Sådan vil Mary Consolata Namagambe revolutionere verden med menstruationsbind

Denne artikel er også udgivet i VICE Magazine – The Please Sit Down Issue

Hun flyttede til Danmark fra Uganda, da hun var ni. Hun har læst jura på Københavns Universitet og Syddansk Universitet* og har hele sit liv i Danmark. Alligevel drømmer Mary Consolata Namagambe om at blive præsident i Uganda. Men inden hun når så langt, vil hun være den rigeste kvinde i Østafrika. Og hvordan bliver man så det? For hende er opskriften enkel: Først skal det danske pas suppleres med et ugandisk, så hun kan starte et firma i fødelandet. Og så skal der ellers gang i produktionen. Marys plan er at lave genanvendelige menstruationsbind i så god en kvalitet, at de vælter Always af pinden og bliver Afrikas – måske endda hele verdens – bind nummer ét.

Broadly: Hvad er det, du laver?
Mary Consolata Namagambe: Til september flytter jeg til Uganda og starter en virksomhed, der hedder She for She. Den skal producere genanvendelige menstruationsbind. Jeg skal have ansat en masse kvinder, der skal klippe og sy og på den måde generere penge og udvikle forretningen. Går det hele efter planen, bliver vi større end Always i Afrika. Vi skal være et billigt genanvendeligt alternativ – vi har ikke brug for mere dyrt plastik. Nu har vi udviklet et bind, der kan bruges igen og igen uden at forurene og uden at ruinere kvinderne. Mange har ikke råd til at bruge 25 kroner om måneden på en pakke plastikbind, men har et engangsbeløb på 5-10 kroner, som vores bind kommer til at koste. Derfor skal produktet også være så lækkert, at folk vil investere i det. De her kvinder skal tænke: FUCK, det her, det er fedt. Det er mit bind, og jeg vasker det, og det beskytter mig, og jeg bløder ikke igennem. Det her, det er noget, jeg kan bruge.

Hvordan kom du på den ide?
Jeg fik at vide, at der findes piger i Uganda, der ikke går i skole, når de har menstruation, fordi de ikke har råd til bind. Det slog mig helt ud. Jeg er jo opvokset Danmark og kan altid købe bind, men det kan pigerne og kvinderne i mit fødeland ikke. Derfor tog jeg tog til min hjemby for at tale med nogle af de her skolepiger. Jeg spurgte, hvad de gjorde, når de havde menstruation. Én købte Always, når hun havde råd, og stoppede ellers en gammel bluse i trusserne. En anden brugte små majskolber, hvor hun pillede majsen af og stak den op som en tampon. Jeg var helt chokeret – tænk at bruge majs? Jeg vidste, jeg var nødt til at handle, men jeg ville ikke bare samle penge og sende bind. Jeg ville lave en bæredygtigt, selvkørende forretning.

Men hvorfor bind? Hvad gør det så vigtigt?
Overvej lige, hvis den person, der kan kurere kræft, lige nu lever i Uganda, men ikke kommer i skole på grund af et bind? Det ville være det sindssygeste i verden, ik'? Så det her handler ikke bare om hygiejne og velvære – det handler om at give kvinder frihed til at være sig selv, frihed til at udfolde sig. Og det skal menstruation fandeme ikke holde nogen fra. Regeringen har været bevidst om det længe og har lovet, at alle skolepiger ville få gratis bind, men det sker bare ikke. Og så er det, jeg tænker, at hvis det var mænd, der havde menstruation, havde det så overhovedet været et spørgsmål? Mon ikke det var blevet løst automatisk for længst? Det er sgu kvindekamp, det her, og den vil jeg som afrodansker med ugandiske rødder gerne være med til at kæmpe.

Du er dansker og har ikke boet i Uganda i 19 år. Hvad bliver den største udfordring ved at starte en virksomhed der?
Helt klart korruption – det er der ekstremt meget af. Jeg er eksempelvis nødt til at få dobbelt statsborgerskab, fordi jeg skal oprette firmaet som ugander – opretter jeg det som dansker, vil jeg blive udsat for en helt anden behandling. For folk vil tænke, jeg er rig, fordi jeg er europæer. Og de vil prøve at udnytte min uvidenhed til at narre penge fra mig. Jeg skal tænke mig ekstremt meget om på den front. Derudover er der kulturforskellene, som kan blive en udfordring. Især forholdet til tid er helt anderledes i Uganda. Når vi aftaler klokken 10 i Danmark, mødes vi klokken 10. Aftaler vi klokken 10 i Uganda, er det klokken 12. Så må man bare trække vejret ned i maven og prøve at overbevise sig selv om, at det er ok, at de symaskiner alligevel ikke kommer i dag.

Kunne du ikke bare starte det op fra Danmark?
Jeg synes, jeg skal til Uganda. Jeg har fået 100.000 kroner gennem crowdfunding, og det følger der et ansvar med. Jeg skal sørge for, at de her penge kommer til deres ret. Hvis jeg bare sad i Danmark og sendte penge afsted, ville jeg fralægge mig ansvaret for virksomheden. Det ville være useriøst på alle måder. Jeg skal se det ske, tage min del af ansvaret. Følge de små skridt.

Du gør meget ud af, det er en virksomhed og ikke en NGO?
En mand sagde engang: "Giver du mig mad, spiser jeg det, og bagefter skider jeg. Men giver du mig mulighed for at åbne en virksomhed eller arbejde, så genererer det." Det, synes jeg, forklarer meget præcist, hvorfor det ikke skal være en NGO. Jeg skal ikke bare være endnu en dansker, der kommer og har ondt af uganderne og forærer dem mine penge. Jeg vil starte en virksomhed, de lokale skal være med til at bygge op. Som kvinder kan være stolte af at være en del af. De skal tænke: Jeg arbejder for She for She – det er her, min verden går. Jeg gør noget for mig selv og min familie.

Det lyder ikke, som om du er er drevet af penge?
Nej og jo. Jeg er også drevet af penge. Ideen opstod af en trang til at hjælpe, men jeg vil også gerne skabe en af de bedste virksomheder i hele Afrika. Det er mit mål. Og så er det jo bare er vildt fedt at gøre noget godt for kvinder samtidig. Jeg fortalte engang en journalist, at min drøm er at blive præsident i Uganda, men at jeg, inden jeg bliver det, vil være den rigeste kvinde i Østafrika. Hun blev helt spids og spurgte, hvorfor det skulle handle om penge. Det skal det, fordi penge er magt! Punktum! Og jeg behøver ikke være en dårlig person, fordi jeg vil tjene penge. Der er en tendens til, at kvinder, der gør noget godt, ikke må gå op i penge. Men selvfølgelig må vi det. Så ja, jeg drives af penge. Men vil jeg samtidig kæmpe for at sende kvinder i skole? Ja! Vil jeg gerne lave bind, så kvinder kan arbejde? Ja! Og så jeg vil også gerne tjene penge.

*Rettelse per 12. september 2017: Der stod tidligere i denne artikel, at Mary Consolate Namagambe er uddannet jurist fra Københavns Universitet og Syddansk Universitet. Da hun siden har gjort os opmærksom på, at hun ikke er har bestået sit studie endnu, har vi rettet det til, at hun har læst jura på samme to universiteter.