Et teenageidols bekendelser

Illustration af Esme Blegvad

Denne artikel blev oprindelig udgivet af VICE UK

Ben Adams var sanger og den største hjerteknuser i boybandet A1, som lå øverst på hitlisterne i slutningen af 90’erne. Han fortalte Hannah Ewens alt om sin tid som teenagepigernes drømmefyr nummer 1.

Boybands fungerer, fordi det er unge pigers første smagsprøve på, hvordan det er at kunne lide og blive forelsket i en fyr. Det er hele grunden til, at pladeselskaberne samler en gruppe flotte fyre, lige meget om de kan synge, og lige meget om de kan komponere sange. De sælger. Ethvert band, der er afvisende overfor deres kvindelige fans bør huske, at de slet ikke var et band uden dem. De ville arbejde i Netto eller sådan noget.

Jeg var kun 16 og i gang med de afsluttende eksaminer i folkeskolen, da vi blev sammensat af et managementbureau. Jeg har altid haft de der hår-gardiner med midterskilning. Jeg lod aldrig stylisterne røre det, for de fik det altid til at se frygteligt ud. Jeg har krøllet hår, så det var svært at vedligeholde, men da først det gik op for pladeselskabet, at pigerne og bladene elskede det, ville de ikke lade mig klippe det af. Pludseligt begyndte andre boybands og fyre som Nick Carter at få det. Jeg var bundet til den fucking frisure i årevis.

Da vi begyndte at få opmærksomhed fra piger og fans, var det ret nemt at forholde sig til, for vi havde aldrig rigtig kontakt til almindelige mennesker. Vi arbejdede bogstaveligt talt hele tiden i vores lille boble. Vi var aldrig et sted i længere tid af gangen. Fra fly til fly, hotel til hotel. Intet føltes virkeligt. Jeg havde et meget underligt liv, da jeg voksede op. Jeg tror, at hvis jeg havde haft tid til at gøre almindelige ting, ville jeg måske have tænkt mere over, hvad pigerne sagde om mig og os.

Når vi gik gennem en menneskemængde, ville fans, i stedet for at bede om en autograf, forsøge at rive et stykke af vores tøj eller vores hår af. Hvad som helst, så de kunne have et stykke af os med hjem.

Der var mange gange, hvor vi mødte fans, og vi tænkte, “fucking hell, det her er jo helt ude af kontrol.” Der var børn, der var så desperate efter at se os, at de ville skade sig selv udenfor hotellet for at få vores opmærksomhed, så vi ville komme ned og sige “stop det der, det kan du ikke gøre.” Selv når de skadede sig selv, sagde sikkerhedsfolkene, “I må ikke gå derned og sige noget, for så vil alle begynde at gøre det, så I vil komme hen og snakke med dem.” Der var en del øjeblikke, der var meget mærkelige.

Det var ligegyldigt, hvor vi var, for der skete sindssyge ting alle steder. Skrigende piger rev og flåede i os, bogstaveligt talt. Når vi gik gennem en menneskemængde, ville fans, i stedet for at bede om en autograf, forsøge at rive et stykke af vores tøj eller vores hår af. Hvad som helst, så de kunne have et stykke af os med hjem.

Piger døde, fordi de så gerne ville se os. Der skete noget frygteligt, første gang vi var i Indonesien. Vi anede ikke, hvor store vi var derovre. Det var arrangeret, at vi skulle skrive autografer i en pladebutik, og vi forventede, at der kom 2.000 mennesker. Der kom noget i retning af 20.000, så sikkerhedsfolkene var slet ikke udstyret til at kunne kontrollere så mange mennesker. Der var et kæmpe pres, lige da vi ankom. To piger blev presset op mod glasset og endte med at dø. Lige så snart vagterne hørte om det, hev de os ud med det samme. Da vi gik, opstod der selvfølgelig vild panik, hvor alle ville ud af indkøbscentret, og komme hen til vores bus. Yderligere to piger blev trampet ihjel på rulletrapperne.

Jeg tænkte: Skriger de virkelig for mig? Er det overhovedet for nogen? Hvem ved.

