Folk viser os, hvad de havde på, den dag deres forhold gik i stykker

FYI.

This story is over 5 years old.

forhold

Folk viser os, hvad de havde på, den dag deres forhold gik i stykker

Alle tænker over, hvad de tager på på den første date, men hvad med den dag, det hele slutter?

Denne artikel er oprindeligt udgivet af Broadly US

Sidste gang nogen slog op med mig, var jeg til en udklædningsfest. Jeg var iført en rød, høj hat og en trikot i leopardmønster, som slet ikke passede til, og som hele aftenen forsøgte at kravle op i røven på mig. På mange måder var det et passende outfit at have på, når nu det skulle være enden på et forhold, der hovedsageligt havde bestået af rodet, halvhjertet sex, som gav mig blærebetændelse gentagende gange.

Advertisement

Desværre er det ikke alle, der kan ligne en billig junglekat, når de bliver droppet – heller ikke alle kan se elegante og lækre ud, mens deres forhold imploderer. Den slags kan ske pludseligt og helt ud af det blå. Selv hvis det er dig, der slår op, er det ikke sikkert, du har tid og overskud til at tænke over, hvad du har på, når behovet for at skride fra det hele kommer. Det er først efter det traumatiske øjeblik, at det går op for dig, at din dyreste trøje nu er plettet af foruroligende minder, eller at det måske ikke var en genial idé at have din fedeste hvide T-shirt på, da du slog op med kæresten, og hun havde et glas rødvin i hånden.

For at hylde både det gode brud, det dårlige brud og det forbandet elegante brud bad fotograf Alice Zoo nogle modige mænd og kvinder vise os, hvad de havde på, da det hele sluttede.

Alle billeder af Alice Zoo

Clare, 20

Hvad lavede du, da I slog op?
Jeg tog hjem til ham, fordi han skrev, at han havde behov for at tale med mig. Man ved godt, hvad det betyder, når nogen gerne vil snakke med en – det er sådan en gigantisk film-kliché. Så det, at jeg var klædt helt i sort, føltes som et lidt tilfældigt forvarsel – som om jeg inderst inde godt vidste, hvad der skulle ske.

Har du haft det samme sæt tøj på igen siden?
Nogle gange går det op for mig, at jeg har samme kombination af nederdel og jakke på igen, og så minder det mig om, at det tøj var en del af et meget trist øjeblik i mit liv. Men jeg synes bare, det er sjovt.

Advertisement

Findes der et perfekt sæt tøj til, når man skal slå op?
Der er ikke noget som helst perfekt ved situationen, så nej.

Frank, 28

Hvad lavede du, da I slog op?
Jeg var til en fodboldkamp i november. Det var Argentina mod Brasilien, men kampen blev aflyst på grund af skybrud, så banen var helt oversvømmet.

Har du svært ved at have tøjet på igen?
Nej, for jeg har alt for mange gode minder om Gabriel Batistuta – det er hans navn, der står bag på trøjen. Så det skal ikke ødelægges, bare fordi nogen har slået op med mig, mens jeg havde den trøje på.

Minder tøjet dig om din ekskæreste?
Nogle gange. Det minder mig mest om, dengang jeg boede i Argentina, og det der skete med min ekskæreste var en del af det, men langt fra hele oplevelsen.

Har du haft tøjet på siden?
Ja, masser af gange, for det er den bedste fodboldtrøje, jeg har.

Flora, 22

Hvad lavede du, da I slog op?
Det er lidt kompliceret. Det føltes, som om vi slog op, men vi blev ved med være sammen bagefter. Vi besluttede mere eller mindre, at vi skulle være nogle helt andre mennesker, hvis vi skulle være sammen. Jeg tror, klokken var to om natten, og vi havde det mest sindssyge skænderi. Jeg var helt opløst af gråd – det føltes, som om jeg græd i sorg over, at vores forhold var slut. Han opførte sig som et kæmpe røvhul, men det gjorde jeg sikkert også. Så gik han bare i seng, og jeg tænkte; det her kan jeg ikke holde ud.

Så jeg tog mine sko og den her kæmpe jakke på og vadede ud på gaden. Der var ingen mennesker overhovedet, og jeg gik op på en høj bakke, hvor jeg kunne se ud over hele byen. Der sad nogle få mennesker og røg joints og snakkede lort, og jeg var fuldstændig knust. Jeg havde det generelt rigtig svært på det tidspunkt, så det var i det øjeblik, at jeg sagde til mig selv; jeg bliver nødt til at være egoistisk, fokusere på mig selv og droppe det her forhold og al den smerte, der følger med, og komme videre.'

