Hvor rig bliver man af at sælge lovlig hash?

Illustration af Wren McDonald

Denne VICE Penge artikel er oprindeligt publiceret af VICE USA

Danske cannabis-entusiaster, bonghoveder og hashrygere velsignede af det semi-lovløse pushermekka Christiania. Men for unge i USA, hvor et sådant THC-nirvana ikke er frit tilgængeligt, er cannabispusher et drømmejob på lige fod med at være racerkører eller pirat. Man bliver mere populær, når man har adgang til stoffer, man bestemmer sine egne arbejdstider, og man kan ryge sig skæv, når man har lyst.

Jeg går ud fra, at stort set alle i aldersgruppen 15-25 har solgt stoffer, overvejet det kraftigt eller i det mindste fantaseret om de geniale og idiotsikre måder, de ville snyde politiet på, mens de rullede sig i bunkevis af narkokroner. Personligt ville jeg kun sælge til klassekammerater, som jeg stolede på, og nægte at snakke business over telefon eller computer, med mindre det foregik på et eller andet avanceret kodesprog, så forældre og politi aldrig ville fatte mistanke. Alt i alt, den perfekte plan.

Så hvorfor kaster alle sig ikke ud i det? Selvom de mennesker, jeg købte tjald af som teenager, var langt fra det, man traditionelt set ville opfatte som seje eller ‘hårde’, besad de tydeligvis en eller anden form for street knowledge, som jeg ikke havde. Jeg har ingen ide om, hvor de fik deres produkt fra, men jeg går ud fra, at pushere et eller andet sted hen af vejen er tvunget til at skulle interagere med uhumske personer, der enten er deres leverandører eller deres leverandørers leverandører. Enhver nørd med bumser i fjæset, der sælger noller i parken bag ved det lokale bibliotek, er kun et par få bindeled fra en fyr med en pistol.

Læs også: Sådan køber du et kilo ren MDMA lovligt

Ikke desto mindre lader alle cannabiskøbmændene fra min ungdom til at være kommet videre i livet uden de store konsekvenser. Set i bakspejlet er der ingen af dem, jeg købte fra dengang, der nogensinde er blevet arresteret eller bortvist fra skolen, så vidt jeg ved. Jeg forestiller mig, at jeg ville have tjent mere på cannabissalg, end jeg gjorde på det hav af fast food restauranter, jeg arbejde for.

Men var der egentlig nogen af dem, jeg kendte dengang, der faktisk tjente gode penge på at være pushere? Er markedet for overfyldt med alle dem, der lusker rundt på landets campusser og 7-Eleven-parkeringspladser? Og har legaliseringen rundt omkring i USA forbedret eller forværret potentielle pusheres chancer for at tjene nemme penge? Jeg greb fat i entreprenører på både det lovlige og ulovlige cannabismarked for at finde ud af hvem – om nogen –, der bliver rige på at sælge røg.

Jeg begyndte med en collegeelev, som jeg vil kalde Darren. Han er fra Manhattan, og han besluttede sig for at begynde at sælge cannabis for to år siden, hvor han var bagud med sin husleje. Ham og en ven skrabede omkring 845 kroner sammen og købte en ounce (lidt under 30g) fra en gammel high school kammerat. Så tog de forbi isenkræmmeren, købte nogle små poser og begyndte at tilbyde udbringning af bestillinger for helt ned til omkring 100 kroner.

Fordi Darren var villig til at fare rundt i hele New York for bare den mindste sum penge, begyndte folk gradvist at handle med ham. Fordi han ikke selv røg havde han nemmere ved at tjene et overskud på sin forretning. Da de havde fordoblet deres originale indskud gik ham og hans partner tilbage og bad om to ounces, som det lykkedes dem at købe til discountpris. To uger senere havde rygterne om deres foretagende spredt sig til de andre pushere i området.

“Det var her folk begyndte at finde ud af, hvem de nye ansigter på markedet var,” fortæller Darren. “Rygtet spreder sig hurtigt.” Darren fik en SMS fra en anden gammel bekendt, der tilbød ham at købe et kvart pund cannabis (ca. 115g) og et bredt udvalg af forskellige arter.

