Mød kvinden, der forlod en verden af feministiske privatskoler for at blive sexarbejder

Debatten om prostitution og salg af sex, både herhjemme og i udlandet, bliver ofte meget sort/hvid. Det er enten den lykkelige luder eller den handlede kvinde, der bliver tvunget til at arbejde under kummerlige forhold. Sadie Lune, der har arbejdet i sexindustrien i næsten 20 år, vil gerne lave om på dette. For nylig var hun gæst på Heartland Festival på Fyn, hvor hun deltog i en af festivalens mange talks, hvor hun debatterede sex i fremtiden.

Efter talken møder jeg hende i en kølig skurvogn i backstageområdet. Hun ligner ikke ligefrem Heartland-stereotypen. Festivalen har et ry for at tiltrække et Politiken Plus-segment med overskud på den kulturelle konto, og som hellere drikker rosé og spiser skaldyr end lommelunkne Slots og rugbrødsmadder.

Sadie Lune har sort hår, stort og krøllet og med en enkelt afbleget stribe foran. Hun bliver ved med at pille ved det, sno det om sin finger og sætte det op i en knold med en af de der små træpinde, som man får på kaffebarer, så man kan røre sukkeret rundt i sin kaffe.

Hendes øjenlåg skinner af et tykt lag guldglimrende øjenskygge og er rammet ind af sort eyeliner. Hun er iført en grøn, figursyet kjole og mørkeblå netstrømper. Det eneste, der ikke oser femme fatale, er de udtrådte, grå Converse, som hun har netop taget på i stedet for de sorte højhælede sko, der nu ligger nede på gulvet.

Før i tiden lavede hun en del performancekunst – blandt andet et værk, der hed 'Biological Clock', som endte i en rituel inseminering af hende selv på en scene foran et publikum på 50 mennesker. Hun har lavet indieporno, bekæmpet lovgivning på gaden i San Francisco og blev for nogle år siden mor og flyttede med sit barn til Berlin. I dag laver hun mere prostitution end aktivisme, men bruger også tid på at deltage i arrangementer som dette på Heartland og dele ud af sine erfaringer efter næsten 20 år i branchen.

Jeg tog en snak med hende om kvindelige kunder, om at holde af mænd, som man banker for penge, og om at forlade den pæne, feministiske middelklasse for at forfølge en drøm om at sælge sex.

VICE: Sadie, fedt at du ville tage en snak med VICE om dit arbejde. Først og fremmest – hvilke forestillinger og fordomme møder du oftest om dit arbejde i sexindustrien?
Sadie Lune: I Danmark, Sverige og det nordlige Europa generelt er der en ide om, at feminisme er godt, og sexarbejde er dårligt. At feminisme forsøger at redde sexarbejdere, og at alle sexarbejdere bliver udnyttet af et patriarkalsk samfund, og at de basically bliver voldtaget for penge. Min erfaring med og viden om sexarbejde er, at det er meget mere komplekst end som så. For mig at se ønsker sand feminisme at anerkende de forskellige og komplicerede forhold, mennesker lever i og så at støtte, hvad end de gør for at lave deres liv på den mest fair og ligeværdige måde. Feminisme tror på, at mennesker kan vælge, hvad der er bedst for dem selv, og at vi bør arbejde for mere sikkerhed og lighed for alle, især omkring mennesker, kroppe og arbejde.

Okay, så lad os lige tage et skridt tilbage. Hvordan endte du i denne her form for arbejde?
Jeg begyndte at arbejde med sex, da jeg var 19. Min indgang til det var at være nøgenmodel for kunststuderende. Siden jeg var teenager, har jeg nok bare været ret exhibitionistisk. Jeg har også en masse problemer med min krop, de ting ekskluderer ikke hinanden. Men altså, jeg ville gerne tjene penge på at være nøgen, så da jeg var 17, begyndte jeg på det. På et tidspunkt i den periode mødte jeg en virkelig lækker goth pige til Pride i min hjemby, og vi sad og røg cigaretter sammen på en bakke. Hun fortalte mig, at hun var stripper. Jeg ville virkelig gerne date hende, og jeg sagde, at jeg også ville være stripper. Hun tog mig med hen på sit arbejde, hvor bartenderen spurgte, om jeg kunne arbejde den aften. Det var faktisk hende, der gav mig mit første sexarbejdernavn – Devin med 'i' ligesom i devil, sagde hun. Så det var ud af det crush, som aldrig blev til noget – nu jeg tænker over det, hvorfor knaldede vi aldrig? Anyway, der startede min karriere i sexarbejde.