Advertisement

Og det gjorde jeg. Jeg tog tilbage, og han lå og sov. Næste morgen stod jeg op og besluttede mig for at tage pænt tøj på igen, tage make-up på og sige: Fuck det hele. Jeg er, som jeg er, og jeg går mine egne veje. Du kan komme med, hvis du vil, men det bliver på min måde. Og det har jeg gjort lige siden.

"Hvis personen har været meganederen, vil det være fedt at kunne se fantastisk ud og bare sige: Fuck dig!"

Synes du, det er svært at have det sæt tøj på i dag?
Nej, jeg elsker den jakke! Det er min yndlingsjakke. Men bukserne ser helt anderledes ud, end de gjorde dengang. Da jeg købte dem, var der ikke huller i dem, det skete bare – og så proppede jeg dem i opvaskemaskinen sammen med en rød kjole, så de blev lyserøde. Så det er mærkeligt at tage dem på i dag og tænke på, hvordan de så ud dengang.

Findes der et perfekt sæt tøj, når man skal slå op?
Det kommer nok an på situationen. Hvis personen har været meganederen, vil det være fedt at kunne se fantastisk ud og bare sige: Fuck dig! Men jeg tror, noget som det, jeg havde på, er bedre. Noget praktisk, som man kan tænke i.

Diego, 27

Havde du planlagt at slå op med din kæreste og valgt dit tøj ud fra det?
Det var tilbage i 2014. Jeg slog op med hende, fordi vi forsøgte at have et langdistanceforhold, og det gik bare ikke. Jeg havde ikke udvalgt tøjet specielt til lejligheden, men det var ret koldt på det tidspunkt, så jakken og halstørklædet var nødvendige. Det var hjerteskærende, for det var på lufthavnens parkeringsplads, og mens jeg bar mine tasker hen til indgangen, forsøgte jeg at finde ud af, hvordan jeg kunne fortælle hende, at det bare ikke gik, og at jeg ikke kunne blive ved med at rejse frem og tilbage mellem to lande. Det var meget svært.

Er det svært at have det tøj på i dag?
Ikke specielt. Det er et virkelig gammelt halstørklæde, så det har været meget igennem. Jeg har det ret afslappet med det i dag.

Advertisement

Har du haft det samme sæt tøj på igen, siden det skete?
Ja, et par gange. Det bliver ikke særlig tit så koldt i Mexico, men ja, et par gange.

Findes der et perfekt sæt tøj, når man skal slå op?
Nej, det gør der ikke. Den slags sker tit så pludseligt. Jeg tror, at hvis man planlægger det – hvis man endda planlægger, hvad man vil have på – er det sandsynligvis, fordi man gør det på en ret ondsindet måde, og sådan bør man ikke slå op med nogen.

Merit, 20

Havde du planlagt at slå op med din kæreste og valgt dit tøj ud fra det?
Jeg havde planlagt at slå op. Vi mødtes på en café. Jeg var i tvivl om, hvad jeg skulle tage på – jeg stod foran spejlet i timevis, og så endte det med sorte bukser, sort T-shirt og en læderjakke. Det kan aldrig gå galt.

Synes du, det er svært at have det tøj på i dag?
Nogle gange. Især hvis jeg tager præcis det samme sæt tøj på, men det gør jeg helst ikke. Hvis jeg mixer det med noget andet, er det fint nok.

Findes der et perfekt sæt tøj, som egner sig til at slå op i?
Jeg tror, det bedste ville være joggingbukser og en T-shirt, enten hjemme hos ham eller hjemme hos dig selv. Det ville være det perfekte; at bare ligne lort.

Ian, 26

Havde du planlagt at slå op med din kæreste og valgt dit tøj ud fra det?
Jeg havde ikke planlagt at slå op, og jeg havde heller ikke planlagt tøjet.

Er det svært at have det tøj på i dag?
Ja. Men jeg er generelt godt tilfreds med det tøj, jeg går i, så det er svært at adskille det fra det andet tøj, jeg har.

Advertisement

Ville du ønske, du havde haft noget andet tøj på dengang?
Jeg ville gerne have været lidt mere business-agtig.

Minder det tøj dig om din ekskæreste?
Ja, for hun hadede virkelig, når jeg gik i hvide sko. Men jeg elsker hvide sko, og det var noget, vi altid var uenige om.

Findes der et perfekt sæt tøj til at slå op i?
Som jeg sagde; noget business-agtigt. Et jakkesæt. Mørkt – som en begravelse. Ikke en alt for farverig trøje.

Genevieve, 19

Hvad lavede du, da I slog op?
Jeg hang ud med min søster, og han slog mere eller mindre op med mig online, fordi vi havde et langdistanceforhold. Han forsøgte at flytte til London, men det gik ikke, så han flyttede til Sacramento i stedet og slog op. Han sagde, at han havde brug for at komme videre med sit liv.

