Denne artikel er oprindeligt udgivet af BROADLY USA

"Jeg mener ikke, vi har med egentligt liv at gøre, før barnet er født og begynder at tage form. Det gamle argument mod abort er forældet efter min mening," sagde Allen J. Moore, der var lektor i kristen uddannelse ved Claremont School of Theology i juni 1967. Men hans argument for abort blev ikke fremført i New Republic eller i en feature i andenbølgefeminist-magasinet Spare Rib eller sågar et debatindlæg i New York Times. Han udtalte sig mod den gængse katolske opfattelse af, at livet begynder ved undfangelsen i en debatklumme i Playboy.

Månedsmagasinet blev først kendt for at offentliggøre nøgenbilleder af Marilyn Monroe og blev senere berømt for sine Playmates-portrætter, nøgenbilleder af unge kvindelige modeller, der havde et naturligt look og som oftest var blondiner. Men op igennem 1960'erne og 1970'erne hjalp Playboy også med at ændre den amerikanske offentligheds opfattelse af kvinders seksualitet – og blev samtidigt en tidlig fortaler for retten til abort. Magasinet publicerede abortvenlige artikler og interview så tidligt som i 1963, et helt årti før den højesteretsafgørelse (Roe vs. Wade), der legaliserede abort i hele landet. Playboy gav prominente kvindesagsfortalere som forfatteren Margaret Atwood og Germaine Greer en platform at tale fra, selvom sidstnævnte var uenig i mange af magasinets øvrige principper. Playboy var også med til at skaffe midler til kampagnen for Equal Rights Amendment, et forfatningstillæg, der forbyder kønsdiskrimination ved lov, og Kinsey-instituttet gennem non-profit organisationen Playboy Foundation.

"Der er helt afgjort sexisme og en patriarkalsk styreform indenfor Playboy-regi," siger professor i historie ved Colorado State University, Carrie Pitzulo, der har skrevet en bog om Playboys forhold til feminisme under titlen Bachelors and Bunnies: The Sexual Politics of Playboy. "Men jeg synes ikke, magasinet har fået nok ros for sin støtte til den feministiske sag."

Hugh Hefner grundlagde Playboy i 1953 med en økonomisk gave på 6.200 kroner fra sin mor, Grace, en rettroende metodist fra Nebraska, der støttede sin søn, selvom hun ikke direkte billigede hans arbejde. Hefners første udgaver af magasinet i 1950'erne indeholdt både kunstkritik, cocktailopskrifter, noveller af forfattere som eksempelvis Ray Bradbury og nøgne, storbarmede blondiner. Det var en kombination, der lå i forlængelse af Hefners Playboy Philosphy, i hvilken han argumenterede for, at sex er lige så vigtig en del af livet for en gentleman, som gode manerer og ulastelig påklædning er det. "Vi nyder at mikse cocktails og lave en hors d'ouevre eller to, sætte lidt god musik på pladeafspilleren og invitere en kvindelig bekendt ind til en hyggelig snak om Picasso, Nietzsche, jazz og sex," forestiller Hefner sig om den ideelle Playboy-læser i det første nummer.

Playboys tidlige læserskare har formodentlig ikke set noget feministisk budskab i den filosofi. Igennem 1950'erne var grove vittigheder om kvinder – eller guldgravere, der brugte graviditet som et påskud for at lokke en mand ind i ægteskabsfælden – fast inventar i magasinets legendariske Party Jokes-klumme. "Vores skamløse ordbog definerer en guldgraver som en kvinde, der ødelægger sine dates ved at gå ud med dem," kan man læse i maj-udgaven fra 1958. I september-nummeret fra samme år skriver Philip Wylie: "Kvinderne har vundet de juridiske fordele ved ligestilling – og samtidigt bevaret de sociale fordele ved deres beskyttede position. For dem er ligestilling blevet tyrannens trone." (Den sexistiske udtalelse står lige under overskriften "The Womanization of America.")

