlighederne for at møde en korrupt, russisk FSB-agent, men jeg havde været så ivrig efter at likvidere ham, at jeg var kommet til at løsne et lyddæmpet skud i den forkerte person. Det havde været nemt nok for mig at undvige vagterne. Jeg skiftede bare fra mit livvagt-outfit til en tjeneruniform. Der var ingen, der bemærkede, hvordan jeg blandede mig med de andre arbejdere.
Siden da havde jeg taget mig af Margolis, og jeg, Agent 47, stod nu ved siden af det hejseværk, der ville sende lysekronen styrtende ned. Jeg havde fundet ud af, at en vis sheik, der var til festen, havde planer om at deltage i en IAGO-auktion ovenpå, væk fra det travle, fashionable virvar. Jeg fandt ud af, hvor i Palais han befandt sig, og gav ham resten af aftenen fri. I hans sted gjorde jeg det klart, at jeg ville udveksle kontanter for information, og at det udelukkende ville være mig, der stillede spørgsmålene, hvorefter vi bevægede os ind på Margolis’ kontor. Der tog jeg chancen – jeg kvalte livet ud af hende. Ingen bemærkede det. Jeg vendte tilbage til mit tjenertøj og festen. Det var en ud af to, død. Simpelt.
Men Novikov var ikke let. Der var en livvagt, der fulgte ham overalt. Han gik ikke ind i nogen diskrete rum eller andre steder hen i den omfattende, overpyntede bygning, hvor en snigmorder med lidt list og snilde ville kunne tage sig af ham, hurtigt og lydløst. Nej. Det her var nødt til at ske meget offentligt og højlydt. Heldigvis havde jeg en flugtstrategi. Den smoking, jeg var ankommet i, lå ikke så langt væk – jeg havde passeret den på vej mod baren – og hvis jeg kunne nå derhen uden at vække for meget opsigt, ville jeg have fri bane til bare at spadsere ubemærket ud af døren. Færdigt arbejde.
Jeg hev i hejseværket. Lysekronen faldt. Min plan virkede. Direkte ud af fordøren, uden at nogen fattede bare en smule mistanke. Missionen var gennemført, og jeg følte mig som en fucking badass.
Artiklen fortsætter efter videoen
Men du kan vælge at gennemføre “Showstopper”, den indledende mission i Hitman, på mange forskellige måder, der alle sammen er korrekte. Jeg bemærkede nogle brandøkser, der hang og tiggede om at blive begravet i kranier, nogle el-ledninger, der hang så dumt, at de sagtens kunne gå hen og blive dødbringende, drinks, der potentielt kunne forgiftes – og muligheden for at komme helt tæt på Novikov ved at udgive sig for at være modeshowets stjerne, den ikoniske herremodel, Helmut Kruger. (Vi gik forbi hinanden på en gang, og jeg er ret sikker på den næsten identiske NPC kiggede en ekstra gang). Det her er ‘sandbox-gaming’, når det er bedst – det eneste, du får at vide, er, hvem du skal slå ihjel. Du kan aktivere ledetråde, der viser vej til folk og genstande, og hvordan du bedst kan udnytte dem for at opnå dit mål. Der er ‘instinct mode’, som får dine mål til at lyse rødt, lige meget hvor de befinder sig, så du kan se dem gennem væggene. Eller du kan vælge at slukke for alt og køre solo.
Første gang de kaster sig ud i missionen, vil de fleste nybegyndere nok vælge at aktivere ledetrådene, men det betyder bare, at man kan nyde at gennemføre spillet fra ende til anden flere gange og få en ny og unik oplevelse hver gang. Man kan gemme våben og udstyr rundt omkring. Man kan kombinere løsninger på problemer og få eksplosive resultater, indimellem ret bogstaveligt. Jeg er selv ret meget af en novice-snigmorder, så jeg har brug for al den hjælp, jeg overhovedet kan få. Og ikke bare i Paris – jeg fejlede flere gange, første gang jeg prøvede Hitmans første prologbane, før jeg endelig gjorde en ende på mit mål, mestertyven Kalvin Ritter. Men at fejle, dø og genstarte er alt sammen en del af processen. Man vil altid blive skuffet, hvis man stormer ind og skyder til højre og venstre. Det er derfor, at Hitman føles så underligt sammenlignet med langt de fleste andre triple-A spil i det moderne gaming-landskab.