Man kan ikke rigtig forholde sig til den slags mentalt. Heldigvis havde jeg de tre andre til at hjælpe, og vi gik gennem det hele sammen. Vores mål var bare at lave musik, ikke at gøre nogen fortræd. Jeg kunne ikke lade være med at tænke, at hvis ikke vi var der, ville intet af det være sket. Det var ikke vores skyld, men det kunne jeg ikke forstå på det tidspunkt. Jeg ved stadig ikke, hvordan jeg har det med det. Vi tog en lang ferie efter den oplevelse – omkring et år – og jeg gik til psykolog for at fordøje hvad der var sket på en fornuftig måde.

Når vi spillede stadionkoncerter efter den pause, ville jeg sidde og se på folk og tænke, “fuck, alt kan ske.” Du har kontrol som sådan, men samtidig styrer du overhovedet ikke noget. Du ser på skrigende piger og tænker, at hvis ikke de skreg for os, ville de gøre det for Westlife, eller Five, eller One Direction, eller hvem det nyeste boyband nu er. Jeg tænkte: Skriger de virkelig for mig? Er det overhovedet for nogen? Hvem ved.

A1 i 2010, via

Når jeg var i England, boede jeg for mig selv i Battersea overfor Battersea Park, og der var folk, der lå i parken med kikkerter for at se ind ad vinduerne. Det er klart, at hvis folk ser mig til et TV-show eller på gaden, så er det helt fint, at de kommer og siger hej, eller beder om at få taget et billede, men den oplevelse fik mig til at føle, at jeg boede i et akvarium. Jeg var kun et røvhul overfor folk, hvis de ringede på døren, for ellers ville de sige til deres venner, “det er helt fint, bare gå hjem til Ben, han er rigtig sød.” Når folk besøgte Mark (Read fra A1,) ville hans forældre invitere dem indenfor til en kop te. Jeg ville ikke have, det eskalerede, så det var sådan, jeg forholdt mig til det.

Pladeselskaberne troede, at hvis fans vidste, at vi havde en kæreste, ville det påvirke pladesalget, så vi måtte ikke holde i hånden med piger eller blive set med dem.

Det påvirkede alt sammen mine forhold, helt sikkert. Det er anderledes nu om dage, men pladeselskaberne lod os ikke have kærester i offentligheden, så de kærester, jeg havde, – rigtige forhold på et år eller to – måtte jeg ikke holde i hånden på gaden. Hvis de kom til koncerterne, var de nødt til at snige sig ind ad bagdøren. Pladeselskaberne troede, at hvis fans vidste, at vi havde en kæreste, ville det påvirke pladesalget. De sagde, “nåh, nu er han uopnåelig, så kan vi ikke lide ham mere.” Kærester skulle være meget tolerante for at acceptere at blive sat i den situation. Det var bedre bare at være single. Det var meget nemt at finde piger og være sammen med en ny hver eneste aften og have det virkelig sjovt. Men det var ikke nemt at finde en, man kunne stole på.

Vi var en del af A1 i omkring fem år, så jeg var vel kun 21 eller 22, da bandet gik i opløsning. Jeg sad med min dagbog den dag og tænkte, “hele resten af mit liv er blankt.” Det var næsten som at gå på pension som 22-årig. Jeg havde mistet venner i løbet af de år, fordi vi ikke havde noget til fælles længere. Dengang var der ingen sociale medier, så det var nemt at forsvinde helt. Jeg passede mig selv og gik ikke særlig meget ud. I dag laver jeg reunion shows med A1, skriver sange for kunstnere og arbejder på en musical. Det er takket være de fans, at jeg kan have så mange jern i ilden. Men dengang var jeg lidt fortabt. Jeg begyndte mit stille, isolerede liv dengang.

Læs mere på VICE:

Hanson fortæller historien bag deres ikoniske hit ‘MMMBop’

Premiere: Mø – “Final Song”

Justin Biebers dreadlocks viser, hvordan hvide mennesker (stadig) stjæler alting fra sorte mennesker