Men der foregik meget andet i de tidlige Playboy-udgivelser. Hefner ansatte en tidligere pinupmodel og fotograf, Bunny Yeager, der havde taget nogle meget berømte billeder af Betty Page, til at fotografere nogle af Playmates-billedserierne. "Det er lettere for en kvinde at bede en anden kvinde om at tage tøjet af," har Yeager sagt ifølge den nekrolog, Washington Post bragte i forbindelse med hendes død. Men hun indarbejdede også lidt subtil humor i de billeder, hun tog til "Playmate of the Month". Hendes "Miss December 1956 Playmate of the Month" viser modellen Lisa Winters i babyblå natkjole, helt gennemsigtigt, men tildækket fra top til tå, mens hun trækker gardinerne til side som en god husmor. Et spejl overfor viser ikke helt det modsatte, men et langt frækkere billede af Winters. "Hun elsker at læse og tilbringer mindst en dag om ugen på biblioteket. Hendes favoritter er Elisabeth Barrett Brownings digte," står der i teksten ved siden af billedet. "Hun ser sig selv som en rigtig 'hjemmepige.'"

Den slags features var almindelige i Playboy i 1950'erne. Inden billedserien når sit crescendo, hvor "Miss July 1958", Linné Nanette Ahlstrand, viser sin numse, optræder hun på de foregående sider i en turtleneck-sweater, mens hun spiller skak, og hendes interesser beskrives som at "gå ud og se en spændende teaterforestilling eller en god udenlandsk film." Når læseren endelig når frem til nøgenbilledet, smiler hun. Hun er single, elsker sex og ligner den søde nabopige. Playmates legendariske centerfolds antyder, at alle kvinder, fra husmødre til intellektuelle, nyder sex. Som der står i profilen på "Miss August 1957", Dolores Donlon: "Fordi alle piger (medmindre man er eneboer, og dem kender vi ikke så mange af) har en nabo, vil hun altid være den søde pige inde ved siden af." Et hav af pornoproducenter har siden forsøgt at kopiere Playboys "pigen inde ved siden af"-æstetik, men selvom ideen i dag er kommet til at handle om urealistiske forventninger, så var den intet mindre end revolutionerende i 1950'erne.

"Selv når de offentliggjorde sexistiske kommentarer, så var det stadig magasinets opfattelse, at 'gode piger' – det var den slags terminologi, man brugte den gang – også nyder sex," forklarer Pitzulo. "De har ret til sex. De har ret til deres egen seksualitet og til at udtrykke den selv uden for ægteskabets rammer. Det sker selvfølgelig til ære for heteroseksuelle mænd, fordi heteroseksuelle mænd ikke kan få noget, hvis ikke der er kvinder, som er villige til at bolle udenom, men i slutningen af 1950'erne er det stort. Playboy var et af de eneste mainstream medier, der talte for kvinders ret til deres egen seksualitet."

Da 1950'erne blev til 1960'erne, blev Hefner mere og mere irriteret over samfundets snerpede moral og behov for at regulere seksuel adfærd. Han læste med stor interesse Betty Friedans feministiske manifest fra 1963, The Feminine Mystique, og var sympatisk indstillet overfor, hvis ikke direkte engageret i, kvindesagsforkæmperens synspunkt; at samfundet var ligeglad med kvinders rettigheder i hjemmet, soveværelset og på arbejdspladsen. "Kvinders frustration i hjemmet," sagde han ifølge bogen Playboy and the Making of the Good Life in Modern America, "spillede sammen med min ide om, at der foregik noget, som bare ikke gav mening."

I 1965 kørte Playboy en feature af Julian Huxley, der støttede kvinders ret til abort – otte år før højesteret tog stilling til sagen med Roe vs. Wade. Hefner grundlagde det samme år Playboy Foundation, en non-profit, der støttede Kindsey-instituttet, centre for voldtægtsofre samt Clergy Consultation Service, en organisation, der hjalp kvinder med abortmuligheder. Efter Playboy Foundation donerede penge til borgerrettighedsorganisationen ACLU's Women's Rights Project, underskrev Ruth Bader Ginsberg, der på daværende tidspunkt arbejdede for ACLU, et takkebrev, der blev trykt i august-nummeret i 1973: "ACLU har kæmpet for retten til abort længe inden højesterets afgørelse. Nu kæmper vi for abortrettigheder og retten til præventionsmidler for kvinder under 18 uden forældrenes samtykke."

Igennem slutningen af 1960'erne og begyndelsen af 1970'erne benyttede redaktører på magasinet Playboy Forum, Playboys debatsektion, til at udgive indlæg fra aktivister. "En masse aktivister brugte forummet som en slags database for oplysninger og seneste nyheder," fortæller Pitzulo. Det var blandt andet her man kunne finde information om nye love vedrørende abort, kontaktoplysninger på abortklinikker og positiv omtale af abort generelt. Det lyder helt utroligt, men i marts-nummeret fra 1971 udgav magasinet en artikel af en nonne, der beskrev sin egen abort.