“Jeg blev tilbudt alt muligt lort: Blue Dream, Cookie Monster, Girl Scout Cookies, Platinum Kush, Blackberry Kush, White Nightmare,” fortæller Darren. “Jeg tænkte bare, WTF? Og han var endda villig til at give mig det på kredit.”

Fik du læst: Dansk hash er tre gange stærkere, end det var for tyve år siden

Den nye ordning var, at Darren havde to uger til at betale for de 115 gram, som han fortæller var ret nemt, fordi ham og hans ven var de eneste i området, der solgte eksotiske produkter. Cirka en måned eller to senere fik han en besked fra en anden kontakt, der tilbød ham at sponsorere et helt pund (ca. 450g), der cirka er på størrelse med en hovedpude. Derudover var kontakten ligeglad med, hvornår han ville blive betalt tilbage.

Den slags venlighed virker forbløffende for mig, men en af de helt store ting jeg lærte af Darren var, at mange af weed-verdens pushere tilsyneladende opererer på kredit. Men som han forklarer: “Hvorfor skulle man løbe med et enkelt pund, der kan sælges for 14.000 (kroner), når den potentielle indtjening er så meget større i det lange løb?”

Jeg lærte også, at mange af de mellemstore pushere tjener de fleste af deres penge på at være mellemled – enten ved at købe og sælge videre eller sælge kæmpe mængder af produktet for meget få penge til andre pushere, der befinder sig længere nede i hierarkiet. Set i bakspejlet virker det indlysende, men de sælger i bund og grund bare det faktum, at de har forbindelser.

“Der er en fyr, som jeg sælger en ounce til for 1.400,” fortæller han mig. “Så går han direkte ud og sælger den videre til en anden fyr for 1.550 og tjener nemme 150 kroner uden at bruge mere end 30 minutter på det. Nogle gange kommer han tilbage med det samme og gør det igen. Man kan næsten godt nogle gange glemme, at man overhovedet sælger cannabis.”

Darren har pushet i tre år nu og sælger mellem et og to pund hver 9-10 dage. Han fortæller, at pusheren over ham sælger mellem 20-50 pund om ugen, men stadig ikke anser sig selv for at være narkobaron eller storpusher.

Darren har ingen ønsker om at nå til det niveau. Han vil gerne give sin forretning videre til nogen andre, når han bliver færdig med college. Men hvis han blev i branchen kunne han komme til at ligne en anden fyr (lad os bare kalde ham Brian), der tjener kassen på at være narkohandler på fuldtid.

Brian påstår, at han har en bruttoindtægt på en halv million dollars om året – omkring 1.7 millioner danske kroner – efter han har udbetalt lønninger.

Brian har været i hashbranchen i omkring tre år og har i den periode set det blive et endnu mere lukrativt foretagende. Et pund plejede at koste lidt under 32.000 kroner, men nu kan han få et for mellem 24.000-26.800. “Salgspriserne har ikke ændret sig,” siger han. “Det betyder, at der er mange der tjener ret godt nu, fordi engrosprisen er faldet så meget.”

På papiret tjener Brian næsten ingenting; lidt over 105.000 kroner om året. Han har et anpartsselskab i Delaware, hvor skatten er lavere. Her har han ansat en revisor, der ikke er nysgerrig, samt en håndfuld fragtmænd til at klare det beskidte arbejde, han ikke længere gider at lave selv.

Brian påstår, at han har en bruttoindtægt på en halv million dollars om året – omkring 1.7 millioner danske kroner – efter han har udbetalt lønninger og klaret andre omkostninger. På trods af det betragter han heller ikke sig selv som kæmpe hashbaron.

“De tunge drenge er ude i Californien og har forbindelser til flere større hashfarme,” insisterer han. “De flyver herud, arrangerer tingene, flyver tilbage og sørger for, at det hele er pakket som det skal være. Det gør de to gange om året, tjener en million hver gang, og resten af tiden chiller de bare i Californien.”