På universitetet lærte jeg om Annie Sprinkle (feministisk pornoskuespiller og producent, red.), og jeg opdagede, at der fandtes en verden af sexpositive feminister. Det føltes som en slags åndelig åbenbaring. Der var et tidspunkt, hvor det virkelig føltes, som om en gudinde talte til mig og fortalte mig, at jeg skulle være prostitueret. Derefter arbejdede jeg i en massagebiks et stykke tid. Her var der rigtig meget stigmatisering og skam, både mellem dem der arbejdede der og fra ledelsen. Der var en følelse af, at det her job var beskidt og forkert. Så flyttede jeg til San Francisco og blev professionel dominatrix, samtidig med at jeg også lavede prostitution.

Der er rigtig meget skam og hierarki indenfor sexarbejde fra internaliseret, social stigma, især fordi nogle ting er lovlige og andre ikke er. Tit føler dominatrixer, at de er hævet over prostituerede og pornoskuespillere, fordi de ikke gør noget med deres egne kønsdele. Pornoskuespillere føler, de er hævet over prostituerede, fordi deres job er lovligt og så videre.

Så de negative sider af jobbet var den her udskamning?
Ja, og så vasketøjet på massageklinikken. Jeg kunne ikke forstå, hvorfor jeg skulle vaske tøj. Jeg troede, at jeg var luderen, der bare skulle sidde på en sofa, spise vindruer og forføre folk for deres penge, men når du arbejder på en massageklinik, skal du vaske enormt mange lagener…

Hvorfor blev du dominatrix? I stedet for bare at være prostitueret?
For det første er jeg kinky og har været det, siden jeg først begyndte at have sex. For det andet er jeg ret deprimeret og goth. Hele det der magtspil og selve æstetikken appellerede til mig. Jeg voksede op i et feministisk hjem, så at være stærk og have kontrollen var værdier, jeg fik med mig hjemmefra. Men altså, jeg er en kinky sadist, jeg kan bare godt lide det. Jeg kan godt lide at gøre folk ondt, jeg kan godt lide at se menneskers nydelse komme til udtryk gennem meget forskellige handlinger.

Jeg tror, som så mange andre mennesker, så var jeg som barn fascineret af sex, intimitet og skam, men forskellen på mig og de fleste andre er nok, at det gjorde, at jeg fik lyst til at blive sexarbejder, når jeg blev voksen. Hver gang jeg så en sexarbejder i en bog eller en film, så var det de roller, jeg kunne se mig selv i. De havde så mange sider af sig selv, som jeg kunne relatere til.

Hvilke sider var det?
De var stærke, kloge, sjove, udfordrede grænser og spillede efter deres egne regler. Jeg læste bogen Verden ifølge Garp, og i den møder han en vietnamesisk prostitueret en af de første gange, han har sex, og jeg tænkte bare; hende der! Og så var der Miss Scarlet i filmen Clue, og jeg tænkte; hende der! Det var denne her femme fatale-karakter, som var sjov og stærk og selvfølgelig smuk og glamourøs. Dem relaterede jeg meget til, da jeg var barn.

Det er interessant, at du siger, du var inspireret af sexarbejdere som barn, for jeg oplever ofte, at medierne fokuserer på de forfærdelige historier om mennesker som arbejder med sex. Hvorfor tror du, det er sådan?
Medierne fucking elsker sexarbejde. Det er pirrende, det er fascinerende, det er sexet, det sælger, og så kan det få alle til at føle sig selvgode og godt tilpas, fordi det altid er den samme historie, der bliver fortalt. 'Se denne her forfærdeligt fucked up sexarbejder'. Det er dragende at høre om alle de nedværdigende ting, de har måttet gøre. Men det er bare ikke en sand fortælling om nogen gruppe mennesker, altså hvordan skulle det være det? De fleste sexarbejdere har det ambivalent med deres job, ligesom de fleste andre mennesker har. Der er gode og dårlige dage. Nogle sexarbejdere elsker det og føler, at det her job, det er det, de er gode til, og hvor de kan bruge deres evner på bedst mulig måde. Andre er sexarbejdere, fordi de er desperate, og de føler sig udnyttede og brugte. Men sexarbejde er baseret på et valg, og selvom det valg er påvirket af forskellige faktorer i livet, så er det stadig et valg. Når man har et job, som er stigmatiseret, og som man ikke kan fortælle sin familie og sine venner om, så får man nok et lidt mere kompliceret forhold til det job.

