Denne artikel er oprindeligt udgivet af VICE US
Jeg bliver hele tiden smidt i hullet.
Videos by VICE
Ikke fordi jeg har gjort noget forkert, men fordi jeg er frisør, hvilket også betyder, at jeg er bedste venner med alle dem, der bliver sendt derind. Jeg klipper alles hår, fra mordere og voldtægtsmænd til de nyankomne, der sidder inde for at have været oppe at slås.
Det er en helt ny verden, når man træder ind i hullet – en verden, der lugter af død og lort. Mænd, der skriger så højt de kan om at blive lukket ud.
Fanger i hullet bliver kun klippet en gang om måneden, og dagen før de skal i retten – så når jeg er der, er det en særlig begivenhed for dem. Så snart de hører døren til deres afdeling gå op, og ser mig komme ind med mit klippegrej, begynder alle at juble. Det eneste, man kan høre, er, “DRE, HVEM ER FØRST?! JEG ER FØRST! MIG FØRST!”
Jeg fortæller dem, at jeg ikke går nogle steder, før alle er blevet klippet. Så tager jeg mine ting frem og går i gang.
Jeg arrangerer mine arbejdsredskaber ved vagtens skrivebord, lægger børsterne og saksene klar, og stabler de hårde, røde plastikstole oven på hinanden for at få lidt mere højde (jeg har ikke en rigtig frisørstol, som jeg kan pumpe op og ned). Så fører fængselsbetjentene folk hen til mig, en af gangen.
Fordi de er i hullet, er de lænkede på arme og ben, når de er udenfor deres celler.
Så snart de har sat sig, giver jeg dem mit spejl som det første. For de fleste indsatte er det første gang, de har set deres spejlbillede i en måned – og de bliver altid chokerede. De ser trætte, lasede og syge ud, ofte i en mere ekstrem grad, end de havde regnet med. Mange af dem siger ting som, “Shit, jeg er død, mand, kan du ikke vække mig til live igen?”
Det er præcis det, jeg forsøger at gøre. I fængslet er det meningen, at kronraget skal være den eneste frisure, men jeg spørger gutterne, hvordan de vil klippes.
Og så snakker vi om alle mulige ting, som man ville hos enhver anden frisør. Forskellen er, at alle dem, jeg arbejder på, prøver på at finde ud af, hvad de seneste nyheder egentlig er, i stedet for at kommentere på dem. De vil gerne vide, hvad der foregår i verden udenfor, om deres hold ligger nummer et, og hvad der sker i deres gamle afdeling på fængslet. De fortæller, at de savner deres børn.
For lidt over et år siden kan jeg huske, at jeg så en politibetjent fra Washington D.C. blive arresteret for voldtægt i fjernsynet. Fordi sagen var højtprofileret, og fordi han var politimand, havde jeg en formodning om, at han nok ville blive placeret i hullet.
Jeg tænkte på at klippe hans hår. Mens jeg sad inde, blev min yngste datter voldtaget, og det fyldte mig med vrede. Jeg kunne ikke være der for hende, og nu afskyede jeg alle voldtægtsmænd. Ideen om at skulle klippe den her fyrs hår var mere, end jeg kunne klare.
Da den dag til sidst kom, hvor jeg faktisk skulle gøre det, var jeg nervøs. Alle de andre indsatte sagde bare, at jeg skulle lade være med at klippe politimanden, og da vagterne endelig hentede ham, råbte og skreg hele afdelingen af mig fra alle sider.
Så snart mit blik faldt på ham, havde jeg bare lyst til at slå hul i hans hoved og se ham bløde.
Da jeg begyndte, var jeg lidt grov ved hans hoved. Det var tydeligt, at fyren gerne ville snakke, men jeg afbrød ham bare, og spurgte, hvordan han gerne ville have sit hår. Han fornemmede min indstilling og begyndte at prøve på at gøre op for det ved at snakke endnu mere. Han sagde, at han ikke gjorde det, og fortalte mig, at han vidste, hvordan jeg havde det.
Jeg stoppede, så ham i øjnene, og sagde, at han nok ikke havde lyst til at vide, hvordan jeg havde det. Jeg fortalte ham, hvad der var sket med min datter. Han begyndte at græde; der flød snot ud af næsen på ham. Vi snakkede ikke sammen under resten af hans klipning.
Det værste var, at han nok endte med den pæneste frisure af alle dem, jeg havde klippet den dag.
Når jeg er færdig med at klippe en indsat, lige meget hvem de er, og viser dem det færdige produkt, så har de ikke lyst til at give slip på spejlet. De bliver ved med at stirre på deres spejlbillede og sige, at de endelig føler sig som sig selv igen. De tilbyder ofte at betale mig, men jeg har aldrig taget imod en krone. Nogle gange joker de og siger, “Jeg ved, at dommeren frikender mig og sender mig hjem, så snart han ser mig med det nye hår!”
Indimellem får vagterne mig til at komme ind på nogle skæve tidspunkter – når der er gået for lang tid imellem klipninger, begynder mændene dernede at smide pis og lort efter betjentene eller smadre sprinklerne i deres celler. En klipning betyder bare meget mere i fængslet, end den gør udenfor, og det gælder især for dem, der sidder i hullet. De her mænd får ikke lov til at tale med deres familier, får ikke nogle besøg, og lever i et bur 23 timer om dagen. Hvis de er heldige nok til at komme udenfor, så får de kun lov til at sidde i et bur, mens de trækker frisk luft.
Efter at have været varetægtsfængslet i tre år har jeg endelig fået min dom, og nu venter jeg på at finde ud af, hvor de sender mig hen. Lige meget hvor det bliver, så håber jeg på at få mine sakse med. Alle fængsler er fyldt med mænd, der ville elske at føle sig mere menneskelige.
40-årige Andre Lyons bliver forflyttet fra Correctional Treatment Facility i Washington D.C. til et statsfængsel. Han erkendte sig skyldig i narkosalg og blev idømt syv år.
Læs mere fra VICE om livet bag tremmer:
Jeg trippede på LSD i et topsikret fængsel
