Smukke billeder af Palæstinas skjulte fortid og usikre fremtid

I den britiske fotograf James Morris' bog Time and Remains of Palestine, der udkommer til marts, præsenteres en række foruroligende billeder af Nakba: murbrokker, spøgelsesbyer og palæstinensiske bebyggelser, der blev jævnet med jorden i den arabisk-israelske krig i 1948.

Men på trods af, at bogen skildrer et af de største politiske brændpunkter i verden, er det en smuk, mystisk og beskeden skildring af Palæstinas fortid og usikkerheden, der gennemsyrer Vestbredden i dag. Jeg tog en snak med James om hans arbejde.

**VICE: *Først og fremmest: hvordan ser du dig selv som fotograf?
James Morris*: Definitioner er altid svære, fordi de virker begrænsende. Men jeg vil nok sige, jeg er en fotograf, der på alle mulige måder er fascineret af sporene efter menneskelig interaktion og tilstedeværelse i landskabet; menneskehedens indflydelse og de historiske lag, der kan ses der. Jeg følger tråde, der binder steder sammen med mennesker, og fortid sammen med nutid.

Hvordan passer Time and Remains of Palestine ind i din tilgang som fotograf, og dit tidligere arbejde?
Den kan ses som tangent, fordi den specifikt beskæftiger sig med konflikten, hvilket jeg ikke har gjort på en så direkte måde før. Men det føles som en logisk udvidelse af mit arbejde. Konflikten mellem Israel og Palæstina har eksisteret hele mit liv og lader ikke til at aftage, og derfor er den fast inventar i min bevidsthed. Det var det, der først fik mig til at betragte områdets egentlige landskab. Det jeg fandt, faktisk allerede på første dag, var noget, jeg ikke havde overvejet eller forventet. Manglen på arkitektur, et raseret landskab og en skjult historie. Den røde tråd samlede jeg op, og som med alle projekter førte det til både variation og sammenhæng.

Hvordan vil du beskrive det her projekt? Det synes jeg altid er interessant at spørge om, især i et tilfælde som dette, hvor du til tider nærmere dokumenterer et fravær af noget snarere end et objekt.
Jeg ser dette som et projekt, der både udforsker, hvad der skete med Palæstina i 1948, og dets tilstand i dag, ved at se på det her meget særlige "menneskeskabte landskab". Projektet følger en historisk kurs, der forbinder fortiden og nutiden. Projektets første del gransker den palæstinensiske tilstedeværelse i meget af Israel, der i dag er historisk, og dokumenterer nogle af de omkring 400 landsbyer og byer, der blev affolket og, i langt de fleste tilfælde jævnet med jorden som følge af krigen i 1948 og efterfølgende konflikter.

I anden del reflekteres der over ideen om et eventuelt fremtidigt Palæstina, der udsprang af fredsaftalen i Oslo, men stadig ikke på nogen håndgribelig måde er blevet til virkelighed. Beskæftigelsen og konfliktens natur udforskes på den labyrintiske Vestbred - et område, der er inddelt i flere snørklede og svært fremkommelige "arealer", der er opdelt af vægge og hegn, kontrolpunkter og vejspærringer, og indskrænket af bebyggelse. I stedet for at betragte konflikten i sin helhed behandler projektet et svindende Palæstina.

Bogen er opdelt i to særskilte dele. Den første del arbejder med Nakba, den "katastrofe", der er en kæmpe del af den palæstinensiske identitet og historie. Hvordan startede den del af projektet?
Første del opstod på en gåtur i en granskov, første gang jeg var i Israel, hvor jeg stødte på nogle uforklarede, gamle ruiner. En mindetavle, der blev opført af den Jødiske Nationalfond i 2004, erklærede, at stedet var en "oase", "et fritidsområde, et sted med vand, håb, fred og vision." Senere samme dag fandt jeg et videoklip på internettet af israelske palæstinensere, der for nyligt besøgte det samme sted. Ældre herrer huskede tilbage på dengang, de var børn, og de ruiner havde været deres landsby. De var blevet gjort til indenrigsflygtninge af krigen i 1948, under det, de kaldte Nakba. Deres landsby var blevet tilintetgjort, deres anmodninger om at vende tilbage var blevet afvist, og en plantet skov af importerede grantræer var placeret oven på det, der engang havde været deres verden.