Brian fortæller mig, at han kender en del personer, der er blevet udsat for røverier, hvilket belyste en af de større ulemper ved ulovlig cannabishandel. Tanken om den overhængende risiko koblet med hans udtalelser om de tunge Cali-drenge fik mig til at tænke på den anden side af hashhandlen – den lovlige side. Er det nemmere at tjene penge på at sælge den euforiserende urt inden for lovens rammer?

For at få svar på det spørgsmål ringede jeg til Anthony Franciosi, der er iværksætteren bag The Honest Marijuana Company. Han flyttede fra New Jersey til Colorado for at blive cannabis-landmand, da han var 18 år. Mens han lærte at gro marihuana arbejdede han som specialist i kunstvanding og på en restaurant i feriebyen Steamboat Springs.

Læs også: Det du ikke lærte om stoffer i skolen

Han fik foden indenfor i branchen ved at sælge rester fra sin høst under bordet til den lokale receptur. “Jeg lagde mærke til, at det hurtigt forsvandt efter jeg havde solgt det til dem, og de ville bare hele tiden have mere,” fortæller han mig. “Hvis jeg havde været lidt forudseende dengang havde jeg måske sparet lidt penge sammen og købt nogle bevillinger.”

I stedet havde han en del problemer med at starte sin egen farm. Hans første mulighed kom i form af en ven af familien, der regnede Franciosi for at være ansvarlig nok til at investere $300.000 (2,1 mio. kroner) i hans projekt. Ideen var at kontrollere produktet hele vejen fra frø til salg og i sidste ende åbne en butik. Men det blev hurtigt åbenlyst, at der ikke var tilstrækkelige midler til at finansiere en operation i det omfang.

“De var ikke så tilfredse med det produkt, de ville få ud det, efter at have lagt den slags penge,” fortæller Franciosi. “Hele planen var en fiasko.”

Men han fandt en anden partner fra New Jersey, med lidt mere købekraft, der var villig til at bruge $1,5 million (10,5 mio. kroner) på at bygge en spritny cannabisfarm op fra bunden i et landligt område. Faciliteten forventes at blive åbnet i næste måned og vil have fem fastansatte på fuldtid, såvel som nogen til at hjælpe med forefaldende opgaver som at trimme planterne. De arbejdere vil tjene omkring 317.500 kroner om året, hvilket er ret udemærket, eftersom stillingerne ikke kræver længere uddannelse, end hvad der svarer til folkeskolens afgangseksamen.

Administrationsudgifterne er langt mere besværlige for lovlige cannabisforetagender som Anthonys. Udover at betale sine ansatte skal han af med en hel del skatter og afgifter uden mange af de nedskrivninger som andre forretninger, der er lovlige på landsplan, nyder godt af. Alligevel er han optimistisk.

Den lovlige cannabisindustri, ligesom den ulovlige, er i høj grad drevet af Matador-penge.

“Det er som om, at profitmarginerne er mindskende. Det lykkedes dem, der kom ind i branchen tidligt, at tjene ret store profitter,” siger han. “Jeg tror fortsat det vil være et lukrativt foretagende, men den skal bare blive bedre i praksis. Jeg vil have, at min forretning skal være kompakt og specialiseret – 650 m2 i modsætning til nogle af de andre i Colorado, der er på op imod 18.500 m2.” Han håber på i sidste ende at kunne producere 90 pund (40 kg) om måneden og sælge det for 1.410 kroner pr. ounce (ca. 30g) i Denver og lidt over 2.000 i Rocky Mountains-området.

Det hjælper selvfølgelig at have en sponsor, der er villig til at punge ud med 10,5 mio. kroner. Ved at snakke med Franciosi lærte jeg, at den lovlige cannabisindustri, ligesom den ulovlige, i høj grad er drevet af Matador-penge. Man “får på kredit” på det ene marked og søger “risikovillig kapital” på det andet.