Hefner gav mere plads til aborteksperter i magasinets spalter, da september-nummeret i 1970 bød på Robert Halls historiske gennemgang af abortens udvikling i USA, i hvilken han kalder den kristne modstand mod abort for "teologisk metafysik." ("I et land, der er grundlagt på ideen om adskillelsen af kirke og stat, skulle man aldrig have anerkendt deres tro i retten og blandt lovgivere," skriver han.) Det var artikler, der optrådte side om side med billedserier af nøgenmodeller og interview med folk som Martin Luther King Jr.

Playboys historier blev læst. I 1960'erne og 1970'erne var Playboy Bunnys allerede lige så ikoniske som Mickey Mouse. Hefner var selv vært på det succesfulde TV-program Playboy After Dark, i hvilket han og en flok letpåklædte bunnys underholdte kendisser, og i 1960'erne åbnede han en kæde af Playboy Clubs. (Da klubbestyrere i Syden nægtede sorte medlemmer adgang, generhvervede Hefner sig klubberne fra ejerne og ansatte mere progressivt personale.) Playboy Enterprises var blevet et mediekonglomerat (før den slags overhovedet eksisterede), og magasinflagskibet var blevet det foretrukne medie blandt middelklassens veluddannede og frisindede mænd. I 1972 havde Playboy over syv millioner læsere.

"Folk læste virkelig magasinet for artiklerne i 1960'erne," siger Pitzulo. "Læserne så sikkert på billederne som det første, men man anså også Playboy for at være en frontfigur i forhold til mærkesagerne. Magasinet var toneangivende i den nationale samtale om de emner. Om feminisme, om kvinders rettigheder og borgerrettigheder generelt… Playboy førte an."

"Han brugte sin platform til at udøve indflydelse på den nationale dagsorden," siger Cooper Hefner, Hughs søn, der på nuværende tidspunkt er kreativ direktør på magasinet. "Han følte sig forpligtet til det. Det kom af en følelse af, det her er ikke den verden, jeg vil leve i."

Mange feminister støttede Playboy, men radikale feminister var fortsat i mod det. Kvinder arrangerede demonstrationer uden for hovedkvarteret i Chicago, og the Women's International Terrorist Conspiracy from Hell (WITCH) gik så langt som til at sende Hefner dødstrusler i 1970. Fra Playboy Mansion i Chicago gik Hefner i offensiven. Ifølge Pitzulos essay "The Battle in Every Man's Bed: 'Playboy' and the Fiery Feminists," beordrede han redaktører til at bestille karikaturtegninger, der skulle nedgøre "superfeministerne." Redaktionsdirektør AC Spectorsky og andre medlemmer af redaktionen diskuterede ideen, før de besluttede at hyre en kvindelig journalist til at skrive en kompleks feature om kvindesagskampen. Argumentet var, at artiklen kunne tage de vrede kvinders synspunkter alvorligt og samtidigt gøre op med den del af gruppen, som Hefner så som militante feminister. Hefner var enig.

Playboy fik fat på Susan Braudy, en ung journalist fra New York, der senere skulle blive nomineret til en Pulitzer-pris for sit arbejde. (Braudy har ikke ønsket at medvirke i denne artikel). Pitzulo forklarer, at Braudy afleverede en artikel, der klandrede rødstrømperne for deres "sexstrejke" og samtidigt påstod, at WITCH havde skabt ravage i Atlantic City under Miss America-demonstrationen i 1968. Den værste, ifølge Braudy, var Roxanne Dunbar: Hun var leder af Celle 16 i Boston, og Braudy påstod, at hun havde "læst Simone de Beauvoirs Det andet køn og prompte forladt sin mand og deres handicappede barn." Friedan derimod, skrev Braudy ifølge Pitzulo, førte an i en "konservativt og pragmatisk anlagt" bevægelse.

"The Battle in Every Man's Bed" præsenterer et billede af redaktørstaben som værende splittet, mens mange af de kvindelige redaktører – blandt andre Julia Trelease, Arlene Bouras og tegneseriestriberedaktøren Michelle Altman – var imod historien. Braudy har en anden udlægning af sagen. I et essay skrevet for Jezebel i 2016 husker hun, at Trelease roste hende for artiklen.