Det mest slående og tydelige var den enorme kløft mellem disse to forskellige opfattelser af samme sted. Selv om jeg kendte lidt til Nakba, var det en meget kraftfuld introduktion til områdets virkelighed.

Der er ikke ligefrem skilte, der peger en i retning af de her steder. Jeg går ud fra, at der skulle en del research til? Hvordan foregik det?
Som du siger er der sjældent skilte, der peger mod de sønderknuste landsbyer, og der er mange af dem, der enten er fuldstændigt raserede, eller hvor der er blevet bygget ny oven på ruinerne. Selv de internationale guidebøger, der er tiltænkt udenlandske turister, som sikkert ville se det som en interessant del af områdets historie, ignorerer det næsten fuldstændigt. Efter mit første besøg begyndte jeg at researche, og beskæftigede mig for det meste med de såkaldte nye israelske historikeres arbejde, der så dagens lys i 1980'erne, og som begyndte at udfordre tidens mere stuerene og accepterede historielære. Den mest betydningsfulde tekst var Benny Morris' 600-sider lange The Birth of the Palestinian Refugee Problem, der finkæmmer den israelske stat og militærets arkiver fra krigen i 1948. Men også Meron Benvenistis arbejde, Walid Khalidi og mange andre kilder. Så vendte jeg tilbage til Israel og fandt frem til landsbyerne ved hjælp af gamle kort og internettet. Nogle var nemme at finde, og mange var næsten forsvundet fuldstændigt. Det var altid en foruroligende oplevelse at støde på sporene efter en forsvundet landsby - en bunke sten i en skov eller en ensom minaret midt i en moderne israelsk forstad. Før jeg begyndte at fotografere, satte jeg mig og læste mere om stedets historie i de bøger, jeg havde med mig. De noter, jeg tog, blev til de udvidede billedtekster, der giver et kort overblik over det sted, som billedet i stammer fra.

For mig er nogle af bogens mest slående eksempler de parkeringsanlæg og legepladser, hvor den oprindelige bebyggelse ikke bare er blevet fjernet, men eftertrykkeligt bygget over. Hvilke steder føltes mest underlige at fotografere?
Der er for mange at tage af. Hele oplevelsen var intens, foruroligende og ofte dybt mærkelig. Der var en nervøsitet i ikke at vide, hvordan folk ville reagere på det, jeg lavede, hvilket i sidste ende viste sig at være ret ligegyldigt, fordi der umiddelbart var så få, der registrerede, hvad det var, jeg skildrede, og registrerede vægten af den viden, som jeg akkumulerede; en forståelse for det, der havde udspillet sig her, og hvor befolkningen var endt. Især med den historiske viden, jeg havde om de europæiske jøder, der kom til Israel i håb om at få fred fra de ubegribelige rædsler, de var blevet udsat for. De to ting skabte en ret sprængfarlig atmosfære.

Kafr Bir'im er foruroligende, fordi der er så meget af landsbyen, der stadig er bevaret - man kan gå gennem gaderne og kigge ind i de faldefærdige og tilgroede huse. I Imwas er der picnicborde ved de efterladte gravsten i den gamle kirkegård, hvilket i første omgang virker helt uvirkeligt. Ein Houd er nu en kunstnerkoloni med flotte stenhuse i en af de få uberørte palæstinensiske landsbyer. Udadtil er der en boheme-atmosfære, men man kan fornemme en aura af skyld.

En bemærkelsesværdig ting i bogen er stilheden, og den generelle mangel på mennesker. Det går jeg ud fra er med vilje? Det bidrager klart til følelsen af ødelæggelse i første del, men i anden del er der stadig en meget slående tomhed i billederne.
Som du bemærker arbejder første del med en tomhed, og det er den atmosfære, jeg ønskede at afbilde. Men som helhed beskæftiger projektet sig mere med historisk udvikling end individer. Jeg ville have, at landskabet skulle fortælle historierne.

