Billede af Zoë Ligon
Denne artikel er oprindeligt udgivet af VICE Canada
“Vores generation er defineret af ikke at være forelsket, og af ikke at være sammen. Alligevel føles det helt klart, som om man er sammen, fordi vi er ræd for at se hinanden sammen med andre.”
Videos by VICE
Det sagde Drake for næsten fem år siden. Han havde ret dengang, og hans vise ord holder stadig. Sangteksten er især relevant for mit og mine jævnaldrenes liv, – altså dem, der elsker at poste Instagram-billeder med pladderromantiske citater – grundet min generations centrale, romantiske problemstilling: vi hader alle hjertesorg, men i kampen for at undgå den, er vi nok alle sammen med til at knuse andres hjerter.
Nutidens ungdom – den famøse Generation Y – er blevet døbt “polyamorøs” af medierne på baggrund af vores tendens til at bedrive hor og/eller være i forhold med flere mennesker af gangen. Nogle af disse multielskende millennials påstår, at det handler om at “vende tilbage til menneskets sande natur”, til en tid før de vestlige ægteskabsidealer kom til og overbeviste os alle om, at ægte kærlighed og diamantringe reelt betyder noget. Andre mener, at det bare er en undskyldning for at være utro; et biprodukt af en generation, der er alt for ivrig efter at knalde på første date.
Der findes ikke rigtigt noget data, der understøtter en sammenhæng mellem stigningen i polyamorøse forhold og opblomstringen af den åh-så-forhadte Generation Y, men det er svært at argumentere for, at apps som Tinder og Grindrs spirende popularitet ikke siger noget om samtiden. Til gengæld er der stadig ikke nogen klare retningslinjer for, hvordan man skal håndtere den jalousi, der følger med den fanatiske længsel efter flere partnere, og hvordan den længsel skal kunne overføres til et legitimt parforhold.
VICE tog kontakt til Jillian Deri, der er sexolog og professor ved Simon Fraser University i Canada. Deri har skrevet bogen Love’s Refraction, der fokuserer på, hvordan polyamorøse par håndterer jalousi og lærer at elsk,e at deres partner elsker andre. Vi diskuterede, hvorfor mine jævnaldrene virker så fast besluttede på at være utro, og om grønskollinger som mig virkelig er klar til at tage springet ud i en usikker verden af åbne forhold.
VICE: Hvordan ville du beskrive polyamori?
Jillian Deri: Det er vigtigt at skelne mellem poly-forhold og ikke-monogame forhold. Folk, der er poly, har tendens til at have følelser for mere end en person, i modsætning til folk, der bare dater hyppigt. Dem, der inderst inde er overvejende monogame og bare dater, indtil de finder den rette og slår sig ned, er ikke nødvendigvis poly. Poly-mennesker har tendens til at søge venskaber, dybe følelsesmæssige forbindelser og potentiel kærlighed med flere mennesker på én gang.
Er der noget belæg for, at der skulle findes mennesker, som er i stand til at undgå jalousien og have åbne forhold uden de modstridende følelser, som vi forbinder med monogami?
Helt sikkert. Det er der mange mennesker, der har gjort, vi har bare ikke rigtig nogen undersøgelser, der kan bakke det op. I min [forskning] kan jalousi spænde over at være en smule utilpas til decideret følelsesmæssigt chok. Jeg bed særligt mærke i en teori ved navn “compersion” – et ord, der er blevet introduceret af polyamorøse, og som beskriver det modsatte af jalousi: Når man faktisk føler glæde ved din partners øvrige kærlighedsaffærer. Det er interessant, at der ikke findes et ord, der beskriver denne følelse – i vores vestlige samfund er jalousi den eneste mulige konsekvens af, at du er sammen med andre.
Det er lettere at forstå, hvis du tænker på, når dine søskende eller forældre klarer sig virkelig godt, og du føler glæde på deres vegne. Det er det, compersion går ud på. Jeg har studeret, hvordan polyamorøse mennesker gør compersion muligt i et parforhold.
Den her tanke om compersion: er det noget, man lærer, eller er der bare nogle mennesker, der har mindre risiko for at udvikle en jaloux personlighed?
Hvem ved? Måske afhænger det af individuelle parforhold samt hvor tryg, man føler sig. Måske er man sammen med en, der gør en vanvittigt jaloux, og en anden, som man føler sig tryg sammen med. Det har ofte noget at gøre med magtfordelingen i forholdet, hvor forholdet er på vej hen, og om det har potentiale for at videreudvikle sig. Forskellige mennesker oplever også jalousi på forskellige måder. Der er nogen, der kan arbejde sig igennem det og i sidste ende opleve mere compersion, end de var vandt til. Vi har tendens til at være mere jaloux i begyndelsen eller ved slutningen af et forhold, fordi vi er meget fokuseret på hvordan vores partner har det, og om de har mistet interessen.