Hvorom alting er, så syntes Hefner ikke, Braudy gik langt nok. I januar 1970, ifølge Pitzulo, sendte han en besked til staben, hvor han skrev: "Jeg er meget interesseret i den her irrationelle, småtossede trend, der har hersket blandt feministerne de seneste par år. De her tøser er vores naturlige fjender, og der er… intet vi kan skrive i magasinet, der kan overbevise dem om noget andet. Det er på tide at tage kampen op med dem, og det tror jeg sagtens, vi kan."

Redaktør Nat Lehrman kaldte Braudy ind på sit kontor, hvor Braudy husker, at hun fik at vide, at artiklen manglede "tænder." "Ved at fokusere min artikel på tre af bevægelsens mest prominente skikkelser – Betty Friedan, Robin Morgan og Roxanne Dunbar – havde jeg vist for meget sympati med 'tosserne,'" skriver hun i Jezebel. "Nøj, hvor var jeg naiv at tro, at Playboy ønskede en fair artikel om kvinders frigørelse." I en artikel i Glamour fra 1971 siger hun, at hun læste Hefners besked, mens hun sad på sit kontor. Der var en længere kamp på redaktionen, og på et tidspunkt besluttede hun sig for at trække artiklen tilbage, inden den blev trykt.

I stedet for trykte magasinet et smædeskrift mod feministerne, der blandt andet indeholdt generelt kvindefjendtlige kommentarer fra den mandlige skribent Morton Hunt. Morton Hunts "Up Against the Wall, Male Chauvinist Pig!", der kørte i maj-nummeret i 1970, lyder som noget, der lige så godt kunne være skrevet på et debatforum for Men's Rights-bevægelsen i dag. "Bevægelsen for kvinders frigørelse er helt unik," skriver Hunt. "Ingen anden bevægelse for menneskerettigheder har været så fjollet og dog så ærlig, så absurd og dog så retfærdig, så besat af petitesser og på den anden side den radikale omkalfatring af forholdet mellem kønnene, familien og samfundet selv." Herefter håner han 20 kvinder i Berkeley, Californien for at melde sig til et karatekursus og siger, at deres mål var "at besætte mændenes omklædningsrum." "Rynk bare på næsen af det her," siger han, "men kald nu en spade for en spade. Det her handler kun om en flok neurotikere, grimme kællinger og lebbers trang til at udstille sig selv."

Playboys kvindelige redaktører hadede brevet. Ifølge "The Battle in Every Man's Bed," skrev den litterære redaktør Mary Ann Stuart til Hefner og sagde, at han promoverede traditionelle kønsroller.

Senere den samme måned, den 26. maj 1970, optrådte Hefner på The Dick Cavett Show, hvor han forsvarede Playboy i en debat med den radikale feminist Susan Brownmiller, der har skrevet bogen Against Our Will: Men, Women, and Rape. Hun beskrev Hefner som "min fjende." Hun beskyldte ham for at fremstille kvinder "som dyr." "Kvinder er ikke kaniner," fortalte hun Hefner. "De er ikke bunnies. De er mennesker." Hefner vidste ikke, hvad han skulle sige og sad i stedet og bappede på sin pibe.

"Hefner overreagerede på kritikken i stedet for at møde den med forståelse. Ja, selvfølgelig var magasinets overordnede portræt af heteronormative, feminine skønhedsidealer dybt problematisk," forklarer Pitzulo. "Sådan kunne det i hvert fald sagtens ses fra et feministisk standpunkt. Men Playboy holdt fast i at sige, 'Nej, nej, nej. I kæmper mod den forkerte fjende. Vi er på jeres side.' Det er dér meget af den misforståede opfattelse af, at magasinet er antifeministisk kommer fra. Det var, fordi Hefner overreagerede mod de radikale feminister i stedet for at fokusere på at støtte mainstream feministerne, hvilket var en ærlig sag."

Ved at fokusere på det, han så som de radikale feministers fejl, kastede Hefner en skygge over det vigtige arbejde, han havde gjort i 1960'erne. Men han vendte ikke ligefrem på en tallerken. To år senere åbnede han Playboy for den radikale feminist Germaine Greer, der i et interview i januar 1972 gik til angreb på Friedan ("Hun ønsker ligestilling for kvinder indenfor rammerne af status quo, lige ret til adgang til slagtilfælde og mavesår"), men rettede det groveste angreb mod Hefner, som hun hånede for at være en "brystfetishist" – logikken var, at en kvinde aldrig opnår orgasme, bare fordi en mand befamler hendes bryster.