Manglen på mennesker i bogen får også læseren til at føle sig usynlig. Hvor meget interagerede du med folk undervejs i projektet, om de så var israelere, palæstinensere eller myndigheder?
Faktisk ikke så meget - ikke i dybden. Jeg følte, at det var vigtigt at holde noget afstand til de mennesker, der til dagligt bliver påvirket af den politik, der omgiver situationen, for at opnå noget objektivitet. Jeg ville have, at det skulle være en meget særlig udforskning af det, jeg havde fundet, eller blev inspireret til at lede efter, og samtidig ville jeg undgå følgerne af at være for forankret i en af kulturerne. Så ud over hverdagsudvekslinger med folk på gaden var det en ret isoleret oplevelse. Kun en gang fik jeg besked på, at der var noget, jeg ikke måtte tage billede af, en gammel palæstinensisk bygning i Israel, men det var meget udramatisk.

Hvilken kontrast er der mellem det nutidige liv som palæstinenser i bogens anden del, og billederne i den første del? Informeres første del af anden del?
I skildringen af Vestbredden betragter jeg det sted, der burde blive et fremtidigt Palæstina ifølge fredsaftalerne, men som endnu ikke har manifesteret sig på nogen betydningsfuld måde. Området er fortsat en virtuel stat under israelsk kontrol. Hver del kunne fungere som et projekt for sig selv; delene er adskilt af både tid og sted. Intentionen er, at de skal fungere som start og slut på perioden, siden Israel blev stiftet, og indeholde noget af Palæstinas historie. Gennem en forståelse for den historie, der åbenlyst optræder i første del, får man indsigt i, hvordan landskabet på nutidens Vestbred har udviklet sig. Det er måske to små dele af et meget kompliceret puslespil, der er forbundet af behovet for at se mere af det større billede.

Der er billeder – af Beitar Illit, for eksempel – hvor man kan fornemme en indtrængen fra de nye israelske bebyggelsers side, overfor de eksisterende palæstinensiske. Er der en følelse af, at historien gentager sig på de her steder?
Jeg tror ikke, den gentager sig, men derimod fortsætter i en mere udviklet form. Første gang, jeg ankom til Israel, fik jeg stukket et turistkort til landet i hånden. Denne blåstemplede afbildning af Israel omfatter hele Vestbredden ned til Jordan-floden, men nævner på intet tidspunkt De Palæstinensiske Territorier. I stedet bruges begreberne Judea og Samaria. Skillebarrieren eller den grønne linje fra 1949 er ikke markeret, og kun de fem største palæstinensiske byer ud over Jerusalem nævnes kort. Ingen af de mindre byer beskrives eller nævnes. Til sammenligning er selv de mindste israelske bebyggelser markeret. Det forklares som: "Alt det her er Israel, du kan rejse rundt, som det passer dig." Jeg tror ikke, det er kontroversielt at antage, at der er mange i Israel, der føler sig tiltrukket af det her koncept om et større Israel, og nok ikke ville være så triste, hvis der var færre palæstinensere i det. Udvidet bebyggelse kan helt sikkert give indtrykket af en igangværende indtrængen i overlevelsesmulighederne for en eventuel palæstinensisk stat, men om der er en klar og tydeligt udpenslet plan omkring det, ved jeg ikke.

Din bogs emne virker politisk i sig selv, men ser du det som en politisk bog?
Jeg ser det ikke som et eller andet aktivist-manifest, selv om den selvfølgelig behandler et politisk emne. Ja, projektet beskæftiger sig næsten udelukkende med den palæstinensiske historie og forsøger sig også i en eller anden grad at ramme en "balance" ved at undersøge den sideløbende israelske historie; og det kunne ses som politisk - men det er ikke et stempel, jeg synes passer. Det er interessant at bemærke, at historikeren Benny Morris, hvis arbejde var det, jeg lænede mig mest op ad, for nyligt har sagt, at israelerne ikke gik vidt nok i 1948 og burde have udstødt flere palæstinensere. Så man vælger ikke nødvendigvis side i konflikten, bare fordi man reflekterer over regionens historie. Målet med projektet er at udtrykke det, der har fundet sted, og at opfordre læseren til at se og tænke. Når man indser, at det kun er dele af et komplekst billede, står det klart, at den ikke har samme bestemthed som en politisk bog. Endnu vigtigere er Raja Shehadehs ord fra bogens introduktion: "Hvis folk ikke anerkender - og virkelig ser Nabka- vil der aldrig være fred i denne region."

Se mere af James' arbejde på jamesmorris.info.