I 1995 – da han var 12 år – blevDaniel Hosticsendt på hospitalet, hvor én af hans nyrer blev opereret ud. Ingen på børnehjemmet havde godkendt operationen – han var blevet offer for organsmuglere. Daniel lejer nu et hus i landbyen Popricani, hvor han i årevis arbejdede for børnehjemmet. Det er siden blevet en institution for handikappede voksne. Han mistede sit job i 2014. Alle billeder af Elisabeth Blanchet.
Denne artikel blev oprindelig udgivet af VICE Romania
Nicolae Ceaușescu var den første og sidste præsident i den Socialistiske Republik Rumænien. Selvom der findes historier om, at Ceaușescu var god nok – han husede befolkningen i bygninger, de knoklede hele deres liv for at få, og lærte dem tålmodighedens dyd gennem den ældgamle kunst at stå i kø – er det forsvarligt at kalde ham diktator. Ikke mindst fordi nogle af de idéer Ceaușescu førte ud i livet har ødelagt landet, flere generationer efter hans kommunistiske regime sluttede.
Videos by VICE
Én af de idéer var Dekret nr. 770, udsendt i 1966 og håndhævet indtil 1989. Fordi regeringen ønskede, at Rumæniens fødselsrate skulle stige, forbød dekretet kvinder at få en abort. Som resultat døde omkring 10.000 kvinder (et uofficielt tal) af følgevirkningerne fra ulovlige aborter. Det betød samtidig, at omkring to millioner børn, der blev født, siden er blevet kendt som “Generation Dekret”. Nogle af disse børn endte på børnehjem.
I 1993 besøgte fotograf Elisabeth Blanchet et af de børnehjem. Hun knyttede et stærkt bånd til de ansatte og børnene, så hun blev ved med at vende tilbage til Rumænien jævnligt. I 2006 besluttede hun sig for at arbejde på et projekt, der ville involvere alle de børn, hun havde mødt gennem årene. Hun søgte efter de mennesker, hun havde fotograferet, da de var små, og tog et nyt billede. Jeg talte med Elisabeth om, hvad der blev af Ceaușescus Forældreløse Børn 20 år senere.
VICE: Hvordan opstod idéen til dit nyeste projekt?
Elisabeth Blanchet: En af mine venner og jeg startede en non-profit organisation i 90’erne ved navn Action Orphelins. Vi besøgte tit det samme børnehjem i Popricani, tæt på lași. Vi rejste dertil tre eller fire gange fra 1993 til 1998 for at forbedre børnenes liv en smule. Gøre soveværelser rent, reparere varmt vand og brusere – den slags. Og vi betalte folk for at forsøge at finde børnenes søskende i andre lignende institutioner. Jeg tog mange portrætfotos af børnene gennem årene, mest fordi jeg var blevet glad for dem. De fleste af billederne var sort/hvid på analog film.
I 2006, da jeg arbejdede for Time Out, ville redaktørerne og jeg gerne lave en positiv artikel om Rumænien, som kæmpede for at blive en del af EU. Vi havde tænkt os at følge nogen, som ville tage til Storbritannien og lede efter arbejde. Jeg tog kontakt til min ven Dan, som selv var forældreløs og arbejdede som pedel på børnehjemmet i Popricani, og bad ham finde de rette personer.
A. og B. er tvillinger, som var 13 år gamle i 1997. I 2006 blev B. offer for nogle alfonser og blev tvunget til at arbejde som prostitueret i Italien. Hun blev arresteret, da politiet lavede en razzia og deporteret tilbage til Rumænien, hvor hendes søster A. stadig boede. I 2009 tog de begge til Sverige for at arbejde som au pairs. De bor begge i Schweiz nu, hvor de er gift med schweizere.
Hvordan var det at se Dan igen?
Følelsesladet. Det var i december 2006, syv eller otte år efter vi sidst havde set hinanden. Han viste mig en ordbog, jeg have købt til ham mange år før, som han stadig havde. Det møde fik mig til at tænke på, hvad der var sket med alle de andre børn, jeg havde mødt. Børnene spillede en vigtig rolle i mit liv. Det var derfor, jeg besluttede mig for at finde dem og fotografere dem nu, som voksne.
Hvordan fandt du dem?
Det kan jeg takke Dan for. Vi satte vores lid til at gå fra én forbindelse til den næste og sprede ordet. De fleste af dem havde holdt kontakten til hinanden gennem årene, så det gjorde det lettere.
Hvordan oplevede du selv børnehjemmet?
Jeg kommer fra sådan et privilegeret land, og jeg var chokeret over den mangel på kærlighed og nærhed, som de her børn skulle igennem. De sov i enorme, beskidte sovesale, der lugtede af tis. Nogle gange var tre af dem tvunget til at sove i den samme seng. Nogle af de mindre børn blev mobbet af de større på børnehjemmet. Det var hårdt.
