Mordere, voldtægtsforbrydere og voldsmænd er den slags mennesker, Uwe Kazenmaier møder hver dag. De har alle én ting til fælles: Staten mener, de er så farlige, at de skal bures inde, men de har samtidig brug for særlig behandling. Som psykolog på den socialterapeutiske afdeling i Tegel Fængsel i Berlin er det Kazenmaiers job at tage sig af dem.
Socialterapeutiske institutioner har eksisteret i Tyskland siden starten af 70’erne. Ved at udsætte voldelige forbrydere for intens personlig terapi og anden social behandling håber man at afholde dem fra at falde tilbage i deres kriminelle løbebane, når de bliver løsladt. Og det virker. Sandsynligheden for et tilbagefald er 33% lavere for de indsatte, der har været gennem behandlingsforløbet.
Videos by VICE
Afdelingen befinder sig i en selvstændig bygning og har sine egne regler. Her må de indsatte f.eks. gerne gå rundt på gangene uden følgeskab, også om natten, og cellerne er ikke låst. Selvom det officielt er forbudt, kan de indsatte også besøge hinanden. “Det er vældig interessant at se, hvordan de opfører sig, når der er en grænse,” forklarer Kazenmaier, mens han fører os ned ad gangen. “Bryder man reglerne eller ej?” Hans kontor ligger på den samme gang, mellem cellerne og patienterne. Lige så snart han træder ud på gangen, lever han sammen med dem.
Uwe Kazenmaier på sit kontor. Alle billeder af forfatteren
VICE: Uwe, er du nogensinde bange for dine patienter?
Uwe Kazenmaier: De fleste vil sikkert sige, at de ikke er bange, men respekterer de her mennesker. Men for at være helt ærlig, så er vi selvfølgelig bange af og til. Ingen af os har en chance mod dem. Hvis vi gik ned ad gangen, og fem mænd stod der og havde lyst til at tæske os ihjel, så er der ikke nogen, der kan redde os. Det er lige meget, hvor hurtigt man når at kalde på forstærkninger, for vagterne kan ikke nå herhen hurtigt nok. Men den slags kan jeg ikke gå og tænke på konstant, for så ville det være umuligt at arbejde her.
Har du nogensinde været i fare?
Jeg har følt mig truet. For et par år siden blev den tidligere leder angrebet med en saks her på gangen. Betjentene bliver også angrebet af og til. Men det er virkelig en undtagelse, når det sker, for det er formålsløst. De indsatte er ikke sindssyge, de er kriminelle. De ved godt, hvad de har at miste i sidste ende.
Hvorfor findes din afdeling? Fortjener voldelige forbrydere at få terapi betalt af staten?
Vi gør det ikke for de kriminelle, men for samfundet. Jeg vil gerne have, at forbryderne er mindre farlige, ikke gladere. Det er normalt ikke så let at skille ad, så hvis en mand har et anstrengt forhold til sin mor, er det kun relevant, hvis det har en indflydelse på, hvor farlig han er.
Hvordan lang tid tager det dig at forvandle en kriminel person til en god borger?
Normalt tager terapi omkring tre år. I starten er de alle sammen negativt indstillede, for hvem gider snakke med en psykolog? Det plejer at være sådan, at det første halve år går på at lære hinanden at kende. Så kommer der et tidspunkt, hvor vi kan begynde at snakke om forbrydelser.
Er det svært for de indsatte?
Først skal jeg forklare dem, at de er ansvarlige. Simpelthen gøre det klart, hvor farlige de egentlig er. De finder ofte på undskyldninger for dem selv. De forsvarer deres handlinger ved at sige ting som, “vidnet provokerede mig”, “jeg slog ham kun for at advare ham”, “hvad ville du selv have gjort?”, “der var så mange mennesker på stationen, at jeg blev nødt til at skubbe ham ned på skinnerne” eller min personlige favorit: “Den eneste grund til, jeg er her, er, fordi et vidne sladrede om mig.”
Så beskæftiger vi os med, hvad der foregik i deres liv på det tidspunkt, de begik forbrydelsen. Vi forsøger at finde risikofaktorer: Det kan være miljømæssige påvirkninger som alkohol, dårlige bekendtskaber eller arbejdsløshed, men også ting, der foregår inde i deres eget hoved. Så prøver vi at genskabe deres liv på en måde, hvor de faktorer er minimeret.
Hvordan rækker du ud til de her mennesker?
Normalt fungerer det at bruge systemer, de selv anerkender. Der er f.eks. mange muslimer, der bliver religiøse, lige så snart de bliver sat ind. Så bruger jeg Koranen, som de tit ikke kender meget til. Sammen med den indsatte kommer vi frem til, at de ikke kan åbne et pizzeria eller købe en gave til deres barn med stjålne penge, for det ville være haram – det vil sige, at det ikke er tilladt. Så begynder de her bandeledere, som har rigtig mange penge gemt væk et sted, kun at sende penge de har tjent i fængslet til deres familier.