Eddie Miller er en af dem, der har en egeninteresse i at de mindre iværksættere som Franciosi får succes. Han arbejder inden for marketing, lavede sin første hjemmeside i sine forældres kælder som 16-årig og tilhører den nye “art” af entusiaster, der har en næsten religiøs lidenskab for både cannabis og de penge, det kaster af sig. Han fortæller mig, at han ikke synes det er nogen dårlig ide for unge at springe college over og smutte til Californien eller Colorado. Han kender en fyr, der netop har investeret 31,7 mio. kroner i kultivering og forventer at tjene det hele ind igen i det første år. Han mener også, at den mest udbytterige sektor af potmarkedet er teknologi, og det er derfor han er CEO af InvestInCannabis.com – et firma der sælger infrastruktur-løsninger til hurtigtvoksende cannabisfirmaer.

Men hans grænseløse optimisme gjorde mig lidt skeptisk. Hvis alle fulgte Millers råd, ville alle de nye firmer og al risikokapitalen så ikke skabe en marihuanabobbel? Og hvad så når et par enkelte firmaer vokser sig store og bliver cannabissens svar på Mercedes eller Starbucks?

Da jeg spurgte, hvad der ville ske med de mindre fisk i havet, eller med dem, der driver specialiserede foretagender svarede Miller, at de ville blive opslugt af noget, der minder om Apple Store inden for pot.

Det giver vel egentlig meget god mening. Der findes jo for eksempel mange kæmpe bryggerier som Anheuser Busch InBev, der er blevet globale konglomerater ved at opsluge mange andre mindre firmaer. I 2015 opkøbte de den største uafhængige virksomhed i Californien, mens Heineken opkøbte 50 procent af Lagunitas, og MillerCoors overtog størstedelen af Saint Archer Brewing. At weedindustriens økonomiske landskab i sidste ende vil komme til at minde meget om ølmarkedets, er en ret logisk antagelse.

Miller skildrer en fremtid, hvor det at sælge cannabis ikke vil være så forskelligt fra at sælge DVD’er eller papir, og det vil formentligt være meget rart for folk som ham, der har fået et forspring på markedet.

“Om tyve år kommer man ikke til at gå ind i en butik og bede om et gram Khalifa Kush eller Bubble Hash, men derimod en pakke af det eller en kasse,” siger Miller. “Indpakningen og mængderne det sælges i vil ændre sig. Så snart det bliver legaliseret på landsplan vil tobak-, alkohol og medicinalindustrien alle forsøge at få en bid af kagen.”

Hvis man lægger de to uungåeligheder sammen – legalisering og sammenlægning af mindre selskaber – virker det usandsynligt at fremtidens teenagere overhovedet vil have valget mellem at blive sandwichartister eller fredløse hashpushere. Måske vil de derimod alle sammen komme til at arbejde på cannabisudgaven af Starbucks. Eller en rigtig Starbucks.

Marihuanabondemanden Franciosi siger, at det meste af cannabissen på markedet snart vil være af medicinsk kvalitet, og at folk med de 18.500 m2 store varehuse vil være tvunget til at anvende pesticider og andre væmmelige kemikalier for at følge med. Han håber, at det vil motivere folk til at købe hans produkt, som han sammenligner med små, specialiserede whiskey-selskaber. Men han tror også, at det ulovlige marked vil blive ved med at eksistere som et sortbørsalternativ i den nærmeste fremtid.

“Pushere tager stadig 350 kroner for 7 gram, lige meget hvad,” siger han. “Men her er det lidt en joke: ‘Ja, det er flot, du fik noget til 60 kroner grammet, og ham der betalte 120,’ men hvis man sammenligner de to, er den ene sammenpresset og blandet med lommeuld. Alligevel siger de lokale, jeg kender, der har været her i Colorado i lang tid, at butikspriserne aldrig vil kunne hamle op med undergrunden.”

Læs mere fra VICE om cannabis:

Nej, hash er ikke et ‘gateway drug’

En gymnasie-dealer forklarer, hvordan man sælger stoffer til studerende

Kan cannabis helbrede ADHD? Jeg røg mig skæv og prøvede at skrive den her artikel