Denne artikel er oprindeligt udgivet af VICE USA
Jo Nesbø er bedre end dig til de fleste ting. Han har både været professionel fodboldspiller, børsmægler og popstjerne. Men alt det blegner i sammenligning med det, han er mest kendt for: At skrive bøger, som din far køber i lufthavnen. Og som alle andre også køber for den sags skyld. Jo Nesbøs krimiserie om Harry Hole har sammen med andre af hans bøger solgt over 28 millioner eksemplarer i over 50 lande. Ifølge hans forlag sælges en af hans bøger hvert treogtyvende sekund.
Videos by VICE
En filmatisering af en af hans romaner – Headhunterne– vandt en Bafta-pris. Leonardo DiCaprios produktionsselskab har for nyligt købt rettighederne til endnu en – Blod på Sneen. Og optagelserne til en filmatisering af Snemanden med Michael Fassbender i hovedrollen er netop gået i gang. Vi tog en snak med Jo om hans liv og alt fra punk rock til krimiromaner.
VICE: Hej Jo. Du beskrev engang krimiromaner som “litteraturens punk rock”. Hvad mente du med det?
Jo Nesbø: For mig handler punk rock om at skrælle alt det unødvendige væk, så man kan se sangens skelet. Jeg synes, at det er det samme med at skrive krimier, eller i hvert fald den slags krimier jeg godt kan lide. Historien er skåret ind til benet. Det eneste, som mine bøger ikke leverer, som man finder i punk rock, er holdninger. Mine bøger er det stik modsatte – de er spørgsmål. Jeg giver mine hovedpersoner moralske dillemmaer, og så tvinger jeg dem til at tage nogle valg. Og jeg prøver på ikke at dømme de valg, de tager. Et af de store spørgsmål, som jeg prøver at stille er, Hvad er fri vilje? Hvad er moral? Er det noget, man har fået af Gud, eller er det en ramme, som samfundet danner om os for at gøre os mere effektive?
Som barn kunne jeg slet ikke lide krimier. Jeg er egentlig heller ikke særligt interesseret i krimier nu.
Dine forældre kæmpede på to forskellige sider i 2. Verdenskrig, gjorde de ikke? Er det en af grundene til dit fokus på moral?
Jo, de gjorde. Min mors familie var frihedskæmpere under nazisternes besættelse af Norge. Min far, som var ældre, voksede op i USA i 1920’erne, hvor han blev vænnet til at tænke, at det værste, der kunne ske for et land, var kommunisme. Da krigen brød ud, sluttede han sig til tyskerne for at bekæmpe Stalin. Det var først, da jeg var 15, at han sagde, “Jo, nu er du gammel nok til at vide, at jeg kæmpede for tyskerne under 2. verdenskrig.”
Hvordan reagerer en 15-årig på sådan en oplysning?
Det var et kæmpe chok. Min far var den mand, jeg respekterede mest i hele verden. Alt det, som jeg troede var sikkert og sandt i verden, blev smadret på et øjeblik. Men så sagde han, “Ok, jeg er sikker på, at du har mange spørgsmål, og jeg vil med glæde svare dig på dem.” Så jeg startede med at snakke om det med min far, da jeg var 15, og vi fortsatte helt indtil hans død.
Forstod du det nogensinde? Din mors familie må have hadet ham.
De ville have hadet ham, hvis han havde støttet Hitler og meldt sig ind i nazistpartiet. De forstod, at han gjorde det for at beskytte Norge mod Stalin – det var hans krig. Han kendte ikke til jødeudryddelsen. Eller, han havde hørt rygter, men det var også det. Jeg kan huske, at han engang fortalte mig, “Jeg tilbragte tre år i fængsel, fordi jeg kæmpede for tyskerne, og det synes jeg var en rimelig straf for at have taget så grueligt fejl, som jeg gjorde.” Jeg respekterede ham for hans ærlighed. Jeg kan godt forsvare ham rent intellektuelt nu – sårene heler, men chokket danner et følelsesmæssigt ar, som aldrig går væk.