"Det er ikke bare centerfolden, jeg ikke bryder mig om," skriver Greer. "Det er alle de andre billeder af kvinder i Playboy. I kørte sågar en reklame med en indianerkvinde, der sad og nussede en eller anden fyrs fødder! Og Playboy-festerne er det værste. Alle de grå ansigter og gamle mænd og de opstyltede kvinder i deres gennemsigtige munderinger. Alle brystvorterne, der stritter, og de glatte, maniske smil, alle pigerne går rundt med."

Playboy skulle senere lovprise Greer ved flere lejligheder. I de følgende årtier støttede Playboy Foundation blandt andet borgerrettighedskampen, den litterære redaktør Alice K. Turner udgav tekster af blandt andre Joyce Carol Oates og Ursula K. Le Guin, og Hefner udpegede sin datter, Christie Hefner, som direktør, da han selv gik på pension. Det var en rolle, hun havde i 20 år, hvilket gør hende til en af de længst siddende kvindelige direktører i USA nogensinde.

Men konfronteret med en broget historie og tusindvis af billeder af nøgne kvinder er det få, der husker magasinets positive bidrag til kvindesagen. Playboy har ikke været gode til at fremhæve dets positive bidrag til feminismen. Cooper Hefner har indrømmet, at han først hørte om sin fars aktivisme, da han deltog ved premieren på Hugh Hefner: Playboy, Activist, and Rebel i en lille biograf i Los Angeles i 2009. Han skyndte sig efter følgende hjem og gik igennem sin fars scrapbog, der dokumenterede arbejdet. (Hugh Hefner har verdens største samling af scrapbøger ifølge Guinness World Records.)

I kraft af sin rolle som kreativ direktør har Cooper Hefner forsøgt at rebrande firmaet, så den feministiske arv er mere synlig. Cooper vendte tilbage til firmaet i juli sidste år efter en lang kamp med direktør Scott Flanders, der valgte at fjerne alle nøgenbilleder fra magasinet i oktober 2015. Cooper vendte tilbage til det traditionelle format tidligere i år. "Det var en fejlfortolkning af, hvad der foregår ude i verden i dag," fortalte mig under et møde i Playboys hovedkvarter i Beverly Hills. "Det var en fejlfortolkning af brandet." Magasinets første udgave med nye nøgenbilleder bød blandt andet på Coopers forlovede, Harry Potter-skuespilleren Scarlett Byrne. I stedet for et portrætinterview skrev hun et essay om #FreeTheNipple-bevægelsen.

"Jeg synes, det er sindssygt, at en mand kan være nøgen i Men's Health, mens kvinder ikke kan optræde topløse i Playboy," siger Cooper. "Det er en feministisk kamp."

FreeTheNipple ligner mange af Playboys tidligere korstog på vegne af feminismen. Den overordnede idé er, at det er til gavn for kvinders rettigheder, men der er selvfølgelig også noget for mænd, der godt kan lide at se på bryster. Feministiske kritikere har også stillet spørgsmålstegn ved Coopers opdaterede Playboy Philosophy. I Outline kalder Laura June det for et forsøg på at "mansplaine kvinders rettigheder" og noterer sig også, at forsøget på at "sælge et nyt og 'oplyst' Playboy er temmelig transparent."

Det lader dog til, at Cooper forstår modsætningerne i familieforretningen. "Der er sket meget, siden magasinet først kom på gaden," siger han. "Hvordan sørger man for, at mænd er komfortable med deres maskulinitet, giver dem lov til at være mænd, men uden at give kvinder indtryk af, at de ikke har noget at skulle have sagt?"

Som det første har han udskiftet det klassiske slogan "Entertainment for Men" med "Entertainment for All." I stedet for at ansætte mænd til at skrive om feminisme, har han ansat kvinder og har også planer om at hyre flere LGBTQ-personer til at fylde magasinets spalter. Den biseksuelle popstjerne Halsey optræder på omslaget i september/oktober-nummeret og til en Midsummer Night's Dream Party på Playboy Mansion, så jeg for nyligt lige så mange halvnøgne homoseksuelle mænd som kvinder.

"Jeg elsker at gå i byen sammen med mine mandlige venner, men den der ekskluderende 'ingen kvinder'-holdning? Den er fandme dum," siger Cooper. "Det skal ikke være en del af brandet, og det bliver det heller ikke."