Carmen Bobocel var 10 i 1995. For et år siden kom hun på Iași hospital på grund af en lungeinfektion, og hun døde få uger senere. Billedet til højre viser Dan, børnehjemmets pedel, ved hendes grav.
Hvordan var det at arbejde med rumænske institutioner, som børnehjem, på det tidspunkt?
Det var alt sammen virkelig kompliceret, og det var svært at føre planer ud i livet. Folk fra forskellige organisationer havde ikke altid det samme syn på verden, men blandede sig heller ikke i hinandens planer. Der var en del konkurrence børnehjemmene imellem, fordi nogle af dem modtog flere penge end andre. Det var svært at sætte projekter i gang, fordi alt var så politisk.
Gheorghe “Dodo” Stîngaciu, drengen i midten, var fem år gammel i 1995. Billedet blev taget i 2011, da han var 20, på en bar i Popricani. Dodo er bygningsarbejder. I et stykke tid arbejdede han med sin far i en landsby udenfor Iași, men de kunne ikke komme overens med hinanden, så de afbrød samarbejdet.
Hvilken slags reaktioner har du fået på dit projekt?
Folk var rørte af mine historier. Jeg tror på, at det her projekt virkelig kan betyde noget for de yngre generationer, som måske ikke kender så meget til Ceaușescus regime, og hvor mange liv det ødelagde. Det sætter fokus på Ceaușescus mani om at højne fødselsraten, og hjælper både udlændinge og rumænere forstå denne mørke del af fortiden.
Se flere billeder længere nede.
Læs mere på VICE om Rumænien:
Billeder af forfald i Rumæniens mest populære badeby
Billeder af Rumæniens ultra-religiøse dåbsritualer
Bagsiden: Rumænske gadekunstnere i København
Det første fotografi blev taget i 1995 på børnehjemmet i Popricani, da Adriana Lica var 12 år. Det andet billede blev taget i 2008 i Iași i et hus, hun delte med andre forældreløse fra Popricani. Hun bor nu i en lille lejlighed med sine tre børn. Hun har ikke noget arbejde og lever af bistand.
I 1997 var Corina Darabană 11 år gammel. I oktober 2011 er hun fotograferet i sit eget hjem, omkring 40 kilometer udenfor Iași. Hun er gift og har tre børn.
Det første billede blev taget i 1997 og viser Daniela sammen med Daniel, hendes tvillingebror. Daniela lejer nu et sted i Iași og arbejder på en tekstilfabrik. Hun og hendes bror har for nylig fundet ud af, at de er en del af en familie med ni andre børn, som de har mødt for nylig.
Dragoș var otte år gammel i 1993. I 2011, da det andet billede blev taget, boede han i Sihla Kloster i Bucovina. Selv som ung dreng var Dragoș meget religiøs, og han besluttede sig for at blive munk, da han var 19. Han har boet i Sihla-klosteret siden 2005, hvor han mest tager sig af køkkenet. “Jeg er lykkelig her. Jeg har fundet der, hvor jeg hører til,” fortalte han Elisabeth, da de mødtes igen.
Ioana (nummer to fra højre) var 12 i 1993. Den andet billede blev taget i Popricani i 2011 med hendes mand Mirel og tre af deres fire børn. De bor i Mirels families hus. Han arbejder på en byggeplads i Frankrig og kommer hjem to eller tre gange om året.
Liliana Condrea var 16 år i 1997 (det er hende til venstre). I dag lever hun med sin partner og tre børn i hendes svigerfamilies hus i Popricani.
M. var 12 år i 1997. Hun flyttede til Schweiz i 2009, hvor hun arbejdede som au pair. Hun vender tilbage til Popricani hver sommer.
Marian Juverdeanu var 16 år i 1997 (ham i den øverste køje). Det andet billede er taget på en bar i Popricani, hvor han mødtes med venner fra børnehjemmet. Marian arbejder med at gøre rent i Iașis indkøbscenter og bor i en lejlighed, han lejer sammen med folk fra arbejdet.
Radu Esanu var 15 år i 1993 (det er ham til venstre). Det andet billede blev taget i 2007 i Skotland – han arbejdede på en britisk gård tre måneder hver sommer indtil 2013. Han blev gift med Andreea i 2008, og de bor i Botoșani med deres datter. Radu har læst til agronom, men var ikke i stand til at finde arbejde indenfor sit felt.
Ramona Stănică var 12 år i 1997. Det andet billede blev taget i 2009, udenfor børnehjemmet. Hun var kommet tilbage for at møde Dan og nogle af sine venner. Hun arbejder i et bageri i en by udenfor Iași.