Hitman
kræver tålmodighed, planlægning og research. Der er ikke nogen storslået fanfare, når man gennemfører missioner. Udfør det perfekte mord, og der er intet fyrværkeri, ingen high fives. Det er dit job, du gør det, og så går du hjem, urørt og følelsesløs. I Paris kan der nemt gå en time eller to med bare at udforske Palais og dets grund, lære stedet at kende, finde de mest effektive flugtveje og de bedste gemmesteder. Det er essentielt, da selv de mindre, indledende baner kan forvirre og desorientere dig. Novikov og Margolis bevæger sig rundt og passer sig selv, men forlader ikke stedet. Du vil altid have chancen, hvis du altså er rolig og selvbehersket nok til at vente til det rette øjeblik med at slå til. Lad dem komme til dig. Lad altid dem komme til dig. Agent 47 er ikke The Lone Wanderer eller Master Chief og har ikke panser og liv, der genoplader sig. Det kan godt være, at han er en klon, men under sit hårde ydre er han stadig et menneske. Han er kun et par projektiler fra at gå i gulvet – så sørg for altid at krybe, kravle og vær aldrig for ivrig med den finger, du har på aftrækkeren.
Der er mange, der ikke vil føle sig hjemme i Hitmans metodiske og kalkulerede univers i første omgang på grund af den typiske fart og stil, der findes i andre store, populære spilserier, og fordi det ikke udelukkende handler om at vælge den mest voldelige tilgang. Jeg havde i hvert fald selv problemer med at spille denne garvede snigmorder i starten. Jeg tog klodsede chancer; en lejemorder, der blev heldig indimellem. Men hvis man holder sig til spillet, er det endelige udbytte det hele værd.
Hitman udkommer episodisk, så det eneste, du kan spille lige nu, er Paris-banen, plus de to indledende missioner og et par andre spiltilstande i hver bane. Escalation, Elusive Targets og Contracts blev beskrevet i vores preview-artikel, som du kan læse her. Men det, jeg synes, er mest spændende, er Agent 47’s destination efter Paris. Og jeg anbefaler, at du finpudser dine evner i Palais De Walewska, for det er ingenting sammenlignet med de ufattelige sandkasser, der er i vente.
I episode tre drager Agent 47 til Marrakech, som kan ses her.
Først kommer den italienske kystby Sapienza til april; en bane, der er badet i solskin, hvor du skal infiltrere et svært bevogtet palæ for at dræbe dit primære mål. Ligesom Novikov er han ikke det, han udgiver sig for at være. Og ligesom i Paris er der også et andet mål, der skal likvideres. Byens gamle bygninger er fordelagtige udsigtspunkter for en eventuel snigskytte, hvis du altså kan formå at komme derop. Der er en krypt, du kan udforske, og mange butikker og boliger, du kan få adgang til – og der en del hjælp at hente, hvis man er villig til at udforske den massive bane. Sapienza har en imponerende størrelse og er konstrueret med et forbløffende detaljeniveau, som overgår alle spilproducenten IO Interactives tidligere episodiske udgivelser. Det er smukke omgivelser, fra bådene, der vugger i det krystalklare vand, til den klare, blå himmel foroven. Det er et postkort fra et sted, hvor man har lyst til at tage hen på ferie – et postkort, du skal til at male rødt.
Men tredje episode af Hitman er endnu mere imponerende. Det udspiller sig hovedsageligt i Marrakech, hvor Agent 47 afslører et farefult komplot mellem landets militær og det svenske konsulat i den marrokanske by. At afsløre mere om grundene til, at Agent 47 tager til byen, ville være at røbe et kapitel i spillet, der virkelig bevæger spillets narrativ fremad. Hver mission virker som et selvstændigt eventyr, og alligevel efterlader missionen i Paris spilleren med en fornemmelse af, at der helt klart er noget større og mere skyggefuldt i gang end bare en tilfældig række snigmord. Marrakech udkommer i maj og efterfølges af missioner i Thailand, USA og Japan. Når hver enkelt episode er blevet udgivet digitalt, samles de alle i et fysisk Hitman-spil, der udkommer tidligt i 2017.
Siden spilarkadernes æra har gaming handlet om den hurtige gennemførsel; om at få high score på så kort tid som muligt. Hitman frister dig til altid at forbedre sidstnævnte, mens du modstår fristelsen til at fare igennem missionerne, og får dig til at gennemføre mordet i Paris igen og igen. Prøv ikke at blive set næste gang. Måske skulle du prøve selv at gå på catwalken for at få et nyt achievement. Hvorfor kvæle, når du kan garrottere? Men det vil tage lang tid at se alt, hvad spillet har at byde på, i Paris og de øvrige baner. Måske for lang tid for nogle, men er gode ting ikke værd at investere noget tid i? Nogle gange kan det ligefrem være meningen, at man skal klokke fuldstændigt i det for så at komme et skridt nærmere den perfekte gennemførsel næste gang.
Hitman udkommer 11. marts til PlayStation 4 (den version, vi har testet), Xbox One og PC. Læs mere om de kommende episoder og spiltilstande på spillets officielle hjemmeside.
Læs mere fra VICE om gaming her:
En hyldest til alle de bedste øjeblikke i ‘Grand Theft Auto’
Vi talte med udvikleren bag spillet, hvor Inger Støjberg tæver flygtninge med en skinke
Danmarks første behandlingsforløb for spilafhængighed starter på Frederiksberg