Der er mange på min alder, der snakker om, at monogami er unaturligt, fordi det er så svært at overholde. På mange måder kræver det en højere grad af forpligtelse og selvbevidsthed at blive sammen med én person. Er det mere naturligt for os som mennesker ikke at være monogame?
Det er et interessant spørgsmål. Jeg tror, at det er meget individuelt. Når vi siger monogami, antager vi ofte en masse ting omkring de begrænsninger, det fører med sig. Det kan for eksempel være ting som: du vil aldrig fantasere om andre, du vil aldrig kigge på andre, du vil aldrig være tiltrukket af andre, end din partner. Sådan tror jeg ikke, monogame forhold fungerer – at alle de kategorier skal opfyldes af kun en person.
Hvad er mest naturligt? Jeg er ikke sikker, men det ville være fair at sige, at vi bliver socialiseret fra den dag, vi bliver født. Hvis man kommer fra en streng, religiøs baggrund, har det en klar indflydelse på den måde, du opfatter romantik og sex. Der er ikke nogen specifik natur eller opdragelse, der kan pålægges alle. Med det sagt, så er faktum, at størstedelen af menneskeheden ikke har levet monogamt. Det gør sig endda også gældende blandt dyr. Det gør mig tilbøjelig til at tro, at det fra naturens side ikke er meningen, at vi skal leve 100 procent monogamt.
Er det din opfattelse, at dem, der forsøger at gå over til eller prøve poly/åbne forhold, føler, at deres forhold er sundere, fordi utroskab ikke længere er et stort eller relevant problem?
Jeg tror, at en dialog, om præcis hvad man føler, og hvor de grænser går, er nyttige i alle forhold. Hvis tiltrækning til andre er et tabu, så vokser det sig kun større. Hvis man er i stand til at indrømme det og snakke om det, så kan det faktisk neutraliseres. Der er mange monogame forhold, der går i opløsning, fordi en af parterne, der bliver tiltrukket af nogen andre, ikke kan finde en måde at håndtere det på og ender med at hade den anden part for det. Den person, som de er bundet til, bliver problemet.
Der er mange, der opfatter det som manglende kærlighed til sin monogame partner, hvis man kigger efter andre. Det er farligt, fordi det kan ødelægge et ægte bånd mellem to mennesker. Jeg tror ikke utroskab er så fristende, hvis man er åben omkring hvem, man føler sig tiltrukket af. I et polyamorøst forhold er utroskab et regelbrud, men ikke nødvendigvis på den seksuelle eksklusivitet.
Næsten alle dem jeg kender, der har forsøgt sig med et åbent forhold, har fejlet, fordi der er nogen, der bliver jaloux over, hvor mange deres partner er sammen med i forhold til dem selv. Er det et udbredt problem i poly-forhold?
Ikke nødvendigvis. Det er noget, der kræver planlægning og modenhed. Måske har én partner lyst til at tage på tre dates om ugen, mens den anden måske kun vil tage på en om måneden. Det skaber som regel kun flere problemer, hvis man aftaler et fast antal, fordi der så er en af parterne, der føler, at de skal følge et tempo, der enten er for hurtigt eller for langsomt til dem. Der kan sagtens være forskel, så længe begge parter er indforstået med det.
Der kan ske meget i et polyamorøst forhold, men jeg tror tid og jalousi er de største problemer, som poly-mennesker oplever. Det tager tid: ikke bare selve stævnemøderne, men kommunikationen omkring dem.
Tror du, at det er det aspekt, der afskrækker folk fra at prøve åbne forhold?
Helt klart. Det kræver mere tid og omtanke, og det fører en del angst med sig, men det er for så vidt ikke noget nyt. Der er så mange fordele. Det afliver meget af den stress og den kassetænkning, der følger med et strengt monogamt forhold, og samtidig mætter det den nysgerrighed, som millennials, som du nævner, har en tendens til at have. Det er en valgmulighed, der fungerer – især i en kultur, hvor der er så mange lettilgængelige muligheder, så meget Tinderi. Det kan være virkelig svært at fokusere, og vi kan godt lide at have kontrol.
Zoë er sexolog og kunstner. Check hendes hjemmeside ud her.
Læs mere fra VICE om forhold her:
Jeg er homoseksuel og har taget fire heteroer bagfra