Jeg plejede at gøre det samme med nazister, selvom der ikke er særlig mange tilbage. Så snakkede vi om de “tyske dyder”: Disciplin, hårdt arbejde og punktlighed. Bagefter kiggede vi på deres eget liv: De arbejdede aldrig, gjorde aldrig rent i cellen, kom altid for sent. Den slags kan virkelig sætte gang i en samtale, hvor personen faktisk lytter.
Findes der også mennesker, hvor terapi er formålsløst?
Der er visse mennesker, jeg ikke kan arbejde med. Det er især, når de bliver ideologiske – om det så er islamister eller endda nazister. Den ene siger, at det han gjorde var jihad – den anden siger, at han gjorde, hvad han gjorde for at redde Tyskland fra de fremmede.
Det er det samme problem med pædofile. De prøver at argumentere for at forbuddet mod at have sex med børn er en social konstruktion, og at det er helt anderledes i andre samfund.
Hvordan forholder du dig til det?
Man må være vedholdende og sige, at det ikke er det, vi snakker om. Vi beskæftiger os med den lidelse, de har udsat andre for – det handler om et barn, som er blevet krænket. Hvis nogen påstår, at de bare “gav en lussing”, så kigger vi sammen på billederne af offeret og ser på blodansamlinger i ansigtet, og hvordan kindbenet er knust.
Hvordan har du det med at sidde overfor en morder?
Det siger sig selv, at jeg synes, det de har gjort er frygteligt, jeg har jo selv kone og børn. Men med tiden lærer man at adskille folk fra deres handlinger, så vidt muligt. Jeg er nødt til at kunne lide mine patienter, ellers kan jeg ikke arbejde med dem.
Er du nødt til at kunne lide dem?
De fleste kan sagtens kende forskel på, om jeg er oprigtigt interesseret i dem eller bare lader som om. Det betyder ikke, at jeg giver dem mit private telefonnummer, men at jeg er ærlig overfor dem. Hvis jeg gerne vil respekteres af nogen, skal jeg selv udvise respekt.
Men hvordan skal man kunne lide en morder eller en voldtægtsforbryder?
Når jeg sidder overfor en mand og gennemgår hans liv, er der normalt et punkt, hvor han bare var en lille dreng, der havde nogle dårlige oplevelser. Så kan jeg næsten få ondt af dem. Det handler ikke om at undskylde deres opførsel. Det handler om at forstå sammenhængene: Hvordan blev den person, der altid fik tæsk af andre, til den person, der selv tæsker folk? På en måde er jeg i stand til at se begge halvdele: Manden, som gjorde nogle frygtelige ting, og drengen, som jeg har ondt af. Men i sjældne tilfælde fungerer det ikke sådan. Så kan jeg ikke arbejde med dem.
Er det sket før?
For et par år siden skulle jeg arbejde med en klient, som havde mishandlet babyer – blandt andet. Jeg var lige blevet far og nærmest lige kommet fra hospitalet. Der sagde jeg, at det ikke kom til at fungere på det tidspunkt. Et halvt år senere var det fint nok.
Hvad gør du, hvis en af dine patienter ender i den samme gamle løbebane?
Statistisk set gør de fleste af mine patienter det. Men jeg er stadig meget fortrøstningsfuld omkring vigtigheden af mit arbejde. For det første fordi alle, der ikke skaber nye ofre, er en succeshistorie. Men også fordi det betaler sig. En tidligere indsat, der bliver kriminel igen, koster samfundet mange penge. Hvis bare jeg afholder to personer om året fra at skabe flere problemer, har jeg allerede betalt min egen løn. Jeg har løsladt hundredvis af mænd, og flere af dem ringer stadig til mig for at sige: Jeg er virkelig glad for, at jeg mødte dig.
Hvilke sager giver dig mest håb?
For et par år siden fik vi en skinhead ind. Han var ret kendt i miljøet – en af lederne. I starten var han meget rebelsk, men der gik ikke længe, før han endte med at hjælpe mig.
En dag kom en ung nynazist ind og begyndte at vise sig overfor den gamle og blære sig med alle de slåskampe, han havde haft. Den gamle så bare på ham og sagde: “Jeg plejede at være lige som dig, da jeg var ung. Min far slog mig altid derhjemme. Så tog jeg mine støvler på og gik ud på gaden og sørgede for, at andre græd mine tårer for mig.” Jeg får stadig kuldegysninger, når jeg tænker på det. Han var ikke en særlig belæst mand, han fandt bare selv på det.
Hvad er det vigtigste, du har lært af de kriminelle igennem årene?
At de slet ikke er så anderledes end os. Mange af de handlinger, de foretager sig, er ikke så langt væk fra, hvad de fleste andre ville gøre, hvis de stod i en lignende situation. I alle årene er der et spørgsmål, der har fulgt mig: Hvorfor er jeg anderledes end dem?
Der er ingen, der tænker på, hvor skrøbeligt vores liv er. Hvis jeg mister mit arbejde, forårsager en færdselsulykke på vej hjem eller finder ud af, at min kone er skredet med børnene og møblerne… Der er grænser for, hvor meget man kan håndtere.