Synes du, det er svært at have det tøj på i dag?
Nej, for jeg elsker virkelig den kjole. Den var ny, da det skete.

Har du haft lige præcis det sæt tøj på igen siden?
En enkelt gang – selvom vi har slået op, har vi et fint forhold til hinanden. Tøjet minder mig om den dag, men det er faktisk en god ting, for vores langdistanceforhold stod på så længe, at det på sin vis var en lettelse at starte på en frisk.

Findes der et perfekt sæt tøj, når det handler om at slå op?
Altså, hvis man slår op med nogen, vil man vel gerne se godt ud. Jeg ved ikke, om der er et perfekt sæt tøj – det afhænger nok af, hvem man er.

Stefan, 25

Hvad lavede du da I slog op?
Vi slog op, fordi jeg skulle flytte. Det var noget, vi var enige om. Det kunne ikke være anderledes. De nye omstændigheder gjorde ligesom, at vi var nødt at slå op. Vi var på vej hjem og gik over en bro, mens vi snakkede om livet, og det byggede bare op til den beslutning. Bagefter gik vi hver til sidst.

Er det svært at have det tøj på i dag?
Øh, nej, for selvom det er en oplevelse, jeg har haft i det tøj, er livet generelt fyldt med forandringer, og der er også mange gode oplevelser. Jeg har det ret tit på, for jeg kan godt lide det, og det er fyldt med forskellige minder. Livet går videre.

Advertisement

"Hvis man slår op med nogen i ret formelle rammer, er det nok ikke så smart at troppe op i bikini."

Minder tøjet dig om din ekskæreste?
Måske en gang imellem… Men altså, vi er kommet videre, så det er glade minder. Der er ikke noget dårligt ved det. Det var en af de situationer, hvor man bare ved, at man ikke passer sammen, så det hele blev afsluttet på en fornuftig måde. Så der er situationer, hvor man kan tænke over, hvilken person man var for et par år siden, hvordan man er kommet videre og den slags.

Findes der et perfekt sæt tøj, når man skal slå op?
Det, tror jeg, kommer an på omstændighederne. Måske er der et mere passende outfit i visse sammenhænge. Hvis man for eksempel slår op med nogen i ret formelle rammer, er det nok ikke så smart at troppe op i bikini. Men i sidste ende er resultatet det samme, så det betyder nok ikke det store.

Mui, 24

Havde du planlagt at slå op, og havde du valgt dit tøj ud fra det?
Jeg valgte det ikke ligefrem. Jeg skulle flytte, og det var noget af det eneste, jeg ikke havde pakket ned endnu, så jeg tog det bare på.

Synes du det er svært at have det tøj på i dag?
Nej, jeg kan godt lide det.

Ville du ønske, du havde haft noget andet tøj på?
Nej, jeg tror ikke det havde gjort situationen mindre alvorlig. Jeg var færdig med ham, og det tror jeg, at jeg havde været længe, så mine tanker var allerede et andet sted, da vi slog op. Minder tøjet dig om din ekskæreste?
Lidt. Ja, lidt. Men ikke nok til, at det går mig på.

Advertisement

Findes der et perfekt sæt tøj til at slå op i?
Det er nok lidt forskelligt. Hvis det slutter med, at man er uvenner, og man virkelig ikke kan lide den anden person længere, vil man nok gerne se så godt ud som muligt… At finde din vildeste kjole frem og ligne en million.

Henry, 19

Havde du planlagt at slå op med din kæreste, og valgte du tøjet ud fra det?
Nej, jeg havde ikke valgt det til formålet. Jeg havde planlagt det, fordi jeg gennem et stykke tid havde tænkt, at tingene ikke helt var, som de skulle. Jeg tænker aldrig rigtig over, hvad jeg tager på.

Ville du ønske, at du havde haft noget andet på?
Nej, ikke rigtig. Skoene er ret fede, og jeg synes, jeg var godt klædt på til lejligheden.

Minder tøjet dig om din ekskæreste?
Lidt, for det er min yndlingstrøje, så jeg gik ret tit med den, dengang vi var sammen, men det er ikke sådan, at jeg har en masse dårlige minder med det tøj.

Har du haft præcis det her sæt tøj på igen, siden I slog op?
Nej, det har jeg ikke. Det er første gang i dag. Men jeg sammensætter aldrig tøj – det er altid tilfældigt.

Findes der et perfekt sæt tøj til at slå op i?
Det er alt sammen relativt. Det kommer an på, hvor man er. Hvis man ser lurvet ud, kan det være, de får det indtryk, at man er ligeglad med dem. Så man skal gerne se pæn ud på en respektfuld måde.