Jeg tror aldrig før, jeg har hørt nogen sige, at de drømte om at blive sexarbejdere, da de var barn..
Jeg har sådan en tegning, jeg kan ikke huske, hvor gammel jeg var, da jeg lavede den, men mellem 11 og 16, og øverst på billedet står der 'Chez Cecile'. Det var min drøm om mit fremtidige bordel, hvor mig og mine venner ville arbejde og ligge på en velour sofa i lingeri. Jeg følte, jeg havde regnet det hele ud. Bordellet skulle være sådan art nuveau-stil, en parisisk æstetik med masser af mørkt træ, calla linjer, velour sofaer og sådan noget – klassisk fransk luder stil.

Er det så blevet, som du forestillede dig?
Haha, nej! Der er to ting, jeg altid har set som problemer i forhold til sexarbejde. Jeg voksede op under aids-krisen i USA, og det var enormt stærkt. Og så er jeg bange for autoriteter, jeg vil virkelig gerne være "en god pige". Eller en del af mig vil, en anden del er sådan, "Fuck jer, jeg gør, hvad jeg vil." Men aids og så, at sexarbejde var ulovligt, det så jeg altid som udfordringer. I min fantasi ville der på bordellet være en lille maskine, sådan en fingerprikker, hvor kunderne kunne få testet deres blod, når de kom ind. Og jeg har det stadig lidt sådan, "Hvorfor er der ikke nogen, der arbejder på at lave det til bordeller?"

En anden ting, som jeg tror har påvirket min oplevelse med sexarbejde, er, at jeg har haft en psykisk sygdom, depression, siden jeg har barn. Jeg siger på ingen måde, at jeg blev sexarbejder, fordi jeg havde lavt selvværd og depression, men jeg kunne ikke holde på et almindeligt fuldtidsarbejde mere end et par måneder. Sexarbejde var en realistisk, praktisk mulighed for mig, hvor jeg kunne tage på job i en time eller tre. Når en kunde kom, var jeg nødt til at lægge min depression væk og være vært for dem. Jeg endte tit med at have det bedre efter en session, end da jeg startede. Og så tjente jeg penge nok til, at jeg ikke behøvede arbejde hele tiden.

Det er et virkelig interessant perspektiv. Man hører jo ofte, at sexarbejde er skadeligt, men siger du, at – for dig – ville et almindeligt 9-16 job ville være mere skadeligt?
Ja, jeg ville slet ikke kunne gøre det. Hele tiden at blive konfronteret med min inkompetence og det, at jeg ikke kunne finde ud af at have et normalt liv på en normal måde. Det gjorde kun min depression værre, det fik mig kun til at føle, at jeg var mindre værd. Så på en måde var sexarbejde en måde at sige fuck you til en verden, der ikke havde en plads til mig, og så var det også bare en meget praktisk løsning på at lave noget, jeg interesserede mig for og var god til. Og i dag er jeg stadigvæk fucking deprimeret engang imellem, og så aflyser jeg en session, og det er hårdt, for jeg taber penge på det. Men jeg mister ikke mit job, min karriere er ikke ovre på grund af det. Jeg siger til min kunde, at jeg er blevet forkølet, og så er det det.

Hvis du nu skulle se på dine håb og drømme for sexarbejde i fremtiden – hvad er de så?
Jeg er glad for, at du spørger! Jeg håber, at klientellet ændrer sig og åbner op, så kvinder – ciskvinder, transkvinder eller ikke-binære – får mere magt og mere lighed i løn. Lige nu laver jeg flest prostitutionssessions med kvinder. Jeg arbejder på et bureau kun for kvinder i Berlin, og jeg elsker det. Det er ikke noget, der giver specielt godt, så det er ikke, fordi jeg bare ruller mig i damedollars, for prisen er lavere. Men jeg er virkelig stolt af mine kunder, det er, som om de krydser en grænse her, ligesom jeg gjorde, da jeg var teenager og forlod en verden af feministiske privatskoler for at blive sexarbejder. Det er, som om de træder ud af den rolle, der var bestemt for dem og gør noget, der ikke er nogen model for, udelukkende fordi de vil det. Jeg tror, vi vil se mere af det i fremtiden. Sexarbejde kommer ikke kun til at være for ældre, rige heteroseksuelle mænd, og det bliver virkelig fedt.

Og apropos ældre, rige, heteroseksuelle mænd… Mit arbejde, især mine en-til-en dominations-sessions, har gjort, at jeg kunne holde af den her gruppe af mennesker, som jeg ellers ikke ville have kontakt med. Og det er jeg så glad for – jeg er glad for at have en forbindelse med de mennesker, som er positiv i modsætning til bare at føle, 'Nå ja, du er undertrykkeren.' Jeg sætter virkelig pris på, at jeg har fået en god, empatisk forbindelse med dem.