Dit band Di Derre er en af Norges mest succesfulde grupper, men du arbejdede som børsmægler, indtil du var i trediverne. Hvordan kom det af sig?
Jeg sagde først mit børsjob op, da bandet blev for stort til, at jeg kunne passe et job ved siden af. Jeg havde en eller anden mærkelig idé om, at jeg ikke ville sige mit job op. Jeg havde ikke lyst til, at musikken skulle betale min husleje. Jeg tænkte, at hvis jeg havde et andet job, ville jeg ikke behøve at gå på kompromis. Jeg har set for mange musikere sælge ud for at kunne overleve.
Hvordan vil du beskrive Di Derres musik?
Vi er et popband med punk attitude.
En krimiforfatter der ikke kan lide krimier?
Når jeg møder krimiforfattere, går de altid helt vildt meget op i krimier. Det eneste, de kan snakke om, er alle de her krimiforfattere, som jeg aldrig har læst noget af, hvilket jeg heller aldrig kommer til. Jeg læser ret langsomt, så jeg må udvælge nøje, hvilke bøger jeg læser. Jeg har et par favoritter som for eksempel Jim Thompson og Raymond Chandler, men selv da jeg læste Chandler for første gang, havde jeg allerede læst alle parodierne, så det virkede næsten komisk og overdrevet.
Så du synes ikke, at de moderne krimiromaner er særligt gode?
Nej. Der findes helt sikkert gode krimier derude, men jeg tror, at der er en grund til, at krimierne har det dårlige ry, som de har, og det er, at der bliver trykt utroligt mange middelmådige krimier hvert år.
Hvad med dine egne?
Når jeg skriver, så føler jeg mig som den bedste forfatter i verden. Jeg mener det ikke på en konkurrenceagtig måde, men jeg er nødt til at tænke, “Der er ingen, der forstår den her historie bedre, end jeg gør, og læserne er heldige, at det er mig, der skal fortælle den og ikke en eller andet klodset forfatter.” Bare det at skrive en roman kræver en kæmpe portion selvtillid. Bøger er dyre i Norge, men man forventer stadig, at tusindvis af læsere læser hvert et fucking ord, man har skrevet. Og så forventer man, at de stopper en på gaden og giver hånd og siger tak.
Gør de det?
Nogle gange gør de. Når jeg skriver en roman, kan jeg mærke, at det her er min skæbne. Det er ikke fordi, jeg føler mig specielt unik… men selv hvis hele verden fortalte mig, at jeg ikke var god til at fortælle historier, så ville jeg sige, at verden bare ikke var klar til mig. Det er det eneste i livet, som jeg er hundrede procent sikker på. Det handler ikke om et stort ego, men jeg har bare en meget klar idé om, hvad jeg vil som historiefortæller.
Hvad havde du oprindeligt tænkt, at du ville med dit liv? Du spillede fodbold for Molde FK, da du var teenager. Drømte du om at blive fodboldspiller?
Jeg troede virkelig, at jeg skulle være professionel fodboldspiller for Tottenham. Fodbold var mit liv, indtil jeg blev skadet. Jeg blev tacklet og smadrede mit knæ. Jeg kunne høre brusken knase, ligesom når man river låret af en kylling, og så var min fodboldkarriere slut. Jeg var knust – hele min verden faldt sammen. Men når man er 19 år, kan man opbygge en ny verden på tre uger. Jeg sagde til mig selv, “Ok, jeg kommer nok ikke til at spille fodbold. Hvor vigtigt er det for mig? Er det her et traume, der nødvendigvis skal definere mit liv?”
Hvis du kunne bytte al den succes, du har haft som forfatter og popstjerne, for at blive fodboldspiller, ville du så gøre det?
Det er jeg aldrig blevet spurgt om før… Det er svært at svare på. Ville jeg egentlig det? [Pause]. Ja, det tror jeg, at jeg ville.
Tak, Jo.
Mere fra VICE:
Ting ‘Hvad skal vi ha’til aften idag?’ kan lære os om livet
